1.

 

4. december 2017

Her til morgen kiggede Nina på mig uden at se mig. Hendes blik landede på min regnfrakke og gled videre som regndråberne, før hun forsvandt ind i en hundegård.

Det stod ned i stænger.

Jeg fik et glimt af hendes blege hud og sorte hår under hætten på hendes oilskinsjakke. Hun havde for store gummistøvler på og holdt en lang haveslange i hånden. Bare synet af hende føltes som et elektrisk stød i maven, på mindst fem tusind volt.

Jeg kom for at aflevere tredive kilo tørfoder. Det gør jeg en gang om måneden, men uden at gå ind på internatet. Jeg hører hundene, ser dem aldrig. Medmindre en af hundelufterene kommer forbi.

Poser på rad og række foran gitterporten. En af de ansatte, altid den samme, en høj fyr med skægstubbe, hjælper mig med at bære mine trøstepræmier ind under skiltene med svigt dræber og luk venligst døren efter dig.

Hvert år, op til jul og inden sommerferien, men aldrig på den samme dag, kaster jeg penge i dyreinternatets postkasse. Anonyme kontanter med nina beau skrevet i sort tusch på konvolutten. Jeg vil ikke have, at hun skal vide, at pengene kommer fra mig.

Jeg gør det ikke for dyrenes skyld, men for hendes. Jeg ved udmærket, at det hele går til mad og dyrlægebesøg, men jeg vil have, at hun får pengene, uden at de kan spores tilbage til mig. Så hun ved, at der ude i verden findes mennesker, som ikke smider deres kattekillinger i skraldespanden.

For enogtredive år siden kiggede hun på mig uden at se mig, ligesom hun gjorde i morges. Hun var på vej ud fra herretoilettet, hun var ti år gammel. Der var kø til dametoilettet, og allerede dengang brød Nina sig ikke om at vente.

Hendes blik strejfede mig, før hun kastede sig i armene på Étienne.

Vi var på Progrès, bistroen, som Laurence Villards forældre ejede. Det var søndag eftermiddag. Baren var lukket, gitteret rullet ned. De holdt en privat fest for at fejre deres datters fødselsdag. Jeg kan huske stolene på bordene, i høje stakke med benene i vejret. Et improviseret dansegulv mellem flippermaskinen og baren. Det iturevne gavepapir på bardisken, chips og chokoladekiks, gule sugerør i papkrus med saftevand og limonade.

Hele femte klasse var inviteret. Jeg kendte ikke nogen. Var lige flyttet til La Comelle, en arbejderby midt i Frankrig med 12.000 indbyggere.

Nina Beau. Étienne Beaulieu. Adrien Bobin.

Jeg betragtede de tre spejlbilleder i spejlene bag baren.

De havde gammeldags navne, deres forfædres navne. De fleste af os hed sådan noget som Aurélien, Nadège eller Mickaël til fornavn.

Nina, Étienne og Adrien var netop trådt ind i den del af deres barndom, hvor de var uadskillelige. Den dag, og alle andre dage, så de mig ikke.

Nina og Étienne dansede til a-has ‘Take on Me’ hele eftermiddagen. En maxisingle. Et nummer på tyve minutter. Mine klassekammerater startede den forfra igen og igen, som om der ikke fandtes andre plader.

Nina og Étienne dansede, som om de var voksne. Som om de ikke havde bestilt andet hele deres liv. Det var det, jeg tænkte, mens jeg betragtede dem.

Under stroboskoplyset lignede de to havfugle, der fløj med spredte vinger på nattens vinde. Med kun et ensomt fyrtårn i horisonten til at oplyse deres vinger og graciøse bevægelser.

Adrien blev siddende på gulvet, lænet op ad væggen i nærheden af de andre. Da Cyndi Lauper begyndte på ‘True Colors’, sprang han på benene for at byde Nina op til en stille dans.

Étienne strejfede mig, da han gik forbi. Jeg glemmer aldrig hans duft af sukker og nyslået græs.

*

Jeg bor alene oppe i La Comelles højder, selvom der ganske vist ikke er særligt højt her, snarere bare lidt bakket herude på landet. Jeg rejste min vej og vendte tilbage, fordi jeg her kender lydene, naboerne, de solrige dage, de to hovedveje og gangene i supermarkedet, hvor jeg køber mine dagligvarer. I de sidste ti år er kvadratmeterprisen faldet, de kaster næsten grundene efter en. Jeg købte et lille hus for ingenting og satte det i stand. Fire værelser og en have med et lindetræ, der giver skygge om sommeren og lindeblomst-te om vinteren.

På disse kanter rejser folk deres vej. Undtagen Nina. Étienne og Adrien rejste deres vej, kom tilbage til jul og rejste igen.

Jeg arbejder hjemmefra, nogle gange redigerer eller oversætter jeg manuskripter for forskellige forlag. Og for at bevare en forbindelse til omverdenen vikarierer jeg for journalisten på den lokale avis i august og december. Om sommeren dækker jeg dødsannoncer, bryllupsdage og kortturneringer. Om vinteren det samme, inklusive arrangementer for børn og julemarkeder.

Oversættelserne og redigeringerne er levn fra mit tidligere liv. Der findes minder, øjeblikke og tidligere liv, som får en ny duft. Når man skifter liv, udskifter man også duften.

Barndommen er duften af asfalt, cykeldæk og candyfloss, rengøringsmidlet i klasseværelset, skorstensrøgen fra husene på kolde dage, klorinen i friluftsbadet, det svedige gymnastiktøj, der klistrer sig til eleverne, når de går to og to sammen tilbage fra gymnastiksalen, lyserød Malabar-tyggegummi i munden, lim, der kan strækkes ud mellem to fingre, Carambar-karameller, der sidder fast i tænderne, et juletræ, der går lige i hjertet.

Teenagetiden er duften af den første smøg, tung deodorant, boller med smør og varm kakao, whisky-cola og kældre forvandlet til festlokaler, kroppe, der længes, skintonic, hårgele, hårmasker med rå æg, rød læbestift, blegemiddel på jeans.

De efterfølgende liv, duften af det glemte halstørklæde fra ens første kærlighed, der knuste ens hjerte.

Og så er der sommeren. Sommeren tilhører alle minder. Den er tidløs. Dens duft er den mest hårdnakkede. Som klistrer sig til tøjet. Som man søger hele livet. Overmodne frugter, vinden fra havet, pain au chocolat, sort kaffe, Ambre Solaire, ens bedstemors ansigtspudder. Sommeren tilhører alle aldre. Den har hverken barndom eller teenagetid. Sommeren er en engel.

Jeg er en velproportioneret bønnestage. Mit hår er kastanjebrunt og skulderlangt, jeg har pandehår. Foroven er der et par grå hår, som jeg skjuler med brun mascara.

Mit navn er Virginie. Jeg er lige så gammel som dem.

Ud af de tre er det kun Adrien, der stadig taler til mig. Nina foragter mig.

Og Étienne, ham er det mig, der ikke vil have noget med at gøre.

Men de har fascineret mig siden barndommen. Jeg har aldrig følt mig tæt på nogen end på de tre.

Og Louise.

2.

5. juli 1987

Det starter som en mavepine efter sandwichen og pomfritterne dyppet i ketchup. Nina sidder under en rød og hvid parasol foran grillbaren. På terrassen ud til friluftsbadets tre bassiner er der opstillet små smedejernsborde i glade farver. Nina lytter til ‘La Isla bonita’ af Madonna, mens hun slikker saltet af sine fingerspidser og kigger drømmende på en lyshåret, solbrændt dreng, der hopper ud fra femmetervippen. Hun dypper fingrene i den tomme bakke for at fange det sidste salt. Étienne vipper på stolen og drikker saftevand med jordbærsmag igennem et sugerør, mens Adrien bider ned i en overmoden fersken, så saften løber, ud over hans hænder, mund, lår, alle vegne.

Nina betragter ofte Étienne og Adrien. Sender dem ikke stjålne blikke, men fæstner det et sted på deres kroppe og slipper det ikke igen. Étienne bryder sig ikke om det og siger tit: “Hold nu op med at glo sådan på mig.” Adrien virker ligeglad, sådan er det med Nina, alt eller intet.

Igen, stikkene i maven, så en varm væske, der løber mellem hendes lår. Nina forstår det pludselig. Ikke allerede. Hun er for ung. Har ikke lyst. Fylder elleve om to uger … Hun troede, at det først var noget man fik senere. Mellem syvende og niende.

De starter i sjette om to måneder … Hvor pinligt. Hvis de andre piger opdager, at jeg har fået min menstruation, vil de tro, at jeg er gået en klasse om.

Hun rejser sig op, vikler et lille frottéhåndklæde om livet, som lige akkurat kan nå rundt om hendes hofter. Hun er meget slank. “Et stankelben,” som Étienne plejer at sige for at drille hende. Hun rækker ham walkmanen uden et ord og går mod pigernes omklædningsrum. Normalt bruger hun drengenes, hvor hun hurtigt kan skifte tøj i en af brusekabinerne.

Étienne og Adrien blev på terrassen. Nina løb uden at sige noget. De tre forlader aldrig hinanden uden at sige, hvor de skal hen.

“Hvad er der med hende?” spørger Étienne med sugerøret i mundvigen.

Adrien lægger mærke til, at saftevanden har farvet hans tunge rød.

“Aner det ikke,” siger han lavmælt. “Måske er det hendes astma.”

 

Den dag vender Nina ikke tilbage til terrassen. En brun plet i hendes badedragt. Hun skynder sig at tage tøj på, stopper en håndfuld toiletpapir i underbukserne. Som en hævelse mellem benene. Tager forbi det lille supermarked på vej hjem for at købe bind for sine pomfritpenge. En pakke med ti. De billigste.

Da hun kommer hjem, sender hendes hund, Paola, hende et underligt blik og logrer med halen. Hunden løfter snuden og går ud for at finde Pierre Beau, Ninas morfar, der har travlt i haven. Han har ikke set hende komme hjem. Hun låser sig inde på sit værelse ovenpå.

Det er virkelig varmt. Nina ville hellere være i graven sammen med Étienne og Adrien. Det er det, de kalder det dybeste bassin, hvor der er fire meter til bunden. Der er tre vipper: enmeter-, tremeter- og femmetervippen. Vandet i graven er for dybt til at blive varmt. De udfordrer dagligt hinanden til at dykke ned og røre den iskolde bund, efter de er sprunget i.

Om aftenen ringer Étienne til Nina. I samme øjeblik forsøger Adrien også at ringe til hende, men der er optaget.

“Hvorfor gik du uden at sige noget i eftermiddag?”

Hun tøver med at svare. Prøver at finde på en løgn. Men hvad skal det nytte.

“Jeg har fået min menstruation.”

For Étienne er menstruation noget, der sker for piger med bryster og hår dernede, mødre og gifte kvinder. Ikke Nina. Étienne samler stadig på fodboldklistermærker og sutter på sin tommeltot, når ingen ser det.

Nina er ligesom ham. Han har set barbiedukkerne, der står på rad og række på hendes værelse.

Efter en lang, tvivlende tavshed spørger han:

“Har du sagt det til din morfar?”

“Nej … det er så pinligt.”

“Hvad har du tænkt dig at gøre?”

“Hvad havde du tænkt dig, at jeg skulle gøre?”

“Måske er det ikke normalt på din alder.”

“Det kommer åbenbart an på ens mor. Hvis ens mor fik det tidligt, så er det normalt. Men det kan jeg jo ikke vide.”

“Gør det ondt?”

“Ja. Lidt ligesom at have ondt i maven. Som diarré efter en omgang rigtig klam løgsuppe.”

“Jeg er glad for, at jeg ikke er en pige.”

“Nå, men du skal i militæret.”

“Det kan godt være … men jeg er stadig glad for at være en dreng. Tager du til lægen?”

“Det ved jeg ikke.”

“Skal vi tage med?”

“Måske. Men så skal I vente udenfor.”

De tre havde mødt hinanden ti måneder tidligere i skolegården på Pasteur Skole, den første dag i femte klasse.

Det er den alder, hvor alt er oppe i luften. Hvor børnene ikke længere ligner hinanden. Lave og høje mellem hinanden. Midt i eller langt fra puberteten. Nogle der ser ud, som om de er fyldt fjorten, mens andre virker tættere på otte.

De to femteklasser er samlet i gården. Klasselærerne, madame Bléton og monsieur Py, står side om side foran de omkring tres elever og råber navnene op.

Det er den morgen tilfældighedernes spil og skæbnens luner gør sig gældende. Og hvor eleverne lærer at skelne imellem de to.

Samtlige børn, selv dem, der aldrig har været i søndagsskole, beder en stille bøn for, at madame Bléton skal kalde deres navn. Den mandlige klasselærer har et dårligt ry. Generationer af traumatiserede tidligere elever har fortalt deres børn om ham. Han er et dumt svin, der ikke tøver med at uddele lussinger, løfte børn op i kraven eller kaste stole mod væggen, når han bliver vred. Og hvert år udvælger han sig en syndebuk, som han piner, til skoleåret er slut. Som regel en af de svagere elever. “Så du må hellere være flittig, hvis du vil klare dig igennem.”

Madame Blétons elever stiller sig i en række til højre. Monsieur Pys til venstre. Lærerne råber navnene op i alfabetisk rækkefølge.

Diskrete lettede suk anes fra den højre række. Noget ved deres kropssprog, måden, de holder hovedet på, sænker skuldrene, synes at takke guderne. Modløse miner hos eleverne, der ender til venstre.

Der er dødsstille på Pasteur Skole den morgen. Kun lærernes stemmer runger ud over skolegården. En efter en kalder de på elever, hvis efternavn starter med A.

Adam, Éric, til højre.

Antard, Sandrine, til venstre.

Antunès, Flavio, til højre.

Aubagne, Julie, til venstre.

Og så er det B’erne.

Beau, Nina, til venstre.

Beauclair, Nadège, til højre.

Beaulieu, Étienne, til venstre.

Bisset, Aurélien, til højre.

Bobin, Adrien, til venstre.

Således blev Nina Beau, Étienne Beaulieu og Adrien Bobin ført sammen den 3. september 1986. De to drenge virker lamslåede og som frosset til stedet, så Nina griber ud efter deres hænder og fører dem hen i rækken foran monsieur Py. Étienne lader sig føre. At holde en pige i hånden er dødpinligt, men han opdager det ikke, fordi han netop har modtaget en dobbeltstraf: Han har mistet sin ven, Aurélien Bisset, og skal have Py som klasselærer. På Pasteur Skole ser eleverne fra første til fjerde klasse dette sidste år, inden de flytter videre til den store skole, som en prøvelse. “Du skal have Py, wow, det bliver det rene helvede.”

Side om side venter de tre på, at navneopråbet er ovre.

Étienne er en del højere end de to andre. Han har smukke træk, lyst hår og hud som englebørnene på gamle træsnit og øjne, der lyser blåt som en pool og gør indtryk på alle, der møder ham. Adrien har mørkebrunt, uglet hår, utæmmelige lokker, er mager med mælkehvid hud og så genert, at det er, som om han forsvinder ind i sig selv.

Nina er graciøs som en hind. Lange, sorte øjenvipper indrammer hendes ibenholtøjne. Hendes hud er blevet mørkebrun efter to måneders sommerferie.

Monsieur Py studerer sine fremtidige elever fra bag brilleglassene, virker tilfreds, smiler for sig selv og beder dem om at følge efter ham ind i klasselokalet, hvor han stiller sig foran tavlen.

Stadig denne skrækindjagende tavshed. Stive skridt og kejtede bevægelser.

Eleverne sætter sig tilfældigt. De, der kender hinanden i forvejen, holder sammen i par af to. Étienne giver Adrien et diskret puf med hoften for at komme ind ved siden af Nina. Adrien lystrer og stiller sig om bag hende. Iagttager hende, glemmer alt om læreren. Fortaber sig i hendes fletninger, håret, der er kastanjebrunt ved rødderne og afbleget af solen i spidserne, de to hår elastikker, midterskilningen, perlemorsknapperne på hendes røde velour-kjole, dunene i nakken. Skønhed set bagfra. Hun mærker hans blik og vender sig hurtigt om for at sende ham et skælmsk smil, der beroliger ham. Han har en ven. En veninde. Nu kan han vende hjem og sige til sin mor: “Jeg har fået en veninde.” Han håber, at Nina skal spise i kantinen ligesom ham.

“Værsgo at sætte jer ned.”

Monsieur Py præsenterer sig selv, skriver sit navn på tavlen. Den anspændte stemning fordufter lidt efter lidt, han virker egentlig rar, smiler næsten, forklarer tingene stille og roligt. Måske har han ændret sig, er det ikke noget med, at voksne bliver mildere med alderen?

Morgenen flyver afsted. Udleveringen af skolebøgerne, der skal bindes ind samme aften, ikke dagen efter.

“Jeg afskyr prokrastinering…” siger monsieur Py bidsk, mens han roder efter noget i sin lædermappe.

Rungende, usikker tavshed i klasseværelset.

“Jeg kan se, at I ikke ved, hvad det betyder.”

Monsieur Py rejser sig op, sletter sit navn fra tavlen med en svamp og skriver prokrastinering: af verbet at prokrastinere og understreger det tre gange.

“Det betyder at udsætte til i morgen, hvad man bør gøre i dag.”

Efterfølgende beder han eleverne om at rejse sig op, en efter en, for at sige deres navn og fortælle, hvad deres største svaghed og styrke er.

Ingen reagerer.

“Hallo, sover I! Vågn op! Nå, lad os begynde et tilfældigt sted.” Han peger på Adriens sidemand. En ekstremt bleg, lyshåret pige. Hun rejser sig op.

“Mit navn er Caroline Desseigne, min styrke er læsning, og min svaghed er, at jeg har højdeskræk…”

Caroline rødmer og sætter sig ned igen.

“Næste! Sidemanden,” bjæffer Py.

Adrien rejser sig op. Rød i hovedet. Klamme håndflader.

Skrækslagen over at skulle tale foran hele klassen.

“Mit navn er Adrien Bobin. Min styrke er også læsning… Min svaghed… er, at jeg er bange for slanger.”

Nina rækker hånden op. Læreren nikker for at indikere, at hun kan tale.

“Mit navn er Nina Beau. Min styrke er at tegne… Min svaghed er, at jeg har astma.”

Så er det Étiennes tur til at rejse sig op.

“Du rakte ikke hånden op!” brøler Py.

Stilhed.

“Du er heldig, at det er første skoledag, min fod er ikke rastløs endnu, den er stadig træt efter ferien. Sæt dig ned. Hvis du har noget at sige, så rækker du hånden op. Næste!”

Étienne sætter sig lynhurtigt ned igen, koldsveden løber ned ad ryggen på ham. Hans hænder ryster.

Det er frokosttid, klokken ringer i alle klasseværelserne. Ingen tør rejse sig. Monsieur Py beder eleverne, der ikke har præsenteret sig selv endnu, om at færdiggøre runden. Étienne rækker hånden op flere gange, men bliver ignoreret af læreren, indtil han sender dem til frokost.

Da de forlader klasseværelset, stopper Étienne og Adrien op ude foran døren for at vente på Nina. Som for at gendanne deres gruppe. Da hun slutter sig til dem, beklager Étienne sig.

“Alle fik præsenteret sig selv, undtagen mig,” stønner han.

“Og hvad er det nu, du hedder?” spørger Nina.

“Étienne Beaulieu. Min styrke er sport, og min svaghed er… det ved jeg ikke… jeg er ret god til alting.”

“Har du ikke nogen svagheder?”

“Det tror jeg ikke.”

“Er du ikke bange for noget?” spørger Adrien forbløffet.

“Næ.”

“Heller ikke hvis du var i en skov helt alene midt om natten?” “Det tror jeg ikke. Aner det ikke. Så skulle jeg prøve det først.”

De går side om side, skynder sig, de er tyve minutter for sent til frokost.

Nina går i midten, Adrien til højre, og Étienne til venstre.