Når man siger Trude Teige i Danmark, så tænker mange først og fremmest på din historiske roman, ”Mormor dansede i regnen”, men nu har du også de  første 4 bind ude i en af Norges mest populære krimiserier om tv-journalisten Kajsa Coren. Hvordan blev du inspireret til også at blive krimiforfatter?

Jeg var i lang tid overbevist om, at jeg ikke skulle skrive krimi. Jeg har været en ivrig krimilæser hele livet, og det virkede alt for kompliceret for mig at skrive. Så man kan vel sige, at det var krimien der valgte mig – og ikke omvendt. Det hele begyndte egentlig som en samtidsroman om en journalist, der var den centrale figur i afsløringen af en af norsk histories største socialskandaler: at 40.000 børn efter krigen og frem til 1980 blev placeret på børnehjem og specialskoler uden tilsyn. Mange blev også udsat for grusomme overgreb. Men midt i min skriveproces med romanen opdagede jeg, at jeg sad med et ret godt plot til en krimi. Så gik jeg tilbage til start og skrev den om til en krimi, som blev antaget af mit norske forlag, før den var færdigskrevet.

Hvad kan læserne forvente sig af  serien om Kajsa Coren?

Helt uafhængigt af hinanden har forskellige læsere, som jeg har mødt rundt omkring i Norge sagt til mig: ”Du skriver krimi med mening”. Og det er jo en god tagline. Jeg tror, læserne kan lide, at jeg ikke svælger mig i grusomme detaljer og det bestialske. Selv er jeg også mest interesseret i almindelige menneskers liv og hemmeligheder. Og ikke mindst i det, der får et uskyldigt barn – sådan som vi alle er født – til at blive en skyldig voksen. Hvad gik galt? Var det noget i opdragelsesmiljøet, nogle i familien? Hvorfor overskrider nogen en grænse, som er utænkelig for alle os andre? Derudover bruger jeg min erfaring som tv-journalist til at skrive om en hovedperson, der har den samme profession som mig, hvilket jeg håber tilføjer troværdighed og nærhed til det miljø, jeg skriver om.

Kajsa Coren er hovedkarakter i foreløbig seks bøger, hvoraf de to fire bind nu er udkommet på dansk. Hvordan opstod ideen til Kajsa, og hvad er det for et menneske, som læseren vil møde?

Da jeg endelig besluttede mig for at skrive i krimigenren, havde jeg allerede skabt min hovedkarakter. Det blev vigtigt for mig, at hun skulle være ‘en ganske almindelig norsk kvinde’. Ikke en hårdhudet helt med alkoholproblemer, men i stedet med helt almindelige udfordringer, som de fleste af os står over for. Hun kæmper i ægteskabet, hun bekymrer sig om sine børn, hendes mor får demens og ender på en institution, og hun er nok den eneste krimihelt, der får brystkræft. Samtidig er hun lidt ligesom mig: angst for det meste, men når hun så er på arbejde som journalist, er det, som om hun tænder på en kontakt og gør ting, der ellers er utænkelige for hende.

“Helt uafhængigt af hinanden har forskellige læsere, som jeg har mødt rundt omkring i Norge sagt til mig: ‘Du skriver krimi med mening’.”

Dine krimier er kendt for at belyse aktuelle samfundsrelaterede problemstillinger. Det er med andre ord ikke kun mordet, som er omdrejningspunktet for dine fortællinger. Hvilke overvejelser har du om det?

Jeg prøver at skrive den slags krimi, som jeg også godt selv kan lide at læse. Man oplever ofte, at krimi kun bedømmes ud fra, hvor spændende det er. Det er selvsagt vigtigt, det er en kontrakt mellem forfatteren og læseren, at det skal være spændende, at det handler om en forbrydelse, og at denne forbrydelse bliver opklaret på en troværdig måde. Men så er der alt det andet: litterær kvalitet, troværdige karakterer osv. Men for mig er der en anden ting, der er lige så vigtig: Det skal være interessant på et eller andet plan. Ideelt set skal det være sådan, historien bliver i læseren et stykke tid efter, man har lukket bogen. At man siger: det vidste jeg ikke, det har jeg ikke hørt om, det har jeg ikke tænkt over før. Jeg forsøger at skrive krimier, der giver læseren refleksioner og en større forståelse for samfundet og de mennesker, der lever i det.

Som journalist har man ofte et retfærdighedsgen som drivkraft i arbejdet. Er det også sådan, du skriver? At du vil forsøge at belyse og skabe perspektiv på fx den sag, som Kajsa Coren i ”Alene i mørket” sidder og arbejder på om omsorgssvigt og overgreb mod børn på børnehjem og specialskoler?

I mange år var jeg politisk reporter og ledede politiske debatter på TV2. Jeg fokuserede på, hvad der var uretfærdigt i samfundet og blandt andet på de mennesker, der blev behandlet dårligt. Nu gør jeg stort set det samme. Jeg starter med et emne, laver en masse research, taler med folk – og så bliver jeg nødt til at få den der journalistiske “prikken” i kroppen, en følelse af at lede sin undersøgelse mod noget vigtigt, noget der skal fortælles og tænkes over. Og det bliver så til en krimi om for eksempel børnehjemsbørn og ældrepleje, som i disse to bøger.

Som sagt har du jo tidligere skrevet Mormor dansede i regnen. Hvilke forskelle og ligheder er der for dig mellem at skrive historiske romaner og krimier? Er det den samme proces?

I mine historiske romaner skriver jeg om ukendt norsk og europæisk krigs- og kvindehistorie. Bag sådanne romaner ligger der mange år med journalistisk research, fordi jeg skriver så tæt på virkeligheden, og er inspireret af sande historier. Kriminalromanerne kræver også research, men i mindre grad. De opstår et sted mellem min hjerne og tastaturet. Men jeg tror, ​​jeg har godt af at skrive i begge genrer. Jeg har flere gange ladet krimiforfatteren være med til at bestemme, når jeg skriver historiske romaner – og omvendt.

I serien om Kajsa Coren er der på dansk udkommet Alene i mørket (1),  I dødens hænder (2), De dødes sommer (3) og Den tavse kvinde ( 4). Serien tæller foreløbigt seks bind på norsk, og alle bind er planlagt til at udkomme på alpha forlag.