Q&A med Eva Aagaard: “Jeg vil gerne bearbejde den kulturelle omvæltning, som metoo-bevægelsen har været”
Hvad inspirerede dig til at skrive denne fortælling?
Chokket over alle de metoo-sager, som har udspillet sig i danske og udenlandske medier de seneste år. I perioder har jeg fulgt intenst med i nogle af de sager, hvor offentlige personer er blevet beskyldt for at have begået overgreb eller krænkelser, og nogle gange har jeg haft et meget stærkt – og på en måde irrationelt – ønske om at kende sandheden. Men det er dybest set umuligt at kende sandheden om en situation, man ikke har selv har været en del af, og hvor der ikke findes nogen håndfaste beviser, og det kan være frustrerende, når man føler et behov for at tage moralsk stilling.
Det er den frustration, jeg har prøvet at skildre i bogen. For hovedpersonen, Helene, rammer den endnu hårdere, fordi hun selv er part i en metoo-sag, som får en masse opmærksomhed i medierne. Hun er stået frem og har fortalt om en krænkelse, hun er blevet udsat for, og hun er usikker på, om det var den rigtige beslutning – om det, der er sket med hende, er alvorligt nok. Hun har udviklet et nært venskab med kvinden Anita, som har anklaget den samme mand for en meget alvorlig krænkelse. Men hun bliver usikker på, om Anita fortæller hele sandheden. I sidste ende må Helene lære at leve med, at hun aldrig kan være hundrede procent sikker på, hvad sandheden er. Hun må simpelthen vælge, hvem hun stoler på.
For Helene er tvivlen meget personlig, fordi det drejer sig om hendes egen sag og hendes egen krænker. Men jeg tror egentlig, at nogle af de mest omtalte metoo-sager har været personlige for mange, selvom de kun kender sagerne udefra. For metoo-bevægelsen har været en kæmpe revolution i vores måde at tale om grænser, krænkelser og seksualitet på, og derfor tror jeg også, folk har brugt mediehistorierne til at spejle sig i og prøve at forstå deres egne oplevelser. Så når man vælger at tro på den ene part i en krænkelsessag frem for den anden, handler det også om, hvordan man har lyst til at se på sig selv og sine egne erfaringer. Det kan der være en enorm kraft og heling i, men det kan samtidig også være farligt, fordi man kommer til at læse sig selv ind i nogle situationer, som måske er helt anderledes, end det man selv har oplevet.
Hvordan vil du karakterisere de to kvinder?
Anita er ældre end Helene og har på en måde været hendes forbillede. Hun fremstår selvsikker og afklaret og har en gennemslagskraft, som har gjort hende i stand til at råbe folk op og skabe opmærksomhed om kvindernes sag. Det beundrer Helene hende for. Men hun opdager gradvist, at Anita er mere usikker, end hun fremstår, og at hun har hemmeligheder, som komplicerer Helenes syn på hende.
Helene er en logisk tænkende person, som har brug for klare svar for at håndtere verden. Hun har svært ved at navigere i en situation, hvor der er så meget tvivl og så mange ubesvarede spørgsmål. Hun vil gerne være helt sikker, og hun har en tendens til at lade andre definere verden for sig. Samtidig er hun også smart og god til at vende situationer til sin egen fordel. På godt og ondt.
Hvad er dit ærinde med romanen?
At skildre, hvordan det er at stå midt i en metoo-sag, som får omtale i medierne. Jeg har mødt et par mennesker, som har prøvet det, og det er ekstremt hårdt – blandt andet fordi folk læser sig selv ind i sagerne, reagerer voldsomt følelsesmæssigt og tror, de kender sandheden. Og fordi man får trusler, hadebeskeder og henvendelser fra folk, som tror ens historie er allemandseje. De sociale medier skaber en ekstrem polarisering og gør det svært at få pauser fra mediedækningen. Den parallelle virkelighed, som findes på internettet, er nærmest umulig at slukke for og kan nogle gange føles mere virkelig end den fysiske verden. Især når man står midt i en sag som den, Helene og Anita befinder sig i. På grund af de sociale medier stjæler deres metoo-sag alle døgnets 24 timer fra dem.
Hvilke tematikker er vigtige for dig at sætte fokus på og hvorfor?
Jeg vil gerne bearbejde den kulturelle omvæltning, som metoo-bevægelsen har været. De – nogle gange meget hårde og voldsomme – offentlige diskussioner, som bevægelsen har givet anledning til de seneste år, har vendt fuldstændig op og ned på vores ideer om, hvornår en handling er et overgreb, og hvor ansvaret ligger i seksuelle relationer. Jeg synes, kulturændringen er en stor forbedring, men samtidig er det desorienterende at have været ung i nullerne og have indlært en kultur omkring køn, sex og grænser, som lige pludselig ser enormt giftig ud med nutidens øjne. Jeg har selv ændret syn på en masse af mine egne erfaringer og oplevelser, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som har det sådan. Jeg har lyst til at skildre den tankeproces.
Synes du, der mangler en nuancering af metoo-debatten? Hvis ja, hvilken?
Min bog er ikke som sådan et indlæg i metoo-debatten, men jeg har lyst til at skildre den psykologiske effekt, metoo-bevægelsen har. Både på dem, som er personligt påvirket af metoo-sager, og på os alle sammen. Jeg tror, det gør noget ved os, at vi har fået vendt op og ned på vores verdensbillede på den måde, som vi har gjort efter metoo-bevægelsen. Og jeg synes, vi skal passe på med at tro, at vi har ret i alt det, vi tror, vi ved om krænkelser, overgreb og grænseoverskridelser nu. Samtalen om de emner er ikke overstået. Det er alt for tidligt at binde en sløjfe på og fortælle os selv, at vi har regnet det hele ud – og det kommer vi nok aldrig til at kunne.
