1

Sydgrønland

den 12. september

En snespurv hopper ind i hans synsfelt, plirrer nysgerrigt med sine sorte øjne og flyver så hurtigt væk. Snespurvene plejer ellers at sidde på altanens rækværk, og igennem et tåget slør af tanker undrer han sig over græsset og småbuskene og lyden af rislende vand. Der er noget, der ikke stemmer.

Solen er det næste, han konstaterer. Den varmer intenst på ryggen, mens resten af kroppen føles kold, våd og sitrende. Et voldsomt jag bag øjnene efterfulgt af en dundrende hovedpine får ham til stønnende at rulle fra maven om på siden, stemme imod med den ene hånd og langsomt hæve sig op i siddende stilling. Han ømmer sig over en stærk svien fra skulderbladene, rækker hånden om på ryggen og trækker ud i termoundertrøjen og får forbavset fat i blodige, forrevne stofkanter.

Den ene side er helt følelsesløs af kulde, og vand drypper fra overkroppen, som han nu halvt sidder, halvt ligger i de våde småsten langs bredden af smeltevandselven, de slog lejr ved i går. Med besvær trækker han sig op i græsset og snapper efter vejret ved synet af et langt lyserødt sår, som løber langs albueleddet på den arm, der lå i vandet.

Da han forsøger at rejse sig, bliver han svimmel og kan først efter en rum tid kravle på alle fire væk fra bredden. Ved en sten stabler han sig møjsommeligt på benene og finder slingrende balancen. Den omtumlede fornemmelse letter en anelse, og omgivelserne begynder at tone frem.

Dybgrønne farver i et vidtstrakt fjeldlandskab med pletter af gult, rødt og brunt. Duft af blomstrende skotsk timian, der bæres med i den lette brise. Hvide udflydende skyer sejler dovent hen over himlen, og mens vinden leger ubekymret i græsset, begynder han usikkert at gå, indtil han få øjeblikke senere standser brat op uden helt at begribe synet, der møder ham.

Kuppelteltet er trimlet omkuld og ligger nu på siden kilet ind under et klippefremspring. En sovepose ligger med vrangen udad i et lyngkrat, en anden skimter han inde bag teltåbningen. Svien omme fra ryggen tager til, kvalmen bølger frem og tilbage, og spyttet fylder munden. Han synker og tvinger sig til at tage endnu nogle skridt.

Midt i det, der var lejren, ligger hans armygrønne rygsæk. Tøj og ting er spredt til alle sider, et stykke derfra ligger primussen, gryden, tomme kiksepakker og åbne tørkostposer. Og satellittelefonen, splittet ad i tusinde dele. Det går op for ham, at såret i armen er begyndt at bløde og dunke af smerte, og han ryster af kulde. I nærheden af rygsækken lykkes det ham at finde et par tørre bukser og den venstre vandrestøvle, men ikke førstehjælpspakken, og han tumler videre over til det tomme telt, hvor han finder højrestøvlen og en T-shirt, han får bundet kluntet om armen. Udmattet af anstrengelsen ser han sig rådvildt om, kæmpende med det dobbeltsyn, der kommer og går. Det er, som om tankerne skal arbejde sig igennem et tungt, trægt lerlag, før de rammer bevidstheden.

Han rynker panden. Flyet i går, kassen, papirerne – de må være her et sted. Han raver rundt, hver bevægelse er pinefuld, men der er intet. Da erkendelsen rammer ham, presser et hulk sig frem. Det sortner for øjnene, og han falder på knæ og slår sig på en tom vodkaflaske i græsset. Havde de drukket? Han prøver at fokusere, prøver at spole tilbage til aftenen før, men hukommelsen drukner i kvalm hovedpine, der ikke føles som tømmermænd. En blå feltflaske ligger i et lavt birkekrat, og han rejser sig og samler den op, får skruelåget af og drikker, til vandet driver ned ad hage og hals.

Med sammenknebne øjne forsøger han at orientere sig. Solen står højt på himlen, de gråbrune fjelde dybt inde i baglandet rejser sig mod indlandsisen i nord, bugten flimrer blåt forude, og derovre er slugten med flyet.

Ubeslutsomt vakler han over mod slugten for kort efter at stoppe op og stirre, i hvad der føles som en evighed, inden erkendelsen rammer. Sekunderne er som et mareridt, sådan et, man vågner af med piskende puls og et tavst skrig i halsen. Men det er virkelighed, og han bukker sig forover og kaster op, til der kun er besk galde tilbage.

Benene skal tvinges til at gå de sidste få meter hen til klippekanten med den livløse skikkelse, hvis ansigt og hals er dækket af store plamager af størknet blod. Hjertet slider og river i brystet, da han bøjer sig ned og med fingrene forgæves søger efter puls og varme på den kolde hud, hvorefter han med gru atter rejser sig og langsomt trækker sig tilbage. Hans blik flakker rundt, indtil det falder på havet forude. Mørke, skræmmende tanker kryber ind i sindet. Væk, han må væk herfra.