Læseprøve på Patienten af Trude Teige
Femte bind i den populære norske krimiserie om Kajsa Coren.
Dikemark Sygehus, den 15. maj 1993
Plejeassistent Anne-Marie Skog havde aldrig før set den ældre kvinde, der stod i døren ind til køkkenet og spurgte efter Gunnar Lauritzen. Hun måtte være i slutningen af halvfjerdserne, lille og nydelig, iført en sort dobbeltradet frakke. Hendes øjne var farveløse og så triste ud, men ikke på en måde, der gav indtryk af at være frembragt af situationen, der var snarere en snert af tristesse over hele hendes fremtoning. Hun holdt en rød håndtaske op foran sig med begge hænder.
“Jeg er hans søster,” sagde hun og gav Anne-Marie hånden. “Lydia Lauritzen.”
Anne-Marie så forbavset på kvinden. “Gunnar Lauritzen? Der er ingen …” begyndte hun. Så gik det op for hende. Kvinden mente selvfølgelig Krøsus. Det var et rent held, at Anne-Marie kom i tanke om hans rigtige navn, der var aldrig nogen, der havde brugt det, ikke så længe hun havde arbejdet her, i snart halvtreds år.
“Kan jeg se ham?”
“Selvfølgelig, men jeg er bange for, at han er stærkt svækket.”
“Det har jeg fået besked om,” sagde Lydia Lauritzen og fulgte efter hende ind i opholdsrummet. “Der er pænt her,” bemærkede hun, da de gik op ad den brede trappe, som slangede sig langs væggen til første sal. På væggene hang der store farverige våbenskjold, som patienterne selv havde lavet.
Krøsus havde været her længere end Anne-Marie. Han var kommet hertil, da han var tyve, så vidt hun vidste, og nu var han syvoghalvfjerds. Hun havde aldrig hørt tale om nogen søster. Eller noget andet familie for den sags skyld. Han havde aldrig nævnt nogen søskende eller forældre med et eneste ord, ikke til hende og heller ikke til nogen af de andre, det vidste hun, for de havde ofte talt om, hvor mærkeligt det var, at han aldrig fik besøg. Havde han ingen familie? Lægerne vidste sikkert mere om ham, det stod jo nok i journalen, men den havde plejeassistenterne ikke adgang til. Og nu hvor han lå på sit dødsleje, dukkede der pludselig en søster op. Anne-Marie var rystet, men hun sørgede for, at det ikke kunne ses.
Krøsus lå i sengen med lukkede øjne. Anne-Marie trak en stol derhen, og søsteren satte sig. Hun betragtede sin bror i nogle sekunder, og så strakte hun sin hånd lige så stille frem og lagde den oven på hans. Det er alt for længe siden, at nogen, der virkelig kender ham, har taget hans hånd på den måde, tænkte Anne-Marie, da hun gik ud af værelset. Nogen, der huskede ham som barn og ung, som vidste, hvem han var, og hvad det var, der var sket ham.
En time senere kom søsteren ud igen. Hun så oprevet ud, bleg i ansigtet, blanke øjne. Anne-Marie spekulerede på, om det var, fordi hun godt kunne se, hvor det bar hen med ham, eller fordi hendes manglende omsorg havde givet hende dårlig samvittighed.
“Han hviskede noget til mig,” sagde hun. “Hvad?”
“Jeg er sikker på, han sagde: ‘De dræber folk her.’”
