Q&A med Sanne Udsen: “Hvordan vil man reagere, når universet smider en molotovcocktail i ens retning?”
Fortid og nutid væves sammen i Sanne Udsens spændingsfyldte roman om kærlighed, bedrag og moralsk forfald i et midaldrende pars ægteskab.
Hvad inspirerede dig til at skrive romanen?
Jeg har altid været optaget af, hvordan mennesker reagerer, når deres liv tager en uventet drejning. Jo ældre vi bliver, jo mere ved vi sådan rent teoretisk, at der er en risiko for, at livet kan finde på at slå en kolbøtte. Men én ting er at vide noget teoretisk, noget andet er at opleve det i virkeligheden. Hvem ved, hvordan man reagerer? Hvor godt kender man egentlig sig selv? Og hvor godt kender man hinanden?
Hvordan har det været at skrive denne i forhold til dine tidligere bøger?
Den her roman har faktisk taget mig meget længe at skrive. Længere, end mine andre bøger. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, for jeg kunne egentlig godt lide både karaktererne og at skrive den. Men alligevel var det den, der blev placeret på sidesporet, når der kom en anden bog, der skulle skrives. Så jeg er meget glad for, at den endelig har fået det liv, jeg synes, den fortjener.
Hvad er vigtigt for dig i dine karakteropbygninger?
Jeg synes, det er vigtigt at have nogle karakterer, der er lidt sammensatte på en almindelig måde. De skal hverken være rendyrket gode eller rendyrket onde, men helst kunne rumme lidt af hvert.
Hvordan vil du beskrive Marianne og Andreas og deres relation?
Marianne og Andreas fandt sammen, da de var ret unge, og de har på mange måder haft et godt forhold, hvor det er lykkedes dem at opbygge et hjem og få et familieliv til at lykkes sammen med deres respektive karrierer, som de begge har oplevet op- og nedture i. Men med tiden kan der sagtens gå lidt arbejdsfællesskab i sådant et forhold, og man kan længes efter noget andet og mere. Og spørgsmålet er, hvor godt kender man egentlig hinanden selv i et langvarigt parforhold? Hvad rummer vores partner af hemmeligheder? Hvornår holder man op med rigtigt at interessere sig for den anden?
Hvad genkender du hos dig selv i dine karakterer?
Som forfatter genkender man vel altid et eller andet hos sine karakterer. Marianne har en tendens til at være utålmodig og til let at blive irriteret, og det kan jeg i hvert fald genkende hos mig selv. Hun bærer også på en forundring over, at hendes børn ikke længere er børn, men unge voksne, og det kan jeg bestemt også genkende. Jeg er dog ved at vænne mig til det, men mine børn er så også en del ældre end Mariannes børn.
Hvad er dit ærinde med romanen?
Man kan ikke sige, at jeg har et egentligt budskab med romanen – den slags hører vel faglitteraturen til. Men jeg kunne godt ønske, at romanen får læseren til at reflektere over, hvor godt man kender hinanden og ikke mindst sig selv. Hvordan vil man reagere, når universet smider en molotovcocktail i ens retning? Hvad er man selv i stand til, og hvad kan man tilgive?
