Læseprøve på Ulven blotter sine tænder af Samuel Bjørk

Den 28. maj 1993 blev to elleveårige drenge fundet dræbt på en mark i Fagerhult i Sverige, omkring ti kilometer nordøst for Uddevalla. Bonden, der fandt ligene, beskrev senere opdagelsen, som om nogen havde åbnet porten til helvede. Den ene dreng, Oliver Hellberg, var helt nøgen og lå på ryggen. Den anden dreng, Sven-Olof Jönsson, lå i underbukser nogle meter derfra. Mellem drengene lå et dyr. En hvid hare. På grund af sagens grovhed blev der nedsat en gruppe bestående af efterforskere fra Rigskrim i Stockholm og lokale politifolk, men det stod hurtigt klart, at det ikke fungerede.

I de følgende år blev gruppens ledelse skiftet ud ikke færre end tre gange, og til sidst måtte den svenske justitsminister, Eva Nordberg, gå af. Gruppen af efterforskere blev beskyldt for at have lækket den ene drengs dagbog.

Drengens forældre, Patrick og Emilie Hellberg, forsøgte ad rettens vej at forhindre formiddagsaviserne i at offentliggøre deres elleveårige søns private tanker. Parret fik i første omgang medhold i Uddevalla Tingsret, men tabte ankesagen i Vestre Sveriges Landsret.

Drengens mor, Emilie Hellberg, blev nogle uger senere fundet død i badekarret hjemme i familiens hus på Ekeskärsvägen. Hun havde taget sit eget liv. I det, der ofte kaldes skammens dag i svensk journalistik, blev drengens dagbog offentliggjort i sin helhed den 14. oktober 1993, i både Expressen og Aftonbladet. For første gang nogensinde havde begge aviser præcis den samme forside, nemlig et foto af den sidste side i drengens dagbog. Der stod kun nogle få ord skrevet med skråskrift.

I morgen kommer månen. Jeg er bange for Ulven.

Sagen er stadig uopklaret.

 

DEL 1

April 2001

Thomas Borchgrevink stod på parkeringspladsen uden for Gamle Fredheim skole i Lørenskog og håbede, at der snart ville komme lidt vind. Han vidste ikke, hvorfor hun havde valgt netop dette sted til mødet, men havde en anelse. For at gøre det så svært som muligt for ham? Var det ikke derfor? Den seksogtrediveårige mand kastede et blik på uret, idet en flok krager lettede fra et træ i nærheden, så der lød hæse fugleskrig over det øde område. Herude var der ingenting, kun marker, en grusgrav og så denne gamle hvide bygning, hvor han selv havde gået i skole som lille. Et andet liv. Inden han røg ind. Han havde ikke været på disse kanter i umindelige tider. Eller nogen andre steder, for den sags skyld. Tolv år bag tremmer. Han var blevet løsladt for nogle måneder siden og havde stadig svært ved at vænne sig til det. At kunne gøre, som han ville. Thomas Borchgrevink trak jakken tættere om sig, satte sig på trappen foran den lille bygning og vendte ansigtet mod solen, der tittede frem bag den lille skov.

Kvart i ni. Mødet var først klokken ti, men han ville ikke tage nogen chancer. Hun kunne finde på hvad som helst. Der kan I se, vi sagde klokken ni, og han kom ikke. Synes I virkelig, han har ret til at møde sin søn? Er I klar over, at sidst de så hinanden, var drengen kun to år? Det raslede lidt i trætoppene for enden af vejen, og det fik hans humør til at lette lidt. Måske ville den komme alligevel?

Vinden. Det var selvfølgelig en tåbelig ide med den drage. Han havde kæmpet med at finde på noget, de kunne lave derude, og havde stået så længe i legetøjsbutikken, at ekspedienten til sidst havde spurgt, om alt var i orden. I orden? Det var vel indlysende, at alt ikke var i orden. Hvad forestillede hun sig? Det var selvfølgelig ikke hendes skyld, og han havde bare grebet den første den bedste ting i butikken. En drage. Derude. Ved den gamle skole. Sætte en drage op sammen. Kunne det ikke være sjovt? Nu fortrød han. Vinden aftog igen i trætoppene. Et skakspil, det var egentlig det, han først havde haft planer om, lære drengen reglerne, måske spille lidt med ham, men det droppede han, da han fik at vide, at mødet skulle finde sted udendørs. Under ledsagelse. At hun under ingen omstændigheder ville lade ham være alene med drengen.

Tonen havde været helt anderledes, dengang hun var kommet for at besøge ham. Siv Johnsen. Først kunne han ikke engang huske, hvem hun var. Borchgrevink, du har besøg. Det første i tre år. Det er en ung kvinde. Hun sidder inde i nummer to. En ung kvinde?

Mor?

Nej.

Selvfølgelig ikke.

Pyntet, som om det var en særlig anledning, blomster i håret, røde kinder og en kort sommerkjole. Siv Johnsen. De havde gået i klasse sammen i gymnasiet. De få måneder han nåede at være der, inden han lod stemmerne i sit hoved få deres vilje. Og det måtte man give hende. Hver fjortende dag i næsten tre år besøgte hun ham. Til sidst var han næsten begyndt at holde af hende. Billeder fra fødestuen. Fra drengens etårs fødselsdag. Martin savner sin far!

Men så.

Ikke mere.

Der var en anden mand, kunne han efterhånden regne ud.

Det var helt ligegyldigt. Med hende. Men barnet?

Den fineste dreng i verden.

Hans søn.

Martin.

Fandens også.

Thomas Borchgrevink rejste sig fra trappen og gik ud på pladsen for at ryste tankerne af sig.

Rolig. Bliv nu ikke sur.

Pludselig en dag holdt hun op med at komme, i stedet kom der breve, maskinskrevne, fra ansigtsløse sagsbehandlere, som meddelte, at han ikke længere måtte se den lille.

Han sparkede en sten ud på pladsen og så på uret igen.

Kvart over ni.

Ikke et øje i sigte.

Og hvorfor skulle der også være det? Der var jo ingenting herude. Losbyveien fra Finstad, så godt som ingen mennesker boede helt herude. Skydebanen lå lige om hjørnet, grusgraven lige bag skovbrynet. Han kendte hver en sten her, havde elsket denne skole, dette sted, var kommet tidligt hver morgen, så han slap for at være hjemme i det mørke hus, kolde mennesker, der egentlig skulle passe på ham, lyden af uret på natbordet, Mickey Mouses arme, som viste, at nu var det på tide at stå op, hvis han skulle nå at komme af sted, liste på strømpefødder hen over gulvet, så ingen vågnede, og fylde madkassen med det, han nu kunne finde.

Ikke superdygtig i skolen, bare nogenlunde, heller ikke en af de dårligste.

Men varmen.

Fra nogen der ikke var ligeglade.

Kvart i ti kom den første bil, en lettere rusten Toyota Corolla, en lyshåret kvinde med runde briller, der nervøst gav ham hånden.

“Astrid Lom, Børneværnet.”

“Thomas.”

Hun rømmede sig og stod med en mappe, som sikkert indeholdt det samme, som han havde fået tilsendt.

Drabsdømt.

Atten år.

God opførsel.

Løsladt før tid

Mor har godkendt møde med drengen.

Under opsyn.

Fem i, og så kom bilen endelig kørende.

Hvid.

Dyr.

Naturligvis.

Hun havde fundet noget bedre, men det spillede ingen rolle. Ikke nu.

Thomas Borchgrevink mærkede, at han blev varm over det hele, og gik med klamme hænder hen over pladsen for at gå dem i møde.

“Nej, nej, vent.”

En hånd holdt ham tilbage.

“Nå ja, beklager.”

Et skridt ad gangen. På drengens præmisser.

Martin.

Der var han.

Thomas smilede bredt, da han så bildørene blive åbnet.

Mørkt hår.

En brun trøje.

Et lidt forvirret blik, da drengen blev stående uden for bilen, uden at dem på forsædet gjorde mine til at ville hjælpe ham.

Idioter.

Kan I ikke se, at han …

Sagsbehandleren havde heldigvis lidt mere forstand på børn, hurtige skridt hen over pladsen, en arm om de spinkle skuldre, og så stod han der pludselig. Thomas Borchgrevink måtte gøre sig hård for ikke at begynde at græde.

“Hej Martin.”

“Hej …”

Smukke blå øjne, som ikke så på ham, men i stedet på skoene.

“Hvordan har du det?”

“Hvad?”

Et blik nu, nysgerrigt.

“Flot trøje du har.”

“Øh … tak.”

Drengen så op på sagsbehandleren, som om han undrede sig over, hvem hun var, og hvad hun lavede der.

“Er det en robot?”

“Hvad? Nej. Det er Bionicle.”

Thomas tog tøvende et skridt frem.

“Bionicle. Han ser sej ud.”

Drengen smilede forsigtigt.

“Han hedder ikke Bionicle, han er en Bionicle.”

“Nå, okay. Hvad hedder han så?”

“Ham her?”

“Ja.”

Den lyshårede havde trukket sig lidt væk.

“Han hedder Makuta.”

“Fedt. Er han din favorit?”

Drengen så forsigtigt på ham igen.

“Øh … nej. Jeg kan bedst lide Ehlek, men ham var der ikke nogen trøje med.”

“Det var da ærgerligt.”

“Ja. Men jeg har ham som figur.”

Han kastede et hurtigt blik mod den hvide bil.

“Synd, at jeg ikke vidste, at du kan lide Bionicle. Så ville jeg have taget det med.”

“Det er okay.”

Drengen pustede en lok væk fra panden og så nysgerrigt på posen henne ved trappen.

“Hvad har du så med?”

“Ikke noget særlig spændende, desværre. Jeg håbede, der ville være noget vind.”

“Vind? Hvorfor det?”

“Så kunne vi sætte en drage op. Men nu ved jeg ikke, måske synes du, det er kedeligt.”

“Nej, slet ikke,” sagde drengen og smilede lidt. “Vi kan da godt sætte en drage op.”

Det raslede i træerne igen, der var altså alligevel nogen, som holdt øje med ham deroppe.

“Okay,” sagde Thomas og smilede. “Skal vi se, om vi kan få den op?”

“Okay,” sagde drengen.

“Måske skal vi gå ud på marken? Jeg tror, det blæser mere der.”

Han løftede dragen op af posen og så over på sagsbehandleren.

“Er det okay, at vi …”

Hun nikkede.

“Hvorfor spurgte du hende?” sagde drengen undrende, da de havde forladt den gamle bygning, og dragen lå på jorden mellem dem. April i Norge. Lugten af nyvendt jord.

Snart blev kornet lagt i jorden, hvor det brugte sommeren på at vokse og blive gult.

Han måtte kæmpe nu. Med at holde følelserne tilbage.

“Hun er her for at passe på.”

“Passe på hvem?”

“På dig. Vil du flyve med den først? Du kan løbe, og så holder jeg.”

“Okay.”

Drengen smilede igen og løftede dragen op fra jorden. Og nu spillede det ingen rolle længere. Med de to ansigter i bilen. Sagsbehandleren bag alle sine papirer.

Alle de år.

Væk nu.

Kun den lille dreng, der løb hen over marken og smilede bredt, da dragen endelig lettede og til sidst blafrede stolt mellem skyerne.

“Se! Wow!”

Tyve korte, smukke sekunder, inden dragen gav op og faldt til jorden med et smæld for enden af marken. Og så – dette, som Thomas Borchgrevink aldrig ville glemme.

Drengen kom tilbage, men med et helt andet ansigtsudtryk denne gang.

“Hvad er der, Martin?”

“Der ligger nogen derhenne.”

“Hvad mener du?”

Den lille hånd, som skamfuldt prøvede at dække over den våde plet foran på bukserne.

“De rører sig ikke.”