fbpx

De perfekte bøger til fars dag

Fortjener din far lidt ekstra kærlighed i dagens anledning? Læs med her og få inspiration til de bedste læseoplevelser til fars dag👇

BOI WAGNER af Benn Q. Holm

En ægte kunstner- og udviklingsroman, som med djævelsk energi favner tre årtier og fører historien helt frem til vore dages skræmmende nutid.

 

Den strandede forfatter Boi Wagner sidder på et hotel i Montreux og stirrer ind i sin livsaften over endnu et glas. Europa er lukket ned, og familien derhjemme er spredt for alle vinde. Men han kan ikke udskyde det længere: Han må finde hjem til København.

På sin besværlige rejse gennem kontinentets nedlukkede spøgelsesbyer mindes Boi Wagner, hvordan det hele begyndte. Opvæksten med sin mor, den døde far. Debutbogen, der lige var kommet på gaden, da han mistede sin mor. Tvillingernes ankomst kort efter, som med ét gjorde dagligdagen til en overlevelseskamp. Ægteskabets deroute, karrierens optur. Og så: gennembruddet, den store slægtsroman, der bragte ham på forsiden alle vegne, indtil læsset væltede, og et nyt liv begyndte. Det liv han nu gør status over. Hvorfor blev det sådan?

Læs mere om bogen her.

 

UNDER DE HØJE EGE af Chris Whitaker

Chris Whitakers prisbelønnede debutkrimi har det hele: et fabelagtigt cast af mistænkte, suspense og et knusende plottwist til sidst.

 

Intet er, som det ser ud til, i Tall Oaks, en lille by i Californien, hvor alle kender hinanden, og kriminalitet er noget, der foregår andre steder. Men byens idylliske facade krakelerer, da den treårige Harry Monroe bliver kidnappet fra sit eget hjem af en person i klovnekostume. På trods af opsigtsvækkende mediedækning og ihærdig politiefterforskning forbliver bortførelsen et mysterium.

Tre måneder efter Harrys forsvinden er de fleste kommet videre, undtagen Jessica, Harrys fortvivlede mor, og Jim, den lokale sherif. Og listen over mistænkte i Tall Oaks er lang: Der er Jerry, enspænderen med en hemmelighed, som kun hans mor kender; Jared, den kyniske kvindeforfører; teenageren Manny, en aspirerende gangster, og endda Jessicas tante Henrietta og onkel Roger, der tydeligvis skjuler noget.

Læs mere om bogen her.

 

APOLLO-METODEN af Petter A. Stordalen

Med pandemien som et dramatisk bagtæppe deler Petter Stordalen ud af egne og andres erfaringer med krisehåndtering. I ‘Apollo-metoden’ får du syv greb, til når det virkelig gælder.

 

For Stordalen blev coronapandemien en økonomisk mavepuster af de helt store. Men det er ikke første gang, han har mødt mod- gang. Hvordan håndterer han det uventede? Hvordan holder han skruen i vandet, når livet foretager en U-vending, og alt pludselig er usikkert? Og hvorledes mener han, at en mislykket rumrejse kan hjælpe os med at komme helskindet igennem en krise?

Ud fra begreber som ’Nødbremsen’, ’Tillid er king’ og ’Find din blå planet’ viser Stordalen med sin sædvanlige energi, hvordan modgang kan give nye muligheder – selv når det virker, som om omgivelserne har givet op.

 

Læs mere om bogen her.

 

MIG, MIG, MIG af Kristian von Hornsleth

Årets mest provokerende, kontroversielle og (indrømmet) øretæveindbydende bog. I et nyt værk, der opererer i tågelandskabet mellem selvbiografi, kunstnerportræt og autofiktion, går Danmarks mest kendte nulevende kunstner Kristian von Hornsleth endelig til bekendelse.

 

Det går ikke stille for sig, når Danmarks mest kendte nulevende kunstner, Kristian von Hornsleth, tager os med backstage i den danske kunstverden. Han har forårsaget en diplomatisk krise i Afrika, ledt en ekspedition til Marianergravens bund, sniffet kokain af kavalergangen på den colombianske Susse Wold, arbejdet som menneskehandler i London, modtaget dødstrusler for at fraternisere med en fordrukken islamkritiker, begået indbrud med Bubber, reddet en ven fra druknedøden i Venedigs kanaler, instrueret en U2-inspireret pornofilm, lagt sig ud med de saudiske salafister og lagt kind til en flad fra en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige arkitekter. Blandt andet.

At beskrive denne bog er som at sætte en ørn i et kanariefuglebur, men lad os god ordens skyld love, at dette modige selvportræt viser nye, private og mere sårbare sider af den kontroversielle kunstner, satiriker og forretningsmand, som har hjemsøgt den danske offentlighed de seneste 25 år.

Læs mere om bogen her.

 

 

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik