Q&A med Benn Q. Holm: “Denne bog er som erindringen selv”

Hvilken slags bog er Ankomster og afgange?

Den er mange ting. Først og fremmest memoirer, og så alligevel ikke. For det er jo en bog, der lige så meget handler om alt muligt andet – byer, bøger og barer – end lige mig og min skolevej, og hvad der siden fulgte. Måske er det nemmere at sige, hvad bogen ikke er: en traditionel, kronologisk opbygget selvbiografi. Denne bog er som erindringen selv: springende, fragmenteret, fortrængende, selvforherligende, selvbebrejdende, rodet, skarpt sansende, konstant roterende.

Hvordan fik du ideen til opbygningen med alfabetet?

Jeg er egentlig et privat menneske, som helst bare vil have fred og ro og derfor som regel går stille med dørene. Tanken om at udstille mig selv – og andre – faldt mig svært. Ja, ubehageligt. Så jeg var tæt på at opgive erindringsprojektet her, da alfabetet, sprogets og selve forståelsens grundpiller, kom mig til hjælp. Men i omvendt forstand, nemlig som en slags benspænd. Bogstaverne tvang mig hen til truget og befalede mig (bogstaveligt talt) at drikke af kilderne, og når man først har sagt A, må man også sige B. Og så videre.

Hvordan udvælger du, hvad der er det vigtigste at tage med under de enkelte bogstaver?

Det var svært. Hvert bogstav (undtagen X, Y og Z) rummede mindst 5-6 potentielle emner eller historier. Fx B: Skulle jeg vælge Berlin, Bowie, Biblioteker eller Barndommen? Da i hvert fald Berlin og Bowie med garanti alligevel ville dukke op andre steder i bogen, og da der ikke er noget mere kedeligt at læse (og skrive) om end Barndommen, valgte jeg i steder Benalmádena Pueblo, en landsby på Costa del Sol, hvor jeg og nogle venner boede i begyndelsen af 1980’erne; et på nogle måder livsdefinerende ophold.

Har der været overraskelser – gode eller dårlige – undervejs i erindringen?

Ja. For selvom jeg har en ret god og kun til tider selektiv hukommelse, så opdagede jeg fx, da jeg kiggede i nogle gamle dagbøger, fra da jeg var en frisk, ung fyr først i tyverne, hvor meget jeg slet ikke kunne huske. Personer og steder. Nu stod de der sort på hvidt (skrevet med kuglepen) og vinkede til mig fra glemslens dyb. (Jeg har ikke ført dagbog siden dengang for 40 år siden. Hvad har jeg mon ellers glemt – eller fortrængt …?) Men okay, vi gik nu også ret meget ud dengang, så meget kan jeg da huske. Nej, mere alvorligt talt, så var det faktisk overraskende ’nemt’ at gense mange af fortidens steder og mennesker. Det var også relativt ’nemt’ at skrive bogen. Det største minus var alle de valg, jeg måtte foretage, ud røg både Valby og Venedig til fordel for Vodroffsvej, og de mange gamle venner og bekendte, som der heller ikke blev plads til i bogen. Men altså, for at lede frem til næste spørgsmål: Enkelte havde måske helst været fri for at medvirke. Indtil videre har jeg dog ikke modtaget nogen sagsanlæg.

Tror du, at de mennesker, du har oplevet nogle af tingene med, vil huske episoder, rejser m.m. på samme måde som dig?

Det er der helt sikkert nogle, der ikke vil. Andre vil måske ligefrem mene, at jeg pynter på virkeligheden eller ligefrem digter lidt (måske en erhvervssygdom? Jeg har jo næsten ikke bestilt andet end at skrive romaner det meste af mit voksne liv). Under alle omstændigheder: Alt er jo i sidste ende subjektivt. Ankomster og afgange er min helt egen forestilling om, hvordan det var, men det er også en tidsrejse med mig som chauffør, og alle er velkomne ombord. Men tjep, tjep! Der er er snart afgang.