Kunsttyverier under 2. verdenskrig og historiens glemte kvindeskæbner
Den populære, australske forfatter Natasha Lester udgiver i dag sin tredje roman på dansk, 'Huset på Rivieraen'. En storslået roman om nazisternes kunsttyverier under 2. verdenskrig og de modige kvinder, der satte livet på spil for at beskytte de uvurderlige værker og dokumentere tyverierne.
Natasha Lester, dine historiske romaner er af den slags, der fletter fortid og nutid sammen i store, fængslende historier om krig, kærlighed, hemmeligheder, mod og modstand. Den Franske Fotograf blev en stor succes og bestseller i Danmark, ligesom Den Hemmelige Arv fik endnu flere danskeres øjne op for dit forfatterskab. Hvad kan vi forvente af Huset på Rivieraen?
Huset på Rivieraen er inspireret af virkelige mennesker og sande begivenheder under 2. verdenskrig og historien fortælles denne gang gennem en fransk assistent på kunstmusset Louvre, Éliane Duforts. Da krigen bryder ud, bliver Éliane overført til et andet parisisk museum for at arbejde, Jeu de Paume, som er under nazistisk kontrol. Bag museets låste og bevogtede døre finder Éliane tusindvis af dyrebare kunstværker. Hun aner ikke, hvor malerierne kommer fra, og hvorfor nazisterne har låst dem inde på museet. Så på den måde begynder en ret farlig mission for Éliane, der hjælper kunstspionen og modstandskvinden Rose Valland med at redde kunstværkerne fra at blive ført til Tyskland og tabt for altid.
I romanen er der også et nutidigt spor. En historie om Remy, der flygter til Den Franske Riviera for at fordybe sig i sit arbejde som vintagemode-samler. Her opdager hun et katalog over kunstværker stjålet under 2. verdenskrig og ser heri et maleri, der hænger i hendes soveværelse hjemme i Sydney. Og ja, så bliver man nok nødt til at læse bogen for at finde ud af, hvordan de to historier hænger sammen!
Huset på Rivieraen er din tredje roman på dansk, og endnu en gang er handlingen centreret i forskellige tidslinje-spor fra 2. verdenskrig og nutiden. Hvorfor er denne form vigtig, når du skriver dine historiske romaner?
For det første giver det mig mulighed for at tilføje et par mysterier til fortællingen, som læseren kan forsøge at løse samtidig med at hovedpersonen i nutids-sporet gør det. Så jeg håber, at det er en god måde at lade læseren tage aktiv del i bogen. Derudover kan jeg også godt lide at udforske krigens langvarige arv. Krige er sjældent forbi, når traktaterne er underskrevet. For de mennesker, der har gennemlevet den her slags, er virkningerne af krig mange og vidtrækkende og fortsætter med at have konsekvenser ind i nutiden og gennem generationer. I romanen er det også eksemplificeret i de mange kunstværker, der blev stjålet af nazisterne og som stadig i dag dukker op på auktionshuse, hvor familier så skal kæmpe for at generobre det, der oprindeligt er deres.
“Faktisk var det mest udfordrende ved Huset på Rivieraen omfanget af research-processen. Dokumenterne om nazisternes kunstplyndringer under krigen er spredt over femogtredive arkiver i ti forskellige lande.”
Bag de fængslende, detaljerede historier formoder jeg, at der ligger et ret solidt researcharbejde. Hvordan arbejder du med research og selve forholdet mellem det virkelige liv og fiktionen?
Nogle forfattere researcher først og begynder så derefter at skrive, men jeg arbejder lidt anderledes ved, at jeg laver hovedparten af min research efter det første udkast er færdigt. Jeg er ikke den store strukturerede planlægger – jeg ved ikke, hvad jeg skriver, før jeg skriver det, og historien udfolder sig for mig side for side, lidt ligesom den gør for en læser. Så det er svært at vide, hvad jeg skal undersøge, før jeg skriver det første udkast.
Det vigtigste for læsere af skønlitteratur er selve fortællingen, så at skrive på denne måde betyder også, at historien altid kommer først, og at plottet er ikke nødvendigvis er tynget af research-delen. Men når det så er sagt, så er research enorm vigtigt, når man skriver om rigtige mennesker, steder og begivenheder. Faktisk var det mest udfordrende ved Huset på Rivieraen selve omfanget af research-processen. Dokumenterne om nazisternes kunstplyndringer under krigen er spredt over femogtredive arkiver i ti forskellige lande. Ud over det, er en af personerne i bogen den virkelige modstandskvinde, Rose Valland, hvis erindringer kun findes på fransk. Jeg læste dem meget langsomt igennem, et kapitel om dagen, fordi jeg følte et stort ansvar for at skrive med følsomhed og respekt om tyverierne og kunstværkerne, hvoraf flere stadig mangler i dag.
Udover læsning af erindringer, forskningsartikler og de tunge historiebøger, besøger du så også de steder, du skriver om?
Jeg laver faktisk begge slags research, ja. For eksempel rejste jeg til Paris for at gå i mine karakterers fodspor – overalt fra Louvre, til Jeu de Paume-museet, til det nittende århundredes Galerie Véro-Dodat, en smuk parisisk overdækket arkade. Jeg boede også i et hus på Den Franske Riviera, som tidligere var beboet af F. Scott og Zelda Fitzgerald, så jeg virkelig kunne komme ind i Rivieralivets ånd!
Faktisk brugte jeg en del tid på at besøge de forskellige byer på Den Franske Riviera for at finde de perfekte rammer for den nutidige, moderne historie. Da jeg stødte på Saint-Jean-Cap-Ferrat, vidste jeg, at jeg havde fundet noget helt særligt. Den her magiske enklave bevarer charmen fra en fiskerby, men er også hjemsted for nogle af de mest spektakulære renæssancepalæer, man nogensinde kommer til at se. Hvis du søger på Villa Ephrussi de Rothschild, vil du forstå, hvad jeg mener. Man kan roligt sige, at Remys Riviera-hus i bogen er en nøjagtig kopi af denne villa.
Musée Nationaux-arkiverne i Paris rummer adskillige dokumenter om evakueringen af Louvre, såvel som den detaljerede plan for at holde værkerne ude af nazistiske hænder. Jeg brugte også en del tid på at gennemsøge historiske optegnelser på National Archives i Maryland, hvor mange af papirerne om nazisternes plyndringer opbevares.
Alle dine tre romaner på dansk foregår i Frankrig under 2. verdenskrig, men det er historier, der kan læses uafhængigt af hinanden. Hvorfor Frankrig og Paris? Hvad fascinerer dig ved lige præcis disse steder?
Det er dybt fascinerende at udforske den moralske gåde, som krigen præsenterede for almindelige borgere. Nogle samarbejdede med fjenden, drevet af viljen til at overleve. Andre valgte at kæmpe for deres land som en del af modstanden, med store personlige omkostninger og ofre. Og så var der en tredje gruppe, som så ud til at samarbejde, men i hemmelighed arbejdede for modstandsbevægelsen. God skønlitteratur er bygget på konflikt og moralsk dilemma, og den tragedie, der ramte Frankrig under 2. verdenskrig, er fuld af begge dele.
Derudover elsker jeg også landet, maden, taler sproget, har arbejdet for franske virksomheder som fx L’Oreal. Så det giver mening at skrive om ting, jeg elsker!
Mange af dine hovedpersoner er baseret på de kvindeskæbner, som er blevet negligeret i moderne historieskrivning, eksempelvis fotografen, Lee Miller, og i Huset på Rivieraen, Rose Valland. Hvorfor er det vigtigt for dig at fortælle deres historier i dine romaner?
Jeg elsker at afdække og levendegøre historierne om nogle af de modige kvinder, der er blevet glemt i historieskrivningen. En af de ting, jeg elsker allermest, er, når læsere kontakter mig for at sige, at de efter at have læst min bog, har læst og fordybet sig endnu mere i fx Lee eller Rose. De skriver ofte til mig, at de ikke kan tro, at de aldrig havde hørt om disse kvinder før. Jeg synes, det er vidunderligt, at læsere er lige så inspirerede af disse kvinder, som jeg er. Jeg skylder en stor tak til kvinder som Rose og Lee, der kæmpede for det rigtige, og som kæmpede mod uretfærdighed og ulighed.
Man kan ikke undgå at bemærke de detaljerede modehistoriske og kunsthistoriske spor i dine romaner. En fotograf fra Vogue, Dior-familiens modstandshistorie og nu den australske modeekspert, Remy. Hvorfor er denne indsigt i modehistorien vigtig for læseren og fortællingen som helhed?
Som forfatter af historisk fiktion er jeg bevidst om behovet for at være sandfærdig, men krigen var forfærdelig, og jeg vil ikke have, at folk lægger bogen fra sig, fordi den er for hård at læse. Det handler om at skabe balance og det er virkelig en udfordring. Det er derfor, jeg ofte forsøger at inkludere en modehistorie i mine bøger. Udover at jeg selv elsker modehistorie, så er det også en fantastisk måde at få en smuk pause midt i en historie, der ellers er så tragisk. Jeg tror også på, at min kærlighed til modehistorien smitter af på læseren. Det giver i hvert fald mening at basere mine bøger på mine passioner. Og det betyder også, at jeg får lavet noget fantastisk research – i forbindelse med Den Hemmelige Arv brugte jeg blandt andet tid sammen med en modekonservator på at undersøge en smuk vintage Dior-kjole.
Vi er altid spændte på at høre, hvad vi kan se frem til fra Natasha Lester-pennen næste gang. Nye parisiske fortællinger, franske modstandskvinder eller noget helt tredje?
Jeg har allerede skrevet en ny bog, der udkommer i Australien i september 2022 og i USA i januar 2023. Den hedder The Three Lives of Alix St Pierre og foregår i Paris fra 1946-1947 og i Schweiz og Italien fra 1942-1945. Hovedpersonen er PR-direktør i det nye Christian Dior-hus, og romanen handler om kvinders liv efter krigen, New Look-kjoler og modejournalistikkens guldalder.
