Prolog

Der i det fjerne, langt fra havet, ligger min landsby.

Der ligger Serbien.

Der i det fjerne, hvor hvide liljer gror.

Nu er jeg snart hos dig igen. Du har ventet på mig, siger du? Det er godt at høre, for tænk, hvis du var blevet væk blandt alle stjernerne! Alle de aftener, hvor jeg har stået og spejdet mod himlen, ledt efter et tegn, men ikke fået noget svar.

Hvorfor det har taget så lang tid? Det var ikke op til mig, forstår du. Vorherre syntes vel, at jeg havde et eller andet, jeg skulle udrette, selvom vi strengt taget ikke har haft så meget med hinanden at gøre, han og jeg. Men nu ser det ud til, at vi er enige om, at jeg har kravlet rundt længe nok hernede på Jorden. Hvad siger du? Jeg kan stadig ikke høre dig så godt, men din stemme kommer nærmere og nærmere. Om jeg stadig er din Marie, alle disse år efter at det grusomme skete? Hvad er det for et spørgsmål? Det kan du vel se, at jeg er!

Jeg har tænkt på dig og savnet dig hver eneste dag, det skal du vide. Det kan ikke nægtes, at jeg mange gange har følt mig ensom og alene, og når savnet gnavede i mig som en sulten og afmagret ulv, fodrede jeg den med længsler og drømme. Mange har vel set mig som en enspænder, og vi kommer nok ikke uden om, at nogle indimellem også har tænkt, at det var synd for mig. Dem om det, jeg synes, jeg har klaret mig godt i al den tid. Jeg har været en kantet sten blandt alle de runde, men jeg fandt en plads og gjorde den til min.

Jeg har holdt af at ordne haven, selvom den ikke ser så pæn ud længere. Formen har været mindre god på det seneste, og længslen efter dig er blevet endnu stærkere. Benene er begyndt at drille, forstår du, og den ene arm er heller ikke til megen gavn. Jeg har tænkt meget på, hvordan livet ville have været, hvis vi to havde fået lov at være sammen. Så havde du vel siddet her ved siden af mig på bænken under guldregnen, gråhåret og med et drillende glimt i øjet. Med stokken hvilende mod benet, og måske havde din hånd rystet lidt, når den greb ud efter min. Den er gammel og rynket nu, min hånd. Heldigvis har jeg fået lov at beholde min forstand og mit humør og er ikke visnet hen, sådan som mor desværre gjorde. Kan du se, at jeg har gjort mig fin for dig i dag? Jeg har taget min bedste sommerkjole på, den med valmuerne, og endda lidt rødt på læberne.

Engang drømte jeg om et hus fuldt af liv, hvor barnelatter og sang skulle lyde mellem væggene. Du og jeg, der dansede tæt, mens verden omkring os åndede fred og ro. Huset er stille nu, men hvem ved, måske vil døren en dag åbne sig igen og byde nye mennesker indenfor.

Der er for resten noget, jeg skal fortælle dig, når vi mødes. Noget, der ikke længere er andre end mig, som ved. En hemmelighed, jeg har båret med mig gennem hele livet, noget, som har løftet mig op og holdt mig nede på samme tid. Ja, jeg vidste, du ville blive nysgerrig. Jeg er spændt på, hvad du siger til det. Bare vent lidt endnu …

Når jeg lukker øjnene, er det, som om jeg kan høre klokker, der kimer. De smukke klare toner bliver tydeligere nu. Ræk mig din hånd, så kommer jeg.

Kapitel 1

Hjartøy, 2009

Linnea trak vejret dybt et par gange, som hun havde lært til yoga, men det hjalp ikke. Hun følte sig stadig lige så urolig for det, der ventede hende.

Da hun så ud på det tågede gråsorte landskab gennem bilens rude, forstod hun ikke, hvordan hun kunne have tænkt, at det var en god idé at rejse til dette gudsforladte sted, mere end tusind kilometer fra den trygge Oslo-lejlighed.

Ordet ‘råkoldt’ var dukket op i hendes hoved og lå nu og opløste sig i munden som et syrligt bolsje. Hendes meteorologiske ordforråd var ved at være opbrugt, allerede før det nye liv var begyndt. Pludselig klaskede noget mod forruden, og der gik et par sekunder, før hun forstod, at det drejede sig om en blanding af regn og sne, men at det alligevel ikke var det, som hun normalt kaldte slud. Måske havde det sit eget navn. Vinduesviskerne havde i hvert fald stort besvær med at forsøge at fjerne den ubestemmelige masse.

Iris, hendes ellers ret fornuftige veninde, havde helt sikkert taget fejl, da hun påstod, at Hjartøy var det perfekte sted til en ny begyndelse. Linnea indså også pludselig, at de billeder, hendes veninde havde vist hende herfra, var taget på blankpolerede sommerdage. Nu var der hverken solforgyldte klippestykker eller charmerende bådehuse i sigte, bare noget, der lignede deprimerende moderne kunst, og hun ville roligt kunne beskylde Iris for vildledende markedsføring. De havde lært hinanden at kende i syvende klasse, da Iris var troppet op halvvejs inde i skoleåret. Der var i udgangspunktet intet, der tydede på, at de to ville blive veninder. Ikke før den dag, hvor hun fandt Iris grædende på toilettet efter sidste time.

Hun havde ikke kunnet afgøre, hvem lyden af fortvivlet gråd fra det lille aflukke kom fra, og var rådvild blevet stående foran den låste dør, indtil hun tog mod til sig og bankede på. Omsider blev der fumlet med låsen, og døren gled op. Iris havde kigget op på hende med forbavsede, forgrædte øjne og bløde krøller, der var kommet på afveje og havde klistret sig fast til det tårevædede ansigt. Da Linnea havde spurgt, hvad der var i vejen, havde Iris trukket vejret dybt og sagt, at hun havde mistet sin far. Det viste sig imidlertid, at faren slet ikke var død; Iris’ mor havde bare smidt ham ud af lejligheden, fordi hun mente, han var uduelig som både ægtemand og far. Senere, da Linnea havde mødt ham, havde hun tænkt, at han var det, man kaldte en fri sjæl. Lige siden han og Iris’ mor gik fra hinanden, havde han boet i et kanariegult og temmelig forfaldent træhus i Rodeløkka-kvarteret, og døren var altid åben for Iris og hendes venner. Han var mere som en ven end en tryg farfigur.

Efter den dag var Iris flyttet ind i Linneas liv, og blandt lærerne gik de bare under navnet ‘blomsterbørnene’. Når hun tænkte over det nu, havde det næsten været som en forelskelse i begyndelsen. Iris var så anderledes end hende med det rødblonde hår, der bølgede som en elv ned over ryggen og blev til et brus af krøller, når det regnede. Hendes eget sorte hår hang bare fladt ned. Iris’ turbulente barndom, hvor hun ofte var overladt til sig selv, og hvor de flyttede meget rundt, havde gjort, at kernefamilien til sidst fremstod som det eneste rigtige. Fuld af gåpåmod havde hun begivet sig af sted mod den drøm, var snublet og faldet et par gange, men havde rejst sig igen og ikke givet op, før målet var nået i form af en sød, men lidt kedelig mand (Guttorm, som var lektor på en videregående skole) og to forholdsvis velopdragne børn (Gerhard og Pernille på henholdsvis seks og syv år). Efter studentereksamen havde Iris uddannet sig til pædagog, og nu arbejdede hun som leder af en privat børnehave.

Og så, mange år senere, var det blevet Iris’ tur til at samle resterne af en opløst og rådvild Linnea op, efter at alting var ramlet sammen om ørerne på hende, først én gang og nu igen. Klumpen i maven var med ét tilbage, og hun tænkte, at livet på et tidspunkt var blevet til en suppe af pinefulde følelser, der var kogt sammen til en bryg, som til sidst smagte temmelig bittert. Det skete stadig indimellem, at hun kom i tvivl om, om det valg, hun havde truffet for snart to år siden, havde været det rigtige. Iris var den eneste, der kendte til det, og hun havde standhaftigt gentaget, at det var den eneste fornuftige løsning. Fornuften vandt altid over følelserne, tænkte Linnea bittert. De ubehagelige tanker fra fortiden var kommet tilbage for fuld styrke efter den seneste tids dramatik. Dette nye drama, som havde vendt hendes liv på hovedet og til slut jaget hende væk fra sin hjemby.

“Du kan jo bare tage til Hjartøy, du kan bo i huset helt gratis,” havde Iris sagt, da Linnea var kommet til at sige, at hun overvejede at flytte ud på en øde ø. Linnea havde bare set uforstående på hende, tilpas sløv, efter at de havde delt en flaske vin og skulle til at gå løs på nummer to. “Ja, du ved, den ø, min farmor kom fra. I Nordland,” havde Iris præciseret. Men det vidste Linnea ikke. Godt nok var hun klar over, at Iris’ farmor kom nordfra, men hun kunne ikke huske, hvad stedet hed, eller at det var en ø. For Linnea var alt nord for Trondhjem Nordland.

“Far arvede farmors barndomshjem, da grandtante Marie døde,” havde Iris forklaret.

Så var Linnea kommet i tanke om, at Iris og hendes far var kørt den lange vej nordpå for at være med til begravelsen sidste år, eller var det forrige år, tiden gik så hurtigt. Men hun havde troet, at huset var blevet solgt.

“Du kender jo min far,” havde Iris sagt med en opgivende rysten på hovedet. “Han er ikke just blandt de hurtigste, når det drejer sig om at tage beslutninger. Desuden blev han nok overrasket over, hvor lidt det var værd, selvom det er stort og charmerende. De gamle huse deroppe kan du få så godt som gratis,” havde hun hævdet.

Og her sad Linnea så i den nyerhvervede brugte bil på vej til hans hus, et hus på en ø, som var totalt ukendt for hende. I et øjebliks overmod – og rødvinsrus – havde Linnea taget Iris på ordet. Efterfølgende var alt sket så hurtigt, at hun ikke havde haft tid til at finde ud af særlig meget om stedet. Eller måske havde hun bevidst undgået det i frygt for at få kolde fødder. Iris havde ment, at hun burde give omstillingen ét år, men Linnea havde forhandlet det ned til et halvt. Et halvt år uden mænd, i det mindste. Hun skævede til telefonen, som lå på passagersædet. Den var fortsat tavs. Der var heldigvis kun få, som kendte hendes nye nummer, og stort set al kommunikation med arbejdet foregik via e-mail.

Jo, hun trængte uden tvivl til et sceneskift, men lige nu ville hun have foretrukket, at den nye scene var en strand i Thailand, hvor hun kunne sidde og arbejde i skyggen af en frodig palme med bølgeskvulp i baggrunden. Det ville dog have været umuligt for Arthur at komme med. Hun udstødte et tungt suk, og et anklagende mjav hørtes som svar fra buret omme på bagsædet.

“Ja ja, Arthur, det er min skyld, jeg ved det. Men vi må begge to forsøge at vænne os til den nye tilværelse. Og det er ikke for evigt, det lover jeg.” Hun forsøgte at lægge stemmen i et optimistisk toneleje, men hørte selv, at den knækkede. Uanset hvad fik hun bare mut tavshed som svar fra sin rejsekammerat. De var knap nok kommet ud af Oslo, før Arthur var blevet køresyg og havde kastet op i buret. Hun havde måttet ty til en af de beroligende piller, dyrlægen havde udskrevet, og så havde han sovet, indtil de nåede frem til hotellet i Trøndelag, hvor de havde overnattet.

Det havde heller ikke hjulpet på humøret, at de lige akkurat var kommet for sent til færgen til Hjartøy. Den tøffede stille ud fra kajen, idet hun kom kørende ind i den lille kystby, hvorfra bådene ud til øerne afgik. Hun kunne bare sidde og betragte, hvordan færgens lys til sidst forsvandt et sted ude på fjorden. I og med de skulle vente to og en halv time på næste færge, røg planen om at ankomme til huset, mens der stadig var dagslys, i vasken. Selvom klokken kun var fem om eftermiddagen, havde der nærmest været øde i byens beskedne hovedgade. Hun havde lagt mærke til, at der var et hotel og et bibliotek samt et lille indkøbscenter, men de eneste steder, som var åbne, var en købmand nede ved kajen og en pizzabiks et stykke oppe ad gaden. I det mindste havde hun fået stillet sulten og købt lidt ind til både sig selv og Arthur.

Færgeturen havde heldigvis bare taget en halv time, og det var gået fint med både at komme ombord på og i land fra Ea, som den lille færge hed. Ud over hende bestod passagererne i færgens opholdsrum af en gruppe unge fyre med stemmerne i overgang, fire strikkende kvinder med medbragte termokander og et par midaldrende mænd, som sad skjult bag deres aviser. Den duknakkede billettør havde kigget nysgerrigt på hende, mens han forlangte en temmelig pebret sum for at fragte hende og bilen over til øen. Det var måske ikke hver dag, han mødte nye rejsende. For en sikkerheds skyld havde hun diskret taget lommespejlet op af sin taske og tjekket, om hun eventuelt havde rester af tomatsauce i ansigtet. Hun havde knap nok set sig i spejlet, siden de forlod hotellet om morgenen. Et hurtigt kig havde afsløret et blegt ansigt og antydningen af mørke rande under øjnene, men ingen madrester.

Nu håbede hun bare, at der var et køleskab i huset, og at det virkede. Det var i hvert fald heldigt, at Iris’ far ikke havde fået taget sig sammen til at lukke for strømmen i huset. Iris havde ikke haft nogen billeder af huset indvendigt at vise frem, så Linnea anede intet om, hvad der ventede hende. Det eneste, Iris havde sagt, var, at huset var stort og bar præg af, at det var en gammel dame, som havde boet der, hvad det så end måtte betyde. Linnea så blomstrede tapeter i pastelfarver, nostalgiske blondegardiner, hærskarer af nipsgenstande og tyndt porcelæn med roser på for sig.

Hun tog endnu en dyb indånding. Nu kunne der ikke være så langt igen. Iris havde forklaret, hvordan hun skulle finde huset, og hun havde i hvert fald ikke overdrevet, da hun havde advaret om smalle, bugtede veje. Linnea havde sneglet sig af sted hele vejen fra færgekajen af frygt for at havne i grøften. Hun kunne ane konturerne af fjelde, men tågen og skumringen gjorde, at hun havde følelsen af at se det hele gennem et par alt for kraftige briller. At der hverken var vejnavne eller husnumre herude på øen, gjorde ikke ligefrem tingene nemmere. Til alt held var den ubestemmelige nedbør stoppet, og hun kunne slå vinduesviskerne fra igen. Hun sagtnede farten og gentog ruten i hovedet. Hvis hun ikke tog meget fejl, skulle huset ligge efter det næste sving. Gudskelov var der ingen trafik, og hun spejdede efter det rigtige hus på højre side af vejen.

Da hun kom rundt i svinget, skred hun og bremsede automatisk så hårdt op, at Arthurs bur blev slynget frem. En kæmpe skikkelse befandt sig lige foran bilen og fyldte hele vejen. Monsterets lysende øjne mødte hendes, og hendes hjerte var på vej til at springe ud af halsen. Sveden piblede frem under armene, og gennem sin dunkende puls registrerede hun, at Arthur peb og hylede. Så forsvandt udyret, lige så hurtigt som det var dukket op, mens Linnea fortsat klamrede sig til rattet, som var det en redningskrans. For fanden, Iris, hun burde have sagt, at der var elge på Hjartøy. En enorm elg, som kunne have taget livet af både hende og Arthur, for pokker da. Omsider lykkedes det hende at slippe rattet og stavre ud for at se, hvad der var sket med katten på bagsædet. Buret stod på skrå, og Arthur klamrede sig fast i den ene ende.

“Beklager, lille ven,” sagde hun med tynd stemme, da hun satte det tilbage på plads på bagsædet. Hun turde ikke åbne lågen, hvis nu Arthur gik i panik og stak af. Så ville hun aldrig finde ham igen. “Det skal nok gå,” sagde hun henvendt til katten, men indså, at ordene i lige så høj grad var rettet mod hende selv. Arthur vendte ryggen til uden at sige noget.

Det lykkedes hende at genvinde ro nok til at køre videre, og ganske rigtigt – lidt efter fik hun øje på huset. Uden at blinke af svingede hun ind i den opadskrånende indkørsel og lod forlygterne oplyse bygningen. Det lignende et rigtigt spøgelseshus med sorte vinduesruder, som stirrede blindt mod hende, og der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig blafrende gardiner og ligblege ansigter med tomme stirrende blikke. Huset var hvidt, men trængte til en gang maling. Hun lagde mærke til, at der manglede nogle tagsten, men de to skorstene så i hvert fald ud til at være solide nok.

Pludselig greb uhyggen fat om hendes hals, og hun mærkede en trang til at vende om og køre de tusind kilometer tilbage til Oslo lige med det samme. Iris havde forsikret hende om, at der ikke var nogen grund til at være bange, for alle, der boede på øen, var fredelige og venlige. Som om Iris kunne vide det. Hun havde jo kun været her én gang – i to dage.