fbpx

De perfekte bøger til kvindernes kampdag

Kære kvinde! Vi er kommet langt i kampen for ligestilling og kvinders rettigheder, men vi har stadig langt at gå. Kampen er evig, den er hård og den er nonstop. Derfor, kommer vi her med lidt inspiration til gode læseoplevelser, der kan forstærke din viden, medfølelse og søstersolidaritet 👇

I dine sko af Jojo Moyes

Nogle dage ville Sam ønske, at hun kunne leve en helt anden kvindes liv. En kvinde uden bekymringer om regninger, der skal betales, og en mand, der tilbringer hele dagen hjemme på sofaen ramt af en hård depression. En fortravlet morgen kommer hun ved et uheld til at tage en anden kvindes taske i træningscentret, og indholdet i den – en smuk Chanel-jakke og et par ultradyre designersko – giver hende mulighed for at snuse til et liv langt fra sit eget. Med skoene på føler hun sig et øjeblik som en anden kvinde. Ubekymret, selvsikker, fri.

Den kvinde er Nisha. Udefra virker hendes liv perfekt. Hun er gift med en rig mand og har et skab fyldt med det smukkeste designertøj. Men sådan har det ikke altid været. Og den dag, Nisha mister sin taske i træningscentret, er også den dag, hendes mand vælger at smide hende ud og lukke alle hendes konti. Nishas omhyggeligt opbyggede liv er med ét kollapset, og det eneste, hun har, er en anden kvindes taske med tre tipundsedler og et par godt udtrådte flade sko.

 

Feministisk kampskrift af Camilla Søe & Maria Gudme

Denne bog er til dig, som godt kunne bruge en hjælpende hånd i den aktuelle debat om Metoo, magt og sexisme. Dig, som står på tærsklen til voksenlivet, uddannelse eller arbejdsmarkedet, eller dig, som er forælder til en, der gør. Den er til dig, der gerne vil tale med dine børn, venner eller kollegaer om køn, ligestilling og feminisme, eller dig, som måske mødte den nye Metoo-bølge med et skuldertræk og tænkte ”må man nu ikke flirte mere?”

 

Jeg vil ikke det her af Eva Aagaard

Miriam er lige blevet mor. Det er første aften, hun er ude, siden barnet kom. Hun er sammen med en veninde, de får for meget at drikke. Da hun skal hjem, alene, stiger hun ind i en vogn i den tro, det er en taxi. Det er det ikke. I vognen sidder en fremmed mand, der kører hende hen til et sted, hun aldrig har set før.

Og fører hende ned i en kælder.

Næste morgen vågner op hun i sin egen seng. Der er blod i trusserne, tågede erindringsbilleder, fornemmelsen af et koldt kældergulv mod kinden. Og sætningen, hun husker at have sagt: Jeg vil ikke det her. Hvad er der sket? Hvad skal hun gøre? Skal hun fortælle det til sin kæreste? Skal hun anmelde det til politiet? Skal hun søge hjælp?

Den forfærdelige nat kører i ring. Et overgreb rammer aldrig ned i ingenting. Hverken for den, det går ud over, eller i det omgivende samfund. Vil de tro på hende? Tror hun på sig selv? Miriam leder efter svar, men det er ikke så let, som det lyder. Og ingenting går, som hun havde håbet.

 

Ulige uger af Ditte Giese

Dette er en ægte grine- og grædebog fyldt med sorg, længsel, voksendating og andre øjeblikke fra det livsomvæltende kaos, vi kalder en skilsmisse.

Ulige uger er til dig, der står midt i balladen, eller dig, der har fået krisen lidt på afstand, delt boet og kan smile af de urolige tider. Den er til dig, der har brug for en ærlig og sjov hjælp-til-selvhjælpsbog og et kærligt skub. Og bare rolig, der er både håb, kærlighed og et dejligt liv på den anden side. For selvom en skilsmisse kan byde på skænderier, IKEA-ture, underlige kropsprojekter og børn, der savner, er det også en mulighed for at finde tilbage til sig selv. Og der er faktisk ikke noget smukkere end kvinder (og mænd), der rejser sig fra en skilsmisse og går ud og æder af livet.

 

De forsvundne kvinder af Pam Jenoff

New York, 1946: Efter tabet af sin mand forsøger Grace Healey at skabe sig en ny tilværelse. En morgen på vej til arbejde går hun igennem Grand Central Terminal og får øje på en tilsyneladende efterladt kuffert, som viser sig at indeholde fotografierne af tolv forskellige kvinder. Ved en pludselig indskydelse tager hun billederne med sig og forlader stationen.

Hun finder ud af, at kufferten har tilhørt en kvinde ved navn Eleanor Trigg, som var leder af en gruppe kvindelige hemmelige agenter, der opererede under krigen. Men hvem er de unge kvinder på billederne? Grace sætter sig for at undersøge, hvad der er sket, og snart bliver hun hvirvlet ind i den usædvanlige historie om kvindernes farlige missioner. 

 De forsvundne kvinder er en gribende fortælling om venskab, forræderi og viljen til at overleve i en verden af modgang.

 

Lige nu kan du vinde alle bøgerne nævnt i artiklen her, på Alt for Damernes og Alphas Instagramprofiler. Klik her, for at komme hen til vores Instagram.

Og klik her, for at komme videre til den all time bedst (hvis vi selv skal sige det) playliste til Kvindernes international kampdag 🎶 

 

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik