Q&A med Ane Cortzen: “Vi er en ubeskrevet flok, som netop aldrig har følt os som del af en gruppe”
Ane Cortzen kaster et ærligt og tankevækkende blik på sin generation af kvinder. Dem, der blev født i halvfjerdserne, voksede op i fattigfirserne, var unge i de hedonistiske halvfemsere og blev mødre i det nye årtusinde. Rødstrømperne – generationen, der kom før Anes – og de unge kvinder, der sparkede gang i #MeToo-opgøret, har brudt og ændret samfundsformer og -traditioner. Hvad gjorde Anes årgang?
Hvad er dit ærinde med Lille Ane siger farvel?
Mit ærinde er at skabe et generationsportræt af kvinderne der blev født i 70’erne, som er klemt inde mellem rødstrømperne og den nye generation. Vi er en ubeskrevet flok, som netop aldrig har følt os som del af en gruppe.
Hvorfor er bogen vigtig?
Fordi vi er nået til et punkt i vores eget liv, men også i samfundet, hvor vi kan være med til at gøre en kæmpe forskel. Men vi kan ikke for alvor ændre ved noget, hvis vi ikke kender os selv.
Hvad inspirerede dig til at skrive den?
Jeg var med i en portrætserie i ALT for damerne, hvor man skulle fortælle noget overraskende og hidtil hemmeligt om sig selv. Jeg fortalte, at jeg havde besluttet at træde i karakter og sige farvel til den pleasende side af mig, Lille Ane.
Var der noget, der overraskede dig i skriveprocessen?
Kvindernes åbenhjertighed overraskede mig meget. Og så overraskede det mig, hvor meget jeg egentlig havde på hjerte, da jeg først gik i gang. Og endelig at vi havde så meget til fælles.