Læseprøve på Velkommen til Ferry Lane Marked af Nicola May

Kapitel 1

“Jeg vil vædde med, at ikke engang Sid Vicious sked i sit badevand.”

Kara Moon stirrede ned på den ækle bæ i guldskildpaddens terrarie.

“Og jeg vil vædde med, han gjorde,” mumlede hendes kæreste, Jago, der glattede sin mørkebrune Beatles-frisure og mærkede uden på alle lommerne i sin kakifarvede jakke. “Har du set mine nøgler, Moo Moo?”

Kara krummede tæer ved lyden af det kælenavn, hun engang havde elsket. Hun gik ind i køkkenet, hvor hun tog nøglerne på nøglebrættet, og tilbage ud igennem den åbne hvælving ind til deres lille stue.

En enkelt gylden solstråle skinnede ind ad altandøren, der stod på klem, og tegnede et sitrende felt på trægulvet. De beroligende velkendte lyde af skrigende måger og knagende yachtmaster steg op nede fra havnen ved flodmundingen, men de kunne ikke dulme den nagende fornemmelse i Kara Moons mave. I håb om at få et andet svar end det, hun forventede, spurgte hun afslappet: “Hvor skal du egentlig hen?”

Da Jago rakte ud efter sin slidte Beatles-nøglering, fornemmede Kara et strejf af den Gucci-aftershave, hun havde givet ham til jul. Han så forfjamsket på hende.

“Det er jobcenterdag. Du ved da godt, jeg altid tager over til Crowsbridge om fredagen.”

“Hvordan kunne jeg dog glemme det?” sagde Kara sarkastisk.

“Nå ja, måske fordi der er gået 18 måneder, og du stadig ikke er kommet hjem derfra med et job.”

“Lad nu være at begynde med det der.”

“Det er bare, fordi … James Bond har brug for sin loppeting, og jeg er ikke sikker på, at der er nok penge i den blå krukke, og …”

Jago ignorerede hendes ynkelige klagen og gik ud i opgangen, hvor han begav sig ned ad trappen to trin ad gangen, men så vendte han sig om og sagde i en nedladende tone: “Min lille prinsesse Jordbærhjelm. Du ser helt køn ud, når du glemmer at sætte dit hår op i den der åndssvage hestehale.”

Kara kæmpede for at holde tårerne tilbage, da hun løftede hånden op til sine lange, uglede kastanjerøde krøller, og manden, hun havde været kæreste med i otte år, fortsatte: “Og hvorfor er du ikke på arbejde? Eller har du også glemt alt om det, dum som du er?”

Kara sukkede dybt og holdt en hånd op imod ham. “Gå nu bare, Jago. Du skal jo ikke komme for sent, vel.”

She loves you, yeah, yeah, yeah. Den berømte Lennon-McCartney tekst, som Kara havde udvalgt til Jagos særlige nøglering, fulgte ham, da han skyndte sig ned ad trappen, sprang de sidste tre trin over og smækkede døren efter sig.

I et forsøg på at genfinde bare en flig af ro stod Kara stille et minuts tid og stirrede tomt ud ad vinduet. Her stod hun, treogtredive år gammel, i et parforhold med en arbejdsløs, håbløs niogtyveårig knægt uden en tanke eller plan for fremtiden. Og selvom hun knoklede røven ud af bukserne for at forsørge dem begge, kunne hun dårligt nok få enderne til at nå sammen, for slet ikke at tale om at spare op. Jo flere penge hun puttede i den blå krukke til uforudsete udgifter og hyggelige ting, som for eksempel en ferie eller en weekendtur, jo flere undskyldninger fandt Jago Ellis på for at tage fra den.

Faktisk var den eneste ferie, de nogensinde havde været på, sørgeligt nok den forlængede weekend til Liverpool, hvor hun var blevet trukket rundt til hver eneste gade og turistattraktion for at stille hans umættelige sult efter hvad som helst, der havde noget at gøre med hans højtelskede besættelse: Beatles.

Med øvet hånd undgik hun bandende et bid fra Sid Vicious og fortsatte med at holde tårerne, der havde hobet sig op, tilbage. Så trak hun sine lyserøde gummihandsker så højt op ad armene, de kunne komme, og fiskede den stygt stinkende rædsel op med det lille net, der var købt til samme formål.

Det var fem år siden, at Jago var kommet fuld hjem med det kæmpemæssige terrarie på slæb op ad trapperne og havde efterladt en pøl af vand efter sig. Og fem år siden at dette lille arme reptil, som første gang Kara så det, skrækslagent havde klynget sig fast til en sten, var blevet hendes ansvar. Hun løftede hovedet fordybet i tanker. Havde de haft det godt sammen dengang? Hun kunne ikke huske det længere.

Deres stue med udsigt til havet gav en optisk illusion af rummelighed, men på trods af den lange karnap med vinduessæde og døren ud til altanen var der dårligt nok plads til deres kombinerede spise- og skrivebord med et par stole og en udslidt topersonerssofa.

Jago havde kluntet hængt et alt for stort tv op på væggen over pejsen. Og glashylden, der senere blev sat op til terrariet, hang så skævt, at når stakkels Sid ville bevæge sig op fra vandet og lægge sig under sin varmelampe, tog det ham adskillige forsøg at tilbagelægge hældningen op til sin sten.

Et lærred med Beatles’ ikoniske Abbey Road-cover hang på væggen over ham; det var, som om de fire mænd tirrede den lille guldskildpadde med deres evne til at gå på en lige linje.

På trods af den trange plads i den treværelsers lejlighed havde Kara ikke kunnet få sig selv til returnere ham til den dyrehandel, han kom fra, da hun først havde set guldskildpaddens søde, lille forhistoriske ansigt. Og da hun endelig havde fået googlet “hvor længe lever guldskildpadder” og opdaget, at de kunne blive helt op til tredive år, var det allerede for sent: Sid Vicious, det mest aggressive reptil i Cornwall, var, sammen med James Bond, den tynde, tolv år gamle, sort-hvide internatkat med en 007-nonchalant attitude, nu så helt og aldeles en del af deres lille dysfunktionelle Ferry Lane-familie.

Med en grimasse tømte hun guldskildpaddens skidt ned i en af de store terrakottakrukker ude på altanen. Så tog hun en dyb indånding af den friske havluft og kiggede ned, hvor hun blev mødt af det kærkomne syn af sin far, der åbnede færgens metalporte, og Jago, der styrtede hen imod dem i fuld fart for ikke at misse afgangen.

Som om han fornemmede sin datters øjne på sig, så Joe Moon op, smilede, vinkede og rettede så sin opmærksomhed imod bilerne, der holdt i kø, og koncentrerede sig om at byde dem velkommen ombord på den højtelskede bil- og passagerfærge– den blomstrende forretning, som havde været en del af Moon-familiens liv, så længe Kara kunne huske.

Kapitel 2

Kara samlede sit hår i den sædvanlige løse hestehale, trak den sidste tipundseddel op af den blå krukke i vindueskarmen, tog sine nøgler fra deres vante plads på nøglebrættet og gik ned ad trapperne til lejlighedens hoveddør. Da hun nåede derned, masede James Bond sig ind ad kattelemmen, stoppede kort op og kløede sig ihærdigt, og som om han fornemmede et snarligt dyrlægebesøg, strøg han derefter lige forbi hende op ad trappen uden så meget som at ofre hende et blik.

“Nu bliver du herinde, okay? Ellers kommer jeg virkelig i problemer,” formanede Kara sin elskede kat med sin lette Cornwall-dialekt. Hun stoppede op, og så gjorde hun noget, hun ellers aldrig gjorde. Hun låste kattelemmen. Med et sug af skyldfølelse løb hun hurtigt ovenpå igen, fandt en gammel bageplade frem og fyldte den med pottemuld fra en af de blomsterløse krukker på altanen.

“For en sikkerheds skyld,” sagde hun højt for sig selv, da hun placerede den under kattelemmen og lukkede døren bag sig. “Jeg er snart tilbage,” kvidrede hun igennem brevsprækken.

Døren til nr. 1 i Ferry View Apartments åbnede ud til bunden af Ferry Lane. Kara så først til venstre og så til højre, før hun skyndte sig om til forsiden af det victorianske lejlighedsbyggeri og begyndte at gå ned ad promenaden med den temmelig uregelmæssige brolægning imod sit arbejde.

Oppe på toppen af bakken var Ferry Lane Marked ved at vågne hastigt op. Hver eneste fredag og lørdag, så længe hun kunne huske, havde alle markedssælgerne sat deres stande op ved hver sin faste plads og solgt deres varer til ikke bare indbyggerne i Hartmouth og byens væld af feriehusejere, men også til de mange turister, der i højsæsonen besøgte den lille historiske by.

Eftersom markedet havde ry for at være det bedste i området, tog mange turister den korte tur over fra Crowsbridge, nogle til fods, men de fleste i bil, på hendes fars færge.

Ingen kunne nægte, at der var noget magisk ved fællesskabsfølelsen, de dage der blev holdt marked udenfor. Både sælgere og kunder hilste og hyggesnakkede. Friske, lokale råvarer og håndlavede genstande og gaver blev udstillet og solgt. Og på trods af at Kara havde haft sin stand de seneste femten år, blev hun aldrig træt af det stemningsfulde udstyrsstykke.

Dagens forårsbrise bar det sædvanlige godmodige drilleri fra Dillons frugt og grønt-stand med sig.

“Kom nærmere, de damer, her er jeres tidlige rabarber, to pund kiloet. Gør gammelfar glad med en lækker crumble. Giv ham et stykke mundgodt – nej, frue, ikke den slags stykke. Her, mærk min asparges. Spændstig og saftig. Giv den et klem, hvis I vil – jeg sladrer ikke til nogen. Bananer, så længe og så lange de skal være, frue.”

Og så videre og så videre.

Selvom hun havde haft en elendig start på morgenen, fik Kara fremtvunget et smil og vendte sig så for at se på fiskeboden Nigel’s Catch – den var så farverig, at lokale kunstnere ofte malede billeder af den, som de solgte til besøgende. Blæksprutte, edderkoppekrabbe, kammuslinger og alverdens andre muslinger var arrangeret på glitrende bunker af is ved siden af friskfangede fisk. Når Kara lukkede øjnene og koncentrerede sig, kunne hun, bag fiskenes aroma, ane den fristende duft af krydrede pasties fra en stand længere oppe ad bakken.

Ferry Lane Marked var hendes et og alt. Hun var begyndt i Passion Flowers, en blomsterhandel og en stand på markedet, som blev drevet af Lydia Twist, på sin attenårs fødselsdag. Men før det, fra hun var bare tolv år gammel, havde hun arbejdet i mange andre stande på markedet. Hendes far, Joe Moon, var født og opvokset i Hartmouth ligesom sine forældre, og da færgen var uundværlig for de fleste, kendte han alle de lokale.

Han havde ladet dem vide, at hans yngste datter ledte efter arbejde, så hvis de kunne bruge et ekstra sæt hænder, stod Kara Moon klar til at tage fat.

Dengang havde hun været lykkelig. Hendes søster, Jenifer, var allerede flyttet for at læse erhvervsøkonomi på Leeds Universitet, så for en tid følte Kara sig som et enebarn. Hun savnede ikke den kontrære, ligefremme Jenifer Moon det mindste. En aldersforskel på syv år havde betydet, at de to søskende aldrig havde været tætte. Kara var altid endt med at føle sig uønsket, når Jens dør ofte var blevet smækket i for næsen af hende, og deres mor sjældent gad reagere på deres højlydte skænderier. Egentlig havde Doryty Moon sjældent reageret på noget, hvis det ikke direkte involverede hende selv.

I det mindste havde Kara undgået skuffelsen over at opleve sin mors udeblevne reaktion, da hun modtog sine eksamenskarakterer, for på det tidspunkt havde hendes mor for længst forladt dem. Med tanke på, hvor lidt Kara havde læst op, havde hun været jublende glad for alligevel at få så gode resultater i alle sine eksaminer. For de penge, hun havde fået af sin far som belønning, havde hun tilmed endelig været modig nok til at få rettet sine tænder.

Hun besad en dyb frygt for tandlæger, men efter i årevis at være blevet kaldt Snurre Snup, havde hun til sidst ladet sig overtale af sin far til at opsøge en specialtandlæge. Åh gud, hvor havde hun hadet de smertefulde tandreguleringer. Men resultatet havde været det hele værd. Takket være sin hårfarve blev hun stadig af og til kaldt Jordbærhjelm, men det kunne hun stort set håndtere, nu hvor hun havde fået et Hollywood-smil at sende direkte tilbage i ansigtet, på hvem end der skulle finde på at genere hende. Derfor havde det været med en fornyet følelse af selvsikkerhed, at hun som attenårig var mødt op til sin første arbejdsdag i Passion Flowers – lige indtil hun så den strålende pink bluse, hun skulle have på, som på alle måder ville disharmonere med hendes røde hår. Hun havde også hurtigt indset, at når det kom til blomsterbinding, var hun lige så grøn som sine glitrende smaragdgrønne øjne.

*

I dag var endnu en første gang – den første gang i femten år, at Kara havde taget fri fra arbejde i sidste øjeblik. Da hun havde bedt sin chef, Lydia, om fri, havde den ubøjelige blomsterbinder vrisset: ‘Jeg fatter simpelthen ikke, at du beder mig om det her dagen før en markedsdag. Helt ærligt, Kara, kan du ikke rykke den dyrlægetid? Og en hel dag? Du kan da vel komme tilbage, når katten har fået sine pokkers indsprøjtninger!’

Lydias rasende reaktion var fuldstændig forudsigelig, da Karas fravær betød, at hun selv var nødt til at stå op klokken halv fem for at køre til blomstermarkedet i Penrigan, hvor de kunne få de flotteste og friskeste blomster til butikken og standen.

De seneste fem år havde Kara taget sig af denne ugentlige opgave – ikke at nogen takkede hende for det. Lige siden Lydia havde overrakt Kara nøglerne til firmaets varevogn, så hun kunne bruge den, når hun havde lyst, havde hun også følt sig i sin gode ret til at forlange, at Kara arbejdede på alle tænkelige tidspunkter af døgnet. Og Kara, som var vant til urimelige krav fra sin snerpede halvtredsårige arbejdsgiver, indvilligede bare for fredens skyld.

Men i dag, for én gangs skyld, havde Kara stået fast. At James Bond skulle til dyrlæge, var ikke en decideret løgn, for han skulle have sin årlige vaccine imod katteinfluenza. At hun havde fortalt Lydia, at han altid fik en mærkelig efterreaktion, var dog mindre pænt. Men hun vidste ikke, hvordan hun ville have det, når hun havde gjort det, hun var nødt til at gøre, så i stedet for at risikere at blive ulykkelig på arbejdet, havde hun besluttet, at den bedste strategi var bare at holde sig væk.

Eftersom pengene var små, havde hun ikke længere råd til at tage James Bond med til dyrlæge, medmindre det var et nødstilfælde. Hendes families gamle kat, Bawcock, var blevet hele hæderlige toogtyve år og havde aldrig i sit liv fået en indsprøjtning.

Den første og eneste gang, han havde været hos dyrlægen, var, da hans ene øre næsten blev revet af i et slagsmål med naboens gråstribede kat. Karas mor havde insisteret på, at han fik øjeblikkelig behandling, mens Karas farfar, Harry, havde været forbi og hævdet, at den forslåede kat var lige så brav som gamle Tom Bawcock, hans navnefælle, og at dyr helede udmærket af sig selv. Harry ville have været fint tilfreds med at rense kødsåret med noget desinficerende og putte et plaster på. Men Doryty Moon havde fået sin vilje, som hun altid gjorde. Det højtelskede kæledyr var blevet syet, og Kara havde aldrig fundet ud af, hvem den gamle Tom var, eller hvad han havde gjort, der var så fantastisk.