April 1933

Sneen er porøs og våd under hendes fødder og sprøjter op ad læggene, mens hun løber. Men det gør ingenting. Siv løber alligevel, hun har ventet på at kunne løbe i flere måneder. Den store messingklokkes ringlende lyd bliver båret af sted med vinden. Først var det bare en svag antydning, så sart og let, at hun troede, det var indbildning. Men så blev den kraftigere, bredte sig over markerne neden for huset. Hun ser mor Ediths blik ud ad øjenkrogen, også hun hører det, også hun bereder sig på, at han er på vej.

Markerne omkring hende er stadig hvide, men de brune striber øverst på den sydvendte skråning vokser dag for dag. Det er april måned, påske, og solen er varm, her i Västerbottens indland er foråret endnu kun i sin vorden. Da hun løber langs den stadig snedækkede landevej, danser bjældeklangen omkring hende og får hjertet i hendes bryst til at hoppe af glæde. Endelig kommer han hjem.

Så løber hun rundt i svinget og ser ham, hesten, slæden. Far Gustav trækker i tøjlerne, taler beroligende til den gamle hoppe, stiger af. Skægget er langt, hænderne endnu grovere og hårdere, end da han tog af sted. Hun omfavner ham, tænker på, hvordan han altid løftede hende op, da hun var mindre. Hvordan hun hylede af grin. Lige så meget, fordi det kildede i maven, som af glæde over, at han endelig var kommet hjem.

Skoven tager deres far fra dem hvert år efter jul for at give ham tilbage omkring påske, sådan har det været hele hendes liv. Nu er hun ikke længere lille, selv om hun tit ville ønske, at hun var. Så løsner han sit greb, holder hende lidt ud fra sig og ser hende i øjnene.

“Du er minsandten vokset, mens jeg har været væk. Du er ikke noget barn længere, Siv.”

Hun svarer ikke, slår blikket ned. Ser sin ranglede skikkelse under kjolen, som er blevet for kort i løbet af foråret. Tænker, at vel er hun da et barn. At hun trods sine tretten år absolut ikke føler sig voksen. Vender blikket op igen og vil trodsigt protestere, men tøver. Det er først nu, hun ser, at noget er forandret i hans blik. Glimtet er væk, det, der altid skinnede og funklede i hans øjne. Nu er de matte og grå. Noget er blevet taget fra ham, men hun ved ikke hvad.

“Hvad er der, far? Du ser trist ud.”

Han løfter mundvigene lidt, men smilet når ikke op til øjnene.

“Du skal ikke bekymre dig, Siv. Det skal nok gå.”

Han trækker hesten med den ene hånd og holder Siv i hånden med den anden. Så går de sammen hen mod huset, det hvide længst oppe i byen, ud mod skovkanten. Hun bemærker, at han halter en anelse, da de nærmer sig gårdspladsen med laden, bagehuset og stuehuset, som Siv altid har syntes ser temmelig elegant ud med de to lejligheder og den lyse træfacade. Hendes mor står på trappen og tager imod dem, maven er stor og rund. Hun er gravid i sjette måned og næsten altid træt.

Om aftenen, da Sivs små søskende er faldet i søvn i slagbænken, og Siv ligger vågen inde i kammeret, hører hun deres lavmælte stemmer ude fra køkkenet.

“Hvad siger du? Væltede træet ned over dig?”

Hendes mors stemme er dæmpet, som om hun holder hånden foran munden, mens hun taler. Der kommer ikke noget svar, men hun kan gætte, at hendes far nikker eller på anden måde svarer bekræftende.

“Og hvad så nu?”

Der er stille lidt. Så svarer han lavmælt.

“Vi må se. Måske bliver det bedre. Men jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os, hvis jeg ikke kan arbejde i skoven længere.”

Han tier, tager måske en slurk kaffe eller ser ud ad vinduet, sådan som han plejer at gøre, når han spekulerer. Så fortsætter han.

“Siv går jo ud af skolen nu, det er på tide, at hun begynder at arbejde.”

Hendes mor er tavs i lang tid. Så siger hun stille, så stille, at Siv ikke burde kunne høre det inde i kammeret, men hun holder vejret og hører alligevel hvert et ord:

“Du ved godt, at hun håber på at kunne læse videre.”

Hendes far brummer.

“Hvad skal hun læse videre for? Hun kommer jo alligevel til at gå hjemme, når hun finder en mand.”

“Hun siger, at hun vil være folkeskolelærerinde.”

“Du ved godt, at det ikke kan lade sig gøre. Vi har ikke råd.”

Tavsheden sænker sig i køkkenet.

Inde i kammeret knuger Siv den bog, hun er ved at læse, mod sit bryst, et slidt eksemplar af Gösta Berlings Saga. Hun holder den tæt ind til sig, mærker et skarpt hjørne mod brystkassen og trykker den endnu hårdere mod sig, for at det skal gøre så ondt som muligt. Det hjælper.