DEL 1

Januar-juli 1944

1

Bodø, 11. januar

Birgit Johansen satte de to kufferter fra sig på kajen, trak hatten længere ned over ørerne og bandt sjalet stramt om halsen. Sneen piskede hende i ansigtet, det var svært at holde øjnene åbne, og blæsten var så kraftig, at hun næsten ikke kunne få vejret, når hun åbnede munden. Hun snarere så end hørte, at der var hektisk aktivitet på kajen. Det hvinede fra taljer og tove, det dunkede og smældede fra kasser, som blev flyttet, og der blev brølet kommandoer på både norsk og tysk. Selv om det var tidligt på eftermiddagen, var der intet dagslys, mørket blev kun brudt af lysene fra rutebåden, som hun var kommet med, og nogle projektører på havnebygningerne.

Sygehuset i Bodø havde søgt sygeplejersker, og hun havde forestillet sig en udbombet by, hvor der virkelig var brug for hende. Hun havde ønsket at komme væk i et stykke tid, langt fra alt, hvad der mindede om Ilya. Det var først i toget gennem Dovre til Trondheim og videre til Mosjøen – og så på båden til Bodø – at hun rigtig forstod, hvor langt væk hun skulle fra alt det, hun kendte. Men da var det for sent at fortryde.

Nu stod hun her midt i isørkenen, nord for polarcirklen, og kendte ikke et eneste menneske. Hvad havde hun tænkt på? At jo længere væk hun rejste, desto mindre blev sorgen?

„Undskyld, kan du sige mig, hvor sygehuset ligger?” spurgte hun en mand, der gik forbi.

Han pegede ind i den faldende sne. „Lige frem, op ad bakken og til venstre. Bygningen er kæmpestor, du kan dårligt undgå den, selv om sigtet er så ringe i dag.”

„Tager det lang tid at gå derop?”

„Tja … sædvanligvis ti minutter, mere i det her vejr.”

Hun holdt sig inde ved snedriverne, så vidste hun, at hun fulgte vejen. Det peb og hylede omkring hende, hun havde aldrig før hørt sådan en lyd, det var, som om byen jamrede.

Birgit dukkede hovedet og kæmpede sig videre, men efter lidt tid kunne hun ikke længere bære kufferterne og trak dem i stedet efter sig, så de satte dybe spor i sneen. Et stykke gik det nogenlunde, så måtte hun standse, fingrene var iskolde, selv om hun havde tykke handsker på. Hun gned hænderne mod hinanden og stak dem i lommerne.

Mens hun stod stille, fik hun øje på, hvor de jamrende lyde kom fra. Op af ruinerne stak sorte skorstenspiber, og de fungerede som orgelpiber, hvori vinden spillede en disharmonisk klagesang. Hun passerede sammenstyrtede huse, huse med knuste ruder og uden tag, næsten ingen bygninger var hele, og indimellem var der opstillet lave barakker. To træer i en have stod som kæmpemæssige sortsvedne tændstikker. Besynderligt nok var det hvide stakit ud mod vejen intakt, men en stentrappe endte i ingenting.

Hun havde troet, at meget af byen ville have været genopbygget nu, næsten fire år efter bombningen. Målet havde efter sigende været NRK-senderen, som stod her. Den var så kraftig, at da kongen flygtede fra Oslo, og Quisling overtog magten, også i NRK’s hovedsæde på Marienlyst, havde folk i hele landet alligevel kunnet lytte til ucensurerede og uforfalskede radiosendinger i nogle uger.

Tre børn legede i vejkanten, de byggede snehuler og lo, som om livet og vejret var helt normalt. Pludselig stoppede de op og stirrede på noget bag hende. Hun vendte sig om, og ud af den fygende sne kom en skygge, som voksede sig større og større og langsomt blev til en grå menneskemængde. Mænd gik to og to på række, klædt i lasede frakker med huerne trukket ned i øjnene. De blev bevogtet af tyske soldater og gik så tæt forbi hende, at hun kunne have rørt ved dem. Flere haltede, én mand havde svært ved at holde sig oprejst og blev støttet af to andre. Birgit kiggede overrasket på hans hue. Klapperne var foldet ned og bundet under hagen. Hun genkendte den på den karakteristiske spidse top. Ilya havde fortalt hende om budenovkahuen, den blev kaldt revolutionshuen og var et vartegn for Den Røde Hær. Nu så hun, at flere andre havde samme hue.

Hvad i alverden, var der russere her?

Det var et langt følge, der måtte være over hundrede mænd. Allerbagerst var der en, som sakkede bagud. Han så på hende og rakte hånden ud. „Mad?” sagde han på norsk.

Birgit rystede på hovedet. „Vy russkij?” Er du russer?

Han så forbavset på hende. „Da. Ty tozje?” Ja. Er du også?

Hun rystede på hovedet, men nåede ikke at sige noget, før en af de tyske soldater dunkede ham i ryggen med geværkolben, så han faldt forover. Da manden rejste sig, mødte han Birgits blik. Det gav et sæt i hende. Sådan en desperation havde hun aldrig set hos noget menneske før.