1

Lila

Der står et indrammet fotografi på Lilas natbord, som hun endnu ikke har orket, eller måske ønsket, at skille sig af med. Fire ansigter tæt sammen foran et enormt akvarium. Det er fra en eller anden turistattraktion – hun kan ikke lige huske hvor. En stime iriserende stribede fisk stirrer tomt frem for sig bag dem. Violet står og skubber næsen op med en finger og trækker ned i de underste øjenvipper, så hun ligner en grotesk voksfigur. Celie har en stribet sømandsbluse på og skærer også ansigt, omend lidt mere forlegent, men hun må også have været tretten på det tidspunkt. Lila står og smiler i det forfængelige håb, at dette, stik imod alle odds, vil blive et smukt familieportræt. Dans smil når ikke helt op til øjnene. Hans ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Hans hånd hviler på Violets skulder.

Dette sidste familiefoto er det første, hun ser om morgenen, og det sidste, hun ser om aftenen, og selvom hun ved, at hun burde anbringe det et sted, hvor det ikke vil farve hendes dag, kan hun af uransagelige grunde ikke få sig selv til at lægge det ned i en skuffe. Nogle gange, når hun ikke kan sove, ligger hun og ser månelyset glide hen over loftet og kigger på billedet og tænker længselsfuldt på den familie, hun kunne have haft, og alle de feriefotos, der aldrig vil blive taget: regnfulde weekender i Cornwall, eksotiske strande med dem alle sammen i hvidt tøj, et muntert eksamensfoto foran en universitetsbygning af røde mursten, måske Celies bryllup, stolte forældre ved hendes side – alt sammen spøgelsesagtige, flygtige billeder af et liv, der er forsvundet ud i den blå luft.

Nogle gange overvejer hun at tage en stor klump elefantsnot og mase den ned over Dans ansigt.

Lila er i færd med at prøve at få has på en særlig hårdnakket tilstopning i toilettet på første sal, da Anoushka ringer. Da hun og Dan købte huset for to et halvt år siden – et stort ‘excentrisk’ (ejendomsmæglersprog for ‘ingen andre vil have det’) håndværkertilbud i en grøn del af det nordlige London – havde hun forelsket sig i de gamle mintgrønne og hindbærrøde badeværelser, som hun fandt charmerende og maleriske med deres blomstrede tapeter. Hun og Dan gik rundt i værelserne og forestillede sig, hvordan huset ville se ud, når de var færdige med det. Skønt, nu hun tænker over det, var det mest hende, der gik rundt og fantaserede, mens Dan mest brummede uforpligtende og skævede til sin telefon i smug.

Aldrig så snart havde de fået overdraget nøglerne til huset, før de samme charmerende og maleriske badeværelser afslørede deres sande væsen med en række mindre charmerende tilstopninger og oversvømmelser. I pigernes lyserøde badeværelse har en svupper og en forvreden metalbøjle nu deres faste plads ved siden af toilettet, klar til, at Lila (for det er åbenbart altid Lilas job) kan kaste sig over, hvad det nu end er, der har sat sig solidt fast i dybet denne gang.

“Lila! Darling! Hvordan går det?”

Anoushkas stemme bliver svag, og Lila kan kun lige netop høre: “Nej, Gracie, ingen nelliker. Det er sådan nogle vulgære blomster. Nej, nej, og heller ingen gerberaer. Dem hader hun.”

Lila læner sig frem og bruger næsen til at trykke på højttalerknappen på telefonen. Hun må synke et surt opstød, idet vandet i kummen skvulper ind over toppen af hendes gummihandske. “Helt fint!” siger hun. “Og hvad med dig?”

“Jeg har som altid travlt med at kæmpe den gode kamp for mine vidunderlige forfattere. Der er en ny royaltyafregning på vej. Du skulle have haft den i sidste uge, men Gracie er gravid og kaster op nonstop. Jeg har måttet smide tre papirkurve ud, som hun har brugt på vej mod toilettet.”

Nedenunder gør hunden Truant ivrigt. Han gør ad alting – egern i haven, duer, skraldemænd, forbipasserende, luften.

“Dejligt,” siger Lila og lukker øjnene, idet hun skubber metalbøjlen længere ned. “Altså at hun er gravid, mener jeg. Ikke at hun kaster op.”

“Nej, jeg siger dig, skat. Det er rædselsfuldt. Om jeg fatter, hvorfor de piger absolut skal have alle de børn. Der er et evigt rend ud og ind af nye assistenter hele tiden. Hvordan har dine henrivende døtre det?”

“Fint. De har det godt,” siger Lila.

Det passer ikke. Celie brast i gråd over morgenbordet efter at have set et eller andet på Instagram, og da Lila spurgte, hvad der var galt, sagde hun bare, at det ville hun for helvede ikke kunne forstå, og trampede så afsted til skole. Violet havde bare stirret på hende med kold vrede i blikket, da Lila sagde, at, ja, hun skulle hen til sin far torsdag – det var hans aften – hvorefter hun tavst gled ned fra taburetten og undlod at tale til hende hele vejen hen til skolen.

“Godt. Godt,” siger Anoushka med en distræt stemme som en, der ikke ville have bemærket det, hvis hun havde sagt, at de begge to var blevet halshugget samme morgen. “Nå, angående det manuskript …”

Lila trækker metalbøjlen op igen. Vandet står stadig helt op til kanten. Hun tager gummihandskerne af og læner sig op ad badeværelsesskabet. Truant gør stadig, og hun overvejer, om hun mon er nødt til at give naboerne en flaske vin mere. Hun har allerede givet dem syv i løbet af de sidste tre måneder i håb om at formilde dem.

“Hvornår har du noget til mig? Du virkede ret sikker sidste måned.”

Lila tager en dyb indånding. “Jeg … jeg arbejder på sagen.”

Der bliver stille lidt.

“Hør, skat, jeg vil nødig lyde streng,” siger Anoushka og lyder streng. “Du gjorde det så godt med Genopbyg dit parforhold. Og du fik et fint lille opsving i salget efter Dans skrækkelige opførsel. Jeg tænker, at vi i det mindste burde være ham taknemmelige for det. Men vi vil jo nødig miste vores synlighed, vel? Vi vil nødig komme så sent, at det lige så godt kunne være en debut.”

“Jeg … jeg sender noget snart.”

“Hvor snart?”

Lila ser sig om i badeværelset. “Seks uger?”

“Lad os sige tre. Det behøver ikke være perfekt, skat. Jeg skal bare have en idé om, hvad det er, du skriver på. Er det stadig en guide til Et godt liv som single?”

“Øh … ja.”

“Masser af tips til, hvordan man lever et tilfredsstillende aleneliv? Sjove historier om mænd? Et par hotte, saftige single-sex-anekdoter?”

“Åh, ja. Al den slags.”

“Jeg kan næsten ikke vente. Jeg er allerede helt oppe at køre over den. Jeg ser virkelig frem til at leve mig ind i dine eventyr! Åh, for guds skyld, Gracie, ikke den nye papirkurv. Jeg må løbe. Glæder mig til din mail! Hils nu endelig hele familien!”

Lila afslutter opkaldet og stirrer på toiletkummen, som om hun kunne fikse den med tankens kraft. Hun hører Bill komme op ad trappen. Han standser på reposen, og hun kan høre ham tage tilløb til de sidste trappetrin. Han og mor havde boet i en bungalow fra 50’erne ti minutters gang herfra – sparsomt møbleret, fuld af lys og rene linjer, og de mange etager og alt rodet i det her gamle, faldefærdige hus er en daglig udfordring for ham.

“Lila, skat?”

“Ja?” Lila skynder sig at anlægge en munter, optimistisk tone.

“Jeg hader at komme med dårligt nyt, men naboerne har klaget over hunden igen. Og det ser ud, som om der siver noget ulækkert ned gennem loftet i køkkenet.”

Blikkenslageren kastede et hurtigt blik på sagen, hev så fire gulvbrædder op og fandt åbenbart en læk i faldstammen. Han tømte cisternen og meddelte hende, at hun skulle have det hele skiftet. “Faktisk bør du nok få renoveret det badeværelse helt fra grunden. Mine bedsteforældre er yngre, end det er.” Derefter drak han to kopper te med sukker og stak hende en regning på 380 pund. Hun var begyndt at kalde det for Mercedes-prisen. Enhver håndværker med respekt for sig selv ville bemærke den alt for dyre gamle sportsvogn i indkørslen og automatisk lægge femogtyve procent oven i prisen.

“Så var det derfor, at toilettet var stoppet?” spurgte Lila, mens hun skrev pinkoden til sit kreditkort og forsøgte ikke at tænke på, hvad det betød for denne måneds budget.

“Næh. Det må have været noget andet,” svarede han. “Men I bør selvfølgelig ikke bruge det. Alle rørene på det badeværelse skal skiftes. Og nu du er i gang, er det sikkert også en god idé at få lagt nyt gulv. Jeg kunne stikke en tommelfinger igennem brædderne.”

Bill lagde sin barkede næve på hendes skulder, idet hun lukkede døren bag håndværkeren. “Det skal nok gå alt sammen,” sagde han og gav den et lille klem. Det var Bills udgave af dyb følelsesmæssig støtte. “Jeg kan godt give en hjælpende hånd.”

“Det behøver du ikke,” sagde hun og sendte ham et muntert smil. “Jeg kan godt klare det. Det er helt fint.” Han sukkede blidt, drejede om på hælen og forsvandt ind på sit værelse med stive skridt.

Bill har boet hos dem i trekvart år nu. Han flyttede ind kort efter hendes mor Francescas død. Bill var ikke typen, der hulkede hysterisk, holdt op med at spise eller lod huset forfalde. Han havde bare trukket sig ind i sig selv og var blevet en mindre og mindre udgave af den ranke, tidligere møbelsnedker, hun havde kendt i tre årtier, indtil han kun var en skygge af sit gamle jeg. ‘Jeg savner hende bare sådan,’ bemærkede han tit, når hun dukkede op til en kop te og vimsede rundt og forsøgte at vække lidt energi til live i de alt for stille rum.

‘Det forstår jeg godt, Bill,’ plejede hun at svare. ‘Jeg savner hende også.’

Sandheden var, at Lila heller ikke havde været i topform. Hun havde fået et chok, da Dan fortalte, at han ville skilles. Da hun omsider fandt ud af det med Marja, indså hun, at Dans flytning blot havde været et lille bump på vejen – noget, der dårligt nok havde berørt hende, sammenlignet med dette. Hun havde næsten ikke sovet de første seks måneder. Hendes sind havde været en giftig hvirvelvind af forsinkede erkendelser, bebrejdelser, koldt raseri og gru, en million tavse skænderier i hendes hoved – skænderier, som det på en eller anden måde altid lykkedes Dan at undvige. ‘Ikke foran børnene, vel, Lila?’

Og så, blot nogle få måneder efter, var selv dette blevet overtrumfet af hendes mors død. Så da Lila foreslog Bill at flytte ind for en kort overgang, havde de begge to travlt med at forsikre hinanden om, at det bare var for at hjælpe Lila med pigerne og give en hånd med, mens hun vænnede sig til livet som alenemor. Bill havde stadig bungalowen, og de fleste dage forsvandt han derhen til sit sirligt indrettede værkstedsskur i baghaven, hvor han reparerede naboernes stole og lavede nye stænger til trappegelænderne i Lilas hus, så ungerne ikke skvattede ud gennem hullerne. Ingen af dem havde bragt på bane, hvornår han mon flyttede hjem igen. Det var ikke, fordi Bills tilstedeværelse ligefrem greb forstyrrende ind i Lilas liv (hvilket liv?), og hans venlige nærvær gav det, der var tilbage af deres lille familie, en hårdt tiltrængt følelse af stabilitet og sammenhæng. Han var et anker i deres lille vuggende lille robåd, som hun de fleste dage ellers var bange for ville kæntre eller springe læk på det oprørte hav, de drev rundt på.

Lila går hen til skolen. Det er første uge efter sommerferien, og Bill havde tilbudt at gøre det, men hun har brug for at gå de ekstra skridt (hun hjemsøges dagligt af tanker om Marjas uendeligt lange ben og hendes stadig slanke talje). Og i øvrigt er hun nødt til at forlade huset for at hente Violet, hvilket betyder, at hun kan slippe for den dårlige samvittighed over endnu en gang ikke at have skrevet noget.

De ved begge to godt, hvorfor Bill tilbyder det: Lila hader at skulle hente efter skole. Om morgenen er det fint: Alle har travlt, hun kan bare aflevere Violet og gå igen. Men dette her gør for ondt: Hendes tåkrummende synlighed, når hun skal stå og vente sammen med de andre mødre foran skolen. Hele den første måned efter, at det skete, var der mange medfølende blikke – ‘Det er da løgn. Gud, hvor forfærdeligt, det gør mig ondt!’ – eller måske, bag hendes ryg: ‘Men man kan ikke rigtig bebrejde ham det, vel?’ Og der havde selvfølgelig været den grufulde skæbnens ironi i forhold til timingen: Blot to uger efter at Genopbyg dit parfold var kommet på gaden sammen med en masse interviews om, hvordan man pustede nyt liv i et ægteskab, der led under byrden af arbejde og børn.

To dage efter at han var skredet, var hun i dystert humør kommet hen til legepladsen, hvor tre af de andre mødre stod med hovederne stukket sammen over artiklen i et nummer af Elle, der for at føje spot til skade bar overskriften: Sådan reddede jeg mit ægteskab. Philippa Graham – den over-botoxede heks – havde skyndt sig at gemme bladet bag ryggen, da hun fik øje på Lila. Hun glippede uskyldigt med øjnene, mens hendes to kumpaner, hvis navne Lila aldrig kunne huske, rent faktisk var ved at gå til af undertrykt fnisen. Gid jeres mænd får en antibiotikaresistent kønssygdom fra en mindreårige trækkerdreng, havde hun tænkt, idet hun klistrede et smil på ansigtet for at tage imod Violet, der kom ud med skoletasken slæbende efter sig.

I ugevis havde hun fornemmet, hvordan en skrækblandet fascination hviskende fulgte hende rundt på legepladsen, og set hoveder dreje sig en anelse og sladder sive ud ad mundvigene. Hun havde holdt hovedet højt, selvom det kløede i hende efter at sige noget og kæberne værkede af det stivnede smil, hun bar som en art permafrost. Hendes mor havde overtaget al kørslen til legeaftaler med sin lille Citroën og forklaret pigerne og deres veninders mødre, at Lila havde travlt med sit arbejde, men at hun glædede sig til at se dem næste gang. Men hendes mor var her ikke længere.

Med den velkendte klump i maven trækker Lila nu kraven op om ørerne og tager opstilling yderst i gruppen af mødre, barnepiger og enkelte enlige fædre. Hun studerer ivrigt sin telefon og lader, som om hun er optaget af en meget vigtig mail. Det er hendes standardmanøvre for tiden. Enten dét eller at tage Truant med, fordi han gør hysterisk ad alle inden for tyve meters afstand.

I morgen, tænker hun. I morgen bliver der ingen afbrydelser. Jeg sidder ved skrivebordet klokken 9.15 efter at have afleveret Violet, og så rejser jeg mig ikke, får jeg har skrevet to tusind ord. Hun beslutter sig for ikke at tænke på, at det er det samme løfte, hun har givet sig selv tre gange om ugen det sidste halve år.

“Jeg vidste det!”

Der lyder frydefulde udbrud fra gruppen af mødre ved den regnbuefarvede bænk ovre ved gyngerne. Hun får øje på Marja blandt dem. Hun står let fremadlænet, mens Philippa storsmilende giver hendes arm et lille klem. Marja er iført en lang kameluldsfrakke og sneakers. Hendes lyse hår er sat løst og smukt op i en stor hårklemme af skildpaddeskjold. “Altså, du drak jo ikke noget ovre hos Nina, vel? Jeg kan lugte den slags på lang afstand!” Philippa ler og lægger sin hånd på Marjas mave. Så ser hun op og får øje på Lila. Hun vender sig teatralsk om og mimer: “Åh gud. Beklager.”

Marja følger Philippas blik og rødmer.

Lilas krop forstår det, før hjernen har registreret det. Hun stirrer blindt på skærmen på sin telefon. Hjertet hamrer. Nej. Nej. Det kan ikke passe. Ikke efter alt det, Dan har sagt. Det ville han aldrig gøre mod os. Men Marjas rødmen afliver enhver tvivl.

Lila er svimmel og lige ved at kaste op, og hun aner ikke, hvad hun skal stille op. Hun føler en overvældende trang til at synke sammen ved træet lige ved siden af sig, men hun kan ikke lade de andre mødre se hende gøre det. Deres blikke brænder mod hendes hud, så hun presser hastigt telefonen ind mod øret og lader, som om hun taler med nogen. “Ja! Ja, det er det! Dejligt at høre din stemme! Herligt. Hvordan går det?” Hun snakker videre uden at ænse, hvad der kommer ud af munden på hende, og vender sig, så hun ikke længere kan se dem. Det summer i hendes hoved.

Hun farer sammen, da Violet hiver i hendes hånd.

“Hej, min skat!” Hun tager telefonen væk fra øret og bemærker, at mrs. Tugendhat står ved siden af hendes datter. “Er alt okay?” udbryder hun muntert med alt for høj og skinger stemme.

“Hvorfor snakker du, når der ikke er nogen i telefonen?” spørger Violet og ser på skærmen med rynkede bryn.

“Hende, jeg talte med, lagde på,” siger hun hurtigt. Det føles, som om hun er ved at gå i tusind stykker. Presset indeni føles som mere, end hendes krop kan bære.

Mrs. Tugendhat er iført en helt utrolig lodden cardigan med flagermuseærmer og en hjemmelavet gul papbadge, hvorpå der står Tillykke med fødselsdagen med grøn tusch. “Jeg talte netop med Violet om skolekomedien til jul. Har hun fortalt, at hun har fået rollen som fortælleren?”

“Herligt! Herligt!” siger Lila med ansigtet fortrukket i et anstrengt smil.

“Det bliver ikke noget krybbespil – vi vil jo ikke diskriminere mod andre religioner. Og jeg ved godt, at der er lang tid til … eller, måske ikke så lang tid til – fire måneder – men du ved, hvor lang tid det tager med den slags ting.”

“Jamen, det gør jeg da!”

“Hvorfor er du så underlig?” siger Violet.

“Og du er jo vores lokale repræsentant fra underholdningsbranchen, efter at Frances ikke længere spiller med i Emmerdale. Det var jo også kun en birolle. Så Violet tænkte, at du måske kunne stå for det.”

“Stå for det?”

“Sørge for kostumer til hovedrollerne.”

“Kostumer,” gentager Lila tomt.

“Vi laver vores egen udgave af Peter Pan.”

Marja er på vej væk fra de andre mødre. Hun strammer kameluldsfrakken i taljen og kaster et hurtigt, forlegent blik i Lilas retning. Hendes lille søn, Hugo, trækker i hendes hånd, da de går.

“Naturligvis!” udbryder Lila. Det summer i hovedet. Hun kan næsten ikke høre noget for denne summen. Måske har hun fået tårer i øjnene, for alting fremstår så underlig sløret.

“Vil du? Herligt. Violet var ikke sikker på, du ville.”

“Hun kan ikke lide at komme på skolen,” siger Violet.

Lila løsriver sig og vender opmærksomheden mod sin datter. “Hvad? Sikke noget sludder, Violet! Jeg elsker at komme her! Det er det bedste, jeg ved!”

“Du betalte Celie fire pund for at hente mig i sidste uge.”

“Nej. Nej. Jeg gav Celie fire pund. Hun skulle bruge fire pund. Det havde ikke noget med det at gøre.”

“Det er løgn. Du sagde, du hellere ville flække en arm på langs, og så sagde Celie, at hun ville hente, hvis du gav hende penge til en af de der skumfiduskaffer fra Costa, og så sagde du: ‘Fint, okay’ … og …”

Mrs. Tugendhats smil er blevet lidt usikkert.

“Så er det nok, Violet. Naturligvis, mrs. Tugendhat. Det der, du sagde. Selvfølgelig vil jeg gøre det!” Der er noget underligt med hendes højre hånd. Den bliver ved med at vifte i luften som for at understrege hendes ord. Det føles, som om den ikke hænger sammen med resten af hendes krop.

Mrs. Tugendhat stråler. “Godt, prøverne starter nok efter efterårsferien, men så har du jo også fin tid til at få kostumerne på plads, ikke?”

“Jo!” siger Lila. “Jo! Vi må desværre smutte nu. Vi har lidt travlt. Men vi … vi snakkes ved. Vi snakkes helt sikkert ved. Tillykke … med fødselsdagen!” Hun peger på mrs. Tugendhats badge og begynder at gå hen ad vejen.

“Hvorfor går vi den her vej?” spørger Violet, der må småløbe for at følge med. “Vi plejer altid at gå ad Frobisher Street.”

Marja gik ned ad Frobisher Street. Lila frygter, at hun vil falde om og dø, hvis hun skal se på det lyslokkede hoved igen. “Bare … rart med lidt afveksling,” siger hun.

“Du er altså virkelig underlig,” siger Violet. Hun standser og hiver en pose rodfrugtchips op af rygsækken. Bill må have lagt den i hendes skoletaske i stedet for de sædvanlige majschips. Han forsøger at forbedre deres diæt. Violet sagtner farten for at spise, så Lila må også sætte farten ned. “Mor?”

“Ja?”

“Vidste du, at Felix har orm i måsen? Han stak fingeren op og fiskede en ud og viste os den i frikvarteret. Den vred og vendte sig på hans negl.”

Lila standser op for at fordøje oplysningen. Normalt ville den slags have fået hende til at skrige. Lige nu føles det som det mindst rædselsfulde, hun har hørt i dag. Hun ser ned på sin datter. “Rørte du ved den?”

“Adr. Nej!” Violet stopper endnu en chips i munden. “Jeg fortalte ham, at jeg aldrig ville komme i nærheden af ham igen. Hverken ham eller nogen af de andre drenge. De er alle sammen klamme.”

Lila stryger langsomt hånden ned over ansigtet og udstøder et langt, sitrende suk. “Du er så klog, Violet,” siger hun, da hun igen er i stand til at tale. “Du er allerede så meget klogere, end jeg nogensinde har været.”