fbpx

10 gode bøger til den nye student

Har du en ny student i familien der skal flytte hjemmefra? Har kærestesorg? Drømmer om at blive selvstændig? Er fuldstændig opslugt af kriminalsager og true crime? Skal ud og smadre patriarkatet ... eller bare elsker at læse? Så er listen her til dig 👇

Fattig student

af Karen Elene Thorsen

I denne kogebog finder du Karen Elenes mest populære madplaner, som alle kan laves for under 200 kroner pr. næse om ugen. Der er opskrifter, sparetips og andre gode råd til dig, som gerne vil spise enkel og lækker mad, uden at det koster kassen.

Feministisk kampskrift

af Camilla Søe Maria Gudme

Denne bog er til dig, som godt kunne bruge en hjælpende hånd i den aktuelle debat om Metoo, magt og sexisme. Dig, som står på tærsklen til voksenlivet, uddannelse eller arbejdsmarkedet, eller dig, som er forælder til en, der gør. Den er til dig, der gerne vil tale med dine børn, venner eller kollegaer om køn, ligestilling og feminisme, eller dig, som måske mødte den nye Metoo-bølge med et skuldertræk og tænkte ”må man nu ikke flirte mere?”

Betonhjerter

af  Sara Rahmeh

Betonhjerter er fortællingen om et overset sted. En kærlig og humoristisk ode til dem, samfundet ikke forstår, og dem, der skal ranke skuldrene og forsvare det, de kommer af. Betonhjerter er  Sara Rahmehs ode til Blokken i Taastrup, hvor hun er vokset op.

“Jeg ved godt, hvad folk siger om mit hjem. Det burde rives ned og erstattes med ældreboliger og udendørstræningsfaciliteter for nybagte mødre med barnevogne. En Starbucks ville også pynte. Og flere farver. Alt andet end grå.”

Afslutninger

af Kim Andrea Brofeldt

Sarah har noget med afslutninger. Hun afslutter ting for folk, der er døde. Læser de sidste kapitler i bøger, drikker den sidste halve kop kaffe og kæmper sig gennem halvfærdige håndarbejdsprojekter. Det eneste levende menneske, hun ser uden for arbejdstiden, er hendes far, der har ladet sig opsluge af et forlist kærlighedsforhold. Sådan har hun levet, lige siden hun var teenager. Afslutninger er en humoristisk og rørende fortælling om at høre til og ikke høre til. Om at være far og datter, om at elske og miste og om at finde sin egen vej i livet – også selvom man har brugt lang tid på ikke at leve det.

Sommerkogebog

af Timm Vladimir

FISK – KØD – GRØNT – SALATER – BAGVÆRK – SYLTNING – DESSERT – DRINKS.’

I SOMMERKOGEBOG hylder Timm Vladimir sanserne og sommeren med et rigt udvalg af sommer- og grillretter til hverdag og fest. Her får du alle Timms bedste opskrifter til hele sommerhalvåret – fra det tidlige forår, hvor vi ikke kan vente med at komme ud, til sensommeren, hvor den varme sweater må findes frem.

Dem vi bliver

af Gillian McAllister

Hvordan stopper man et mord, som allerede har fundet sted?

Dem vi bliver er en gribende psykologisk thriller om en mors kamp for at redde sin søn fra den forbrydelse, han har tænkt sig at begå. Bogen strøg ind på bestsellerlisterne hos Sunday Times og New York Times, er solgt til filmatisering og udvalgt til Reese’s Book Club. Bogen er desuden solgt til 39 lande.

Sarek

af Ulf Kvensler

Anna, Henrik og Milena er venner og har taget på vandreture sammen i årevis. Da Milena spørger, om hun må tage sin nye kæreste, Jacob, med på årets tur, som for første gang går til Sarek Nationalpark i Nordsverige, kan Anna og Henrik ikke andet end at sige ja. Jacob lader til at være en flink fyr, selvom Anna med det samme får en ubehagelig fornemmelse af, at hun kender ham et eller andet sted fra.

Vandreturen udvikler sig til et mareridt, og beslutningen om at lade Jacob tage med viser sig at være et skæbnesvangert valg, der kommer til at ændre deres liv for altid.

Endelig mandag

af Petter Stordalen

I ENDELIG MANDAG deler Stordalen de teknikker og leveregler, som har gjort ham til en af Nordens mest succesrige forretningsmænd. Med kapitler som ’Vær naiv’, ’Følg ikke drømmen’, ’Sørg altid for at være den dummeste i lokalet’, fortæller han, hvordan du får det bedste ud af både dig selv og menneskene omkring dig – hver dag.

Breve til livet

af Anne Sofie Allarp Ditte Giese

Breve til livet er en ublu og ærlig status på at være kvinde midt i livet i 2020 og en åbenmundet og tankevækkende brevveksling mellem levekvinden Ditte Giese og verdensdamen Anne Sofie Allarp. Om lyst og tørre perioder, kærlighed, krop og kriser, om dødsangst, parforholdspropaganda, politik og moderskab og kvindelivets andre små og store minefelter. En uafrystelig og livsbekræftende fortælling om at være kvinde, når man er midtvejs i livet, fortalt af to af vores generations stærkeste og modigste stemmer.

Apollo-metoden

af Petter Stordalen

Apollo-metoden giver læseren et sjældent og spændende indblik i Stordalens forretningsfilosofi og i hans måde at drive forretning på. Ud fra begreber som ’Nødbremsen’, ’Tillid er king’ og ’Find din blå planet’ viser Stordalen med sin sædvanlige energi, hvordan modgang kan give nye muligheder – selv når det virker, som om omgivelserne har givet op. Mange af hans principper kan overføres til andre områder af livet, enten på jobbet eller privat, og der er i bogen mange inspirerende råd til selvudvikling.

 

 

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik