Bestseller-redaktøren, der blev forfatter: ”Der findes en feelgoodbog til alle”

Interview med Jorid Mathiassen. Oversat fra Boktips/Cappelen Damm.
Skrevet af journalist Turid Oline Hepsø

Hun har i en årrække været en velrenommeret redaktør for flere bestseller-forfattere, herunder Sarah Jio og Lucinda Riley, og hun har et hjerte, der brænder for en af bogbranchens mest omdiskuterede genrer, nemlig feelgood. Nu kan Jorid Mathiassen også kalde sig selv for forfatter.

Hendes roman hedder Hvor hvide liljer gror og er en varm og dramatisk feelgoodbog med historisk anslag. Handlingen finder sted i nutidens Nordland og under Anden Verdenskrig, hvor et endnu ukendt lille hjørne af Norges krigshistorie, Blodvejen, spiller en central rolle.

Fra redaktør til forfatter
Jorid Mathiassen smiler, da jeg over telefonen beskriver det at flytte sig fra redaktørstolen til forfatterrollen, som at drage over til den anden side.
”I store træk har det været en fordel at vide så meget på forhånd”, fortæller hun. ”Jeg ser det som en fordel, at jeg både kender bogbranchen og forlagsverdenen så godt, og derfor også kender de forskellige stadier i processen frem mod en færdig bog. På den anden side forsvinder noget af magien, når man udgiver en bog selv. Det som dog har været nyt for mig, er samarbejdet med en redaktør. Det er virkelig en spændende og lærerig proces. Og apropos magi, så er det en næsten overnaturlig følelse at få så mange fine tilbagemeldinger fra folk, der har læst og kan lide bogen!

Nordland og Serbien
Størstedelen af handlingen i Hvor hvide liljer gror, foregår i Nordland, men der er også passager, der finder sted i Zemun, en lille by udenfor Beograd, som er en del af det tidligere Jugoslavien, nu Serbien. Jorid Mathiassen har et nært forhold til begge steder.

”Jeg havde ikke kunne skrive om de forskellige miljøer på så levende en måde, hvis ikke jeg kendte dem”, fortæller Jorid. ”Det hedder jo at du skal grave der hvor du står. Miljøet i Nordland kender jeg indgående – jeg er selv vokset op der. Samtidigt har jeg boet i Oslo i over 30 år, og har dermed fået den nødvendige afstand til også at kunne se stedet udefra og også med kritiske briller”. Zemun kender hun efter mange rejser dertil. ”Det lyder måske underligt, men jeg har, lige siden jeg kom der første gang, haft en utrolig tilknytning til lige akkurat den by. I modsætning til Nordland-stederne i bogen, findes Zemun også i virkeligheden.

Det var også under ét af besøgende i den serbiske by, at Mathiassen fandt det, som efterfølgende skulle blive kimen til hele bogen. ”Jeg gik rundt på den gamle kirkegård og blev tiltrukket af en gravsten med et foto på”, fortæller hun.

Gravstenen er også nævnt i Hvor hvide liljer grors efterord. Fotografiet var af en ung kvinde. Det meste af inskriptionen var tæret væk, men Mathiassen kunne lige akkurat tyde navnet: Katica. Dermed var bogens første karakter født.

Jorid Mathiassen ville gerne knytte denne lille ide til romanen sammen med noget hjemligt, noget norsk, som hun kendte bedre.

”Jeg fandt en forbindelse mellem det serbiske spor og Nordland i kraft af historien om Blodvejen – hvor de jugoslaviske krigsfanger, der blev fragtet hertil af tyskerne, blev tvunget til at arbejde. Samtidigt følte jeg at dette var en del af krigshistorien, som var ved at gå i glemmebogen, og som jeg nu kunne være med til at løfte frem i lyset igen”, forklarer hun og fortsætter: ”Det har været vigtigt for mig, at det skal være feelgood, et rart sted for læseren at være. Samtidigt med, at jeg gerne ville belyse en ukendt historie.”

I romanen hjælper ungpigen Marie en af krigsfangerne og de forelsker sig. Mathiassen går tæt på i sine skildringer af både fangelejren og lokalbefolkningen. I sin research har hun brugt lokalhistoriske kilder samt bøger med øjenvidneberetninger fra enten overlevende fra lejrene eller nordmænd som boede i nærheden, og som hjalp fangerne med mad og med at komme over grænsen til Sverige. Og så har hun brugt filmen Blodvejen fra 1955, som hun huskede fra sin barndom.

”Men du skal virkelig lede godt for at finde kilder”, påpeger hun.

Detaljernes sprog
Generelt er Mathiassens beskrivelser fra både Nordland og Zemun meget detaljerige. Men hvordan ved man f.eks. hvordan der så ud i et hjem i det tidligere Jugoslavien i 1040’erne?

Mathiassen fortæller, at hun var så heldig at have en stor bog fra en tidligere Serbien-rejse, netop om Zemuns historie. Bogen var fuld af billeder, gamle fotografier og postkort, og mange af dem var meget detaljerede. Disse blev hendes visuelle hovedkilde til netop det historiske spor fra Zemun. Det var noget lettere at finde stof om nordmænds hverdagsliv i 1940’erne, – her brugte Jorid bl.a. bøger og dokumentarfilm. ”Og så måtte jeg være ret præcis i forhold til, hvor langt moderniseringen var kommet på det tidspunkt. På Helgeland-øerne fik de f.eks. ikke strøm før efter krigen.”

De usynlige kvinder
Blandt karaktererne er det Katica og Marie, som står Jorids hjerte nærmest. Her afslører hun også, at planen for næste bog er, at vi skal lære Marie endnu bedre at kende. I det hele taget er der mange fortællinger fra hendes generation af kvinder, som fortjener at blive fortalt.

”Forrest i bogen har jeg citeret den svenske fotograf Christer Strömholm (som bl.a. var kendt for sine gadefotografier i sort/hvid): ’Læg mærke til det usynlige’. Jeg forestiller mig, at der, måske især i Marie generation”, var mange usynlige kvinder. Kvinder som boede alene og som ikke var gift. Det var normalt, at en i søskendeflokken ofrede sig og påtog sig at passe forældrene, når de blev gamle. Og det var som oftest på bekostning af deres egen uddannelse og muligheden for at stifte deres egne familier. Jeg vil gerne bidrage til at synliggøre disse oversete historier.”

Et hjerte for feelgoodgenren  
Feelgoodgenren har gennem mange år været både elsket og hadet. I Norge er Mathiassen en af dem der ved mest om feltet, og hun svarer her på, hvorfor den genre virkelig sætter følelserne i kog hos folk (på godt og ondt), og hvordan genren har udviklet sig i løbet af hendes tid som redaktør.

”Jeg tror, at de folk, der ser genren negativt, slet og ret ikke har læst så meget, og at fordommene derfor ofte er ubegrundede. At have en stærk holdning til genren uden at kende den, synes jeg uanset hvad, er en smule arrogant”, siger forfatteren.

Mange feelgoodbøger er også relationsromaner, og en vigtig ingrediens her er HÅB. Det handler om mennesker, der møder udfordringer i livet, og som kommer styrket ud på den anden side. ”Det behøver ikke at være en rosenrød slutning, men der skal være håb til sidst. På den måde kan folk som drømmer om et nyt perspektiv på livet, motiveres til selv at gøre noget”, siger forfatteren.

Hun peger på, at mange af bøgerne også har dele skrevet på baggrund af omfattende research, f.eks. om historiske hændelser, og det dette også er noget, man kan lære noget af. ”Og så er det selvfølgelig også en virkelighedsflugt. Man skal ikke være flov over at have lyst til at blive underholdt. Når det ser allersortest ud, er det jo netop dejligt at flygte ind i et univers, hvor der er rart at være. Det er sådant et univers, jeg har villet skabe med Hjartøy-universet”, fortæller Mathiassen.

Der er ved at ske noget! 
Forfatteren peger på, at præcis som der er undergenre til krimi, også er undergenrer til feelgood. ”Vi skal være bedre til at fokusere på den store mangfoldighed af bøger – på at der findes en feelgoodbog til alle og enhver. For jeg skal være ærlig og sige, at der er en del snobberi forbundet til denne genre. Måske specielt i forlagsbranchen og i medierne.”

Mathiassen pointerer her, at feelgoodbøger sjældent bliver anmeldt, og når de gør, så er det ikke altid på genrens egne præmisser.

”I anmeldelser af ikke-kommercielle bøger, bliver ord som ”underholdningslitteratur” ofte brugt for at fremhæve noget negativt ved bogen.” Men Jorid har et håb om, at genren snart vil vinde større anerkendelse.

”Se f.eks. i Sverige, hvor genren, selvom mange stadig rynker på næsen, blomster mere og mere. Flere svenske forfattere i den genre skriver for et virkelig stort publikum. Det var skønt at A-magasinet (Aftenposten i Norge red.) for ikke så længe siden, havde et stort interview med Marian Keyes, som nu, i en alder af snart 60 år, endelig bliver anerkendt, efter at have skrevet så godt gennem mange mange år. Så ja, jeg tror, der er ved at ske noget.”

Planlægger flere bøger
”Jeg har allerede skrevet en god del af, hvad jeg håber bliver bog 2, så nu må vi se”, ler Mathiassen. ”Planen er i hvert fald at følge nutidshistorien med karaktererne på Hjartøy, samtidigt med at vi skal til Letland i fortidshistorien.

Der er mange, der er flygtet fra de Baltiske Lande via Østersøen, særligt til Sverige under og efter Anden Verdenskrig. Baltikum blev en del af Sovjetunionen, og det var en storstilet og brutal russificering af samfundet. Den historie er også, i hvert fald for os i Norge, relativt ukendt.

Også i en eventuelt bog 3 har Jorid Mathiassen lyst til at kombinere Hjartøy-karaktererne med de dele af krigshistorien, som der ikke bliver talt så meget om. ”Der er nok historier. Man skulle tro, at alle historierne fra krigen nu burde være fortalt, men det er de jo ikke”.

Klik her for at finde en gratis læseprøve på bogen.