Dyrehjerte er atmosfærefyldt, eftertænksom og kompliceret. En debutroman inspireret af overtroiske fortællinger, en historisk mordsag og moderne hekseprocesser. Omdrejningspunktet er Annie Ljung, der netop har opbygget et nyt liv som socialrådgiver i Stockholm, langt fra hjemstavnen. Men da hendes demente mor flygter fra plejehjemmet, er Annie tvunget til at vende tilbage til barndomsegnen. Samtidig forsvinder den 17-årige Saga, som Annie perifert er i familie med, sporløst, og Annie bliver overtalt til at blive og hjælpe til med eftersøgningen. Hun bliver mere og mere involveret i eftersøgningen og er tvunget til at se dæmonerne fra sin fortid i øjnene.

Først og fremmest, Ulrika Rolfsdotter, så har du arbejdet både som socialrådgiver og psykoterapeut, inden du nu springer ud som krimiforfatter. Har du altid skrevet historier, eller hvordan kom inspirationen til pludselig at skrive Dyrehjerte?

Lige siden jeg var seks år gammel og lærte at læse og skrive, har jeg også læst og skrevet. Jeg slugte alt fra børnebøger til voksenlitteratur i en tidlig alder, og i begyndelsen holdt jeg primært af historier om kvindelige heltinder, som havde det svært. Efter at have læst en del detektivhistorier og krimimysterier blev jeg helt besat af at løse gåder. Idéen til Dyrehjerte kom helt tilbage i 2007, da jeg hørte om en gammel lokalhistorisk drabssag fra 1870’erne. Og så begyndte jeg at skrive det, der senere blev til min debutkrimi. Det tog omkring 10 år, men nu er den her.

Din roman har fået en flot modtagelse i Sverige, og du er blevet kaldt årets stjerneskud på krimi-himmlen. Hvad kan de danske læsere forvente af Dyrehjerte? Hvilken slags krimi-oplevelse er det?

Det er ikke en klassisk politi-detektivhistorie. Dyrehjerte er flere historier i én. Det er en historie om en ung piges forsvinden, om overtro og moderne heksejagt, men også historien om, hvordan en personligt engageret socialrådgiver forsøger at opklare en sag, som politiet ikke formår at opklare, mens hun kæmper med sin egen mørke fortid.

Derduover har jeg forsøgt i romanen at lege med ideerne om, hvem der er onde og hvem der er gode, hvem der er offeret og hvem der er gerningsmanden. Men frem for alt er Dyrehjerte en historie om flugt, og det faktum, at vi ikke kan flygte, fra den vi er. At vi bliver nødt til at se os selv og vores frygt i øjnene for at være frie.

Jeg har hørt fra læsere, at de har følt sig tæt knyttet til karaktererne og deres personligheder, men også sat stor pris på miljøet i bogen. Dyrehjerte er ikke blodig og brutal og heller ikke fyldt med masse action. Jeg har i stedet forsøgt at skabe en psykologisk thriller, der skildrer almindelige mennesker, når de pludselig laver ualmindelige ting.

Annie Ljung er hverken falleret detektiv, knivskarp efterforsker eller arbejdsom politibetjent. Hun er socialrådgiver. Hvad var dine overvejelser om at skabe en utraditionel karakter, der skiller sig så meget ud fra de klassiske krimihelte og -heltinder?

Eftersom jeg selv er socialrådgiver, ville jeg gerne beskrive, hvor svært det kan være at have det som arbejde, og hvor nemt det kan være at blive personligt involveret i de mennesker og problemer, som man arbejder med. Alle bøger i serien om Annie Ljung vil beskrive forskellige former for sårbarhed, som man møder i mit fag. Annies arbejde som socialrådgiver er jo en vigtig del af hele mit forfattergrundlag, og jeg håber det føles både troværdigt, nyt og anderledes, når man læser om det. Det var vigtigt for mig, at hun både var en stærk og svag kvinde, der forsøger at styre sit liv og samtidig ikke bliver holdt fanget i sin fortid. En ny slags heltinde langt fra det mandlige politi.

Annie bor i den lille by, Lockne, i den nordsvenske region Ångermanland, nogle kilometer fra hvor du voksede op. I Dyrehjerte er hun flyttet til Stockholm for at skabe sig en ny tilværelse, men må jo altså vende retur til hjemstavnen, som hun på mange måder både hader og elsker. Er det umuligt at løbe fra der, hvor man kommer fra?

Jeg tror bestemt på, at man aldrig helt kan slippe fri fra det sted, man kommer fra. Det har formet os alle sammen og gjort os til dem, vi er. Jeg er helt overbevist om, at barndommen og det miljø, hvor man lever i sine første år, former os mennesker på en måde, der er helt afgørende for resten af tilværelsen. Og som vi bliver ældre, ser vi ofte tilbage på barndommen, de fleste af os i tankerne, men som forfatter skriver man nok også om at komme hjem. Personligt har jeg mest kærlighed til min hjemstavn. Jeg har aldrig selv boet i Stockholm, men jeg kan godt lide at besøge storbyen. Jeg kunne ikke forestille mig at bo der, fordi jeg afgjort trives bedst på landet og tæt på naturen. 

“Naboerne taler om uforklarlige lyde. Ting bevæger sig og falder på gulvet. Det står skrevet i historiebøgerne, at folk har set og hørt mystiske ting her i husene på min vej.”

Romanen er inspireret af overleveringer, overtroiske fortællinger og hekseprocesser. Hvad inspirerer dig ved de mystiske elementer?

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på forfattere, der bruger den slags i deres forfatterskab. Stephen King, Johan Theorin etc. Det tilføjer alt sammen et mysterium til læseoplevelsen, som er svær at slå med noget andet. Vi er alle sammen på mange måder styret af vores frygt, og det er også noget, jeg har arbejdet med som kognitiv terapeut. Og så handler det også om at skildre min hjemstavn, som i den grad har en unik og blodig historie, eksempelvis i forhold til Sveriges største hekseproces i 1674 og en masse forfærdelige mord derefter.

Dyrehjerte er første bind i serien med Annie Ljung i hovedrollen, men de næste bøger er også inspireret af historiske mordsager. Når man taler om inspiration fra true crime, er det oftest med udgangspunkt i moderne historie, men du går langt tilbage i historiebøgerne. Hvorfor?

Dyrehjerte er fra 1870’erne men del to af serien handler om en sag fra 1970’erne, så der hopper jeg hundrede år frem i tiden. Jeg valgte den sag fra 1870’erne, fordi motivet her 150 år senere stadig er lige så aktuelt. Det er en måde at vise, hvorpå vi mennesker måske lever i moderne tid, men når alt kommer til alt og det inderste bliver krænget ud, stadig er lige så primitive.

Og hvordan skriver man egentlig fiktion med udgangspunkt i virkeligheden? Hvor meget bruger du fra historiebøgerne, og hvor meget finder du selv på?

Grundhistorien, mordet fra 1870’erne og selve miljøet, er det eneste, jeg har brugt fra historiebøgerne. Dyrehjerte er dybest set min egen opfindelse og fantasi, fra karaktererne, personlighederne til den alternative sandhed om, hvordan jeg tror, ​​det hele kunne være sket. Og det er skræmmende, hvor ofte den samme historie gentages i virkeligheden, dengang som i moderne tid. Men det er en luksus at være forfatter og dermed have muligheden for at opfinde sin egen version af virkeligheden.

Til sidst bliver jeg simpelthen nødt til at høre, om det er rigtigt, at du bor i et (eftersigende) hjemsøgt hus i byen Gävle?

Naboerne taler om uforklarlige lyde. Ting bevæger sig og falder på gulvet. Det står skrevet i historiebøgerne, at folk har set og hørt mystiske ting her i husene på min vej. Bag ejendommene løber der en flod, og broen over floden kollapsede faktisk, dengang den blev bygget. Flere mænd druknede, og måske forfølger de os nu? De mindste børn her på gaden har talt om den lille pige med lange fletninger, der gerne vil lege om natten, og den gamle mand, der lugter så dårligt…

Hvem ved, måske er de de levende, og vi spøgelserne?

Ulrika Rolfsdotters debutroman Dyrehjerte er foreløbigt første bind i serien om Annie Ljung, og den udkommer 8. februar på dansk.