Læseprøve på ‘Morfar åndede med havet’ af Trude Teige
Gribende roman om kærlighed og overlevelse fra et ukendt hjørne af Anden Verdenskrig. Den fritstående opfølger til succesromanen 'Mormor dansede i regnen'.
FORORD
Når det blæste op, og der kom hvide skumtoppe på bølgerne, kunne morfar godt lide at tage mig med til det højeste punkt på øen, vi boede på. Derfra kunne vi se havet et hundrede og firs grader rundt om os. Han fortalte, at når vi sover, ånder vi i takt med bølgerne, der slår ind mod land. „Uanset om der er stilhed eller storm, rammer de land i den samme rytme,“ sagde han. „Og hvis du bliver bange eller ked af det, skal du ånde med havet.“
Jeg undrede mig over, hvordan han vidste den slags, men da jeg spurgte, smilede han bare og sagde, at han havde lært det af en for længe siden.
„Hvem var det?“ spurgte jeg.
„Åh, det kan vi snakke om en anden gang, når du bliver stor.“
Så purrede han op i mit hår og begyndte at fortælle om alle de steder, han havde været som sømand. Det var byer med navne, der fik tungen til at slå knuder. New York, Buenos Aires, Honolulu, Rotterdam, Bremerhaven. Jeg elskede, når han tog mig med ud til havet og fortalte om, hvad han havde lavet, hvad han havde set og oplevet, da han var ung.
Morfar fortalte aldrig, hvem der lærte ham at ånde med havet, men allerede som barn tænkte jeg, at det ikke kunne være mormor, for hun trak tit vejret alt for hurtigt.
Det var først, da både hun, morfar og min mor var gået bort, at jeg opdagede, at mormor hele livet havde båret på en stor hemmelighed. Hun havde været tyskertøs. Senere begyndte jeg at undre mig over, hvorfor morfar heller aldrig nævnte, hvad han havde lavet under krigen. Hvor havde han været, hvad var der sket med ham?
Nu, mange år senere, ved jeg, at på trods af alle de steder, morfar beskrev for mig, da jeg var lille, fortalte han aldrig om det sted, der havde præget ham mest. Det sted, der var tæt på at knække ham. Det sted, hvor han lærte at ånde med havet. Men jeg tror, at det, der skete der og efterfølgende, gjorde ham til den milde mand, som gennem hele min opvækst gav mig en tryghed, som hverken mormor eller min mor havde i sig.
Kragerø, juni 2021
Juni Bjerke
1943
4. april
Det Indiske Ocean ud for Javas kyst
En kraftig projektør fejede hen over de tre redningsbåde. Mændene sad tavse på tofterne og stirrede på ubåden, der hang over dem. Et net blev kastet ned langs siden af ubåden. „Who is the captain?“
Ingen svarede, og den japanske officer på dækket råbte: „Where is the captain?“
Kaptajn Olaussen lå i bunden af en af redningsbådene og kunne knap røre sig. Han havde ramt redningsbåden, da han hoppede fra M/T Anitra, og havde stærke smerter i ryggen. Da japaneren ikke fik svar, løftede to af soldaterne på ubådsdækket geværerne op i skydestilling.
Olaussen løftede armen. „I … I am the captain.“
Efter en del diskussion mellem japanerne blev en stål wire med krog firet ned mod ham. De gestikulerede og råbte på en blanding af japansk og dårligt engelsk, at de ville binde en line om livet på ham. Olaussen var en hård negl, men skreg af smerte, da han blev hejst om bord på ubåden. Så snart han var landet på dækket, råbte japaneren igen. Denne gang spurgte han efter førstestyrmanden.
Ingen svarede. Den eneste, der havde officersskjorte på, var andenstyrmanden. Japaneren pegede på ham med en revolver og signalerede, at han også skulle komme over på ubåden. Andenstyrmand Tønnesen klatrede op ad nettet på siden af ubåden, mens den japanske officer fortsatte med at råbe titler. „Telegrafist!“
Sverre Bjerke sad tavs. Det var den sikre død at blive taget af japanerne. Han havde hørt historier om, hvad de kunne finde på at gøre, og han skulle under ingen omstændigheder ned i den ubåd. Chancen for at klare sig var større i en redningsbåd på åbent hav end i japansk fangenskab. Han skulle overleve den her forbandede krig, og det skulle hans bror også. Den kraftige projektør fejede igen hen over mændene i redningsbådene. Sverre skyggede for øjnene med hånden og lod blikket glide fra den ene mand til den anden. Det var vindstille, men der var havstrøm, og de måtte bruge årerne for at holde sig tæt på ubåden, som japanerne beordrede dem til. Hvor var Konrad? Der kunne ikke være mere end omkring tredive mand i alt i redningsbådene. De havde været et mandskab på tooghalvtreds.
Det var næsten mørkt. I horisonten lå resten af dagen som en tynd, gråblå stribe. Det brændte i maskinsektionen på Anitra, og der løb olie ud gennem et stort hul i skroget. Lasten var dieselolie. Risikoen for, at det ville antænde, og at skibet og havet omkring det snart ville stå i flammer, var stor. Et par soldater mere dukkede op på ubådsdækket og satte et stativ op. Et maskingevær.
„Det er ham. Han er telegrafist!“ var der pludselig en, der råbte på engelsk.
Sverre vendte sig om og så, at den kinesiske kok pegede på ham. Hvad helvede! Officeren på ubåden sigtede på ham med revolveren.
„You?“ råbte han. „Get over here.“
Sverre rejste sig, greb fat i nettet på ubåden, og mens han klatrede op, hørte han en råbe hans navn. Han så sig over skulderen og kunne skimte en skikkelse, som stod og fægtede med armene i en af redningsbådene. Projektøren bevægede sig frem og tilbage over bådene, og i et kort glimt så han, at det var Konrad. Sverre åndede lettet op. Der var langt til land, men mændene i redningsbådene kunne blive samlet op af allierede skibe. De kunne gå i land på Java, eller endnu bedre i Australien, det var det sikreste.
Himlen var mørk og stjerneløs, da han stod sammen med de fire andre officerer fra Anitra på ubådsdækket. Det var andenstyrmand Tønnesen, tredjestyrmand Hødnebø og maskinchef Larsen foruden kaptajn Olaussen, som knap kunne holde sig oprejst. Sverre og Tønnesen støttede ham mellem sig, og da Sverre satte foden på det første trin på stigen, der førte ned til ubådens indre, kastede han et sidste blik ud på havet. I samme øjeblik eksploderede Anitra. Sverre nåede at se, at Konrad kastede sig bagover og ud i havet. Flammer og sort røg steg til vejrs, og idet han blev skubbet videre ned ad stigen, hørte han maskingeværets knitren.
