fbpx

“Jeg kendte ikke min familie”

En medrivende slægtsfortælling, hvor et anonymt postkort med fire navne sender forfatteren tilbage i tiden.

Hvad vidste du om din familiehistorie, før du begyndte at skrive bogen?

Jeg kendte ikke min familie. De blev dræbt under krigen. Og først rigtig sent lærte jeg deres historie at kende. Der var en slags stilhed, et tabu, som omgærdede mine forfædre. Min bedstemor talte aldrig om det. Alle disse minder var alt for smertefulde for hende. En verden var forsvundet for hende: hele hendes familie, hendes kultur; hele hendes barndom var blevet reduceret til aske. For de, der overlever det altødelæggende fra dén verden, er livet bagefter meget svært. Og folk lukker sig inde i stilhed.

Ved at skrive bogen begyndte jeg at arbejde med mit stamtræ. Jeg blev overrasket over en række tilfældigheder mellem mig og mine forfædre: Der var et sammentræf ifht. deres personligheder, deres kald i livet og en række geografiske steder… For eksempel, så fandt jeg ud af, at jeg boede i den samme gade som min grandonkel, og at jeg havde villet gå på et gymnasium, hvor min bedstemor og hendes søster selv havde gået. Det var helt utroligt.

Så denne her idé med en slags usynlig overførsel er en af bogens vigtige temaer. Jeg prøver at fortælle om det, der bor i os, fra de der har været før os, også selv om man ikke har kendt dem.  Jeg har læst spændende artikler om, hvordan vores celler lagrer vores følelser, og om det der gentager sig fra stamtræet… al den forskning gav mig inspiration til min bog.

Hvordan vidste du, at det var et godt tidspunkt endelig at skrive denne bog, efter så mange år? Og hvorfor lige nu?

Jeg beskriver det faktisk i bogen. Alt startede med en begivenhed, som skete med min pige i hendes skole. Hun var på dét tidspunkt 6 år. Men, jeg vil ikke fortælle for meget om det, for jeg vil gerne lade læseren opdage det. Det, jeg kan afsløre, er, at denne begivenhed gav mig lyst til at finde afsenderen af det anonyme postkort. Og jeg havde slet ikke tænkt på dét postkort i 15 år! Det var blevet fortrængt i min hukommelse. Og så lige pludselig kom mindet om det op til overfladen. Jeg gik så i gang med en undersøgelse hos en privatdetektiv, jeg kontaktede en grafolog med speciale i forfalsket håndskrift, og jeg gik med min mor rundt i den landsby, hvor min familie var blevet arresteret, og forhørte mig hos naboerne. På et tidspunkt sagde jeg til mig selv: men det, du er i gang med lige nu, er jo helt utroligt! Det er en kriminalroman værdig. Og sådan begyndte jeg at tage noter for at kunne begynde at skrive på bogen.

Hvad tænkte du og din familie først og fremmest, da I modtog postkortet?

Vi blev forskrækkede, dén januar 2003, da vi modtog dette anonyme postkort i vores familiepostkasse. Vi forstod ikke, hvem der havde sendt os det og hvorfor? Hvorfor ville afsenderen være anonym? Alt var så underligt: skriften, frimærket der vendte på hovedet – det løb os koldt ned ad ryggen.

Hvilke konsekvenser har den smerte, din familie har lidt under krigen, haft på dig og din familie efterfølgende?

Det er svært at svare kort på, for det er en af bogen centrale temaer. I bogens nutidsspor prøver jeg at analysere, hvilke konsekvenser Anden verdenskrig har for tredjegenerations efterkommere. Jeg ville gerne beskrive, hvordan denne Historie – med stort H – fortsætter med at indvirke på os. Ikke kun for jødiske familie, i øvrigt. Men helt generelt. Jeg tror, at jo ældre man bliver, jo mere går det op for én, hvor tæt på vores nutid Anden verdenskrig egentlig er. Det er et voldsomt traume. Der skal flere generationer til for at forlige sig med den fortid. Det er derfor, at jeg interesserer mig for psykoanalysen, hvor man inddrager slægten. Jeg foretog et terapeutisk arbejde med mit stamtræ, for omkring 20 år siden, med Jodorowskis hustru. Det har hjulpet mig meget til at skrive bogen. De refleksioner, som denne terapeut hjalp mig med at blotlægge, kunne jeg hente inspiration fra.

Har du kunnet tale åbent med din familie om begivenhederne? Før bogen? Og efter?

Ja, naturligvis! Hele familien vidste, at jeg var i gang med at skrive bogen. Især min mor som har hjulpet mig rigtig meget. Jo så meget at hun er blevet en af bogens primære karakterer. Jeg måtte bede hende læse, for hver gang jeg havde skrevet 50 sider, for at sikre mig, at hun var ok med, hvordan jeg beskrev hende og lod hende tale i bogen.

Det at skrive denne bog, hvilken indvirkning har det haft på dig helt personligt?

En meget stærk indvirkning. Jeg vil mene, at det vil tage mig noget tid, før jeg helt kan tegne konturerne af, hvordan det har påvirket mig.

 

Læs mere ‘Postkortet’ bogen her.

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik