Q&A med Henriette Harris: “Det har berørt mig, hvor ukuelige de her familier er trods umådelig modgang og stor sorg”
Mange har hørt om snublesten eller har bemærket dem i gadebilledet, men de færreste kender kunstneren og historien bag værket. I bogen fortælles om otte af de skæbner, der er sat snublesten for i Danmark.
Hvad er ærindet med bogen?
Ærindet med bogen er at gøre opmærksom på, at der i Europa er sat 116.000 snublesten, og at der bag hver eneste sten befinder sig et liv. De markerer ikke en sejr, sådan som mindesmærker ofte gør, men en af de største forbrydelser i menneskehedens historie. Tyskland var under Adolf Hitler en forbrydernation. Men takket være det demokratiske Tysklands erindringskultur indledte man et opgør med fortiden, og her er snublestensprojektet blevet et af de allervæsentligste bidrag. Dette projekt er siden spredt til en lang række europæiske lande, hensigten er den samme: at mindes de forfulgte enkeltvis og at advare mod nutidige og fremtidige forbrydelser mod menneskeheden.
Hvorfor er bogen vigtig (nu)?
Jeg synes, den er vigtig nu for at styrke vores opmærksomhed i en tid, hvor NATO er truet såvel udefra som indefra, og jødiske borgere over hele Europa er udsat for en stigende antisemitisme. Her kan snublestensprojektet på det personlige plan skærpe vores bevidsthed om de værdier, vi skal forsvare.
Er der noget, der har overrasket dig i processen med at skrive bogen og i fortællingerne?
Overrasket, nej. Men det har berørt mig, hvor ukuelige de her familier er trods umådelig modgang og stor sorg. Rachel Wassermann, som jeg fortæller om, mistede både sin mand, sin mor, sin datter, sin søn, sin svigerinde, sin svoger og sin nevø. Alligevel siger hendes barnebarn i dag, at hans farmor holdt modet oppe og samlede familien. Det er bevægende.
Hvad ser du af fællestræk og uligheder i fortællingerne?
Fællestræk er, at hovedsagelig forsvarsløse mennesker, som ikke var part i nogen krigshandlinger, betalte med deres liv for forrykte ideologier, som deres egne samfund ikke magtede eller ikke ville beskytte dem imod.
Hvad kan vi lære af fortællingerne?
Vi kan lære, at vores civilisation er skrøbelig, at mod og medmenneskelighed er værdier, vi skal sætte højt, og at disse uhyrligheder skete for et øjeblik siden. Vi skal tage os i agt. Vi kan lære, at det er vigtigt og nødvendigt at følge med i de politiske og militære trusler, der uophørligt rettes imod vores eksistens. Også i den vestlige verden.
