Læseprøve på VI SER DIG af Eva Aagaard

Hvide prikker svæver i luften omkring huset. De hænger over det levende hegn, som skjuler gården for forbipasserende, hvis nogen da ellers skulle passere forbi. Siden jeg stod af bussen på toppen af bakken, har jeg ikke set nogen mennesker. Ingen er kørt forbi mig på grusvejen, ingen er kommet gående langs de sorte, knoldede marker. Jeg standser op og reder nogle knuder i mit hår ud med fingrene. Jeg justerer rygsækkens remme. Så drejer jeg ind mod gården, hvor Anita har søgt tilflugt i månedsvis. Stuehuset ligger i en lavning på den fugtige græsplæne. Rundt omkring mig står spredte buske, hyben og enebær. De hvide prikker flimrer i solpletterne mellem grenene. De ligner et snevejr, som er sat på pause og aldrig vil lægge sig over jorden. Først tror jeg, at prikkerne er en slags pollen eller frø, som vinden spreder ud over landskabet, men da Anita åbner døren og går mig i møde, vifter hun undskyldende foran sig i luften og siger, at grunden vrimler med mellus.

“Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke slippe af med dem.”

En af prikkerne lander på min skulder, og jeg opdager, at den har vinger, følehorn og et gyldent hoved. Jeg børster den af. Endnu et insektfnug lander på mig, tæt på det sted, hvor det første sad, og denne gang lader jeg væsnet blive siddende.

Anita er iført en nusset T-shirt og jeans med malerpletter. Hun har samlet krøllerne øverst på hovedet med et ravmønstret plastikspænde, som mangler et par tænder. Nu ser jeg ordentligt på hende og prøver at skjule min forbløffelse over, hvor kraftigt den forandring, jeg allerede kunne se antydningen af for et par måneder siden, er slået igennem. Jeg er ikke vant til at se hende uden makeup, det er en del af chokket, men ikke det hele. Hun virker ældre, har fået fine linjer omkring øjnene, som ikke plejede at være der. Udgroningerne i det kemisk lysnede hår er ikke kun brune, men har også strejf af grå. Hendes hud har sprækker, sår, urenheder. Og det er ikke kun ansigtet, som har ændret sig. Det er også hendes bevægelser, den tyngde, der er i skridtene, da hun vender sig og går mod huset, som om hver eneste bevægelse kræver både fysisk anstrengelse og komplicerede tankeprocesser. Hun plejede at gå med fjedrende skridt, som fik hendes brede, muskuløse krop til at virke lettere, end den var. Hun plejede at være så omhyggelig med sin fremtoning. Jeg har set, hvordan hun tog lommespejlet op af tasken og pudrede sig, mens hun sendte mig småironiske smil, som om hun ikke kun var stolt af sit udseende, men også af alt, hvad hun gjorde for at vedligeholde det. Først ved jeg ikke, hvordan jeg skal opføre mig. Det anstrengte i hendes bevægelser smitter af på mine, jeg bliver nervøs over at se hende så forandret. Så mærker jeg noget andet. Måske er det lettelse, måske er det noget værre. En ond, triumferende glæde, over, at det, som er sket med os begge, ikke har mærket mig på samme måde. At det tilsyneladende er passeret over mit ansigt uden at sætte tydelige spor, at de fleste, jeg kender, opfører sig, som om jeg ikke er forandret. Vi går ned ad den skrånende græsplæne mod bindingsværkshuset med de to længer. Her gemmer Anita sig for dem, der vil skade hende, og dem, hun ikke har lyst til at se i øjnene.

Hver gang jeg tager et skridt, kommer der en slubrende lyd fra den våde jord, og da jeg går over fliserne mod hoveddøren, efterlader mine fødder mudrede spor. Jeg tørrer skoene af på dørmåtten, mens Anita åbner døren. Før hun går indenfor, laver hun en fejende håndbevægelse i retning af grantræerne, som står på en jordvold langt væk og næsten skjuler fjorden bag deres grene. Vandets grå farve skinner kun igennem i små rids, som om træerne er et virvar af blyantstreger, nogen har kradset ned på et stykke papir for at holde fjorden skjult.

“Det hele hører til grunden,” siger hun. “Helt ned til træerne.”

Hun smiler et kort øjeblik. Så vender det anspændte udtryk tilbage. Jeg synes, jeg kan se en tanke fare over hendes ansigt, en eller anden bekymring, som får hende til at bryde øjenkontakten mellem os og kigge ned på jorden. Hun plejer at have talent for ansigtsudtryk. Jeg kan huske, at den formulering dukkede op i mine tanker, første gang jeg mødte hende. Hun kommunikerede lige så meget – og lige så bevidst – gennem sin mimik som gennem de ord, der kom ud af hendes mund. Hun var så god til at udtrykke det, hun gerne ville udtrykke. Jeg hanker op i mig selv, prøver at huske på, at jeg bliver nødt til at overtage den opgave, som engang var hendes. Det er derfor, jeg er her. Det er mig, som må fastholde et smil i mit ansigt for at berolige hende. Hun har hjulpet mig før, nu skal jeg hjælpe hende. Jeg prøver at se ud, som hun plejede; at stå lige så sikkert på fødderne. Jeg rækker ud efter Anita og aer hende på overarmen uden på regnjakken. Plastikken hviner. Den slags berøringer føles egentlig ikke naturlige for mig, men det er sådan, Anita altid har gjort, når hun har trøstet mig. Hvis jeg skal tale med den version af Anita, som står over for mig, må jeg finde på nye bevægelser og ansigtsudtryk. Jeg må ændre mig, tilpasse mig hende. Det virker, som om det naturlige hierarki mellem os er opløst, og det ikke længere spiller nogen rolle, at hun er ældre end mig, eller at jeg er på besøg hos hende et sted, hvor jeg aldrig har været før. Det er alligevel mig, som går forrest ind i huset, mig, der smiler opmuntrende, fordi jeg kan mærke, at tavsheden gør hende usikker. Døren fører ind i et stort rum med både dagligstue, køkken og et spisebord, som står op ad en alkove med en briks og et par puder. En gul murstensvæg, som når halvvejs gennem lokalet, adskiller køkkenet fra resten. Indretningen består dels af tunge, udskårne træmøbler, den slags, som kunne være arvestykker eller være overtaget fra et dødsbo, og dels af udsmykning, som får mig til at tænke på 70’erne, hæklede tæpper, drømmefangere og marokkopuder. Der er ikke nok plads mellem tingene, der er for mange af dem, eller også er de bare placeret forkert, ligesom kastet ind på tilfældige pladser. På væggene hænger nogle ubehjælpsomme akvareller. Anita ser på mig og nikker.

“Det er min mors ting. De er gyselige, er de ikke?”

Vi åbner døren til gårdens anden længe, hvor jeg skal bo, går forbi toilettet og et opbevaringsrum med rengøringsartikler og haveredskaber. Anita taler med en lys, kvidrende stemme, som ikke helt er hendes, fortæller, at det eneste gode, som er kommet ud af hendes sygemelding, er, at hun har fået tid til at gøre noget ved huset. Det har stået tomt et par år, lige siden hendes mor døde. Huset har været håbløst omsorgssvigtet, siger hun og ryster leende på hovedet. Men nu bor hun her alene og sætter det i stand, for et eller andet skal hun jo lave. Hendes mand er stadig hjemme i byen, i parcelhuset, han har jo sit job, men han kommer og kigger til hende en gang imellem.

“Så jeg ikke laver nogen ulykker,” siger hun.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på den bemærkning, så jeg går i stå på dørtærsklen til gæsteværelset, stikker hånden ned i lommen på denimjakken, rører ved indersiden af stoffet. Anitas ansigtsudtryk ændrer sig, det selvsikre smil forsvinder. Først nu forstår jeg, at det var meningen, jeg skulle have smilet eller grinet. At bemærkningen må have været en, Anita har hentet i hukommelsen fra en anden tid, hvor der ikke fandtes ildevarslende bibetydninger bag de fleste sætninger, og det var en selvfølge, at ulykker ikke kunne være rigtig slemme. Jeg griner, men det er for sent. Jeg kan ikke kalde den gamle Anita tilbage i hendes ansigt.

“Du skal ikke sove lige under vinduet,” siger hun. “Det trækker ind.”

Så hiver hun i gæstesengens metalhovedgærde, trækker den væk fra det støvede vindue og ind under et maleri af nogle valmuer. Hun træder et skridt tilbage, ser på sengen og ryster på hovedet.

“Nej, det duer ikke rigtig, vel?”

Hun bøjer sig og begynder at skubbe sengen tilbage, men midt i bevægelsen standser hun op, som om hun pludselig har glemt, hvilken handling hun var i gang med at udføre. Som om hun har hørt noget, jeg ikke kan høre, eller set noget, jeg ikke kan se. Hun knytter hænderne og kniber øjnene i. Et øjeblik efter lægger jeg mærke til en svag lyd udenfor, motorstøj og knitren fra grusvejen, en bil, som nærmer sig huset. Det må være lyden, som Anita reagerer på, og selvom jeg ikke forstår hvorfor, ved jeg, at jeg ikke kan spørge, at den fare, hun står over for, måske ikke engang ligger inden for rammerne af det, jeg kan forstå. Hun bliver stående med lukkede øjne, til bilen er kørt forbi, og der er blevet stille. Så tager hun et par dybe indåndinger og ryster på hovedet, som om hun prøver at slippe af med en tanke, som klæber til indersiden af det.

“Skal vi drikke en kop kaffe udenfor?” spørger hun.