Læseprøve på ‘Vi begynder med slutningen’ af Chris Whitaker
En usædvanlig, gribende og nervepirrende fortælling om, hvordan mennesker overlever, og hvordan kærlighed – i alle dens forklædninger – vinder.
4
WALK kørte og kiggede ud over vandet, de bølgende gyldne nuancer og den brølende brænding. Hundred og halvtreds kilometer østpå til Fairmont County Forbedringsanstalt.
Tordenskyerne blev flere og flere, som fejltrin, der hobede sig op, mænd på gårdtur gjorde holdt og kiggede op mod himlen.
Han svingede ind på et stort parkeringsanlæg og slukkede motoren. Lyden af summende knapper, mænd, der råbte, en bølge af indespærrede sjæle, der rullede ud over den endeløse, ugudelige slette.
Uanset hvad var det her ikke et sted for en femtenårig dreng. Dommeren havde haft stenansigt på, da han afsagde den opsigtsvækkende dom om forbedringsanstalt, den brutale sandhed om afsoning i en verden, der lå lysår fra domhuset i Las Lomas. Walk funderede indimellem over den skade, der blev forvoldt den aften, det spind af krænkelser, der kastede en skygge over så manges liv og erstattede nyt med gammelt, friskhed med forfald. Han så det hos Star og havde set det hos hendes far, men mest af alt så han det hos Duchess, der havde været mærket af den aften, længe før hun blev født.
Et dunk på bagklappen. Han steg ud og hilste på fængselsinspektør Cuddy, der var høj og mager, altid smilende. Glem alle fordomme om en hærdet silhuet, om en mand, der var blevet nedbrudt og afstumpet af det påtvungne selskab. Cuddy havde altid været sød og rar.
“Vincent King,” sagde Cuddy og sendte ham et skævt smil. “I passer nok på jeres egne i Cape Haven, hva’? Hvordan går det ellers derovre, er det stadig paradis på jord?”
“Det er det.”
“Jeg ville godt nok ønske, jeg havde hundrede andre som Vincent. De fleste dage siger drengene, at de helt glemmer, han er der.” Cuddy begyndte at gå, og Walk slog følge med ham. De gik gennem først én port, så endnu en og fortsatte ind i en lav, firkantet bygning, der var malet i en grøn farve, som Cuddy fortalte blev piftet op en gang hvert forår.
“Det er den mest beroligende farve for det menneskelige øje. Den signalerer tilgivelse og personlig udvikling.
Walk så et par forslåede fyre, der omhyggeligt kørte penslerne hen over fodbrættet, så koncentrerede, at de kneb læberne hårdt sammen.
Cuddy lagde en hånd på Walks skulder. “Hør engang. Vincent King har udstået sin straf, men at få ham til at indse det bliver ikke let. Hvis du får brug for noget, så ring endelig.”
Walk stod i venteværelset og betragtede den storslåede udsigt og mændene, der gik deres runder stolt knejsende, som om Cuddy havde lært dem, at det var en synd at skamme sig. Havde det ikke været for den højspændingsledning, der brutalt skar sig gennem landskabet, kunne det have været et betagende syn, Our Good Earth, hvor mænd i fangedragter ikke var andet end de fortabte børn, de engang havde været.
Det var fem år siden, Vincent var holdt op med at modtage besøg, så havde det ikke været for øjnene, der stadig var meget blå, ville Walk nok have haft svært ved at genkende ham. Han var høj og mager, nærmest knoklet og hulkindet og havde ikke meget tilfælles med den selvsikre femtenårige, der i sin tid var trådt ind ad porten.
Men så fik Vincent også øje på ham og smilede. Det var et smil, der havde rodet ham ud i og reddet ham ud af flere problemer, end Walk kunne huske. Han var stadig derinde et sted. Trods advarslerne, alt det, folk sagde om, at det forandrede én, så var hans kammerat stadig derinde et sted.
Walk trådte et skridt hen mod ham, overvejede at brede armene ud, men nøjedes med at række hånden frem.
Vincent kiggede på næven, som om han havde glemt, at den også kunne bruges til at hilse med, og trykkede den let.
“Jeg sagde jo ellers, at du ikke skulle komme,” sagde han med klangløs, flad stemme. “Men tak skal du have.” Der var noget respektfuldt over den måde, han bevægede sig på.
“Det er godt at se dig, Vin.”
Vincent udfyldte papirerne overvåget af en fængselsbetjent, der stod tæt op ad ham; at en mand blev løsladt efter tredive år, var ikke noget, der affødte kommentarer. Bare endnu en dag i delstaten Californien.
En halv time senere stod de foran den sidste port, men vendte sig om, da Cuddy kom ud til dem.
“Det bliver hårdt derude, Vincent.” Han gav ham et hurtigt, fast kram, og det var, som om et eller andet løsnede sig mellem dem, måske tredive års distanceret, formel omgangsform, der nu omsider blev brudt.
“Mere end halvdelen.” Cuddy holdt fast om Vincent et øjeblik. “Det er så mange, der kommer tilbage. Sørg for, at du ikke bliver en af dem.”
Walk spekulerede på, hvor mange gange i årenes løb Cuddy havde afleveret denne formaning.
De begyndte at gå, side om side, og ude ved patruljevognen lagde Vincent hånden på kølerhjelmen og kiggede på Walk.
“Jeg har aldrig set dig i uniform før. Eller i hvert fald kun på billeder, men som du står her, i kød og blod, så er du rent faktisk strisser.”
Walk smilede. “Det er jeg nemlig.”
“Jeg er ikke sikker på, jeg kan være venner med en strisser, mand.” Walk lo, lettelsen skyllede ind over ham.
I starten kørte han langsomt, Vincent havde travlt med at studere alt, vinduet var rullet ned, og vinden stod lige ind på dem. Walk havde lyst til at snakke, men de første mange kilometer sneglede de sig af sted som i en drøm.
“Jeg kom til at tænke på dengang, vi var blinde passagerer på Saint Rose,” sagde Walk og forsøgte at få det til at lyde henkastet, som om han ikke havde siddet og øvet startreplikker hele vejen ud.
Vincent kiggede hen på ham og trak lidt på smilebåndet.
De var mødtes tidligt, det var den første dag i sommerferien, og de var ti år gamle. De var cyklet ned til vandet, havde gemt deres cykler og var smuttet om bord på trawleren, havde ligget og hevet efter vejret under presenningen, mens solen steg på himlen, og lyset begyndte at sive ind til dem. Walk kunne stadig huske det hele, motorens dunken, da Skip Douglas og hans besætning stævnede ud på det endeløse hav. Han var ikke engang blevet gal, da de kravlede ud, havde bare sendt besked hjem over radioen, at han ville beholde dem resten af dagen. Walk havde aldrig knoklet så meget som den dag, havde skrubbet dæk og kasser, lugten af fiskeblod havde ikke stået mål med følelsen, lysten til at leve et liv uden grænser.
“Skip arbejder stadig, du ved, hos en befragter, der hedder Andrew Wheeler. Han må være omkring de firs nu.”
“Jeg fik godt nok røvfuld af min mor den dag.” Vincent rømmede sig. “Tak. For det med begravelsen, alt det, du tog dig af.”
Walk slog solskærmen ned.
“Hvad så, har du tænkt dig at fortælle lidt om hende?” Vincent flyttede sig i sædet, bøjede benene, så bukserne stumpede.
Walk standsede ved en jernbaneoverskæring, et godstog kørte forbi med containere, rustrøde og hvinende. De skrumplede over skinnerne og kørte ind i en af den slags byer, der havde haft sin storhedstid samtidig med minerne, og så sagde Walk endelig: “Hun er okay.”
“Hun har fået børn.”
“Duchess og Robin. Kan du huske, første gang vi så Star?”
“Ja.”
“Du vil føle dig hensat til den dag, når du ser Duchess.”
Vincent faldt i staver, og Walk vidste godt, hvad han sad og tænkte på. Den der første dag var Stars far lige kommet trillende ind i Cape Haven i sin Buick Riviera. Vincent og Walk kom cyklende og så et helt liv pakket ned i bagagerummet, tøj og æsker og kasser var presset ind mod ruderne. De standsede op, stod ved siden af hinanden med hænderne på styret og den brændende sol i nakken. Manden steg ud først, han var stor og bred og sendte dem et blik, som om han udmærket godt kendte deres slags. Men de var jo bare børn, sådan huskede Walk det, de gik ikke op i andet end at få fingre i Willie Mays som baseballkort, for ifølge Vincents Magic 8-kugle, der kunne forudsige fremtiden, havde de held i sprøjten. Så løftede manden en stadig sovende lille pige ud, hendes hoved hvilede på hans skulder, da han stod og kiggede op og ned ad den vej, han nu skulle til at bo på. Sissy Radley. De skulle lige til at vende om og cykle tilbage til Walks have og den hule, de havde arbejdet på oppe i et af træerne, da bagdøren gik op, og de længste ben, Walk nogensinde havde set, kom til syne. Vincent bandede ved sig selv og stod og måbede, da han så pigen, som var jævnaldrende med dem og lækker som Catwoman på Julie Newmar-måden. Hun steg tyggegummignaskende ud og strejfede dem med blikket. Død og helvede, gentog Vincent. Og så gennede faren hende ind i familien Kleinmans gamle hus, men ikke før hun havde vendt sig om mod dem og lagt hovedet på skrå. Uden at smile, men det dér blik havde brændt sig langt ind i Vincents sjæl.
“Jeg har savnet dig. Jeg ville være kommet og have besøgt dig, du ved. Hvis du havde givet mig lov. Hver eneste weekend.”
Vincent tog ikke øjnene fra omgivelserne, studerede dem så interesseret, som kun den, der har levet sit liv gennem fjernsynet, kan.
På Central Valley Highway holdt de ind ved en diner uden for Hanford og bestilte burgere. Vincent spiste kun halvdelen og sad og kiggede ud ad vinduet, på en mor og hendes barn, på en krumbøjet gammel mand, der bar åget af et langt liv på sine skuldre. Walk spekulerede på, hvad det var, han så. Biler, han ikke kendte navnet på, forretninger, han kun havde set på fjernsynsskærmen. I 1975 havde 2005 – på den anden side af årtusindskiftet – lignet noget med flyvende biler og robothjælpere, og her var de så nu.
“Huset –”
“Jeg har holdt øje med det. Det trænger til en ordentlig overhaling, der er råd i taget, verandaen, halvdelen af beklædningen.”
“Okay.”
“Den her ejendomsspekulant, Dickie Darke, går og savler over det hvert år op til sommer. Hvis du nogensinde skulle få lyst til at sælge –”
“Det får jeg ikke.”
“Okay.” Walk havde sagt, hvad han havde på hjerte. Havde Vincent brug for penge, kunne han altid sælge hytten, sidste hus i første række på Sunset Road.
“Er du klar til at tage hjem?”
“Jeg kommer jo lige hjemmefra, Walk.”
“Vel gør du ej, Vin.”
Der var ingen fanfare, da de ankom til Cape Haven, ingen venlige ansigter eller fest eller postyr. Walk lagde mærke til, at Vincent tog en dyb indånding, da de kørte op ad skrænten ud mod Stillehavet, det endeløse vand, der blev ved at komme imod dem, toppen af fyrretræerne og de store villaer på næsset og længere ude.
“Der er blevet bygget,” sagde Vincent.
“Ja.”
Til at begynde med havde der været modstand, bare ikke nok, for løftet om gode penge var mere end blevet indfriet. Butiksejere som Milton gik forrest og sagde, at de var trætte af at kæmpe. Ed Tallow sagde, at det var en kamp at holde fabrikken i gang. Cape Haven var hugget ud i klinterne, stille og velbevaret, en mindre udgave af Anaheim. Walk kunne mærke det, hver ny mursten der blev lagt direkte oven på hans barndom, på minder, han så desperat havde brug for at holde fast i.
Han kastede et stjålent blik på kammeratens hænder, på et utal af dybe ar, der bredte sig hen over knoerne. Han havde altid været en hård hund. Nu trillede de endelig ned ad bakken mod Sunset Road, hvor familien Kings hus lå. Som en uønsket skygge på en solskinsdag.
“Alle nabohusene er væk.”
“De er faldet i havet. Skrænterne smuldrer ligesom Point Dume. Så sent som i går var det Fairlawns, der røg i. Dit hus er trukket længere tilbage, og for et par år siden blev der desuden bygget en bølgebryder.”
Vincent betragtede gerningsstedet, der var afspærret med tape som den forbrydelse, det var. Der lå andre huse bag hans, tæt nok på, til at vejen ikke virkede øde, men tilstrækkeligt tilbagetrukket, til at familien Kings hus stadig havde den mest spektakulære udsigt.
Vincent steg ud og stillede sig foran huset, tog de frønnede gavle og skodderne, der hang løst, i øjesyn.
“Jeg har slået græs.”
“Tak.”
Han fulgte efter Vincent op ad den slyngede havegang, op ad trappen og ind i den kølige, mørke entré. Det blomstrede tapet ledte tankerne tilbage til halvfjerdserne og en million fløjlsbløde minder.
“Jeg har redt din seng.”
“Tak.”
“Og fyldt køleskabet. Der er kylling og noget –”
“Tak.”
“Du behøver ikke at blive ved med at takke.”
Oven over kaminen hang et spejl, og Vincent gik forbi uden at kigge i det. Walk syntes, at han bevægede sig anderledes, hvert skridt bar vidnesbyrd om dyrekøbte erfaringer og ny indsigt. Han vidste, at de første år havde været hårde, ikke bare græde-sig-i-søvn-hårde, men decideret smuk-dreng-blandt-forhærdede-fanger-hårde. De havde skrevet breve, Walk og Gracie King, både til dommeren og højesteret og endda til Det Hvide Hus. De havde som minimum bedt om, at han blev fysisk adskilt fra de andre. Det havde de ikke fået noget ud af.
“Vil du godt have, at jeg bliver hængende?”
“Smut endelig, du har vel nok at se til.”
“Jeg kigger forbi senere.”
Vincent fulgte ham ud til døren og rakte ham hånden.
Walk trak ham ind til sig, gav ham et knus, kammeraten, der endelig var hjemme igen. Han forsøgte at ignorere, at det gibbede i Vincent, at han spændte i hele kroppen. De vendte sig begge om, da de hørte bilen. Walk kunne se, at det var Dickie Darkes Cadillac Escalade. Darke steg ud. Han bar sin krops størrelse som et ikke særlig velsiddende sæt tøj. Ludende skuldre, sænket blik. Han gik altid i sort, jakke, skjorte, bukser. Åndsfraværende, affekteret.
“Vincent King.” Hans stemme var dyb og alvorlig. “Mit navn er Dickie Darke.” Ikke noget smil. Aldrig antydningen af et smil.
“Jeg har modtaget dine breve,” sagde Vincent.
“Byen må se anderledes ud nu.”
“Ja. Ønsketræet er stort set det eneste, jeg kan genkende. Kan du huske, vi plejede at gemme cigaretter i hullet nederst i stammen, Walk?”
Walk lo. “Og en sixpack.”
Til sidst kiggede Darke op og mødte Walks blik, stirrede så stift på ham, at det løb Walk koldt ned ad ryggen. Så tog han huset i øjesyn. “Det sidste hus i første række. Det er også dig, der ejer jorden bagved.”
Vincent kiggede hen på Walk.
“Jeg vil give dig en million for det. Det er vurderet til 850 på grund af standen. Og markedet er ved at vende.”
“Det er ikke til salg.”
“Du må jo have en pris.”
Walk smilede. “Slap nu af, Darke. Manden er lige kommet hjem.” Darke stirrede et øjeblik længere. Så vendte han sig og slentrede langsomt hen mod bilen, så stor, at han kastede en ekstra lang skygge.
Vincent fulgte ham med blikket, det nærmest klæbede til ham, som om han så noget, Walk ikke kunne se.
***
Duchess havde en aftale med børnehaveklasselæreren miss Dolores; hun var gået med til at beholde Robin tre lange timer hver dag, indtil Duchess fik fri fra skole, nok især fordi det var Walk, der havde spurgt, og fordi Robin ikke var til noget besvær overhovedet.
Da Robin nu fik øje på sin søster, ryddede han hurtigt op efter sig, greb tasken og løb over til hende. Duchess satte sig på hug og krammede ham, vinkede til miss Dolores, og så gjorde de sig klar til at gå. Hun hjalp ham rygsækken på og tjekkede, at han havde læsebogen og vanddunken med hjem igen.
“Du har ikke spist din sandwich.”
Hun sendte ham et strengt blik.
“Undskyld.”
Skolebussen kørte forbi, forældre i SUV’er, ude i græsset sad nogle lærere og sludrede, mens en gruppe elever løb rundt og kastede med en football ved siden af.
“Du er altså nødt til at spise noget, Robin.”
“Det er bare, fordi –”
“Hvad?”
“Du havde ikke puttet noget indeni,” sagde han modstræbende.
“Pis med dig.”
Han kiggede ned på sine sko. Duchess lynede rygsækken op og fik fat i sandwichen.
“Fuck.”
“Det er okay.”
“Vel er det ej.”
Hun lagde hånden på hans skulder. “Jeg skal nok lave hotdogs, når vi kommer hjem.”
Det kaldte et smil frem.
De gik og sparkede til en sten, holdt den rullende, til de nåede ned for enden af East Harney, hvor Robin sendte den ned igennem en kloakrist.
“Sagde de andre noget om mor?” spurgte han, idet hun tog hans hånd og trak ham med over vejen.
“Nej.”
“Men det gjorde Ricky Tallow, han sagde, at hans mor havde fortalt ham om vores mor.”
“Hvad havde hun sagt?”
De dukkede ned under grenene på et piletræ og skød genvej ad gangstien mellem Fordham og Dupont.
“Hun havde sagt, at han ikke måtte komme hjem til os, fordi mor ikke passer ordentligt på os.”
“Du kan jo stadig komme hjem til ham.”
“Hans mor og far skændes altid.”
Hun nussede ham i håret. “Vil du godt have, at jeg snakker med hende og prøver at se, om jeg kan finde ud af noget?”
“Ja.”
Duchess kendte godt Leah Tallow. De var kun hende og Walk og så en ældgammel tilkaldevikar ved navn Valeria nede på stationen. Duchess kunne ikke forestille sig nogen af dem arbejde med rigtige forbrydelser.
“Ricky sagde, at han skal overtage sin storebrors værelse, når han begynder på college. Han sagde, at hans storebror har et akvarium. Skal vi ikke også have et?”
“Du har en snorkel. Du kan jo bare tage ud og se på fiskene i havet.”
Da de nåede over til Main, fik de øje på en flok piger uden for Rosie’s Diner, den sædvanlige klike, der bestilte milkshakes og lagde beslag på to borde i solen. Hvisken og latter, da de gik forbi. De fortsatte ind til købmanden, hvor mrs. Adams stod bag disken. Duchess fandt en pakke wienerpølser, og Robin hentede pølsebrød. Hun fiskede pungen op og talte tre dollars i sedler, det var alt, hvad hun havde.
Robin kiggede op.
“Skal vi ikke også have fransk sennep?”
“Nej.”
“Så skal vi i hvert fald have noget ketchup. Ellers bliver det for tørt.” Duchess lagde pølser og brød op på disken.
“Hvordan går det med jeres mor?” Mrs. Adams kiggede op over brillerne.
“Fint.”
“Det er ellers ikke det, jeg har hørt.”
“Hvorfor fanden spørger du så?”
Robin trak hende i hånden. Mrs. Adams kunne godt finde på at bede hende skride, men Duchess nåede at smide de tre dollarsedler på disken, inden hun kunne nå det.
“Du må ikke bande,” sagde Robin, da de gik videre op ad Main.
“Hvordan går det med jeres mor i dag?”
Duchess vendte sig om og fik øje på Milton, der stod ude foran slagterbutikken og tørrede hænder i det blodige forklæde.
Robin gik hen til vinduet og kiggede ind på kaninerne, der var hængt op på kroge, gennem halsen.
“Det går fint,” sagde Duchess.
Milton trådte et skridt nærmere. Lugten blev så voldsom, at hendes hals snørede sig sammen. Blod og død.
“Du er som snydt ud af næsen på hende, det ved du godt.”
“Ja, det siger du jo.”
Hun lagde mærke til de små stumper kød, der havde sat sig fast i de tætte hår på hans arme. Han blev stående og stirrede på hende, som om han havde glemt alt omkring sig, men kom så til sig selv igen, da han så posen fra købmanden og det, der var i.
Han vrængede. “Det der har ikke noget med pølser at gøre. De er fremdyrket i et laboratorie. Vent her.”
Hun fulgte ham med blikket, da han gik ind, hev efter vejret, for hvert skridt han tog.
Der gik et par minutter, så vendte han tilbage med en sammenfoldet brun papirspose, der var forseglet med et blodigt fingeraftryk. “Morcilla. Fortæl jeres mor, hvor de kommer fra. Send hende over, hvis hun vil vide, hvordan de skal tilberedes.”
“Skal de ikke bare steges?” sagde Robin.
“Det skulle da lige være i spjældet. Vil man have alle smagsnuancer frem, er man nødt til at lære at bruge en hollænderovn. Forstår I, det er alt sammen et spørgsmål om tryk og –”
Duchess flåede posen til sig, greb Robins hånd og kunne mærke Miltons øjne på sig, da hun skyndte sig væk.
Tilbage ved Rosie’s Diner tog hun en dyb indånding, inden hun trak Robin med ind og lukkede af for pigerne og deres blikke. Der var travlt derinde, bordene var fyldt med feriegæster, lugten af kaffe hang tungt i luften. Højrøstet snak om fritidshuse, planer for sommeren.
Oppe på disken stod glaskrukken med små ketchupper, som var gratis, hvis man købte noget. Duchess kastede et hurtigt blik på Rosie, hun havde travlt med at slå noget ind på kasseapparatet.
Duchess snuppede en enkelt pakke ketchup til Robin og skulle lige til at gå igen.
“Skal man ikke købe noget, før man må tage ketchup?”
Hun kiggede op. Cassidy Evans fra klassen. Robin så fra den ene til den anden, stod nervøst og trippede.
Cassidy så meget selvtilfreds ud med sin lipglossglinsende trutmund, sit blanke hår, sit lede fjæs.
“Det er jo bare en enkelt pakke.”
“Miss Rosie, skal man ikke købe noget, før man må tage ketchup?” sagde Cassidy så højt og uskyldigt, at det dryppede fra stemmen.
Al snak forstummede, vildfremmedes øjne brændte sig ind i Duchess’ hud.
Rosie stillede en kop fra sig og kom hen til disken. Duchess smed pakken tilbage i krukken, men kom til at skubbe til den, så den faldt på gulvet og gik i stykker.
Hun greb fat om Robins hånd og slæbte ham med hen til døren, med Cassidy i hælene og Rosie, der stod og råbte.
De begav sig tavse hjemad ad de stille veje.
“Vi behøver heller ikke noget ketchup,” sagde Robin. “Det smager også godt uden.”
Neden for Sunset Road så de nogle børn spille bold i sandet. Robin kiggede opmærksomt på dem. Duchess legede ellers tit med ham, med hans legetøj, soldater, biler, en pind, som han syntes lignede en tryllestav. Nogle gange råbte han, at Star skulle komme ud, men for det meste lå hun bare inde i den mørke stue med lyden skruet ned på fjernsynet. Duchess havde hørt snak om bipolar, angst, misbrug.
“Hvad sker der?” sagde Robin.
Forude kom nogle børn, tre drenge, løbende imod dem og spurtede forbi.
“Det er familien Kings hus,” sagde Duchess, standsede op og kiggede over på den anden side af vejen. Det store vindue var smadret, et hul på størrelse med en lille sten.
“Skal vi sige det til nogen?”
Hun stod lidt og studerede huset, så en skygge gå rundt derinde, og rystede så på hovedet. Hun tog Robins hånd og gik videre.
