Q&A med Kim Andrea Brofeldt: “Jeg kan ofte godt lide romaner med utroværdige hovedkarakterer”

Hvorfra kom inspirationen til Kunsten af spejle et æg?

Min debutroman, Afslutninger, udkom i juni 2023, og i sommerferien efter udgivelsen havde jeg tid og energi til at starte på noget nyt. Egentlig havde jeg plottet og planlagt en omfattende familiekrønike, der strakte sig over 100 år, men jeg kunne ikke rigtigt få greb om den første person, jeg ville skrive om, og begyndte i stedet at bladre mine mange notesbøger igennem. Her fandt jeg ca. 30 siders dagbog, fra ugerne efter jeg blev indlagt med en blodprop i hjernen. Det var syret at læse. Det føltes ikke som noget, jeg selv havde skrevet, det var vitterligt skrevet inde fra bunden af en brat livsændrende begivenhed, hvor det er svært at regne ud, hvem man selv er, eller hvad der foregår omkring en selv.

Jeg forsøgte forskellige ting med dagbogsnoterne, men det var vigtigt for mig, at det ikke blev selvbiografisk – jeg ville beskrive følelsen, ikke mig selv. Min moster foreslog, at jeg skrev det med en mandlig hovedperson, hvilket viste sig at være en god vej ind. I stedet for at tænke over, hvordan jeg selv ville håndtere ting, kunne jeg skrive det som en person, der var meget anderledes end mig selv. En person, der var mere lukket, ordentlig og korrekt, end jeg selv er. Jeg kan ofte godt lide romaner med utroværdige hovedkarakterer. Der er noget fascinerende over at tage et anderledes menneskes virkelighedsopfattelse på sig.

Men jeg manglede et plot, for det skulle ikke kun være en sygdomshistorie, og jeg opgav og ville bruge resten af ferien på at læse i stedet. Den første bog, jeg samlede op fra min omfattende stak af sommerhuslæsning, var Edouard Louis’ Forvandlingens metode. I bogen forsøger han desperat at fremstå som en anden person, end han er, og mens jeg læste, tænkte jeg på, at han ville have et problem med den del, hvis han blev ramt af en blodprop i hjernen. Og så havde jeg mit eget plot: En sød og ordentlig mand, der bærer på en dyster hemmelighed, som han har camoufleret dygtigt med usandheder, bliver ramt af en blodprop, og den fortælling, han har opbygget, smuldrer gradvist, og han mister i et eller andet omfang grebet om, hvem han selv er. Egentlig meget simpelt. Men nu kan jeg godt lide at skabe kringlede forbindelser, så den er blevet en del mere kringlet end det – med spor og hemmeligheder.

Hvor tæt går historien på din egen historie?

I september 2021 havde jeg netop fået et venligt afslag på min første roman fra Alpha Forlag, der var det eneste forlag, jeg havde sendt den til. Redaktøren ville gerne mødes med mig og give mig lidt feedback på, hvad jeg kunne omskrive, og så ville hun gerne læse igen. Jeg stod i mit køkken og var netop ved at skrive “forlag” på kalenderen, da jeg blev dårlig og faldt om. Jeg rejste mig igen, stavede ordet “forlag” forkert på kalenderen, hældte cola i min kaffe, cyklede til konfirmation, og først der opdagede jeg, at jeg ikke kunne tale rent. Det skjulte jeg i seks timer, før jeg ringede til hospitalet. Blodproppen sad i det område af hjernen, der bl.a. styrer logisk tænkning, hvilket var årsagen til den aparte opførsel.

Bogen starter med en scene, der minder om virkeligheden, bare med personer, der alle er anderledes end virkelighedens. Alt det, som romanens Troels oplever ift., hvordan det er at navigere med en blodprop – træthed, forvirring, tests, svigtende hukommelse, nemme ting, man pludselig ikke kan finde ud af længere – er taget direkte fra noget, jeg selv har oplevet. Det var vigtigt for mig at give et realistisk indblik i, hvordan noget, som de færreste oplever, reelt føles.

Det, at Troels’ venner danner et “Troels-råd”, der hjælper ham med det praktiske, er også taget fra virkeligheden, hvor min familie og venner dannede et 9 mennesker stort “Ande-råd” (mit mellemnavn er Andrea) og hjalp mig med stort og småt i de første måneder efter blodproppen. Det er med, fordi jeg synes, det er rørende, og fordi jeg gerne ville have, at et af bogens temaer var venskab. Troels, hospitalspersonalet, hans venner, børn og fortid er fiktion. Jeg har bevidst sørget for at skrive personer og begivenheder så langt væk fra min egen historie som muligt, så det ikke ligner, at det er selvbiografisk.

Hvorfor titlen?

I mine dagbogsnoter fandt jeg en beskrivelse af en test, jeg havde været igennem på hospitalet, hvor jeg i et øvekøkken skulle demonstrere, at jeg stadig kunne finde ud af at riste toastbrød, lave kaffe og spejle to æg. Det kapitel er stort set uændret med i bogen. Titlen var min redaktørs forslag, og jeg kunne fra starten godt lide den. Både fordi det jo er nemt at spejle æg, noget, alle kan, ikke noget, man vil sige er en kunst. Og alligevel kan man havne i en situation, hvor det føles absurd svært at foretage sig ting, man har kunnet, siden man var barn. Men også, fordi jeg godt kan lide det symbolske i æg: noget med skaller, der kan krakelere. Æggeblommer, der har en hinde, der holder indholdet flot rundt, indtil man pirker i det, og alt flyder ud. Det hårde, det skrøbelige, det, der kan forandres.

Hvorfor er venskaber centrale i bogen?

I Kusten at spejle et æg er venskab gennemgående. Både Troels’ venner, der laver et Troels-råd og hjælper ham gennem en krise, men også det barndomsvenskab mellem to drenge og en pige, der kommer i tilbageblik.

I betragtning af hvor dybe venskaber kan være, er der overraskende langt mellem bøger, der tager fat i venskabskærligheden som tema. Det er altid romantisk kærlighed, der er målet. Venner kan i bøger godt virke som nogle, man slår tiden ihjel med, indtil den eneste ene kommer stormende på sin hvide hest.

Det er en sær kliché, at romantisk kærlighed er større og finere end venskaber, og at venskab mellem to af modsat køn tit beskrives som noget, der ender sådan – som om det ikke er fint nok i sig selv at være venner. Flere af mine egne længstvarende venskaber er med mænd, uden at der er strejf af noget romantisk i det. Jeg kan generelt godt lide mennesker og har meget forskellige venner, men som en af mine veninder siger, er der en sær overrepræsentation af mine venner, der er præcis 188 cm høje, har grov humor og bløde værdier.

Hemmeligheder og løgne er et andet vigtigt tema i bogen. Kan du fortælle lidt om det?

Troels har tilbagevendende mareridt om noget, der skete med en dreng ved navn Ronnie. Hans tætteste ven, Sally, kommer ind i hans families liv efter blodproppen, men ingen har hørt om hende før. Hans ægteskab forliste, fordi han lod en stor mur af hemmeligheder og usandheder stå imellem sig selv og ekskonen – uden at hun vidste, det var det, der var grunden til, at hun ikke “kunne mærke ham”.

Jeg synes, der er noget spændende over tanken om at sige eller gøre noget, der ikke kan gøres om. Det, at Troels fra starten valgte at fortie en mørk hemmelighed for ikke at skubbe sin nye kæreste væk, endte med at være det, der gjorde, at han ikke kunne beholde hende. Og det, at hans nye situation post-blodprop er så forvirrende, gør, at der kommer sprækker i hans historier. Både over for andre omkring ham, men også over for ham selv, hvor mennesker og begivenheder, han helst vil glemme, maser sig på i tanker og mareridt.

Hvad er dit ærinde med bogen?

Jeg ville som sagt gerne have, at venskab var en vigtig del af fortællingen, og jeg ville gerne beskrive, hvordan det føles at få en blodprop i hjernen. Derudover ville jeg gerne have en baggrundshistorie, der langsomt bliver viklet ud, så man som læser ikke kan regne bogen ud fra starten. Men mest af alt ville jeg bare gerne skrive en troværdig, genkendelig og spændende historie, hvor læseren kan lide personerne trods de fejl og mangler, de (og alle andre mennesker) har.