Prolog

Hun havde taget skoene af og gik i strømpesokker på det kolde gulv i gangen. Anna havde fået et par minutter til at samle sine ting sammen. Tage af sted, uden mulighed for at sige farvel til børnene. Hvis hun havde vidst, hvad der ventede, ville hun have krammet flere af dem en sidste gang. Ikke bare vinket, da de sad i bussen, ivrige efter at komme hjem på juleferie til familierne, som de ikke havde set i flere måneder.

Sovesalene stod tomme, og sengene uden sengetøj, flere med synlige pletter på madrasserne. Børnene tissede somme tider i sengen og turde ikke altid fortælle det.

Medhjælperne havde haft fri nogle dage, men var tilbage for at gøre hovedrent til næste semester. Det skulle Anna også have gjort, men nu var hun ikke længere en af dem.

Hun gik med langsomme skridt over til Else-Majs seng, der stod op ad væggen, løftede puden, borede næsen lidt ned i det bløde. Bildte sig ind, at duften af pigen stadig sad i den. Benene var ved at give efter under hende, og hun lod sig dumpe ned på sengen.

Seks piger på hver sovesal, og de var alle sammen så små, når de kom, men Else-Maj havde været så lille, at Anna troede, der var sket en fejl. Kunne den tynde, lave pige virkelig være syv år? Nu var hun elleve, en af de ældste, men fyldte alligevel ikke sengen ud.

Anne-Risten havde sengen ved siden af Else-Majs, nær vinduet, i trækvinden, som hun ikke brød sig om. Hun var et yndigt barn, var medhjælperne enige om. De havde talt om, at de måtte holde lidt ekstra øje med hende i fremtiden, indtil videre var hun kun otte. Men der var drenge, der ikke kunne opføre sig ordentligt. Nilsa var den værste. Han var slem, den dreng. Jævnaldrende med Else-Maj, allerede velvoksen og tilmed lumsk.

Da døren i den anden ende af gangen gik op, kom Anna hurtigt på benene og klemte sig ind mod væggen i det trange rum mellem sengene. Hun ville ikke risikere at stå ansigt til ansigt med husmor igen. Radioen lød inde fra lejligheden efterfulgt af hendes raske skridt ned ad trappen.

Anna lod fingrene glide hen over sengegavlene, hviskede farvel til børnene. Marge var den eneste, der før afrejsen havde taget lagen og pudebetræk af, lagt det sammen og placeret det sammen med tæppet i en sirlig bunke i fodenden af sengen. Neden under det hele havde der ligget et papirhjerte, der stod Anna på. Hun smilede ved tanken, hjertet var gemt, lagt i et skrin.

Husmor var tilbage på gangen og smækkede døren ind til sig selv, så væggene dirrede. Anna passerede med lette skridt og begav sig en etage ned. Gik ind på en af drengenes sovesale, hvor et vindue stod på klem. Hun skuttede sig og stoppede ved lille Jon-Antes plads. Det gjorde for ondt, det var for hårdt. Men stemmen holdt.

“Jeg kunne have gjort mere. Undskyld.”

Det var ikke nok, var hun godt klar over. Det var utilgiveligt.

Hun forlod sovesalen, tog den næste trappe ned til kælderen og hentede sine sko og sit tøj, en madkasse og hårbørsten. Saunaen var kold, og der lugtede hengemt. Medhjælperne skulle snart gøre rent hernede, lige nu spiste de frokost hos Lisbet i køkkenet. Riset hang på krogen uden for baderummet. Det burde brændes i kaminen inde i fællesstuen. Vreden kom, men hun besindede sig. Hvis riset forsvandt, ville et af børnene sikkert få skylden. Det var ikke til at bære. Og der var i forvejen så meget andet, hun var tvunget til at leve med.

Til sidst stod hun i forhallen, vendte sig om og så over mod fællesstuen, hvor ilden knitrede, som om der var hyggeligt. På væggen ved hoveddøren var der hængt en artikel op, billedet var af husmor med nogle af pigerne inde i fællesstuen. Fru Rita Olsson, “børnenes ekstramor”, havde journalisten skrevet.

Anna lagde hånden på det gulnede papir, neglene kradsede hen over teksten, efterlod en flænge i øjet på den djævel.

Hun gik ud ad døren for sidste gang. Sneen på trappen udenfor havde ingen fået fejet væk. Vinden hvinede gennem skolegården og hvirvlede det øverste lag sne op i hendes ansigt. Det sved, og hun græd.