1

Send klovnen ind

JIM LUKKEDE PERSIENNERNE, trak telefonen ud af stikket og satte båndet i. Han lænede sig tilbage i stolen, tog en dyb indånding og trykkede play. Båndet knitrede, en velkendt, men alligevel ildevarslende lyd, fordi han vidste, hvad der fulgte. Han sprang de indledende bemærkninger over og standsede, da han hørte Jess’ stemme.

“Babyalarmen er en af de nyeste modeller. Der er et lille kamera nede på Harrys værelse, og ved siden af min seng står modtageenheden. Jeg havde det skidt med, at Harry skulle til at sove på sit eget værelse, især fordi det ligger to etager nede: i en lav stueetage. Der er langt ned. Huset er ikke ligefrem familievenligt. Men Michael elskede det.”

Han skruede op for lyden og lukkede øjnene. Kunne høre hende tage en slurk vand og skar ansigt, da glasset ramte hendes tænder.

“Jeg kunne bedre lide udtrykket lav stueetage end kælder, det var også det, ejendomsmægleren brugte. Kælder lyder uhyggeligt, mørkt og koldt. Men Harry har et dejligt værelse – der er dyreklistermærker på væggene. Og loftet fik vi malet blåt, ligesom himlen.”

Hun rømmede sig, flyttede sig i stolen.

“Der gik nogle uger, før det lykkedes mig at sove mere end bare en time uden at skulle tjekke modtageren for at se, hvilken stilling han lå i, om han havde sparket dynen af sig. Det infrarøde kamera kaster et uhyggeligt grønt skær over værelset og får hans hud til at virke så bleg, at jeg var sikker på, han lå og frøs dernede.”

Hun udstødte en nervøs lille latter.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg satte mig op i sengen den nat, hvorfor jeg svedte, hvorfor hjertet hamrede i brystet på mig. Jeg kan huske, jeg rakte ud efter uret og så, at klokken var nitten minutter over tre. Underligt … hvad det lige er, man husker.”

Hun tav et øjeblik, rømmede sig igen.

“Jeg kastede et blik på skærmen og måtte bekæmpe en stærk trang til lige at kigge til ham. Jeg var ved at drive mig selv til vanvid med hele tiden at skulle tjekke. Han er trods alt tre og ikke nogen baby længere. Jeg rakte ud efter mit vandglas. Jeg var tør og ru i halsen … Jeg ved ikke … måske var jeg ved at blive syg … forkølet eller noget.”

Hun rømmede sig. “Er det for detaljeret, det her?”

Han hørte sin egen stemme, fattet, beroligende, erfaren. “Du klarer det fint.”

“Jeg lagde mig ned igen og lå og stirrede på den mørke skærm. Han havde det jo fint. Harry havde det jo fint. Sådan havde det været hver eneste nat, siden Michael smuttede. Jeg var et nervevrag … jeg er et nervevrag: fucking langt ude. Det menneske, jeg var engang, er … forsvundet … Jeg er ikke engang sikker på, jeg kan huske hende. Gad vide, om jeg nogensinde får hende at se igen … altså den person, jeg var. Lyder jeg helt skør?”

Han havde smilet mildt og rystet på hovedet.

“Min mor siger, at det bare tager tid, at jeg nok skal finde tilbage på sporet igen. Men hvor lang tid vil det tage? Hvor meget længere skal jeg fortsætte på den her måde, før det begynder at blive lettere? Hun ved det ikke. Jeg går og venter på den dag, jeg kan holde op med at tænke på ham, trykke på en kontakt eller noget, og så bliver mørke til lys. Men samtidig er jeg hunderæd for at komme videre, for jeg elsker ham så højt. Forstår du det, Jim?”

Han havde mødt hendes blik og nikket ganske let.

“Gad vide, hvornår jeg bliver i stand til at sætte mig og spise et måltid mad uden at spekulere på, hvem han spiser sammen med eller, hvad der er endnu værre, sover sammen med. Det er som en sygdom, den fortærer én. Jeg ånder ham ind, men aldrig ud igen. Er det sygt, Jim? Det er ikke fair. Han skred jo bare. Og så er det meget lettere for ham at finde en anden, end det er for mig. Jeg er jo enlig mor nu, det vil kræve et mindre mirakel at finde en ordentlig fyr … en, der vil være far for en anden mands barn. Hvem vil det? Jeg mener, helt ærligt? Det er den slags tanker, jeg prøver at fortrænge. Men når jeg ligger der om natten … dén nat …”

Hun tøvede og blev tavs.

De afbrød midlertidigt, denne gang skulle hun på toilettet. Han overvejede at sætte båndet på pause – det gjorde han altid på det her sted. Lagde fingeren på knappen, men trak den til sig, da han hørte hendes stemme igen.

“Der gik over en time, før jeg begyndte at slappe af. Men til sidst gled mine øjne i, og jeg døsede hen. Og så hørte jeg noget.

En hvisken.

‘Jessica.’

Jeg slog øjnene op og kunne ikke få vejret. Jeg stirrede på skærmen, den var stadig mørk, det grønne lys brændte stadig.

Det måtte være noget, jeg havde bildt mig ind. Det var det, jeg tænkte, Jim: Tag dig nu sammen, Jess. Det var mit hoved, der lavede numre igen, sådan som det havde gjort den første tid, efter at Michael var gået. Dengang havde det bare været lettere, for da sov Harry i min seng, lige så meget for min som for sin egen skyld. Eller det vil sige, han ville helst være fri. Tænk engang. En treårig, der hellere vil sove for sig selv. Meget voksent.”

Hun rømmede sig.

“Jeg satte mig op. Min hånd rystede, da jeg rakte ud efter glasset.”

Han kunne huske hendes blussende kinder, det flakkende blik.

“Så hørte jeg det igen.

‘Jessica.’

Stadig en hvisken, men højere denne gang.”

Nu snublede ordene over hinanden.

“Jeg tabte glasset, greb ud efter monitoren og trykkede på knappen. Og faldt lidt ned, da jeg så Harry ligge på ryggen og sove med hænderne over hovedet. Det var den stilling, han havde sovet i, siden han var helt lille. Så måtte det jo være noget, jeg bildte mig ind. En stemme i mit hoved. Det blev jeg ved at sige til mig selv, for det er jo det, man gør … man prøver at være rationel. Jeg sad og iagttog ham, indtil skærmen gik i sort. Så stillede jeg den tilbage på natbordet og tvang mig selv til at lægge mig ned igen. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg, Jim. Og tænkte, jeg ville ringe til min mor næste morgen og fortælle hende om det. Så kunne det være, at mændene i de hvide kitler ville komme og køre mig et eller andet sted hen.

Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Blev ved at ligge og tænke, hvad nu hvis det ikke var noget, jeg bildte mig ind? Hvad nu, hvis der rent faktisk var nogen nede på Harrys værelse? Scan–knappen. Den havde jeg helt glemt. Jeg greb skærmen igen. Den har fire pile på siden, der får kameraet til at dreje. Jeg trykkede på højre pil. Kameraet gled hen over hans seng og forbi legetøjskassen, gyngehesten og bilen, han selv kan køre i. Jeg håbede bare, at det ikke lavede nogen lyde, når det drejede. Han er først lige begyndt at sove igennem, og det er stort, for ellers vågnede han med nogle få timers mellemrum.”

Han kunne høre hende sidde og kratte i bordet, da panikken begyndte at brede sig.

“Kameraet nåede hen til den fjerne væg. Jeg scannede tilbage igen. Og så, lige inden det nåede sengen, fik jeg øje på et eller andet. Men det gled tilbage til Harrys ansigt. Og han så så rolig ud, Jim, så fredfyldt.”

Hun talte lavmælt, sad nærmest og hviskede.

“Jeg blev ved at trykke på pilen. Kameraet drejede langsomt og rykvist mod højre.

Jeg blev ved at trykke. Det blev ved at dreje.

Blev ved og ved …”

Hun tav og sad lidt og hyperventilerede.

Han ville have afbrudt afhøringen lige dér, havde gjort anstalter til det, men så skiftet mening.

“Og til sidst nåede det hen til gyngestolen i den fjerne ende af værelset. Jeg kunne skelne omridset af noget i stolen, men det var for langt væk til, at jeg kunne se, hvad det var.

Uanset hvad vidste jeg, at det ikke burde være der. Jeg sidder jo i den stol hver aften og læser godnathistorie med Harry på skødet.  Jeg var ved at stirre øjnene ud af hovedet for at prøve at se, hvad det var. Så trykkede jeg på zoom–knappen, og det i stolen begyndte langsomt at antage form af noget, jeg kendte.

En mand.

En mand på min søns værelse.”

Hendes stemme rystede.

“Manden havde klovnemaske på.”

Han sank en klump, blev selv tør i halsen.

“Jeg skreg, tabte skærmen og greb ud efter telefonen. Løftede røret, men forbindelsen var død … det var jo uvejr. Jeg ville skrå gennem soveværelset, men standsede, da jeg trådte i noget vådt. Jeg skulle lige til at skrige igen, da jeg fik øje på glasset nede på gulvet. Vand. Jeg havde jo væltet mit vandglas.”

Hendes kratten blev højere, hurtigere.

“Jeg listede ned ad trappen til næste etage og måtte hele tiden gnide sved ud af øjnene. Jeg sneg mig hen ad gangen og ud i køkkenet. Jeg havde ikke lukket persiennerne og kunne se, det styrtede ned udenfor. Så gik jeg hen til knivblokken og greb den største, forskærerkniven. På vej ned ad trappen til den lave stueetage standsede jeg og lyttede.

Hjertet hamrede i brystet på mig, Jim, det var det eneste, jeg kunne høre.

Dunk.

Dunk.

Igen og igen.

Jeg tog en dyb indånding og løb hen mod døren, greb fat i håndtaget og kastede mig ind på værelset.

Trykkede på lyskontakten, skreg af mine lungers fulde kraft og knugede så hårdt om kniven, at mine fingre blev helt hvide. Jeg kiggede hen på gyngestolen.

Ingen klovn.

Så kiggede jeg hen på min søns seng. Jeg slap kniven og sank i knæ. Min søn var der ikke. Han var væk. Harry var væk.”

Det værkede i Jims skuldre, han gned sig i øjnene og pustede tungt ud.

Han sad længe i mørket og lyttede til hendes gråd, tvang til sidst sig selv til at standse båndet.

2

Nålestriber og termitter

HOLD OP, DET var varmt i dag. Alt for varmt til et tykt, uldent jakkesæt – og så endda med vest til. Men der havde ikke været flere nålestribede at vælge imellem, så Manny havde holdt fast i, at det var dét sæt, han ville have. At det var sat ned til halv pris, havde gjort udslaget og fået hans mor til at købe det til ham.

Da han nu steg ud af deres Ford Escape, kunne han mærke, hvordan sveden fik hans fars stivede hvide bomuldsskjorte til at klæbe til ryggen. Han kastede et blik ned på sine sko – et par sorte herresko, der var så blanke, at han kunne se spejlbilledet af den bløde filthat, der strammede om hans hoved, i dem. Den fucking hat var begyndt at gnave. Den var i størrelse medium, men mr. Phillips i herreekviperingen nede på Main Street havde sagt, han skulle bruge en extra large. Han havde lagt et målebånd om hovedet på ham og udstødt en langtrukken fløjten. En hat i den størrelse skulle bestilles hjem, men det kunne godt tage flere uger; den skulle jo specialfremstilles til så stort et hoved.

Manny kastede et blik tilbage på bilen og skulede, da moren trykkede hornet i bund og vinkede.

Han havde ellers tryglet hende om at købe en gammel Cadillac eller en Lincoln. Men hun var smeltet totalt, da den muskuløse Ford-forhandler med de tre dage gamle skægstubbe og de smalle blå øjne var begyndt at flirte med hende. Han kunne have solgt hende den klat tyggegummi, han havde under skoen, da han var færdig med sin salgstale. Sådan havde hun været, lige siden hans far var skredet: som en tæve i løbetid, endda en gammel tæve. Da de gik rundt på pladsen, havde Manny resigneret og affundet sig med, at den første bil, som han skulle dele med sin mor, ville blive en Ford Escape. Han havde dog forsøgt at få gennemtrumfet, at den i det mindste skulle være sort og selvfølgelig have tonede ruder. Men så havde muskelbundtet hevet dem med over til en lyseblå model, der lignede et andeæg, og da moren gav sig til at gå rundt om den, havde han sagt, at han godt kunne give hende en god pris på den, selvfølgelig mens han stod og blinkede.

“Det siger du ikke? Det er sgu da kun, fordi der ikke nogen, der vil køre rundt i sådan et råddent æg,” havde Manny sagt, men desværre for døve ører.

Da hun underskrev papirerne, havde Manny stået og prøvet at lade være med at tude. Men så havde den blåøjede kigget op og ned ad ham og spurgt moren, hvorfor hendes søn gik rundt og lignede en gangster fra 1950’erne, og straks havde han fået det meget bedre. Folk var begyndt at lægge mærke til det. Og det var ikke kun tøjet; sytten uger uden at barbere overlæben var begyndt at bære frugt. Nu var overskægget endelig en kendsgerning, selv om det desværre havde en lidt uheldig facon. Mannys overskæg var nemlig genetisk bestemt til at være spidsformet: to tynde streger, der mødtes under næsetippen. Han havde i sin fortvivlelse prøvet at ændre formen, men uden større held. På et tidspunkt havde han været lidt for ivrig med skægtrimmeren og var kommet til at klippe så meget af, at klassekammeraterne var begyndt at kalde ham Adolf.

Manny sukkede, da Ford Escapen forsvandt ud af syne med solen funklende i det babyblå karrosseri. Han drejede rundt og satte kurs mod skoleporten.

“Sejt outfit, Manny.”

Manny vendte sig om og fik øje på sin bedste ven og fremtidige consigliere, Abel Goldenblatt. Ikke at han behøvede at vende sig om for at vide, hvem det var, der råbte. Abel havde nemlig en meget dyb stemme, en grotesk dyb stemme. Og når en så grotesk dyb stemme kom ud af munden på en grotesk høj og bønnestagetynd person, var det samlede resultat … ja altså … grotesk.

“Shit, Abe, altså. Har jeg ikke sagt, at du skal bruge mit andet navn fra nu af?”

“Undskyld, det bliver jeg ved at glemme.”

Manny skulede og sænkede farten, idet han mærkede sveden begynde at løbe fra panden og ned under flippen på skjorten, der ellers var hele to centimeter for stram om halsen.

“Jeg har jo sagt det tusind gange, kald mig nu bare M. Ligesom Tony Soprano bliver kaldt T af dem i inderkredsen.”

“Ja, undskyld, M. Skal jeg også kalde dig M i klassen?”

“Selvfølgelig. Hvad ellers? Har du tænkt over, hvad du selv vil kaldes?”

Abe trak på skuldrene, tydeligvis ret ligeglad.

Manny skævede op til ham og ærgrede sig som sædvanlig over hans fornavn. “Hvad er det også lige for nogle syge, forskruede forældre, der kalder deres eneste søn for Abel? Ja, du er jøde, det ved jeg godt, men der er sgu da masser af jødiske navne, der er meget pænere end Abel.”

“Jeg synes nu ellers, at Abel er ret cool. Bibelske navne har fået en renæssance. Min fætter har lige kaldt sin søn Binyamin.”

“Du mener Benjamin.”

Abe rystede på hovedet.

“Man kan ikke bare tage et totalt velfungerende navn og ændre et par bogstaver.”

“Det er altså et rigtigt navn. Binyamin … ligesom Netanyahu.”

“Helt ærligt, halvdelen af tiden aner jeg ikke, hvad det fucking er, du går og fabler om.”

Abe grinede. “Du lyder ligesom min tante Devorah.”

Manny sendte ham et smørret smil. “Der fik du mig sgu. Godt gået. Touché.”

Abe rynkede panden.

Manny hev ud i flippen.

“Det er næsten ikke til at fatte, mand. At der er så kort tid til dimissionen. Og så er vi fri,” sagde Abe og skubbede brillerne op på næsen med pegefingeren.

“Har du spurgt din mor, om vi må male Volvoen?”

“Ikke endnu.”

“Husk også at spørge om ruderne. Jeg kan skaffe mørklægningsfolie med tyve procent rabat. Man skal bare være omhyggelig, når man klæber det på, ellers kommer der luftbobler.”

Abe skævede nervøst til ham. “Vi får helt sikkert ikke lov til at tone ruderne. Min mor ville ikke kunne se ud gennem dem. Du ved jo godt, hvordan det er med hendes øjne.”

Manny tænkte på mrs. Goldenblatt, hvis brilleglas var tykkere end sønnens og så tunge, at stellet havde lavet en permanent fordybning i hendes næse.

“Pis og lort, Abe. Hvordan skal det nogensinde lykkes os at opkræve beskyttelsespenge, når vi ikke ligner det, vi giver os ud for at være? Og det minder mig forresten også om, at du skal huske at købe et nyt sæt tøj.”

“Hvad er der galt med det her? Det er fra Brooks Brothers. Jeg fik det sidste år til min nevøs bar mitzvah, kan du ikke huske det? Jeg burde faktisk ikke have taget det på i det her vejr. Det skulle jo blive over toogtredive grader i dag. Min mor siger, jeg risikerer at få hedeslag.”

“Det er brunt. Gangstere går ikke i brunt.”

“Det er overhovedet ikke brunt. Fyren i forretningen kaldte det for kornfarvet. Og sagde, at det passer meget bedre til min statur end et mørkere sæt … at det giver mig mere tyngde.”

Manny kiggede op og ned ad ham og sukkede.

“Hvem er det forresten også, vi skal opkræve beskyttelsespenge hos? Og hvornår havde du tænkt dig, vi skulle gøre det? Min mor har skaffet mig sommerferiejob hos mr. Berlinsky, så vi er nødt til at indpasse det efter mine arbejdsdage.”

“Mr. Berlinsky? Den jødiske slagter? Ham har jeg med på listen over folk, der skal se at få betalt. Der kan du sgu da ikke arbejde, Abe. Totalt udelukket. Folk vil bare begynde at grine, hvis de ser mig køre rundt og opkræve beskyttelsespenge sammen med slagterdrengen. Desuden kommer du helt sikkert til at stinke af råt kød. Jeg får kvalme bare ved tanken.”

“Jeg forstår det altså stadig ikke. Jo, det der med, at vi skal lade, som om vi er gangstere, selv om jeg er jøde, det er jeg helt med på. Men hvorfor skulle alle de her mennesker uden videre give os penge?”

Manny måtte bekæmpe en stærk trang til at skrige.

“For det første betyder det ikke en skid, at du er jøde. Italienere og jøder har arbejdet sammen i generationer. Se bare Lucky Luciano og Meyer Lansky. De kørte sgu med klatten, de to.”

“Jamen du er jo ikke italiener, du er mexicaner.”

Manny bed sig i knoerne.

“Min fars grandonkel giftede sig med en italiener. Rosa, hed hun. Det vil sige, at mine fætre er italienere, ergo er min familie delvis italiensk, og det er jeg så også. Og for det andet er de bare nødt til at betale, for gør de ikke det, går der lort i alting. Tror du måske, mrs. Parker har lyst til at løbe tør for mælk i tesalonen? Eller at mr. Ahmed vil have slukket for strømmen til renseriet? Nej, gu’ vil de røv. De skal nok betale. De har haft det alt for let alt for længe. Det er på tide, nogen går i kødet på dem.”

Abe lagde sin skepsis til side og skubbede døren til klasseværelset op.

Da kammeraterne så dem, gav de sig til at skraldgrine. Og læreren grinede med.

Roger mærkede pulsen stige, da han tændte for computeren. Den store skærm hvilede på en gennemsigtig fod, og da der ikke var nogen kabler at se, så det ud, som om den svævede frit i luften.

Det var ellers ikke, fordi han havde brug for et kontor, men indretningsarkitekten havde insisteret. Læderstolen var en Herman Miller, skrivebordet af tung eg. Væggene var beklædt med bogreoler med bøger på snorlige rækker uden luft imellem, et udvalg, der spændte fra klassikere til håndbøger. Alle sammen ulæste.

Da der kom liv i skærmen, gled hans blik hen på det indrammede foto ved siden af. De så så unge ud. På deres bryllupsdag. Henrietta strålede. Hun var uden hans eller andres vidende blevet gravid måneden før. De kaldte deres søn Thomas. Han levede i seks timer.

Han mærkede skammen brænde, sank en klump og lagde billedet med forsiden nedad.

Kontoret var kun oplyst af skærmen. Han havde lukket persiennerne og sad og kneb øjnene sammen, til de havde vænnet sig til lyset. Så åbnede han browseren og fandt websitet.

Han var helt sikker på, han var alene hjemme, men kunne alligevel ikke lade være med at sidde og skæve til døren, sidde med cursoren over X’et.

Han duppede sved af panden med et lommetørklæde med monogram på, fugtede de tørre læber og prøvede at holde op med at ryste på hænderne. Sådan var det altid de første minutter, indtil han faldt lidt ned, slap væk.

Han smilede, mens han sad og studerede billedet, mærkede ophidselsen få fat og skylden, der senere ville være ved at kvæle ham, begynde at lette. Mærkede musklerne i nakken slappe af, skuldrene sænkes, og hjerterytmen blive langsommere.

Han åbnede bæltet.

Det ringede på døren.

Han røg op fra stolen, så bukserne gled ned om haserne på ham. Han trak dem op igen, satte sig ned og forsøgte at lukke browseren. Men billedet frøs; det billede, han blot et øjeblik tidligere havde syntes var så smukt, fyldte ham nu med panik. Han blev ved at klikke på X’et.

Så gav han sig til at lede efter en tænd-sluk-knap på skærmen, men kunne ikke finde nogen.

Dørklokken ringede igen.

Han var nødt til at gå ud. Det var sikkert bare et bud – med et eller andet til Henrietta, et par sko måske. Endnu flere sko.

Så hørte han nøglen i låsen.

“Skat?” kaldte hun.

Han sank en klump.

Bøjede sig ned over harddisken og trykkede en enkelt gang på tænd-sluk-knappen der. Der skete ingenting. Han trykkede igen, blev ved at trykke.

Hun ville næppe vove sig ind på hans kontor, men han turde ikke tage chancen.

Han greb fat om skærmen, stod lidt og vuggede den i sine arme for at få den fri af skrivebordet. Den var tung. Han forsøgte at vride kablerne løs, men opdagede, at de var skruet fast, prøvede i stedet at få skruerne ud. Hænderne var glatte af sved.

“Skat?”

Han stillede skærmen fra sig og hamrede hånden ind i siden af harddisken.

“Hvad er det for en larm, skat?”

“Ikke noget.” Hans stemme rystede.

“Hvor er du henne, skat? Jeg har en tung kasse i favnen og tør ikke bøje mig forover, så jeg kan komme af med den.”

Af alle undskyldninger i hele verden skulle hans panikslagne hjerne lige vælge den allermest absurde:

“Jeg står på en stige.”

“Hvad i alverden laver du på en stige? Det burde du lade være med, når du er alene. Hvad, hvis du får overbalance og falder ned?” råbte hun.

Han åndede lettet op, da skærmen endelig gik i sort, og spurtede ud i køkkenet efter trappestigen.

Lidt efter stod han oppe på øverste trin.

Han hørte hende sukke demonstrativt og gøre et stort nummer ud af at stille kassen fra sig på køkkenbordet. Pludselig stod hun ved siden af stigen og kiggede op på ham.

I skyndingen var han kommet til at tage vinglasset med. De rystende hænder røbede, at roen var påtaget, da han tog en slurk.

Han stod og stirrede på væggen, og til sin umådelige lettelse fik han øje på en lille revne i pudset højere oppe. Han lod fingeren glide hen over revnen og rystede lidt på hovedet.

“Hvad er det? Er det noget alvorligt?” spurgte hun.

Han gned sig over hagen. Havde han haft den fjerneste idé om murerarbejde, bygningskonstruktion eller andet, der mindede om fysisk arbejde, var han givetvis kommet på et bedre svar.

“Det kan meget vel være termitter.”

Heldigvis vidste Henrietta endnu mindre om termitter end ham selv.

“Termitter? Jeg ringer til Richard.”

Han sank en klump og mistede ligesom pusten, da Richards navn blev nævnt. Richard var entreprenøren, de havde betalt i dyre domme for at gennemrenovere huset. Richard var høj og flot og veltrænet. En rigtig mand. En rigtig mand af den slags, Roger nærede stille ærbødighed for.

“Nej, det behøver du ikke. Bare overlad det til mig. Så skal jeg nok tage mig af det kryb,” sagde han og prøvede at lyde så overbevisende, at det ville lukke munden på hende.

“Jamen hvad ved du om termitter, Roger?”

Han havde aldrig været god til at lyve og begyndte nu også at vrøvle. “Jeg ved en del … helt konkret. Som barn havde vi et sted i Cotswolds, og det var totalt undermineret, det satans hus, af termitter. Til sidst var vi nødt til at ryge dem ud.”

Han løftede det ene øjenbryn, løgnen kom bag på ham selv.

“Og hvad indebærer det så at ryge dem ud?”

Han rømmede sig. “En blæselampe … og en kemisk opløsning, der hedder Termex. Jeg smutter forbi isenkræmmeren i morgen og ser, om de skulle have noget på lager.”

Hun vendte sig for at gå, men standsede igen. “Pas nu på, skat. Jeg bryder mig altså ikke om, at du står oppe på stigen og drikker.”

Han lukkede øjnene, pustede tungt ud og tog en ordentlig slurk vin.

Han havde besejret dragen.

Han var på vej ned ad stigen, da det ringede på døren. Lidt efter hørte han Henrietta vise nogen gennem gangen og ud i køkkenet.

“Det er Richard, skat. Han har glemt noget boregrej ude i garagen. Nu han er her, kan vi lige så godt få ham til at se på de termitter.”

Richard, handymanden, trådte ind ad døren og løftede spørgende det ene øjenbryn.

Roger sukkede. Skønne spildte kræfter.

Thalia stod lidt og skulede til legetøjsvaskemaskinen, inden hun hamrede sin lille næve ned i toppladen og lyste op i et smil, da den igen begyndte at køre.

“Manny, gider du lige vaske bilen. Den er begyndt at miste lidt af sin glans. Jared sagde, at vi skulle passe godt på karrosseriet. Så holder den bedre værdien,” brølede Elena for at overdøve larmen.

Hun kiggede op, da sønnen kom ud i køkkenet.

“Du gode gud, Manny. Hvad er der sket med dit hoved?”

Manny gned sig forsigtigt over den brede, røde bræmme tværs over panden.

“Hatten, mor. Hatten er for stram. Hvem fanden er Jared?”

Moren sendte ham et strengt blik. Thalia var i den alder, hvor hun gentog alt, hvad hun hørte, og Elena forsøgte ihærdigt at opdrage på sin søn.

“Tal ordentligt. Jeg er godt sur på dig, så lad være med at prøve på noget.”

Manny løftede afværgende hænderne. “Hvad har jeg nu gjort?”

“Det var dig, der afleverede Thalia i børnehaven i morges.”

“Ja. Og vi var ikke sent på den eller noget, så hvad er der galt?”

“Du husker vel, jeg sagde, at hun skulle have et stykke frugt med. Det skal alle børnene, og så skærer de det hele ud og deler det, når de skal have frugt om eftermiddagen.”

Han nikkede forbeholdent og havde allerede blikket rettet mod døren.

“Hvad var det så, du gav hende med?”

“Et æble eller noget.”

“Forkert, Manny. Prøv igen.”

Han kastede et stjålent blik på frugtskålen. “En appelsin?”

“Nej, du gav hende en kartoffel med.”

Han kiggede over på Thalia og forsøgte at undgå morens blik.

“Børn har jo også brug for kulhydrater,” sagde han.

Elena stirrede arrigt på ham.

“Seriøst, mor. De får jo tyndskid af al den frugt. Jeg gjorde det faktisk af hensyn til dem selv, og desuden havde jeg travlt med at nå i skole, inden det ringede ind. Teknisk set var det også din skyld, fordi du havde ladet kartoflerne ligge fremme. Men sig mig lige, hvem er ham der Jared? Og hvad har han med ægget at gøre?”

Moren åbnede køleskabet og tog et tykt stykke oksekød fra Berlinsky ud.

“Skal vi have ziti? Du ved, hvordan jeg godt kan lide det, med lidt mortadella … lidt peber … bare lige nok til at pirre smagsløgene.”

Moren sendte ham et træt blik. “Jeg ved ikke engang, hvad ziti er. Det er huaraches, vi skal have. Din søsters livret. Vi er mexicanere, ikke italienere, Manny. Det må du lære at leve med.”

“Jeg fik ziti på Azzurro, kan du ikke huske det? Sidste år på min fødselsdag. Hvem er ham Jared?”

“Jared er den flinke mand, vi købte bilen af. Han har inviteret mig ud at spise på fredag, så du er nødt til at passe din lillesøster.”

Manny stirrede forfærdet på hende. “Ham den smaløjede smartass? Ham kan du ikke gå ud med, mor. Han kunne jo være din fucking søn.”

“Manny,” hvislede Elena. “Hvis du bander en gang til, så inddrager jeg dine lommepenge.”

Hun blev ved at stirre på ham, til han kiggede ned i gulvet.

“Så meget yngre end mig er Jared altså heller ikke, og desuden går jeg ud med dem, jeg vil, og nu vasker du bilen, og så holder du dig hjemme på fredag. Er du med?”

Han kiggede op på hende og nikkede modstræbende.

“Godt.”

Han fulgte hende med blikket, da hun gik tilbage til køleskabet. Hun så træt ud, det gjorde hun hele tiden. Separationen havde taget hårdt på hende, på dem alle sammen. Hun var bekymret, det vidste Manny godt. Hun var bekymret, men prøvede at skjule det.

“Undskyld, mor. Jeg prøver jo bare at passe på dig.”

“Det ved jeg godt.”

“Og Jared ligner sådan en totalt klam røvhulstrussetyvstype. Kan du ikke bare vente på, at far kommer hjem igen?”

Hun sukkede. “Det har vi været igennem, Manny. Det er to år siden nu. Hvis ikke det var, fordi din farmor havde skrevet, ville jeg ikke engang vide, hvor din far bor henne. Og Jared er sød og rar. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg har tænkt mig at gifte mig med ham. Jeg vil bare godt have en at gå ud at spise med og måske i biffen. Og for sidste gang: Hold så op med at bande. Thalia står lige der, og af en eller anden grund ser hun op til dig, så tal nu ordentligt.”

Manny hentede en spand under vasken og fyldte den med vand.

Da han var på vej ud ad døren, hørte han søsterens vaskemaskine gå i stå midt i programmet, og hun vendte sig om mod moren og sagde med sin søde lille stemme:

“De fucking batterier er jo pisseflade.”

Manny slap spanden og spænede ud ad døren, inden moren kunne nå at få fat på ham.

Læs Q&A med forfatter Chris Whitaker her.