Q&A med Anja Kirsten Pold: “En anmelder skrev, at hun savnede ‘et enkelt dumt svin’ i min debutroman, og det satte gang i mine tanker”

Hvor fik du inspirationen til at skrive Hildesvin?

En anmelder skrev, at hun savnede ”et enkelt dumt svin” i min debutroman, og det satte gang i mine tanker. Jeg begyndte at undersøge svinet – både som dyr og symbol – og stødte i den forbindelse på ordet ”Hildesvin” – navnet på min hovedkarakter, Hilde, og ordet svin i ét. Tænk, at det fandtes. Det betyder kampsvin og er navnet på det svin, som kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Freja rider på på sin kærlighedsfærd ud i verden. Det blev til en fortælling om kærlighed, familie og misbrug. Og også om en golden retriever, der er opkaldt efter Cliff Richard. Og lidt om høns og om Johnny Madsen. Man skal næsten læse den. Ellers finder jeg også inspiration i musik og stemninger. Fx hørte jeg Nephews version af ”Den blå anemone” på repeat under et skriveophold på Ørslev Kloster – stemningen i sangen førte mig ind i det, der blev romanens univers. Derudover bliver jeg også inspireret af ord, naturen og hverdagens samtaler. Jeg har meget lange ører, og mennesker er rørende og sjove at lytte til.

Hvad er dit ærinde med bogen? Eller hvad er det vigtige for dig at fortælle?

Jeg vil gerne være med til at bryde tabuet om alkoholmisbrug og det at have en ven eller et familiemedlem, der drikker for meget. Det, vi skjuler og skammer os over, er med til at definere vores liv. Skam og tabu kan ikke trives, når vi taler om det, der er svært. Derfor skal alkoholmisbrug helt frem i lyset. Vi må læse om det og tale om det. Det er bl.a. sådan, man kan bryde et misbrugsmønster. Ved at sige højt, at det er der, og hvad det gør ved dig. Det kan man få støtte og hjælp til. Men så længe du som pårørende til en alkoholmisbruger er med til at skjule eller dække over misbruget ved ikke at tale om det, er du på en måde også med til at holde misbruget kørende. Jeg håber, at jeg med bogen kan vise en vej til en slags forsoning mellem pårørende og den, der drikker. Det er forkert at kalde en person, der drikker en alkoholiker. Vedkommende er et menneske, og derudover har personen et misbrug. Det er to forskellige ting. For mig, i forhold til min egen mor, der har drukket hele sit liv og nu er død af det, har det hjulpet meget at få skilt tingene ad. Jeg kan elske hende som det menneske, hun var, og så kan jeg samtidig være sorgfuld over, at misbruget var så svært for os begge at leve med.

Hvor kom ideen med Johnny Madsen og hvad betyder han og hans musik/kunst for dig?

Johnny Madsens musik rummer – efter min mening – en original poesi, som jeg først for nyligt har opdaget. Tidligere har jeg mest set ham som lidt af en weirdo med guitar og fedtet hår, som mange gjorde grin med. Men på et tidspunkt lyttede jeg til hans musik på ny og opdagede et unikt billedsprog. Det begyndte jeg at dykke dybere ned i, og fordi jeg i den forbindelse lyttede til hans musik, læste biografier om ham og så en tv-serie om ham, så begyndte brudstykker fra hans sange og liv at snige sig ind i mine tekster. Først uden at jeg vidste, hvad jeg skulle bruge det til. Og jeg tænkte: Det er sgu for langt ude med en roman om Johnny Madsen. Hvad vil folk ikke tænke? Men så kom jeg på, at jeg kunne lade hovedkarateren Hilde beskæftige sig med Johnny Madsen for på den måde indirekte at kunne løse gåden om, hvorfor hendes far valgte alkoholen frem for hende og familien. Så man kan godt sige, at Johnny Madsen endte med at blive en måde at udfolde temaer som alkoholmisbrug, sorg, kærlighed og familie i historien om Hilde. På en måde endte han og hans liv med at flette sig gevaldigt ind i historien om Hilde og faktisk blive en hjælper for Hilde, så hun kan komme videre.

Hildes afrunding på talken i Diamanten – kan du beskrive, hvad det er for et syn på kunstneren, tvivlen, såret Hilde/du har? ”En sjæl, der er skabt til at åbne vidder”.

Der findes en underlig dobbelthed. På den ene side kan kunstneren udtrykke nogle af de ting, som ”almindelige mennesker” går med, som de måske ikke selv er i kontakt med – men når de ser det udtrykt, kan de genkende det, og det vækker genklang og samhørighed. Det skaber en følelse af, at vi alle er forbundet, og af, at det hele nok skal gå. På den anden side kan jeg som kunstner føle mig alene, fordi jeg sanser verden på en anden måde end måske mange andre. Det giver en følelse af afstand, af at være udenfor og ikke at høre til. Jeg tror, de fleste kunstnere har et sår og en tvivl, som de ”coper med” ved at udtrykke sig kunstnerisk. Det er smukt og sorgfuldt på samme tid. Kunstneren bor på jorden, men han eller hun er langt mere forbundet til det åndelige. Til sin søgen efter skønhed og sandhed. Det kan godt skabe konflikt i en helt almindelig hverdag. Hvilket det også gjorde for Johnny Madsen. Det er svært og frugtbart på samme tid.

Der er mange tematikker i bogen, men et af dem er nedarvede traumer og nedarvede drømme. Du skriver et sted, at Solgunns bristede drøm er nedarvet på en uudtalt måde, der kan være svær at have med at gøre. Kan du uddybe det?

Vores forældre opdrager og præger os bevidst – men jo også ubevidst. Deres ord og handlinger kommer et sted fra – som de måske ikke engang selv er bevidste om – og de ord og handlinger siver ind i os fra barnsben. Noget ubehageligt, ens forældre oplevede, bliver til noget, de prøver at undgå, at du skal opleve. Noget, de ikke havde, ønsker de, du for alt i verden skal have. Eller noget, der var forbudt i deres opvækst, er nu også forbudt for dig. Forbudt, skamfuldt eller bare ikke comme il faut – det siver bare ind. Det kan også være noget, dine forældre stræber efter, som du nu også stræber efter. Men du ved ikke helt hvorfor. Det er bare en slags kodning. Ubearbejdede traumer som misbrug, krig e.l. kan sætte sig fysisk i krop og sind, og det kan blive til en måde at være i verden på, som du giver videre til dine børn, hvis ikke du bliver bevidst og gør noget andet. Det er der, der venter et arbejde i at rede tingene ud. Hvad er mit, hvad var deres? Hvad er mine helt egne drømme, og hvad er deres – som er gået hen og blevet mine? Det er ikke let, og det er derfor, jeg skriver i romanen, at det er uudtalt – det sker næsten uden ord, og derfor bliver det svært at have med at gøre.

Hvad betyder alkoholen og misbruget for dig?

Det betyder, som jeg også skriver i bogen, mest af alt adskillelse. Når en person har et misbrug, tager det misbrug over og styrer mennesket. At få sin alkohol bliver første prioritet. Selv om den, der drikker, heller ikke selv ønsker, det skal være sådan, så er det sådan, det bliver, når der er et misbrug til stede. Og det skaber afstand mellem mennesker. Følelsesmæssigt og fysisk. Mine bedsteforældre drak, min far drak, dengang han og min mor var sammen. Jeg ved ikke, om han drikker i dag. Min mor drak og døde af det, og de fleste af hendes søskende havde, hvad jeg vil betegne som et alkoholmisbrug. Så jeg er vokset op med voksne rundt om mig, der, for de flestes vedkommende, havde et misbrug. Det har givet mig nogle ting med i bagagen, som jeg har skullet arbejde med følelsesmæssigt og psykologisk – og stadig gør. Og det har også betydet, at jeg skriver. Nogle gange hører man nogle, der har haft en svær opvækst, sige, at de faktisk ikke ville være deres hårde barndom foruden, fordi det har givet dem det og det. Sådan har jeg det ikke. Jeg kan sagtens pege på nogle fine ting, der også var i min opvækst og er kommet ud af den. Men overvejende var det en ordentlig omgang møg for at sige det lige ud. 15 år fuld af druk, vold, utryghed, bedrageri, kriminalitet osv. Jeg gad godt nogle gange være helt almindelig og ikke være så hyperopmærksom og sensitiv og analyserende, som jeg er blevet af min opvækst. Og så bare bo i et parcelhus i Rødovre. Stille og roligt. Arbejde på apoteket. Måske endda hedde Janni.

Er der en angst for gentagelsen?

Absolut. Den er dybt indgroet i mig. På gode dage hviler jeg trygt i, at jeg har brudt med min sociale arv. Andre gange bliver jeg trigget og dødsensangst for, at jeg gentager et mønster, som jeg selv blev skadet af. Jeg er fx altid meget obs på, hvor lidt og hvor meget jeg drikker, hvad jeg føler, inden jeg drikker, og efter. Hvilken tilstand er jeg i, når jeg drikker. Hvad er grunden til, at jeg vælger at indtage alkohol. Jeg har også haft perioder med total afholdenhed ganske enkelt af frygt. Jeg har også en angst for, at jeg ikke har brudt den sociale arv. Jeg kan blive ængstelig ved tanken om, at jeg gør noget, der er psykologisk ”off” eller usundt eller dysfunktionelt. Og det gør jeg jo indimellem. Det gør alle. Det har taget noget tid at lære, at selv om jeg træder ved siden af, så er jeg ikke i gang med en total deroute, hvor jeg ender som min mor.

Hvad er det for en overlevelsesmekanisme, Hilde har, og er den lig hendes mors?

Den opstod i forbindelse med, jeg skrev min debut, Som Hilde danser. Jeg skrev den, efter jeg havde mistet min mor. Inden hun døde, var hun meget syg, og i den forbindelse så jeg noget i hende, som altid har været der, men som blev forstørret og meget tydeligt, i kraft af at hun var syg. Hun benægtede ting og fordrejede virkeligheden. Konkret var der en situation, hvor hun sagde til mig og en sygeplejerske, at hun havde spist sin morgenmad. Hun sagde det med sådan en skråsikkerhed, at jeg faktisk begyndte at tvivle på, om hun havde ret, og om jeg tog fejl. Indtil jeg så på det stejle, knastørre bjerg cornflakes og den uåbnede minimælk, og det gik op for mig, at det var dét, hun gjorde. Hun løg for sig selv og fik andre til at tro på samme virkelighed. Pludselig blev jeg mindet om alle de gange, hvor hun sagde, hun ikke havde drukket, selv om det var tydeligt, at hun havde. Og jeg fik kontakt til en gammel velkendt følelse af at blive gjort forkert, af at være forvirret, at miste min dømmekraft, at føle mig dum. Jeg er vokset op med en mor, der havde så meget kaos i sit liv, at hun var nødt til konstant at dreje på virkeligheden for at kunne bære den. Det karaktertræk var fortællemæssigt interessant at lege med, og jeg puttede det ind i karakteren Hilde i Som Hilde danser. Det blev også det, der var med til at skabe hele Hildes dagdrømmeri og forsvinden hen og ind i verdner, kun hun ser – hele det semi-magiske lag i romanen. I Hildesvin har jeg arbejdet med en optrevling af, hvordan den side af Hilde er opstået. Og den kommer jo så fra hendes mor. Selv om jeg godt selv kan være bange for, at jeg har den side, så tror jeg det ikke. Jeg elsker sandheden. Jeg kan holde til meget – bare man siger sandheden. Løgn kan til gengæld gøre mig helt utrolig ængstelig. Mit nervesystem går helt amok. Man kan også se det i mit sprog. Jeg forsøger at skrælle al unødigt af, så sandheden eller meningen står så rent som muligt.

Hvad sker der, hvis man fortæller sandheden – hvad er konsekvensen?

Sandhed er en slags genvej. Eller en ”ryk fire felter frem”. Når du fortæller sandheden, giver du andre mennesker mulighed for at reagere oprigtigt på det, der foregår. At føle det, de skal føle. At finde ud af, hvad de vil stille op med det. At udvikle sig med det, der sker. Det, der er. I henhold til virkeligheden. Lyver man, skjuler eller fordrejer, giver det grus i maskineriet. Det forsinker alting. Alle bliver forvirret, og alting bliver sværere og tager længere tid at hitte rede i. Det forsinker udviklingen, stopper flowet, og det ødelægger.

Hvordan kommer Johnny Madsen ind i billedet her?

Johnny Madsen er interessant. Udadtil havde han, mere eller mindre, en fortælling – sin egen skabte sandhed – om, at han drak, fordi han var en rockmusiker. Musik og druk hang sammen, og det kunne man ikke lave om på. Det var næsten hans ret. Jeg synes, han romantiserede druk. Men ud fra, hvad jeg også har kunnet læse mig til, så var det måske ikke helt så romantisk, som han gerne ville have det til at lyde. For noget tyder på, at alkoholen var en måde at dulme et følsomt og introvert sind, og alkoholen var nødvendig for, at han overhovedet turde stå på en scene. Det kredser jeg også meget om i bogen – ”Johnnys lille sted”. For han har nok ikke været så stor i slaget, som han fremstod udadtil. Men han havde et narrativ om, at det var i orden, han drak, og han prøvede at fremstå, som om han nærmest var stolt af det. Det har jeg ikke fantasi til at tro, han har været dybt inde. Jeg tror ikke, der findes nogle mennesker, der er tilfredse med eller stolte af deres misbrug. Det er noget, man siger for at beskytte sig selv mod skammen over det kontroltab, det er at være afhængig. ”Det lille sted” har vi alle sammen i os. Vi skal turde være sårbare og vise det. Hold op, hvor laver vi mange krumspring for at dække over det. Det har noget at gøre med, at et sted i evolutionen har det været meget farligt for os at være udsat, at vise mangler, for så var man et nemt offer eller et byttedyr af en art. Men sådan er det jo ikke længere. Mennesker, der hviler i sig selv og tør blotte sine svagheder og sår i ny og næ, de er mere nemmere at elske, og vi føler os langt mere forbundne til dem end til et dumt svin, der dækker over sine ømme punkter.