fbpx

9 spørgsmål, der sætter gang i den gode læseklub-diskussion

At starte en bogklub er én ting, men også at skulle facilitere spørgsmål og diskussion til bogklubben, er noget helt andet. Mangler du lidt inspiration til nogle gode læseklubsspørgsmål du kan bruge næste gang du og bogklubben skal samles? Læs med her og bliv inspireret.

 

  1. Hvad betyder titlen? Holder den en særlig mening efter bogen er læst færdig, eller burde den hedde noget helt andet?
  2. Er dette den første bog du læser af forfatteren? Hvordan er denne bog evt. i forhold til tidligere udgivelser af samme forfatter, som du har læst?
  3. Hvilke tematikker bed du særligt mærke i? Hvordan blev de bragt frem i fortællingen?
  4. Hvis der er tale om en bog der skildrer en særlig tidsperiode – hvordan synes du bogens fortolkning af den samtid den beskrev blev portrætteret? Ville dens historie og indhold have fungeret anderledes i en anden tidsperiode?
  5. Hvad bed du særligt mærke i i forhold til bogens struktur og opbygning? Var den anderledes fra andre bøger du har læst for nyligt? Hvordan?
  6. Hvilken lokation fra bogen ville du særligt gerne besøge, hvis du kunne hoppe ind i bogen?
  7. Hvilke følelser og tanker fik du mens du læste bogen?
  8. Bed du mærke i nogle passager, citater eller beskrivelser, der fik dig til at tænke? Eller nogle du særligt godt kunne lide?
  9. Trækker bogen på nogle intertekstuelle referencer?

 

Okay, men hvilke bøger skal du og læseklubben så tage fat i? Tillad os at komme med nogle anbefalinger 😉👇

 

Vand til blomster af Valérie Perrin

Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun sammen med den lokale sognepræst fader Cedric, bedemændene Lucchini-brødrene og de tre gravere Nono, Gaston og Elvis. Flere gange om dagen kigger de ind i Violettes køkken for at få sig en kop kaffe og en snak, ligesom også mange af de lokale kommer forbi for at få en kop eller et glas og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben.

Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, der kommer til at ændre Violettes stille liv for altid.

Klik her, for at læse mere om bogen.

 

Sarek af Ulf Kvensler

Sarek Ulf Kvensler

Anna, Henrik og Milena er venner og har taget på vandreture sammen i årevis. Da Milena spørger, om hun må tage sin nye kæreste, Jacob, med på årets tur, som for første gang går til Sarek Nationalpark i Nordsverige, kan Anna og Henrik ikke andet end at sige ja. Jacob lader til at være en flink fyr, selvom Anna med det samme får en ubehagelig fornemmelse af, at hun kender ham et eller andet sted fra.

Vandreturen udvikler sig til et mareridt, og beslutningen om at lade Jacob tage med viser sig at være et skæbnesvangert valg, der kommer til at ændre deres liv for altid.

Klik her, for at læse mere om bogen.

 

Dem vi bliver af Gillian McAllister

Det er alle forældres mareridt. Din glade, sjove og uskyldige søn begår en forfærdelig forbrydelse: Han myrder en fremmed.

Du ved ikke hvem.

Du ved ikke hvorfor.

Du ved kun, at din teenagedreng er varetægtsfængslet – og hans fremtid tabt på gulvet.

En nat bliver Jen vidne til, at hendes søn begår drab. Da hun vågner næste dag, er det dagen før drabet. Dagen efter er det to dage inden, han stak en fremmed mand ned foran deres hus. Langsomt bevæger Jen sig tilbage i tiden efter svar. Kunne hun have gjort noget anderledes? Og kan hun forhindre, at det sker igen?

Klik her, for at læse mere om bogen.

Postkortet af Anne Berest

Mellem de sædvanlige nytårshilsner dukker der i januar 2003 et mystisk postkort op i postkassen hjemme hos Anne Berests familie. Der er ingen hilsen eller afsender – den, der har sendt kortet, ønsker tydeligvis at være anonym. Motivet på forsiden er det gamle operahus i Paris, Garnieroperaen, på bagsiden står der blot fire navne: Ephraïm, Emma, Noémie, Jacques. Det er navnene på Annes mormors forældre og hendes bror og søster. Alle fire døde i Auschwitz i 1942.

Seksten år senere beslutter Anne sig for at undersøge, hvem der i sin tid sendte det foruroligende postkort. Det sender hende hundrede år tilbage i familiehistorien til hendes jødiske oldeforældre, Ephraïm og Emma, der rejser fra Rusland over Palæstina og Letland og ender med at slå sig ned i Paris, inden krigen kommer og vender deres tilværelse på hovedet.

Med hjælp fra blandt andet en privatdetektiv og en håndskriftsekspert forsøger Anne at dykke ned i historien og få svar på spørgsmålene: Hvem har sendt postkortet – og ikke mindst, hvorfor har vedkommende sendt det? Og hvordan kan det være, at hendes mormor, Myriam, som den eneste i familien overlevede krigen?

Klik her, for at læse mere om bogen.

 

Bytte af Ann-Helén Laestadius

En morgen går niårige Elsa for første gang alene ud til familiens rensdyrfold. Men da hun kommer frem til gærdet, venter der hende et frygteligt syn. Hendes egen rensdyrkalv, Nástegallu, ligger død på jorden. En mand fra en nærliggende by står bøjet over kalven, han har dens øre i munden og en blodig kniv i hånden. Da manden opdager Elsa, skræmmer han hende til tavshed.

Det ville heller ikke nytte noget at anmelde det til politiet. De er ligeglade. De har hundredvis af anmeldelser om mishandlede rener, der rubriceres som ’ulovlig jagt’, ikke ’hadforbrydelser’. Men når man angriber og mishandler de forsvarsløse, tavse rensdyr, angriber man selve livsnerven i den samiske kultur.

Truslerne forandrer Elsas liv, og som en konstant påmindelse om overgrebet bærer hun det afskårne øre på sig. Mens familien og slægten kæmper for retfærdighed, fortsætter forbrydelserne i Grænselandet år efter år, og desperationen breder sig.

Klik her, for at læse mere om bogen.

 

Følg os på Instagram og TikTok for mere boginspiration!

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik