Q&A med Trine Friberg: “Samtidig med at jeg fik idéen til serien, fik jeg også en ambition om, at den skulle vække læselyst hos unge”

Hvem har du skrevet bøgerne til?

Samtidig med at jeg fik idéen til serien, fik jeg også en ambition om, at den skulle vække læselyst hos unge – også dem der normalt ikke gider at læse. Da jeg så havde første udkast klar af JAGET VILDT, begyndte jeg at teste manuskriptet på betalæsere i forskellige aldersgrupper for at se, om det var lykkedes at ramme min målgruppe. Jeg endte med at have hele 30 testlæsere i aldersspændet 12-80, og tilbagemeldingerne viste, at ikke kun de unge (inkl. ’gamerene’) blev optaget af fortællingen, men også at voksne læsere blev grebet og rørt.

Jeg ser det uanset som min vigtigste opgave, vække læselyst hos de unge. Samtidig er jeg dybt taknemmelig for, at også andre aldersgrupper læser med.

Hvad har været de vigtigste tematikker at beskrive i bind 2?

Det har helt klart været temaer som fællesskab, eksklusion og frygten for det ukendte. Jeg tror netop, at det i en tid som vores er vigtigt at minde om, hvordan det kan føles ikke at blive talt med i det store ’vi’. Frygten for eksklusion fra fællesskabet ligger som en dyb grundangst i den menneskelige psyke, fordi det at være en del af en gruppe evolutionært hænger sammen med vores overlevelse. Det er forskelligt, hvordan vi tackler det at være udenfor, og hvad vi gør for at undgå det. Nogle vælger slet ikke at melde sig ind i et fællesskab af frygt for udelukkelse, nogle følger bevidstløst med strømmen og gør som flertallet for at undgå eksklusion, og andre igen kan komme til at gå på kompromis med deres værdier, for at blive eller forblive en del af fællesskabet. De her mekanismer er flettet ind i bogen ved at karaktererne hele tiden sættes i situationer, hvor de skal revurdere, hvem de er, og hvem de gerne vil være.

I bind 2 i Yadrider-serien er Ranaa, Vadim og Alvan stadig på flugt fra fyrst Kazanan. De har søgt tilflugt hos Samonkha-klanen, der rejser rundt med sit gøglercirkus, hokkabizaren. Hvad inspirerede dig til gøglercirkusset?

Jeg er uddannet dramaturg og har arbejdet med teater i mange år, så det har ligget lige til højrebenet, at lade bindet udspille sig hos en nomadeklan, der arbejder med noget performativt.

Hokkabizaren rummer bl.a. et ’freakshow’, hvilket også har givet mulighed for at præsentere nogle andre måder at skille sig ud på end dem, der blev præsenteret i seriens første bind. Samonkha-klanen er ikke Ranaas og Vadims egen klan, og det gør, at jeg kan folde universet og tematikkerne yderligere ud og understrege, at man ikke nødvendigvis ligner hinanden, bare fordi man overordnet set tilhører den samme kultur.

Hvordan arbejder du med udviklingen af dine karakterer?

Jeg har bl.a. hentet inspiration fra bøger, billeder, film og samtaler med folk, hvis familier har levet som omrejsende gennem generationer. I forbindelse med udviklingen af Gabi-karakteren, klanens skæggede dame, har jeg også talt med en transkvinde, jeg kender, for troværdigt at kunne beskrive kløften mellem indre virkelighed og ydre modstand. Endelig rummer mange af karaktererne også træk fra mig selv eller fra folk, jeg kender. Træk, som jeg så har blæst op og gjort langt mere fremtrædende, end de er hos mig selv eller min omgangskreds.

For langt de fleste karakterers tilfælde, har jeg haft nogle overordnede og nogle gange kontrastfulde karaktertræk, som jeg synes kunne være interessante at sætte op mod hinanden og se, hvilken dynamik det kunne skabe. Samtidig er jeg også meget bevidst om at gøre karaktererne flerdimensionelle og give læseren en forståelse for, hvorfor de handler, som de gør – også når de opfører sig dumt eller jokker i spinaten. For mig bliver det ikke interessant, hvis nogle er entydigt sympatiske eller usympatiske.

Hvad inspirerede dig til at finde på navnene til personer og steder i dit univers?

For nogle navnes vedkommende er de grebet ud af den fri luft, men i langt de fleste tilfælde er der enten brugt kendte roma-navne eller ord afledt fra hindi, tyrkisk eller arabisk. Eksempelvis hedder det nomadefolk, som Ranaa og Vadim tilhører, ‘yadrider’. ‘Yadri’ betyder ‘rejsende’ på bl.a. hindi og nepalesisk og ‘at vandre’ på arabisk. Og ud over, at ordet ‘Kazanan’ har en hårdhed over sig, som bare lyder fedt på den der onde måde, så betyder fyrstens navn også ‘vinder’ eller ’sejrherre’ på tyrkisk. Når så hans imperium ovenikøbet hedder ‘Aljabaría’, ved man (hvis altså man kan arabisk) at ham her, fyrsten over “de uovervindeliges land”, ikke er én, man skal fucke med. På den både er jeg gået efter både lyden af ordene, om de er ’bløde’ eller ’hårde’, og samtidig forsøgt at finde nogle med betydninger, der kan tilføje ekstra lag til figuren for læsere med gode sprogkundskaber.

Det er et opdigtet univers – kan du sige hvilke lande du har ladet dig inspirere af?

Der er tale om en god blanding af alt med et varmere klima end her! Jeg tegnede først mit eget kort i hånden og allierede mig så med en vaskeægte kortnørd, der hjalp mig med at sandsynliggøre geografien – det viste sig bl.a., at der lige skulle flyttes nogle bjerge, før jeg kunne få mig en ørken … Kortet blev efterfølgende tegnet ind i et korttegningsprogram og efterbehandlet grafisk. Det er det kort, man kan se på bøgernes for- og bagsats. I mit arbejdsværelse har jeg mit eget ’arbejdskort’, hvor klimaet i de forskellige provinser er matchet med noget, jeg kender eller kan researche på i vores verden. Her står ord som ”Spanien”, ”Marokko”, ”Bolivia”, ”Indien” og ”Vietnam”, så vi når det meste af kloden rundt.