Q&A med Karen Syberg: “Hvorfor tror man altid, at ældre generationer har været mere dydige og bornerte end nutidens?”
En roman om tre generationer Syberg, baseret på erindringer, breve og levet liv. Om bedsteforældrene, Fritz og Anna, der med deres store børneflok levede et bohemeagtigt kunstnerliv. Om en musikalsk begavet far, hvis kreative årer tilsyneladende tørrer ind. Og om den lille Karen, der vokser op i kunstnerhjemmet, og den voksne Karen, der rejser tilbage efter svar
Hvad inspirerede dig til at skrive En tone i livet?
Jeg har altid tænkt, at jeg ville skrive den bog. Den er jo det, Per Højholt kaldte Hovedstolen: ens egne oplevelser og erfaringer, og hvad de har betydet undervejs: ændret, lagret sig, dannet den basis, som man går videre ud fra og tilsammen bliver til ens liv.
Hvordan har researcharbejdet været?
Jeg havde i forvejen en del breve og andre materialer derhjemme: fotobøger, kunstbøger, mine farforældres billeder på væggene. Derudover har jeg været igennem Faaborg Museums og Johannes Larsen Museets arkiver – og resten har jeg digtet.
Var der noget, der overraskede dig undervejs?
Det overraskede mig i første runde, at min farmor og farfar tilsyneladende havde været hinanden utro, og endda på et tidspunkt havde været ved at gå fra hinanden, men så tænkte jeg, at hvorfor tror man altid, at ældre generationer har været mere dydige og bornerte end nutidens? Mine farforældre var jo ikke småborgere med anstand og agtelse som livets ledetråd, de var bohemer, der levede for kunsten, og især min farmor var meget social, hvilket jeg kan se af brevene, så i virkeligheden virker de meget moderne på mig, efter at jeg ’har lært dem at kende’.
Er der noget særligt kendetegnende ved Syberg-familien?
I flere generationer er min gren af slægten enten blevet kunstnere (mestendels med en akademisk uddannelse at ’falde tilbage på’ – gælder også mig selv) eller tandlæger. Selv har jeg nydt godt af, at min bror blev tandlæge. Det har sparet mig for mange penge.
