Prolog

Blodsmag i munden, hjertet hamrer. Hun glider på trærødder, der stikker op af mosset som brune fingre fra underjorden. Det føles, som om en kæmpes hånd knuger hendes lunger tomme. Gråden flår i brystet.

Hun snubler og falder, direkte ned i mosset. Rejser sig igen. Hun ser sig rundt, holder vejret og lytter, men skoven er helt stille.

Og der er den. Hun er fremme.

Svarttjärn. Søen ligner et sort .je. Et hul, midt ude i skoven, blandt høje fyrretræer og graner. Vandet er kantet af mosbeklædte sten, siv og anemoner.

Lidt længere væk findes mosejorden. Moser er bundløse. Hvis man ikke passer på, kan de trække en ned. Hun ved, at det kan ske, kan huske, hvordan det føles, når støvlen synker i, hvordan den suger sig fast. Man kommer ikke fri, man bliver fanget i underjorden.

En lyd får hende til at fare sammen. Hun vender sig om og synes, hun kan se noget mellem træerne.

Har de overhovedet opdaget, at hun er væk? De ved ikke, at hun hørte dem. At hun ved, at de har løjet for hende.

De har sagt, at det var en ulykke, og det må det være. For det, hun hørte far sige, kan ikke være sandt. Mormor elskede hende, mormor ville ikke dø.

Mormor har fortalt om Nøkken, væsenet, der plejer at sidde nøgen på en sten og spille s. smukt, at man bliver lokket ud i vandet og drukner. Det må være det, det er sket. Mormor druknede sig ikke. Nøkken tog hende.

Hun går ned mod søen. Åkander dækker vandoverfladen. I vandkanten ligger en halvrådden træstamme, overbegroet af mos. Hun går nogle skridt ud p. stammen og sætter sig ned.

Hendes spejlbillede toner frem i det blikstille vand. Hun bøjer sig frem, ser ned i dybet. Hvisker.

Kom. Tag mig med, tag mig væk herfra.

Forsigtigt lader hun den ene hånd strejfe vandoverfladen. Hun får gåsehud, men vandet er varmere, end hun regnede med. Som silke mod huden.

Hun sætter sig til rette og affører sig rygsækken med besvær. Får den halvfulde flaske op og posen med piller. Fylder hånden og synker dem alle, ti stykker, og tvinger resten af flasken i sig, indtil den er tom.

Det brænder i halsen, hun hoster. Lægger sig ned p. træstammen og ser op på nattehimlen. Solen er g.et ned bag de høje fyrretræer, lyset er anderledes nu. Disen ruller hen over vandet.

Kroppen føles træt. Kjolestoffet synker ned og bliver dækket af vand. Hun glider ned af træstammen. Lægger sig om på ryggen og strækker armene ud.

Fødderne sover, s. benene. Øjenlågene bliver tungere og tungere. Hun lukker øjnene. Det føles, som om hun svæver, gynger ligesom i en vandseng.

Noget griber fat i hendes arm. Hun kæmper med at få øjnene op og ser en skikkelse. Mørkt, krøllet hår dækker brystkassen.

Han trækker hende med sig, og hun skriger, men munden fyldes af koldt søvand.