Prolog

En pludselig lugt af hest fangede Karakalens næsebor.

Han løftede hovedet og lyttede. Lidt derfra kunne han ane en dump lyd af hove mod jordbund og prust, der kom nærmere. Han kiggede ud mellem bladene og fik øje på en rytter på en godt træt krikke, som kom ridende på den anden side af det langstrakte buskads, Karakalen stod ved.

Manden passerede uden at opdage ham og fortsatte videre. Han bar en grå soldateruniform med fyrst Kazanans gråulv på ryg og bryst, og uden på hans ene saddeltaske hang et bur med brevduer.

Da han fik øje på Karakalens telt, gjorde han holdt. Sad og gloede tøvende mod den lille enmandslejr i noget, der føltes som en krig. Endelig steg han af hesten og bevægede sig så forsigtigt hen mod teltet, at man skulle tro, han forventede at forstyrre en sovende bjørn. Dog befandt hans sværd sig stadig i skeden, så snigmyrderi var næppe hans ærinde …

Karakalen gik over mod ham, lagde de sidste brændeknuder, han netop havde hugget af et dødt træ, fra sig og stillede sig bag soldaten.

Manden så sig omkring, stadig uden at opdage ham, løftede forsigtigt på Karakalens teltdug og kiggede ind.

“Har du ikke lært at banke på?” spurgte Karakalen spydigt.

Manden vendte sig om med et sæt, trådte et skridt tilbage og væltede baglæns over en teltpløk. Han kom forfjamsket på benene og rettede sig op. Han var ældre, måske 50 år, med et gråsprængt skæg og et blik, der kropsvisiterende undersøgte Karakalen, som om han forventede, at han havde våben gemt i hver en tøjfold.

“Er du Karakalen?” spurgte han.

“Hvem spørger?”

Der gik lidt tid, før manden foran ham svarede. Hans blik havde fundet øksen i Karakalens ene hånd og lod til at have slået rod der.

Til sidst gad Karakalen ikke vente længere, men gik i stedet over til stubben, hvor han gav sig til at kløve de knuder, han havde båret derhen.

Endelig vågnede soldaten og fortsatte med et påtaget myndigt tonefald: “Jeg er udsendt på vegne af fyrst Kazanan. Han har en opgave til dig.”

Karakalen kløvede videre, mens han ventede på fortsættelsen. Igen gik der en rum tid, før manden fik nosset sig sammen.

“Fyrsten ønsker, at du skal finde to yadrideslaver og bringe dem til ham. Han vil betale dig fem livsværk.”

“Det var nogle dyre slaver …” udbrød Karakalen ligegyldigt.

“Det er heller ikke nogen helt tilfældige slaver,” halvt råbte soldaten for at overdøve øksens hug.

Karakalen stoppede og gloede utålmodigt, mens soldaten paranoidt kiggede sig omkring, som om de var omgivet af folk, der ikke måtte høre, hvad han skulle til at afsløre.

“De er mordere,” tilføjede han lavmælt.

Karakalen grinede indvendigt. Denne mand var godt nok noget af det mest tåbelige … Så bøjede han sig fortroligt frem og hviskede: “Det er jeg også.”

Soldaten snappede efter vejret, så man skulle tro, det kom som en overraskelse, at den mand, han var sendt ud for at hyre til et lejemord, havde erfaring på området.

Hvorfor i alverden betroede Kazanan dog sådan en mand nogen som helst form for ansvar? Det var selvfølgelig muligt, at Kazanan ikke forventede, at sendebuddet kom hjem igen, og derfor ikke ville spilde en af sine gode mænd på opgaven.

Karakalen vendte atter opmærksomheden mod brændet.

Efter en pause, der var lang nok til, at man kunne have nået at knække nakkerne på en halv deling soldater, fortsatte manden endelig:

“Fyrst Kazanan er fast besluttet på at få hævn. Der er en del folk, der leder, men morderne har vist sig at være meget svære at finde. Klanløse yadaer …” han spilede øjnene op som et barn, der lige var blevet lovet tæsk, og skyndte sig at rette sig selv “… jeg mener, klanløse yadrider kan være meget svære at opspore. Det er du et godt eksempel på …” Soldaten grinede nervøst.

Karakalen hadede at blive mindet om sin baggrund og følte en ubændig trang til at lukke munden på fjolset.

“Du behøver ikke engang slå dem ihjel,” peb manden videre. “Den fornøjelse vil fyrsten selv have.”

En endnu mere flad fornemmelse landede i Karakalen.

“Dusøren er jo temmelig stor …”

“Jeg har ikke brug for så mange penge,” verfede Karakalen ham af. Samtalen var begyndt at kede ham. Han gav sig til at bære brændet over til bålstedet ved siden af teltet.

“Hvad vil du så have?” bjæffede soldaten frustreret og fulgte efter. “Kazanan vil betale hvad som helst for at finde prinsens mordere.”

Karakalen kiggede på ham. “Prinsen er død?”

Soldaten stoppede op og gloede forskrækket tilbage. Det manglende svar bekræftede så rigeligt.

Karakalen stod og tænkte lidt. En desperat fyrste kunne være hans eneste mulighed for nogensinde at få retfærdighed. Hvis fyrst Kazanan ønskede blodhævn, måtte han også være villig til at begå blodhævn på andres vegne som betaling …

“Fyrsten skal udrydde en yadrideklan. Det er min pris,” sagde han så.

Sendebuddet gloede mistroisk på ham. “En ya-drideklan?”

“Det er ikke en hvilken som helst yadrideklan,” slog Karakalen fast. “Tasolkha-klanen! Hele klanen, ingen må skånes. Det er det, jeg vil have, hvis jeg skal hjælpe jer.” Han satte sig på hug og begyndte at lave bål, mens han afventede soldatens svar.

“Det er en aftale,” lød det bag ham.

Karakalen skjulte sit tilfredse smil. Soldaten skulle helst ikke vide, hvor meget han havde på spil her. “Send dine duer afsted,” kommanderede han og nikkede over mod soldatens hest.

Soldaten hastede over og hentede buret samt pen og papir. Så satte han sig på en sten ved bålpladsen og gav sig til at skrive.

Karakalen kastede små, diskrete blikke over mod manden, der måske ville komme til at sørge for netop det, han havde længtes efter i så mange år.

Fjolset skulle ikke bryde sig om at skrive noget som helst andet, end hvad Karakalen forlangte, så i det øjeblik han var færdig, hev Karakalen de to breve ud af hånden på ham og læste. Heldigvis havde soldaten ikke været dum nok til at forsøge at narre ham.

Det ville andre uden tvivl have gjort i den tro, at Karakalen bare var endnu en analfabetisk yadride. Men ikke ham her. Den ros skulle tumpen da trods alt have.

“Send dem,” beordrede han så.

Soldaten nikkede målløs. Han rullede skyndsomt de to stykker papir sammen, forseglede dem og fastgjorde dem til benene på to af duerne, inden han sendte dem afsted. Så gik han i et raskt tempo tilbage mod sin hest med buret. Han lignede mest af alt en, der skulle til at stikke af i forventning om, at Karakalen bare kunne finde morderne uden mere information at gå efter.

Karakalen fulgte efter. “Sæt dig,” sagde han. “Jeg laver mad, du fortæller.” Han gav manden et kammeratligt klap på skulderen, tog buret og gik tilbage til bålet. Så trak han de resterende fire duer ud, hev hovederne af dem og gav sig til at plukke kroppene.

Soldaten satte sig. Livsgnisten så ud til langsomt at forlade ham.

Inderst inde vidste Karakalen godt hvorfor.

Manden over for ham havde tydeligvis hørt historier om hans effektivitet og var nu så hunderæd, at han dårligt kunne trække vejret.

Et ynkeligt syn.

Men Karakalen måtte lægge sin afsky til side for nu. Han havde efterhånden lært, at ville man have noget ud af nogen, var det nemmest, hvis man først fik dem til at slappe af og føle sig trygge.

Den del var afgjort lettest, når vedkommende ikke på forhånd vidste, hvad Karakalen gjorde så godt.

Han sendte soldaten sit mest tillidsvækkende smil.

Det lod nu ikke til at have den store effekt.

Han sukkede indvendig, men gjorde sig umage for ikke at lade sig mærke med sin irritation. I stedet forsøgte han at vække soldaten fra den trancelignende tilstand, han befandt sig i.

“Fortæl mig så, hvad jeg har brug for at vide.”