Q&A med Sandra Møller Henriksen: “Vi er ikke alene i at skulle finde plads i verden”

Hvad inspirerede dig til at skrive Under atoller findes Alexander?

En af mine venner fortalte mig, at hans yndlingsdyr var en blæksprutte, og af en eller anden grund blev den sætning ved med at rumstere i mit hoved. Det er et ret vildt dyr, som jeg aldrig har forholdt mig til før. Blæksprutter og mennesker er jo noget af det længste, man kan komme fra hinanden – sådan tænkte jeg, indtil jeg på et tidspunkt vendte det om og spurgte: Men på hvilke måder minder de så om hinanden? Og det møde mellem menneske og blæksprutte gav mig en form til romanen. En version af min vens sætning er også endt i bogen – det skulle den selvfølgelig.

Jeg tror også, at møder mellem mennesker er lidt sådan, især når man kommer tæt på nogen – den der fornemmelse af, at man kan være så meget på bølgelængde og samtidig så langt fra nogensinde helt at kunne forstå en anden. Jeg har det i hvert fald tit sådan, når jeg møder en person, jeg føler en forbindelse til. Så er det spændende, nemt og megasvært på samme tid. Og tænk, at vi findes i den her verden med hinanden og mødes hele tiden. At vi kan genkende os selv og andre i kunst, er jo egentlig en ret vild ting.

Samtidig er et tema i bogen også nogle af de områder i fællesskaberne, kunsten og samfundet, hvor vi IKKE kan genkende os selv. Marie, romanens hovedperson, er en version af aseksuel, og hun føler sig meget fremmedgjort overfor den eksponering af sex, som foregår overalt og hele tiden. Der er en masse forventninger – både udefra og indefra – som hun ikke kan leve op til, og som skræmmer hende. Sådan tror jeg mere eller mindre alle kan have det, med sex eller med noget andet, og det ville jeg gerne skrive om. I øvrigt mangler aseksualitet repræsentation, hvilket også har været en kæmpe motivation for at skrive bogen.

Hvad handler romanen om?

Romanen handler om venskab og om kærlighed. Jeg tror på, at kærlighed findes i mange former, og jeg synes, vi har en tendens til at putte den ned i nogle specifikke kasser, hvor den venskabelige kærlighed er undervurderet og også lidt restriktiv. Nogle gange er der bare overlap mellem alt muligt i relationer, og det rum synes jeg er spændende. Det er ikke altid nemt at holde af andre mennesker.

Tilføj så, at Marie er aseksuel og kæmper med følelsen af ikke helt at have forstået, hvordan hun navigerer i verden med den del af sin identitet. Det er blandt andet, fordi hun bekymrer sig om, at andre måske træder anderledes ind i relationer end hende.

Marie oplever så at blive mødt i sine tvivl af Alexander, der modsat hende ikke er en overtænker. Han siger pyt og beder hende tage teten over sin egen identitet, hvilket i sidste ende forandrer hendes måde at se sig selv på. Måske næsten lige så meget som Alexander selv forandrer sig.

Hvad symboliserer blæksprutter for dig – hvad betyder de for dig?

I kunsten symboliserer blæksprutten som regel enten noget monstrøst eller noget overdrevet seksuelt, ligefrem farligt. Som et monster angriber og kontrollerer den, og det billede ville jeg gerne vende om.

For mig er den noget mere ubestemmeligt. Der er noget flydende og grænseoverskridende – måske ligefrem grænseløst over den. Blæksprutten har ikke noget indre skelet, kan komme igennem bittesmå sprækker, og så er den vildt nysgerrig og kreativ. Underlig. Man omtaler den tit som alienagtig, altså som noget, der ikke er fra samme verden som os. Og det er smukt, synes jeg, at den jo faktisk findes her, og jeg tror, den kan hjælpe os med at tænke ting anderledes. For ting kan godt være anderledes. Vores definitioner kan godt udvide sig.

Maries og Alexanders relation overskrider også nogle grænser, og jeg tror ikke, vi skal være så bange for den slags. Nok er blæksprutten anderledes, alligevel kan man genkende noget af sig selv i den. Jeg kan i hvert fald.

Hvad er dit ærinde med romanen?

Jeg håber selvfølgelig, at jeg har skrevet en god historie. Og så håber jeg, at læserne kan genkende sig selv i romanen. Selv ville jeg gerne have læst en lignende bog som ung. For det at føle sig set og repræsenteret er simpelthen så vigtigt.

Romanen giver jo stemme til en figur, der ikke normalt får lov til at være hovedperson: den aseksuelle. Aseksuel kan man selvfølgelig være på mange måder – og uanset om en læser går rundt og er i tvivl om sin seksualitet eller ej, tror jeg, at de vil kunne genkende noget af Maries frygt for aldrig at komme til at passe ind i det, vi går og anser for det rigtige liv og de rigtige relationer. Vi er ikke alene i at skulle finde plads i verden.

Jeg har altid følt, at jeg var anderledes, men jeg har også holdt lav profil omkring det, måske i nogen grad udskudt at forholde mig så meget til det. Jeg føler romantisk tiltrækning, og det kan være svært at gå rundt i relationer og frygte at nå til det stadie, hvor man normalt begynder at have sex. Frygte at blive afsløret og afvist. Det har i perioder føltes ensomt. Men det har helt klart været en lettelse at sætte ord på det – og også finde ud af, at der er mange nuancer i det seksuelle spektrum, og at folk lige skal møde noget, før de forstår det.

Det gælder også mig selv. Jeg har jo også skullet forstå andre mennesker. Hvorfor går folk så meget op i sex? Hvad er det, der er så vildt ved det? Det fylder bare mere, end aseksualitet gør, så derfor har jeg haft nemmere ved at forholde mig til sex, end andre måske har haft ved at forholde sig til aseksualitet. Samtidig lever jeg jo også bare mit liv, arbejder og danner relationer. Det er ikke så farligt. Jeg har skullet prøve mig lidt frem, og det skal vi jo alle sammen.