Q&A med Inge Lise Hornemann: “Hånden på hjertet, hvor mange er klar over, at Danmark efter 2. verdenskrig husede 250.000 tyske flygtninge?”

Hvad inspirerede dig til at skrive romanen?

Hånden på hjertet, hvor mange er klar over, at Danmark efter 2. verdenskrig husede 250.000 tyske flygtninge? Altså en kvart million mennesker, der var flygtet fra den russiske fremmarch og helt bogstaveligt strømmede over Østersøen i krigens allersidste måneder. Jeg vidste det ikke, selv om jeg altid har interesseret mig for krigen og besættelsestiden, men det betød til gengæld, at gnisten blev tændt, for hvis der er noget, der kan inspirere en forfatter, er det tabuer, der er fejet ind under gulvtæppet.

Romanen har faktisk simret i hovedet på mig siden begyndelsen af 00’erne. Dengang var der voldsomme anklager om, at Danmark havde ladet tusindvis af flygtningene dø, især børn og nyfødte, som ikke havde overlevet de kummerlige leveforhold, man bød dem. Herunder at man nægtede dem lægelig behandling, slet og ret fordi de var tyske. Den offentlige harme og skammen over, at det skulle være sandt, var til at føle på, også for mig, men da jeg begyndte at sætte mig grundigere ind i tingene, blev jeg i tvivl om, om det nu også var så enkelt endda. Enden på det blev, at ideen om en roman havnede i skuffen, mens jeg skrev andre bøger og havde hænderne fulde med så meget andet. Men at et romanprojekt bliver lagt i skuffen, betyder kun, at det er gemt, ikke glemt, og for nogle år siden var tiden inde til at tage det frem igen, denne gang med en anden vinkel, end jeg oprindeligt havde forestillet mig. Jeg ville ikke skrive en roman om tyskerne, selv om det ville have været et indlysende og dramatisk stof. Derimod skulle bogen handle om os selv, danskerne, og om de dilemmaer, følelser og vilkår, som man stod overfor dengang, og som jeg synes fortjener en opmærksomhed, der er mere nuanceret end som så.

Én ting har dog altid ligget fast: Selvfølgelig skulle romanen foregå i Oksbøllejren, landets største flygtningelejr nogensinde.

Kan du give en kort beskrivelse af Hans og Edith?

Hans og Edith repræsenterer den bundsolide arbejderklasse, der er kommet gennem besættelsestiden ved hjælp af en god portion nøjsomhed. Det eneste, de ønsker sig, da krigen er forbi, er at få deres normale liv tilbage, selv om der er plantet en lille kim i Edith. Hun har måske evner til mere, end hun får lov til som kvinde, men at få afløb for det har hun aldrig tænkt på som en mulighed. Det sker først, da hun får at vide, at der er brug for én som hende i Oksbøl, hvor hun ovenikøbet vil få chancen for at gøre en indsats for mennesker i nød.

Hans har absolut ingen lyst til at gå op og ned ad tyskerne, som i hans øjne stadig er fjenden og ikke har krav på, at man løfter en finger for dem. Han er også udmærket klar over, at han vil skulle følge med Edith som det tynde øl og kun får arbejde i lejren på grund af hende. Det eneste, der vil være endnu værre for ham, er at skulle leve uden hende og deres søn, Aksel. Så vil han trods alt hellere bide i det sure æble og tåle ydmygelsen.

I virkeligheden har ingen af dem begreb om, hvad der venter dem. De bliver begge to sat på prøve, både når det drejer sig om mødet med flygtningene, og når det handler om deres forhold til hinanden, som kommer til enten at stå eller falde, i takt med at romanen skrider frem, og de hver især opdager, hvad de indeholder som mennesker.

Kan du fortælle, hvilke dilemmaer de står overfor?

Hele romanen er selvfølgelig tonet af dilemmaet, som ikke kun Hans og Edith, men danskerne generelt må forholde sig til: Hvornår holder fjenden op med at være fjenden, og hvornår holder en tysker op med at være en tysker efter stiltiende at have accepteret, at man lagde Europa i ruiner, kostede millioner af mennesker livet og bedrev det værste folkemord i verdenshistorien?

Samtidig må Hans og Edith kæmpe med det paradoks, at selv om de begge to mestrer deres opgaver, har de alligevel svært ved at slippe normerne, som altid har fortalt dem, at der er grænser for, hvor dygtig en ung kvinde kan tillade sig at være, og kommer man fra arbejderklassen, stikker man heller ikke næsen for langt frem, selv om man egentlig er den, der ved bedst. Oveni (og ikke mindst) har de begge to følelsen af at gribe i den tomme luft, da de viser sig at være, som mennesker er flest, nemlig fejlbarlige.

Hvordan har du researchet til romanen?

Hvad var forfatterlivet uden internettet? Med et par klik har man adgang til arkivmaterialer, artikler, billeddokumentation og fakta, som det ellers ville tage måneder at indhente. Når man bruger en historisk virkelighed som ramme for en roman, er det selvfølgelig ekstra vigtigt, at der er overensstemmelse mellem fiktionen og de faktiske forhold, men jeg har helt bevidst afholdt mig fra en direkte kontakt til relevante kilder, mens jeg skrev bogen. Faren er, at man falder i en researchfælde, hvor man synes, man er forpligtet til at udnytte al den viden, man har samlet, og kommer til at kvæle selve historien. Først da romanen var færdigskrevet, blev manuskriptet gennemlæst af en museumsinspektør, som kunne sætte fingeren på fejl og misforståelser. Det er en stor hjælp, også selv om man måske vælger at sidde noget af det overhørig til fordel for fiktionen. I sidste ende er det udelukkende forfatterens egen beslutning og eget ansvar.

Hvad er dit ærinde med romanen?

Efter min mening kan håndteringen af de tyske flygtningen sagtens tåle at blive trukket frem i lyset og ud af mølposen. Det håber jeg, at For det bedste kan være med til. Hvis man betragter romanen som et defensorat og en nuancering af den tid, så er det ikke forkert.

Men jeg ser også historien som en køns- og klassefortælling, der handler om at vriste sig fri af gamle strukturer og tage de første skridt hen mod en frigørelse, som vi står på skuldrene af i dag. Og endelig kan man kalde romanen en skæbnefortælling, der både handler om at klare skærene i svære tider og især om, hvem mennesker viser sig at være, når de står overfor de store valg i livet. Det emne er heldigvis uudtømmeligt.

Hvorfor er den aktuel i dag?

Samtiden eksisterer kun takket være fortiden. Hvis vi skal forstå os selv, er vi også nødt til at forstå vores egen historiske baggrund og tiden før vores egen. Man kan endda få perspektiv af den og måske afbalancere, hvor meget man som samfund og som individ er i stand til at overkomme. Det har gennem tiderne været ikke så lidt.