fbpx

Nordisk verdensklasse besøger Krimimessen 2022

Krimimessen er tilbage i fuldt vigør. Katrine Engberg, Viveca Sten, Ninni Schulman, Ulrika Rolfsdotter og Trude Teige besøger Fængslet i Horsens d. 2.-3. april. Se programmet her.

Katrine Engberg afslører ny serie

Hvordan siger man farvel til et velkendt univers for at skabe et nyt? 

Katrine Engberg sidder i tastende stund og skriver på første bog i en ny krimiserie, og på Krimimessen indlemmer hun helt unikt publikum i arbejdsprocessen. Sammen med forlægger og redaktør, Birgitte Franch, vil Engberg fortælle om ideerne til plot, miljøer og nye karakterer i det nye univers, og desuden løfte sløret for titlen og udgivelsesdatoen på første bind i den nye serie, der udkommer til efteråret.

Katrine Engberg debuterede som krimiforfatter i 2016 med Krokodillevogteren og har i dag solgt mere end 1.000.000 bøger. Katrines bøger bliver udgivet i 28 lande og i 2021 vandt hun MARTHA-prisen med ISOLA, den sidste og afsluttende kriminalroman om politiduoen Kørner og Werner.

Hagforsserien fik sin ende med ‘Dagen er nær’ 

Det hele begyndte med, at Ninni Schulman opfandt sin karakter, Magdalena, der ville flytte tilbage til sin hjemby på landet efter et par år i Stockholm. Magdalena gav Schulman de muligheder, hun skulle bruge, for at beskrive den del af Sverige, hun kommer fra, og som længe har været plaget af emigration og arbejdsløshed. Det der senere blev til den populære Hagforsserie blev bygget på det had-kærligheds-forhold, som Schulman havde til sin egen hjemby.

På Krimimessen i Horsens kan du høre Ninni Schulman fortælle om begyndelsen på serien med Pigen med sne i håret (2012), finalebindet Dagen er nær (2021) og Hagforsserien som helhed.

Viveca Sten vender tilbage til Horsens

Viveca Sten gæstede sidste år Krimimessen i Horsens og igen i år har du mulighed for at møde en af Sveriges absolut mest afholdte krimiforfattere. Andet bind i Stens nye serie om Mordene i Åre er udkommet, og du kan på både lørdag og søndag høre om fortsættelsen af det nye krimiunivers i samtaler og interviews med udgangspunkt i Skyggedalen. Om søndagen er Viveca Sten desuden i samtale med sin datter, forfatteren Camilla Sten, om deres forhold til genren, de forskellige krimigenerationer og skrivetraditioner. Et vaskeægte højdepunkt på årets program 💫

Nervepirrende mystik, fortidens mordmysterier og en ny slags heltinde

Hovedpersonen i Dyrehjerte, Annie Ljung, er hverken falleret detektiv, knivskarp efterforsker eller arbejdsom politibetjent. Hun er socialrådgiver. På Krimimessen kan du høre den svenske, anmelderoste forfatter Ulrika Rolfsdotter fortælle om sin debutkrimi, som på mange måder vender krimigenren på hovedet og spørger: Hvad er ondt, og hvad er godt? Hvem er offeret, og hvem er gerningsmanden?

Dyrehjerte fik en fantastisk modtagelse i Sverige og var en af årets helt store krimidebuter i 2021. Det er et fængslende, atmosfærefyldt første bind i en serie, hvor alle fremtidige bøger desuden vil tage udgangspunkt i en historisk mordsag.

Trude Teige fortæller om Kajsa Coren-serien

Norske Trude Teige skriver krimi med mening og hjerte, og i serien om Kajsa Coren svælger hun sig ikke i grusomme detaljer og brutale, blodige mord, men formår derimod at tage udgangspunkt almindelige menneskers liv og hemmeligheder. Kajsa er selv, hvad Teige ville kalde “en ganske normal norsk kvinde”.

I krimiserien trækker Teige på sine egne erfaringer som politisk reporter og journalist, hvor hun ligesom om tv-journalisten Kajsa var draget af uretfærdigheder og forskelsbehandlinger i samfundet. På Krimimessen kan du høre Teige tale om forholdet mellem spændende plot, stærke karakterer og en passende dosis samfundskritik.

De første to bind, Alene i mørket og I dødens hænder, i den populære norske krimiserie om Kajsa Coren er udkommet, mens 3. og 4. bind i serien udkommer til juni på dansk.

 

Læs mere om Krimimessen og se hele programmet her.

Vi ses i Horsens!

 

 

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik