Læseprøve på Sarek af Ulf Kvensler
Sarek Nationalpark i Lapland danner rammen for Ulf Kvenslers psykologiske spændingsroman, hvor en vandretur pludselig tager en uhyggelig drejning.
Radiokommunikation mellem redningshelikopter og Gällivare Sygehus, den 15. september 2019 klokken 14.16
“Nu har vi samlet kvinden i Aktse op.”
“Og?”
“Hun er nedkølet og meget medtaget. Vi kan få kontakt med hende, men ikke mere end det.”
“Okay.”
“Hun har ingen legitimation på sig, men siger, at hun hedder Anna.”
“Forstået.”
“Snitsår og andre kvæstelser over hele kroppen … højre arm er brækket. Vi giver hende krystalloid.”
“Er det en faldulykke?”
“Det ligner det ved første øjekast.”
“Ja.”
“Men hun har også kvæstelser på halsen. Det ligner mærker efter kvælertag.”
“Javel.”
“Det er dog svært at sige med sikkerhed.”
“Vi gør klar.”
“Tak. Modtaget slut.”
STOCKHOLM, JULI 2019
Jeg elsker Stockholm i midten af juli. Beboerne i indre by flygter til Gotland, Båstad og Rivieraen, og hovedstaden går i sommerdvale.
Man har hende ligesom for sig selv. Det var en lørdag aften, og det havde været drønende varmt hele dagen. Selv om solens stråler ikke længere nåede ned til stenbroen, var det kun blevet en lille smule køligere. Jeg havde været på kontoret i City fra klokken syv om morgenen og spadserede hjem for at få lidt frisk luft. For hver husblok tyndede det ud i turisterne. I Vasastan lå gaderne næsten øde hen. Om nogle timer, når mørket faldt på, ville forlystelsessyge mennesker, berusede og højlydte, strømme mod Odenplan. Men på det tidspunkt ville jeg for længst ligge i min seng.
Jeg stoppede op og lagde hånden på en okkerfarvet mur. Den var som en radiator.
Jeg besluttede at købe takeaway og ringede til Henrik for at høre, om han også ville have noget at spise. Det ville han, og jeg bestilte en pokébowl med laks til ham og elleve stykker sushi til mig selv i vores lokale sushibiks. Manden bag disken nikkede venligt til mig, da jeg hentede maden, og det manglede da også bare, for vi kom her mindst to gange om ugen.
Jeg fortsatte til vores gadedør, gik indenfor og tog den lille elevator op til femte sal. Trådte ind i entréen og kaldte på Henrik.
“Hej?”
“Hej,” lød det mat inde fra stuen. Der var tændt for fjernsynet. Jeg fortsatte ind i køkkenet og så den store stabel i køkkenvasken og rodet på spisebordet. En snavset kaffekop, der stadig stod ved Henriks plads, sammenkrøllet køkkenrulle, brødkrummer. Og var lige ved at begynde at græde.
Det var lørdag, og jeg havde som næsten alle andre dage denne sommer arbejdet i over tolv timer, jeg havde ringet til Henrik for at høre, hvad han ville have at spise, og bestilt og hentet maden, men han havde end ikke orket at lette røven fra sofaen for at rydde op efter sig i køkkenet. For slet ikke at tale om at tage glas frem og finde noget at drikke i køleskabet.
Han havde ferie og tilbragte al tid i lejligheden. Det her koloenorme køkken med spiseplads til ti personer. Hvad skal det overhovedet til for? Det er patetisk.
Jeg hørte, at der blev slukket for fjernsynet, og kort efter kom han sjoskende ind i køkkenet.
“Hør lige, jeg er altså skidetræt af, at …” sagde jeg med en stemme, der dirrede af irritation. “Jeg har hentet mad, kan du så ikke i det mindste rydde op i køkkenet? Efter dig selv? Eller skal jeg også gøre det?”
Henrik sagde ikke noget, men satte kaffekoppen ned i køkkenvasken, greb karkluden og gik i gang med at tørre bordet af.
Efter hans kropssprog at dømme krævede det nærmest umenneskelig anstrengelse.
Jeg sukkede, hentede en flaske vand i køleskabet og hældte et stort glas op.
“Jeg tror, vi bliver nødt til at udskyde vandreturen.”
Henrik løftede blikket, men sagde ikke noget, fortsatte bare med at tørre af.
“Jeg kan ikke være væk en hel uge lige nu,” sagde jeg.
“Nej.”
“Jeg kan tage ferie i begyndelsen af september i stedet.”
“Så er vi nødt til at spørge Milena, om det er fint med hende.”
“Ja, det er jeg godt klar over. Jeg ringer til hende.”
Jeg var for vred og irriteret til at sidde og spise ved samme bord som ham, så jeg gik ud og tog et langt brusebad. De varme stråler skyllede en del af frustrationen væk. Det varede ikke længe, før jeg fortrød, at jeg havde skældt Henrik ud. Jeg var træt og havde overreageret.
Senere på aftenen blev vi forsonet. Henrik smilede mat til mig, da jeg sagde undskyld og gav ham et kram. Vi drak et glas vin og så det næste afsnit af en serie på HBO i sofaen. Jeg faldt i søvn halvvejs inde i afsnittet. Vågnede til rulleteksterne, gav Henrik et kys og gik i seng. Han blev siddende i sofaen og stirrede sløvt på skærmen.
Hvordan er vi endt her? Ved jeg overhovedet, hvem Henrik er, længere?
