PROLOG

. . .

TYVE ÅR TIDLIGERE

Familien Killorans hoveddør skiftede farve, afhængig af hvem der bankede på.

Himmelblå for et behageligt bekendtskab, hjerterød for en elsker – fortidig, nutidig eller fremtidig. Kløvergrøn for en ondsindet fjende og rødviolet som blommesyltetøj for en gammel ven. Sennepsgul for familie og – på grund af en mindre unøjagtighed i besværgelsen – for omrejsende sælgere.

Den dag Blodmånerne kom på besøg, blev døren sort som bunden af den dybeste brønd.

Mellora var lige kommet hjem fra en lang vagt på Sankt Isidores, det nærliggende hospital for magiske sygdomme, og havde fundet sin mand, Joran, og datteren, Saffron, i højt humør. Joran var langsomt og metodisk ved at forvandle alt i huset til pølser, inklusive vandhanerne ved køkkenvasken, alt bestikket i den øverste skuffe, adskillige stueplanter, kattens rasende hale og sin egen krumme næse.

“Vær hilset,” sagde han alvorligt, da Mellora lod sin violette helbrederkappe glide af skuldrene. Hans stemme lød lidt nasal, hvilket skyldte, at hans næse lige nu var en pølse. Han bankede let på den med sin spinkle cedertræstryllestav, og hans smukke høgeagtige træk trådte frem igen.

Saffron stod ved siden af ham med armene om hans ben og hulkede af grin med de viltre sølvblonde krøller hængende ned foran ansigtet. “Far, stop! Jeg kan ikke få luft.”

Melloras hjerte svulmede af hengivenhed.

Hvor hun dog elskede dem.

Familien Killorans hjem var en faldefærdig rund bygning overgroet med vilde blomster, og Joran havde fortryllet hver en kvadratcentimeter med deres datter for øje. Med bogreoler, der aldrig løb tør for nye historier. Virkelighedstro miniaturestjerner lukket inde i lanterner, der dannede bittesmå stjernebilleder. En kedel, der fløjtede en lille glad melodi, når tevandet kogte, og gulvtæpper, der kunne finde på pludselig at lette og flyve Saffron rundt i deres lille landsby, mens hun jublede og skreg af fryd. Det bedste af det hele var vindeltrappen, der blev til en rutsjebane, når Saffron nærmede sig ovenfra – et ikke ubetydeligt stykke følgevirkningsmagi, der ville volde de fleste magikere problemer.

Mellora var langt mere alvorligt anlagt end sin mand – hun havde altid været oprigtig og ligefrem, selv som barn – men det fik hende kun til at sætte endnu større pris på Jorans skøre påfund. Hun kunne ikke forestille sig en bedre far til sit barn.

Hun gik over til skabet med honningvin og skænkede sig et stort bæger. Da den søde, skarpe nektar ramte hendes tunge, mærkede hun sit magidepot – der var tømt efter en lang dags helbredelse – begynde at fyldes igen.

Ingen havde ubegrænsede kræfter. De blev let opbrugt og kunne kun genvindes gennem rigelige mængder nydelse. Døgnet rundt stod der nellikeduftende stearinlys tændt rundtomkring i deres hjem. Blid violinmusik lød mellem loftsbjælkerne, og væggene var prydet med prægtige kunstværker. Et festmåltid for sanserne til at styrke sig på.

Det andet, der forøgede ens kræfter, var selvfølgelig smerte.

Mens nydelse øgede mængden af magi, en magiker havde til rådighed, øgede smerte kvaliteten. En ældgammel overlevelsesmekanisme, der gjorde magiske krige lige så brutale som uforudsigelige.

Men Killoran-familien ville ikke vide noget af smerte. Ikke efter alt det, Joran havde været igennem.

“Det er et værre spild af dine evner, at du kun bruger dem på småfortryllelser herhjemme,” sagde Mellora, mens Joran fik en kniv til at skære grøntsager i mundrette bidder. “Du burde sidde i kongens kabinet og være med til at tage vare på riget. Eller undervise på et universitet. Måske endda forske i magiske kure. Jeg ved, at Institut for Illusioner er på udkig efter …”

“Måske er det nok bare at være glad,” svarede han blot, strøg en proptrækkerkrølle væk fra hendes ansigt og plantede et kys på hendes mund. Hans eget lange lyse hår var bundet i nakken med en slidt lædersnor. Mellora følte en pludselig trang til at lade sine hænder glide gennem det, til at søge nydelse på den anden måde.

Og da bankede det på døren.

De vendte sig begge straks.

Ved synet af det blæksorte træværk blegnede Mellora og satte med rystende hånd bægret fra sig.

“Saffron, skynd dig at gemme dig.”

Hvert ord skar i hendes hals.

“Men, mor,” protesterede Saffron med store brune øjne, der flakkede fra hendes forældre til døren. Hun var seks år gammel, og hendes blik så bedrøvet som et dådyrs. “Hvem er det? Døren er aldrig blevet sort før.”

“Kom så,” sagde Joran hæst, mens han lagde den fortryllede kniv fra sig. Den skøjtede forvirret rundt på slagterbænken. “Vær nu sød, Saffron.”

De vidste ikke, hvem der befandt sig på den anden side af døren, men de anede det.

Endnu en banken på døren, denne gang mere insisterende som for at give en sidste chance.

Joran tog en konvolut op af kappelommen og lagde den i den øverste skuffe i den nærmeste kommode, mens han sorgfuldt lod fingeren glide over navnet skrevet i kursiv på pergamentet. Mellora betragtede ham, mens rædslen truede med at kvæle hende. Hendes mand var bange nok til at efterlade et afskedsbrev, og Joran var så sjældent bange.

“Vi elsker dig, Saffron,” hviskede Mellora og gav sin datter et enkelt kys på kinden. Saffron smagte af smør og jordbærmarmelade. “Vi ses snart.”

Joran gennede deres datter hen til hjørnet af rummet. Spisekammeret var fortryllet, så det skjulte enhver Killoran, der gemte sig derinde, og gjorde dem usynlige og uhørlige for alle andre end et medlem af familien.

For en gangs skyld var Mellora glad for, at hendes geniale mand spildte sin tid på småfortryllelser derhjemme. Måske ville det blive netop det, der endte med at redde deres datters liv.

Samtidig med at døren til spisekammeret lukkede i, blev hoveddøren smækket op og kom til at hænge løst og skræmt på hængslerne. Langsomt begyndte farven – magien – at sive ud af træværket, indtil døren var sin sædvanlige teakbrune farve. Et par centimeter under sølvdørhammeren udformet som en ødeulv falmede aftegningen af en åbningsbesværgelse og forsvandt.

To store truende skikkelser trådte over dørtærsklen oplyst bagfra af det svindende dagslys. Deres skarlagenrøde kapper var hæftet i halsen med runde rubinbrocher og havde månefaserne broderet ned over reverset i sort og guld. Alt andet var sort: de knæhøje støvler med guldspænder, de sirligt snørede kofter, de posede ridebukser, det morderiske blik i deres øjne.

Melloras mellemgulv trak sig sammen.

Blodmåner.

Hun trådte et par beskyttende skridt ind foran sin mand.

“Er der noget, vi kan hjælpe med?” fremstammede Joran.

“Vi leder efter en nekromantiker,” sagde den laveste af de to mænd. Han havde en lav fremtrædende pande og en ru stemme. Han dirrede af en slags anspændt energi. Hvad end deres ordre lød på, var der ingen tid at spilde.

Og der var intet farligere end desperation, når det gjaldt Blodmånerne.

Joran rankede sig. “Dem har vi ingen af her.”

“Ikke det?” Den højeste af de to blodmåner kneb sine grå øjne halvt i, mens hans mund trak op i et nærmest glubsk smil.

De så begge direkte på Mellora.

Frygten fik hendes til at fryse til is. Hun overvejede at kaste en desperat praegelos-fortryllelse for at købe sig kostbar tid til at tænke, men hvad ville det hjælpe at tænke, når ondskaben allerede var over dem? Det eneste, der kunne redde dem nu, var en teleporteringsbesværgelse, og den var blevet forbudt for længe siden.

Joran så forvirret over på hende. “Mellora?” Han knugede sin tryllestav med hvide knoer. “Min kone er helbreder. Det er nemt nok at bevise.” Han løftede tryllestaven op til håndfladen og førte den hen over hånden som en kniv. “Sen incisuren.”

Et sår åbnede sig – for dybt, tænkte Mellora bekymret, han har skåret for dybt – og blodet vældede frem. Han fortrak ikke en mine.

Mellora hævede sin slanke pilestav og mumlede som tusind gange før: “Ans mederan!”

Helbred!

Selvom hendes magidepot ikke var blevet fyldt det store af et par slurke honningvin, føjede såret sig alligevel uelegant sammen igen. Der ville komme et ar, hvis de levede så længe.

Blodmånerne stirrede foragteligt på Jorans hånd.

“Enten ved du lige så godt som os, at nekromanti er en underklasse af helbredelse,” sagde den høje hugorm. “Eller også er du lige så dum, som du ser ud.”

Jorans blege kinder blussede af vrede, og Mellora bønfaldt ham i sit stille sind om ikke at bære ved til bålet, men formåede ikke helt at få sin mund til at forme ordene og formane ham om at holde hovedet koldt.

Vanen tro overhørte han hendes ordløse bøn. Han hævede blot sin stav.

Men blodmånen hævede sin hurtigere.

“Sen ammorten.”

Drabsbesværgelsen ramte Jorans bryst, og han sank til jorden som en sæk bezoarer.

Mellora udstødte et halvkvalt skrig og mærkede de indtrængendes forventningsfulde øjne på sig. De vidste, hvad hun nu ville gøre, og det samme gjorde hun.

For hun kunne ikke lade Joran, sin Joran, dø for sine fødder.

Efter i årtier at have bedrevet svindel i de fortryllede spillehaller, de drev, var Blodmånerne blevet eksperter i at tvinge spillere til at lægge deres kort på bordet.

Strengen, der forbandt Melloras sind med hendes krop, bristede.

Hun bevægede sig uden at tænke over det, sank ned på hug og sprættede Jorans kofte op. Der var et stjerneformet ar over hans hjerte, hvor besværgelsen havde ramt ham, og da hun lagde håndfladen hen over det, var det iskoldt mod hendes hud Magisk død havde sin helt egen lugt – ikke af blod og råddenskab, men af røg og aske og noget honningsødt.

Hun lod den ene hånd hvile på Jorans pulsløse brystkasse og hævede sin tryllestav med den anden.

“Ans visseran,” fremsagde hun, mens selvhadet vældede op i hende. “Ans visseran. Ans visseran.”

Genopliv. Genopliv. Genopliv.

En kvalmende følelse af at overskride en ukrænkelig grænse rev i hende med krogede fingre.

Nekromanti var ikke bare ulovligt – det var vanhelligelse. Det var naturstridigt, det stred imod alle de guder og helgener, Ascen fald var bygget på. En essentiel del af den menneskelige sjæl gik tabt i døden, og den kunne ikke bringes tilbage over grænsen mellem der og her, uanset hvor dygtig en magiker man var.

Men det her var Joran. Hun var nødt til at prøve.

“Ans visseran. Ans visseran. Ans visseran.”

Der skete ikke noget lige med det første, men den slags tog tid. Tid til at overtale hjertet til at banke igen, tid til at få blodet til at strømme. En uomgængelig fysisk lov: Magisk eller ej vil et legeme i bevægelse blive ved at bevæge sig, og et legeme i stilstand vil blive ved at stå stille.

Men Jorans hjerte vil da ikke stå stille, bad Mellora i sit stille sind. Det må da slå sig i tøjret over sin stilstand. Det må da kunne fornemme mig lige her på den anden side.

Blodmånerne så til, mens hun fremsagde besværgelsen igen og igen, men der kom intet pludseligt ryk under hendes håndflade. Hun bed sig desperat så hårdt i tungen, at hun smagte blod og lod smerten skære og vokse i munden.

Hvor nydelse fungerede ligesom hvile til at samle magi, fungerede smerte som adrenalin til at forstærke den. En kort, intens eksplosion af energi, der gav ekstraordinære kræfter i de mest alvorlige situationer.

Og helgenerne skulle vide, at hun havde brug for det.

“Ans visseran. Ans visseran.”

Jorans hjerte forblev en sten.

Men det skulle fungere. Det her var Joran. Saffrons far.

Saffron.

Mellora bad til Omedari, skytshelgenen for helbredelse, om, at hendes datter ikke havde overværet mordet på sin far. Hun sad stadig skjult i spisekammeret, men hvis hun holdt øjet helt op til nøglehullet …

Melloras fokus vaklede faretruende, og hendes blik flakkede over mod spisekammeret – lige i tide til at se det gyldne runde dørhåndtag begynde at dreje.

Nej! skreg alt inden i Mellora, men håndtaget fortsatte med at dreje. Hvis blodmånerne så Saffron, ville de også dræbe hende.

Mellora snurrede rundt på hælen og rettede sin tryllestav mod den nærmeste blodmåne.

Hun havde aldrig kastet en drabsbesværgelse, men for at redde Saffron ville hun gøre hvad som helst.

“Sen ammort …”

Hendes forbandelse blev afbrudt af de to drabsbesværgelser, der ramte hendes hjerte. Det gyldne dørhåndtag holdt op med at dreje.

Hele rummet stod stille. Stilheden bredte sig som mørkefald.

I tavshed brændemærkede de ubudne gæster deres ofres livløse kinder med nymåner, så huden boblede op i en grotesk vinrød farve under spidserne af deres tryllestave.

Hvis et dødsfald ikke tjente sit oprindelige formål, kunne det om ikke andet sprede frygt.

Da blodmånerne tog afsted, lod de døren hænge åben på hængslerne.

Og da Saffron Killoran endelig åbnede spisekammerdøren – der kunne være gået få øjeblikke eller timer eller dage – lugtede stuen af forkullet kød. Af røg og aske og noget honningsødt.

Hun åbnede munden for at skrige, men der kom ingen lyd frem.

Bøjet over hendes mors krop sad to magikere i lange sølvkapper samlet med safirbrocher ved halsen. En tredje var ved at tegne en kridtcirkel omkring hendes far, mens en fjerde undersøgte den ødelagte dør. Deres tryllestave skriblede i notesbøger, der hang og svævede i luften, og de snakkede lavmælt.

Ved synet af Saffron kiggede en af efterforskerne op. Hun var bleg, havde en smal næse, var tynd som et spir, og hendes ansigt viste et kort glimt af ren, utilsløret sorg.

“Åh, lille ven,” mumlede hun til Saffron og skærmede for synet af ligene. “Kom du her. Du er i sikkerhed nu.”