“Det har været en stærk oplevelse at træffe flere af krigens efterkommere”
Trude Teige er aktuel med sin anden historiske roman "Morfar åndede med havet". Her udfoldes en rørende og barsk fortælling om kærlighed og mod under Anden Verdenskrig, baseret på beretninger fra 900 skandinaviske mænd, kvinder og børn der blev sendt til de japanske fangelejre.
Trude Teige, din nye roman Morfar åndede med havet beskriver et meget specielt lille hjørne af historien – navnlig de japanske fangelejre under Anden Verdenskrig. Hvordan fandt du frem til, at det var lige netop den historie, du skulle skrive?
“Jeg har skrevet om andre verdenskrige i flere bøger. Det er et tema som længe har interesseret mig som forfatter, og jeg har bevidst brugt min baggrund som journalist til at grave de ukendte historier frem.
Krigshistorien er i høj grad skrevet af mænd og den handler om mænds liv. Jeg har først og fremmest interesseret mig for kvindernes historier. I Morfar åndede med havet handler det om en mand, men der er også en vigtig kvindelig hovedkarakter.
Jeg hørte for længe siden, at nordmænd kom i japansk fangenskab i Sydøstasien under krigen, og da jeg gik mere ind i historien, opdagede jeg, at det ikke bare var nogle få; det var ca. 900 mennesker, og over en tredjedel var kvinder og børn. Da vidste jeg, at det var jeg nødt til at skrive om. Jeg har næsten ikke truffet nogle som kender til denne del af krigshistorien og særligt ikke, at der var så mange kvinder og børn.”
Hvad har det betydet for dig personligt at kunne fortælle den historie?
“Enormt meget. Det er selvsagt altid tilfredsstillende at være med til at udvide folks kendskab til vores historie, nu hvor bogen er baseret på sande historier og faktiske hændelser. Men mest af alt har det været en stærk oplevelse at træffe flere af krigsfangernes efterkommere, som er så taknemmelige for, at deres forældre og bedsteforældres oplevelser endelig kommer frem i lyset.
Hvilken betydning har titlen på din bog; Morfar åndede med havet? Hvordan kom du på den?
“For lang tid siden så jeg et TV-program, hvor det blev fortalt, at bølger slår med samme rytme mod land uanset vejret – og at den svarer til den rytme, vi trækker vejret med, når vi sover dybt. I bogen oplever Konrad (morfar) dybe tragedier, men han træffer en kvinde (Sigrid), som lærer ham at takle sine traumer ved at ånde med havet.”
Hvordan vil du beskrive romanens vigtigste karakterer? Hvad er det der driver dem?
“Egentlig er de helt normale mennesker som havner i en uforudsigelig og forfærdelig livssituation. De forsøger at overleve, når livet falder fuldstændig fra hinanden. I bogen har jeg udforsket, hvordan de finder styrke til at tro på fremtiden, ikke give op, holde ud og bevare håbet om en fremtid.
Jeg har også forsøgt at belyse, hvordan venskab mellem mænd, mellem kvinder, mellem familiemedlemmer og mellem en mand og en kvinde, bliver en styrke som bærer dem igennem en dag ad gangen. Som Sigrid gentager for sig selv: ”Jeg gør det, jeg må gøre, jeg glemmer det, jeg må glemme, og jeg tåler det, jeg må tåle for at holde ud.”
Morfar åndede med havet er en selvstændig opfølger til Mormor dansede i regnen, og bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Kan du fortælle lidt om, hvordan de to romaner alligevel er forbundne?
“Jeg forskede i flere år på historierne om norske kvinder som giftede sig med tyske soldater og drog til Tyskland efter krigen. Vi ved i dag meget om ”tyskertøserne” – de kvinder som havde forhold til tyske soldater under besættelsen, men vi ved ikke så meget om dem som faktisk forlod Norge. Hvor kom de hen? Hvordan blev deres liv?”
I Mormor-bogen følger vi kvinden Tekla, som forelsker sig i en tysk soldat i Norge, gifter sig med ham og flytter til Tyskland. Og uden at foregribe handlingen, så kommer hun på et eller andet tidspunkt tilbage til Norge. Hun gifter sig, får børn og børnebørn, men fortæller ingen om hendes fortid. Bogen har været en stor succes i Norge, og jeg begyndte at tænke på denne norske mand, Konrad, som blev Teklas mand efter hun vendte hjem.
Hvad gjorde han under krigen? Hvorfor havde han heller ikke fortalt sine børn og børnebørn, hvad han gjorde? Jeg endte med at blive så glad for ham, at jeg syntes han fortjente sin egen bog.
Og det gav så samtidigt anledning til at fortælle om en ukendt del af krigshistorien, nemlig de japanske fangelejre.”
Hvad håber du, at de danske læserne tager med sig efter, at de har læst bogen?
“De tilbagemeldinger jeg har fået i Norge, har været, at historien er gribende, grusom og smuk. Der er også mange som giver udtryk for, at de bliver ekstra berørte, fordi der er så meget sandt i fiktionen, og fordi de lærer noget helt nyt om krigshistorien. De håber jeg også, at de danske læsere vil opleve.”
