Q&A med Trine Friberg: “Det vil være fantastisk, hvis fortællingen kan være med til at skabe en større bevidsthed om årsagssammenhænge og reaktioner, der knytter sig til de kultursammenstød, vi også oplever i vores verden”
Ny dansk fantasyserie med litterær kvalitet og noget på hjerte – vær med fra begyndelsen! Trine Friberg (f. 1980) er opvokset i Brønshøj og uddannet i teatervidenskab og psykologi på Københavns Universitet. Hun har siden 2008 arbejdet som dramaturg og sparringspartner for dramatikere og instruktører i teaterbranchen, herunder på forestillinger på Teater Grob, Teatret ved Sorte Hest og Det Kongelige Teater. Hun er optaget af emner som xenofobi, magtstrukturer og marginalisering samt de psykologiske følgevirkninger af samme. JAGET VILDT er hendes debutroman og den første i en serie.
Hvad inspirerede dig til at skrive Jaget vildt?
Inspirationen til historien og beslutningen om at skrive kom ikke samtidig. Idéen ramte en dag, jeg sad i bussen. Mens jeg glanede ud af vinduet på vej ned ad Nørrebrogade, dumpede en grundidé og en slutning på en episk middelalder-fantasyfortælling pludselig ned i hovedet på mig. Det lå ikke lige i kortene, for selvom jeg har arbejdet som manuskriptkonsulent gennem en del år, så har det ikke ligget naturligt for mig at finde på historier selv. Men jeg kunne ikke slippe den igen. Det var den for insisterende og vigtig til. Og så måtte jeg jo forsøge at skrive den.
Min datter var fem på det tidspunkt. Hun var pludselig begyndt hårdnakket at påstå, at alle tyve har brun hud! Hun begyndte også at stirre på folk med minoritetsbaggrund, når vi passerede dem på gaden, og det tog tid for mig at få hende til at forstå, at der ikke var nogen grund til at være bange eller på vagt. Det fik mig også til at tænke på, hvor hun mon havde fået den overbevisning fra, men jeg kunne ikke umiddelbart gennemskue det. Når man er lille, skal der ikke så meget til. En halv radioavis måske. Os, der er ældre, kan også blive ramt. Det er de hurtige budskabers tid, og vi bliver nødt til at være opmærksomme på de negative, stereotype forestillinger, vi bærer rundt på. Stereotyperne kommer jo netop, når vi ikke ved særlig meget om andre befolkningsgrupper. Så kommer frontdannelserne. Jyderne mod københavnerne. Eller påstande som: “Nutidens unge er sarte”, “de rige mangler empati og er grådige”, “folk, der hævder, at de er transkønnede, er bare ude efter at få opmærksomhed”. Heldigvis smuldrer stereotyperne som regel i mødet. Når vi taler sammen og får et indblik i hinandens liv. Det er lidt det, jeg forsøger at minde om med denne historie, selvom den foregår i et fiktivt univers. At det, der er anderledes, ikke behøver at være farligt eller dårligt. Og hvis man lærer mere om hinanden, kan det være, at man begynder se lighederne frem for forskellene.
Kan du fortælle lidt om hovedpersonerne?
Ranaa og Vadim er teenagere, søskende og tilhører en etnisk minoritetsgruppe, nomadefolket ‘yadriderne’. Selv er de dog vokset op som slavegjorte for Prins Ikinchil, søn af den brutale Fyrst Kázanan og enearving til sin fars imperium. Yadriderne befinder sig generelt længst nede i samfundshierarkiet, uanset om de er frie eller blandt andre slavegjorte. Alligevel er de socialt ressourcestærke, fordi yadrideklanernes indbyrdes sammenhold er gjort stærkere af hadet fra ikke-yadriderne, ‘gridjoerne’.
Livet som slavegjort har lært Ranaa, at følelser er svaghedstegn, og at svaghed altid vil blive udnyttet. Hun er drevet af retfærdighedsans, temperament og beskyttertrang over for dem, hun holder af. En løvinde, der hellere slår først end risikerer at få tæv eller tabe ansigt. Vadim er anderledes forsigtig, nysgerrig og langt mere diplomatisk anlagt end sin søster. Han har været forskånet for flere knubs, hvilket har givet ham mere ro til at udvikle en større eftertænksomhed og analytisk tilgang til sine omgivelser. De to kommer på flugt, og det bliver noget nær deres første møde med verden udenfor. En verden, hvor de er lagt for had pga. deres kulturelle baggrund, hvor de er efterstræbte på livet, og hvor de på rekordtid er nødt til at lære at navigere for at kunne overleve.
Jeg har været meget opmærksom på at gøre dem fejlbarlige. De mere end dummer sig! Det har været interessant at undersøge, hvor slemme ting vi egentlig vil være i stand til at ‘glemme’ eller tilgive, hvis vi har fået indblik i andres tanker og bevæggrunde. Når empatien først er etableret.
Hvad er dit ærinde med romanen?
Det vil være fantastisk, hvis fortællingen kan være med til at skabe en større bevidsthed om årsagssammenhænge og reaktioner, der knytter sig til de kultursammenstød, vi også oplever i vores verden.
Og så håber jeg, at mine læsere vil finde historien spændende. At den vil appellere bredt og vække læselyst, også hvor lysten måske ikke er i forvejen. Jeg har haft over tredive testlæsere i forskellige aldersgrupper på første bind, og her viste det sig, at selv unge, der normalt kun gider at spille computer, blev fanget og gerne ville læse videre, da bogen sluttede. Så nu håber jeg bare, at mine testlæsere er nogenlunde repræsentative for resten af befolkningen.
