Viveca Sten, lige nu sidder du omgivet af sneklædte bjerge og frosne ådale i din hytte i Åre og skriver på den tredje bog i serien om Mordene i Åre, mens andet bind i serien, Skyggedalen, udkommer i Danmark d. 25. januar. I det første bind, Offermageren, mødte vi Hanna Ahlander, der tog til Åre efter at være blevet sendt på ufrivillig orlov fra sit gamle arbejde i Stockholm. Her blev hun langsomt en del af efterforskningen på den lokale politistation sammen med Daniel Lindskog. I Skyggedalen er hun blevet politikommisær, og skal sammen med Daniel opklare et brutalt mord på en mand fundet tæt ved Åre. Et velkendt ansigt i byen.

Da du skulle skrive Offermageren fortalte du, at du en dag i Åre nærmest så et blåfrossent lig for dig i en skilift. Hvordan fik du ideen til at skrive Skyggedalen? Kom inspirationen lige så pludseligt?

Jeg var i Storvallen meget tæt på den norske grænse, da vi tilfældigvis kørte forbi Storvallens fjeldkapel. Det var en overskyet dag, og kapellet ragede ildevarslende op mod den mørke himmel. I den situation og i de kommende dage begyndte jeg at tænke over, hvordan det ville være at vokse op som ung kvinde i en frikirkelig menighed i en af ​​de isolerede landsbyer i det vestlige Jämtland. Og så begyndte historien at tage form…

Hvis man først nu skal stifte bekendtskab med Mordene i Åre-serien, kender man ikke din hovedkarakter, Hanna Ahlander. Hvad er hun for et menneske?

Hanna er en lidt religiøs person, der brænder for at hjælpe udsatte kvinder. Hun er selv blevet udsat for misbrug og overgreb, da hun var i tyverne, hvilket har ført til, at hun har valgt at blive politibetjent. Hun er følelsesdrevet og har nogle gange svært ved at holde sig i skindet, men samtidig er hun en god politibetjent med skarpe instinkter. Hendes anstrengende og komplicerede forhold til sine forældre og især til sin mor, får hende til at genkende sig selv i Daniel, der stadig lider under, at hans far forlod ham, da han var lille.

Du er født og opvokset i Stockholm, hvor Hanna også kommer fra, men du skriver ofte om de mindre lokalsamfund. Først i serien om øen Sandhamn i den svenske skærgård og nu altså om Åre. Hvad er det der driver dig væk fra storbyen og ud i de mindre samfund?

Både Sandhamn og Åre betyder utrolig meget for mig personligt, og den følelse vil jeg gerne formidle videre. Derudover bliver jeg også tiltrukket af den sårbarhed, der opstår, når man lever i et mere isoleret samfund. På trods af at Sandhamn og Åre adskiller sig på mange måder, er der stadig en følelse af ensomhed, som jeg er tiltrukket af.
Dette i kombination med den uforlignelige natur, som på et øjeblik kan ændre sig fra guddommelig smuk til skræmmende forræderisk, gør, at stederne er som skabt til at indgå i spændingsromaner.

“Atmosfæren i verden var apokalyptisk, og samtidig var omgivelserne fantastisk smukke. Inspirationen kom til mig, og så hægtede jeg mig bare på.”

Og hvorfor så lige netop Åre som kulisse i den nye serie?

Både Åre og dens natur ligger som sagt mit hjerte virkelig nært. Jeg har længe været en dedikeret skiløber, og for nogle år siden begyndte min familie at bruge mere og mere tid i bjergene. At det blev en detektivserie om Åre og Jämtland var ikke noget, jeg havde planlagt. Men da pandemien ramte, sad jeg fast heroppe. Atmosfæren i verden var apokalyptisk, og samtidig var omgivelserne fantastisk smukke. Inspirationen kom til mig, og så hægtede jeg mig bare på.

Sideløbende med opklaringen af mordet retter du også blikket på den unge kvinde Rebecka og hendes ensomme, isolerede liv i en frikirkelig sekt. Det er ikke første gang, du skriver om unge mennesker der bærer på tunge byrder. Hvorfor ligger det dig så meget på sinde?

Jeg har altid forsøgt at skrive om karakterer, jeg holder af, og samtidig er kvinders sårbarhed i samfundet et emne, der rører mig dybt.

Da jeg tog rundt til de små landsbyer omkring Åre for at lave mit research-arbejde, slog det mig, hvor sårbare mennesker er i så isolerede samfund. Jeg ville skrive en karakter frem, der både var stærk og svag, og det blev til Rebecka i Skyggedalen.

I Offermageren berørte du trafficking som tema. Hvilke overvejelser gør du dig i forbindelse med at skrive om problemstillinger, der udtrykker noget, om det samfund vi lever i?

Oftest kommer historien og plottet til mig og i den sammenhæng har jeg så mulighed for at bruge min stemme som forfatter til at pege på forskellige samfundsproblemer. Da jeg jo skriver om helt “almindelige” mennesker, er det også vigtigt for mig at vise, hvordan samfundet ser ud, hvilket naturligvis også indebærer dets bagsider.

Du sidder jo som sagt lige nu i din hytte i Åre og arbejder på den tredje bog i serien. Der er nok en del danskere, der bedst kender Åre som et populært skiområde. Hvordan er din dagligdag, når du befinder dig deroppe? Ski eller skrivning?

Jeg arbejder meget disciplineret, når jeg er i Åre, men benytter også lejligheden til at nyde naturen. Hver anden dag laver jeg en times online yoga med min kat Mischa, som elsker at putte sig på min yogamåtte. Efterfølgende er det tid til morgenmad og et par timers arbejde. Midt på dagen forkæler jeg mig selv med et par timers skiløb enten på pisterne eller i langrendssporene, og derefter skriver jeg igen 3-4 timer mere. Når min yngste søn er her, bliver det til en hel del off-piste på ski, både fordi han er en dygtig skiløber, men også fordi han elsker at udfordre sin mor! Lige nu handler det meget om at skrive på tredje bind i Mordene i Åre-serien, men det er virkelig et stort privilegie at sidde ved skrivebordet og kigge ud over Åredalen, mens jeg er på arbejde.

Når skrivekræfterne er sluppet op og benene ømme efter de mange timers skiløb, hvad nyder du så selv at læse for tiden?

Jeg læser rigtig meget i mange forskellige genrer; spænding, romaner, faglitteratur osv. Madeleine Miller er en favorit, det samme er Fredrik Backman og Liane Moriarty og selvfølgelig alle mine dygtige kolleger i detektivbranchen. Men hvis jeg er midt i min egen skriveproces, forsøger jeg faktisk at holde mig fra andres krimier. Jeg vil ikke risikere at blive påvirket af andre, ha ha.