Lalandia betyder Lolland på latin. Det er desuden navnet på et kendt badeland. Og så er det titlen på din nye roman. Hvorfor denne overskrift?

Titlen skal forstås som en slags drømmetilstand, som en grundstemning, en længselsfuld følelse efter frihed og ferie og forløsning, som noget, man går og forestiller sig, som noget, man glæder sig til, som et sted, man gerne vil rejse hen. Tanken med titlen er et forsøg på at ramme en slags universel, drømmende grundfølelse om et bedre liv. Lalandia er samtidig et fysisk sted, og for romanens familie, der flytter til Lolland, bliver øen med dens billige huspriser ramme om en udflytningsdrøm til et mere frit liv. Men det går ikke som beregnet, og en episode i det lokale badeland ender med at forsegle familiens skæbne. Selv elsker jeg øen, der er meget mere end den selv og andre måske går rundt og tror.

Hvordan fik du ideen til Lalandia, og hvordan har romanen været at skrive?

I sin grundform opstod idéen, da min bror døde. Han havde siddet på værtshus en stor del af sit voksenliv, men da vores forældre døde, og vi søskende arvede en mindre sum hver, rejste han sig pludselig fra sin stamplads og flyttede til Kampala i Uganda. Her købte han en båd, der kunne sejle lokale over Victoria-søen. På mange måder var det fantastisk, at han endelig forfulgte en drøm, men den varede ikke så længe. Efter nogle måneder faldt han om og døde. Victoria-søen var hans ’Lalandia’, og jeg så på hans drøm og på min drøm og på vores uforløste forhold som brødre og ville skrive om det – i troen på, at andre måske havde det lige sådan.

Forholdet mellem den biologiske søn Tom og plejebarnet Nick er omdrejningspunktet i romanen. Hvem er de hver især, og hvorfor er deres broderskab interessant?

Jeg voksede op i en såkaldt dysfunktionel familie, og i al det kaos, der fandt sted, da vi var børn, beskyttede vi os selv, naturligt nok, men glemte at tage vare på hinanden. Vi var lidt som anbragte plejebørn, måske især os brødre, som var vi kommet til en familie, vi ikke selv havde valgt. Det dilemma og den følelse repræsenterer Nick og Tom på hver sin måde. Tom som den biologiske søn og Nick som tilflytter skal prøve at finde ud af at være i familie med hinanden.

Lalandia smider sin læser rundt i mange forskellige fortællemæssige retninger. Handlingen foregår i de københavnske forstæder, på Lolland, i Nordsjælland og i Thailand. Hvad flygter vi fra, og hvor skal vi hen?

Vi flygter vel alle sammen. Oftest i tankerne, men også i virkeligheden. Romanen handler om en familie og nogle personer, der gør noget konkret ved drømmen i stedet for bare at sidde og tale om den. De rykker, tager chancen, håber det bedste. Det går måske ikke så godt, men handlingen alene kræver et beundringsværdigt mod. Vi flygter fra det, der var, hen til noget, der måske bliver, men mange bliver skuffede undervejs, for den klichéfyldte men dybe sandhed er jo, at de fleste ikke kan flygte fra sig selv, uanset hvor mange nye lokationer man bruger til formålet.

“Alle de steder, folk ikke ser, er jeg dybt fascineret af”

Som sagt foregår romanen geografisk mange forskellige steder. Hvad fascinerer dig ved disse miljøer?

Lige ved siden af os – uanset hvor vi geografisk befinder os – er der masser af parallelverdener, som mange ikke ser. Eller vil se. Tænk på pizzabuddet, der ringer på. De fleste tænker på, hvor meget den koster, og hvor varm den er. Ikke på den, der bringer den. Tænk på prostitutionen, som vi ignorerer, når vi kloden rundt er på ferie i fattigere lande, eller tænk på de mange byggerier, vi sidder og ser på. Vi er mere optagede af kranernes kunnen og byggeriets fremskridt end af de mennesker, der går rundt i bunden og faktisk bygger. Alle de steder, folk ikke ser, er jeg dybt fascineret af. Og Thailand er måske et af de steder i verden, hvor folk går rundt med de tykkeste skyklapper. Det gælder både dem, der bor der, og dem, der rejser dertil.

Inden du blev journalist og forfatter var du selv løsarbejder i en lang årrække. Tom og Nick arbejder også som daglejere. Hvorfor er det et vigtigt og centralt miljø i fortællingen?

Jeg har arbejdet som landbrugsmedhjælper, fiskerøger, frugtplukker, skovarbejder, fabriksarbejder, gartnermedhjælper, tjener, byggearbejder etc. Almindelige skæbner på den såkaldte bund af samfundet har ikke så tit hovedroller i moderne skandinavisk litteratur. Det synes jeg er synd, for der er masser af indsigter og der udspiller sig stærke menneskelige dramaer i den verden, der har mindst lige så stor vægt som dramaer hos de mere velstillede, der synes at få den største plads på boghylderne.

Nu kan man næsten ikke lade være med at tænke på, hvor meget af Jens Vilstrups fortælling, der mon går igen i Tom?


De fleste skønlitterære forfattere henter vel inspiration i deres eget levede liv, og så forstørrer, formindsker eller fantaserer de videre ud fra det. Jeg har blandt andet en grundfølelse af længsel, joberfaringer og et komplekst brødreforhold tilfælles med min hovedperson, men autofiktion er der ikke tale om på den måde.

Der gik syv år fra din roman Opland til Lalandia. Skal vi vente lige så lang tid næste gang?

Oprindeligt var Lalandia udformet som ét langt brev fra Tom til Nick. Jeg nåede at skrive et par hundrede sider, inden jeg indså, at brevformen ikke duede. Skuffet lod jeg projektet ligge nogle år, inden jeg begyndte helt forfra. Jeg håber, at jeg næste gang finder den rigtige form fra begyndelsen. Så bør der ikke gå så lang tid.

Jens Vilstrups roman Lalandia udkommer d. 7. januar 2022.