Læseprøve på ‘Mord på marsken’ af Joy Ellis
Første bind i serien om Nikki Galena fra en af Englands mest læste krimiforfattere, der foregår i området The Fens, et stort marskområde i det østlige England.
Nattevinden fór gennem den smalle gyde og førte en lugt af ozon og traktordiesel med sig. Nikki Galena stod lænet op ad det forfaldne pakhus’ smuldrende mur og spekulerede over, hvor mange andre 36-årige kvinder der mon ville tage de skumle omgivelser lige så roligt som hende. De små stræder ned mod havnen var ikke et sted for enlige kvinder på noget tidspunkt af døgnet, men efter midnat var det totalt no-go at færdes her. Nikki smilede i mørket. Der var ingen andre steder, hun hellere ville være lige nu.
Hun trykkede på lysknappen på uret. Han ville snart være her. Hun vidste præcis, hvordan han ville se ud, selvom hun aldrig havde mødt ham før. Slidte jeans, hættetrøje og sneakers. Det var den uofficielle uniform, om end jeansene kunne erstattes med sorte træningsbukser med hvide striber ned ad siden.
Nikki holdt ufravendt øje med indgangen til gyden. Det var holdt op med at regne, men et eller andet sted dryppede det fra en ødelagt tagrende, en ujævn trommerytme på de allerede våde fliser. Det var juli, men det kunne man ikke mærke, og lige nu var Nikki bedøvende ligeglad med vejret. Hun ville have stået her og ventet på Darren Barton, hvad enten det havde været hedebølge eller under frysepunktet.
Nikki rettede sig op. Lyden af gummisåler mod det glatte fortov fik det lille smil til at brede sig yderligere.
Hun ventede, til han kun var en meter fra hende, trådte så lydløst frem og spærrede udgangen fra gyden.
Darren sprang forskrækket baglæns og bandede. “Dumme kælling! Du havde nær skræmt livet af mig!”
“Det er jeg ked af, Darren.”
Den hætteklædte skikkelse stivnede, da han hørte sit navn, tog et skridt hen imod hende, kneb øjnene sammen og studerede hende mistænksomt. “Jeg kender dig ikke.”
Nikki stirrede tilbage. “Nej. Det gør du ikke. Men jeg kan godt fortælle dig én ting: Du glemmer mig aldrig.”
Hendes stemme var blevet hård som frossen vinterjord, og Darren Barton så ud til at beslutte, at hans tidligere placering, et par skridt længere væk, nok havde været bedre. “Aner ikke, hvad du snakker om, så tag og skrid. Flyt dig.” Han prøvede at spille sej med hænderne dybt nede i lommerne og fremskudt kæbe i et ynkeligt forsøg på at se truende ud.
“Det kommer ikke til at ske.” I et snuptag havde hun vredet Darrens arme om på ryggen af ham og presset hans ansigt op ad muren. “Jeg havde håbet, vi kunne snakke sammen, men vi kan også gøre det på den her måde.” Hun strammede grebet og så små blodprikker træde frem på mandens stubbede kind. “For ser du, Darren, jeg kan ikke lide dig. Jeg hader simpelthen svin som dig, svin, der slår børn ihjel.”
Manden stønnede og prøvede at mumle noget. Nikki holdt om begge hans håndled med den ene hånd, greb hans hår med den anden og trak hans hoved væk fra muren.
“Jeg har ikke slået nogen ihjel!” Hans øjne var udspilede. “Slap nu af! Jeg ved ikke, hvem du leder efter, men du har fået fat i den forkerte!”
“Hm, det tvivler jeg på.”
“Hvad er du ude efter?” Hans øjne var stadig ved at trille ud af hovedet på ham.
“Et navn. Ikke andet, du skal bare give mig et navn. Men lad mig først fortælle dig, hvorfor jeg valgte at tage en lille snak med dig netop her.”
Hans øjne blev smalle.
“Her er helt dødt. Ingen kameraer. Ingen overvågning. Ingen forbipasserende. Ingen afbrydelser. Hvad betyder det, Darren?”
“Ingen vidner.” Stemmen var kun en rusten hvisken. “Nemlig! Hvor er du dygtig!”
“Jeg kender nogle rigtig ubehagelige typer. De bliver ikke glade for at høre om det her.” Nikki lo højt. “Tro mig, den mest ubehagelige person, du nogensinde kommer til at møde, står lige her ved siden af dig.” Hun snurrede ham rundt og pressede ham op ad muren. “Går du med kniv, Darren?”
Han skulede ondt, men sagde ikke noget.
“Selvfølgelig gør du det. Det gør din slags altid.” Hun stirrede på ham med slet skjult foragt. “Nå, finder du den frem og lægger den på jorden? Eller skal jeg gøre det for dig?”
“Jeg skal nok gøre det, okay? Giv lige slip.” Han var muligvis et hoved højere end hende og vejede en halv gang mere, men han var ikke dummere, end at han godt kunne regne ud, at i en slåskamp ville hun være hans overmand, når det kom til beskidte tricks.
“Der.” Nikki pegede på det våde fortov. “Spark den forsigtigt hen mod mig og stil dig så op ad muren igen.”
Hun samlede kniven op med handsker på og stak den i lommen. “Godt. Og nu skal du give mig nogle oplysninger.” “Aldrig i livet! Jeg er ikke stikker. Du har ikke noget på mig. Jeg har jo allerede sagt, at du har fat i den forkerte.” Nikki ignorerede ham. “Kender du en, der hedder Frankie Doyle?”
“Har aldrig hørt om hende.”
Hun hævede skeptisk det ene øjenbryn. “Er det sandt?” “Ja. Navnet siger mig ikke noget.”
Før manden kunne nå at trække vejret, var Nikki sprunget hen til ham, havde presset underarmen hen over hans strube og stukket knæet hårdt op i skridtet på ham. “Hvordan ved du så, at Frankie er en hun?”
For anden gang på fem minutter var Darrens øjne nærmest ved at trille ud af hovedet på ham. “Jeg, øh, måske har jeg hørt om hende.” Han gryntede af smerte. “Men jeg kender hende ikke. Det gør jeg altså ikke.”
“Du er måske ikke i hendes liga?”
“Noget i den retning.” Hans ansigt fortrak sig, og han prøvede at vride sig væk fra hendes knæs konstante pres. “Lad være. Giv nu slip. Jeg skal nok fortælle dig, hvad jeg ved, selvom det altså ikke er særlig meget.”
Nikki trak sig en anelse tilbage, og manden pustede lettet og ildelugtende ud. “Jeg har hørt, hun hænger ud med nogle nye fyre fra Carborough-blokkene. En hård bande.
Har altid cash, og jeg mener masser af cash. Der er nogen, der støtter dem med penge, men ingen ved hvem.”
“Navne?”
“Ingen ved noget som helst om de fyre. Og der er alligevel kun ét navn, der tæller i Carborough, ikke?”
“Giv mig et andet navn end Archie Leonard.”
“Kan jeg ikke. De bruger dæknavne.”
“Så giv mig dæknavnet på ham, der forsyner Franki med stoffer, så hjælper jeg dig ud af de problemer, du har rodet dig ud i.”
“Jeg har ikke rodet mig ud i noget, og så har jeg jo ikke brug for din hjælp, vel?”
“Ha, tro mig, det har du. Du står i lort helt op til din tynde og, beklager, temmelig beskidte hals.” Hun rykkede knæet en millimeter og lagde an til at læne sig ind mod ham.
“Stop! Der er en. Han kalder sig Fluke. Jeg tror, han har noget med den nye bande at gøre. Jeg siger ikke, at han er Frankies pusher, men han ved, hvem der er.”
“Bor denne Fluke i Carborough?”
“Aner det ikke. Han kommer og går. Som Frankie Doyle. Måske er de endda et par.” Man kunne ligefrem høre Darren synke. “Det er det eneste, jeg ved. Kan du så ikke slippe mig nu?”
Nikki betragtede ham tænksomt. “Tjoh, du har vel gjort lidt nytte.”
Darren nikkede ivrigt. “Ja, ikke? Du fik et navn, ikke?”
“Mm.” Hun sukkede. “Men så let slipper du desværre ikke. Ikke når du er en skide pusher.”
“Jeg er ikke pusher! Du kan visitere mig, hvis du ikke tror på mig!”
“Nåh, jeg er sikker på, at du ikke har noget på dig,” sagde hun med et skuldertræk, “for du solgte din sidste portion til hende den lille tynde uden for Harry’s Club, gjorde du ikke?”
Darrens øjne blev smalle.
“Jeg kan se, at du godt kan huske hende. Afbleget hår, sorte spidser, for meget makeup og fladbrystet? Hun er en af vores, Darren. Og de tyvepundsedler, hun gav dig, der ligger fint foldet i din tegnebog, er mærket. Dine fingeraftryk vil være alle vegne på den pose metamfetamin, du solgte hende, og som for øvrigt allerede ligger i en bevispose og er på vej til politiets laboratorier. Så sammen med den grimme kniv, du var venlig nok til at give mig …”
Darrens ansigt blev en forvredet maske af raseri og frygt. “Din lede kælling! Du sagde, at du ville hjælpe mig.”
“Det var løgn.”
“Du lokkede mig i en fælde!”
“Det gjorde jeg. Og det pudsige er, at jeg slet ikke har det dårligt med det.” Hun pressede knæet hårdere ind mod hans skridt. “For ser du, jeg har den holdning, at hvis man handler med stoffer, handler man med død. Og det er mig og mine kolleger, der skal sidde med familierne og indånde den sorg og ubærlige smerte, som røvhuller som dig er skyld i. Og vi bryder os ikke om det, Darren. Vi bryder os ikke om, at I driver sårbare unge til vold, får dem til at slå gamle damer ned for at få penge til deres misbrug. Et misbrug, som I med glæde hjælper på vej.”
“Hvis de ikke får det fra mig, køber de det bare af en anden!”
“Hold nu kæft! Spar mig for det ævl! Du er klam. Du er en kødædende bakterie, der kryber gennem samfundet og tjener kassen på dine ofre.” Hun stødte knæet opad og hørte ham til sin tilfredshed skrige.
“Det må du ikke! Jeg melder dig! Jeg kender mine rettigheder!”
“Ja, ja, skiderikker som dig kender altid jeres rettigheder. Men det kan blive svært at bevise det, Darren, for vi har bare talt stille og roligt sammen, som min partner dernede vil bevidne.” Hun pegede på en utydelig skikkelse på vej op imod dem. “Lad mig minde dig om noget, før han når herhen, min usle ven. I aften stillede jeg bare et par spørgsmål i al venlighed. Du skal ikke gøre mig vred, for så kommer du til at ønske, at du var født på de Ydre Hebrider og aldrig flyttet hjemmefra, er det forstået?” Hendes øjne borede sig ind i hans. “Og før du begynder at hyle op om politivold, synes jeg bare, du skal overveje, hvad du vil sige, okay? Hvem vil tro på en pusher, der siger, han blev mishandlet på en mørk gade af en kvinde, der er halvt så stor som ham? For slet ikke at tale om hvad det ville gøre ved din anseelse i miljøet – mon ikke det ville få respekten for dig til at falde til nul?” Knæet stødte til en sidste gang, hvorefter hun vendte sig bort. “Anhold ham, Dave, tag ham med ned på stationen og smid ham i detentionen.”
Den store mand gabte og fandt håndjernene frem. “Hvad sigter vi ham for, chef?”
“Du kan starte med den her.” Hun hev en bevispose op ad lommen, lempede Darrens drabelige kniv ned i den og rakte den til kollegaen. “Og vi har ham også for salg af stof- fer uden for Harry’s. Tal med Cullen om det på stationen.
Jeg overlader ham til dig. Jeg vil et sted hen, hvor luften er lidt friskere.” Efter et sidste hånligt blik mod pusheren slog hun kraven op for at holde regnen ude, gik ned gennem gyden og forsvandt i mørket.
*
Det tog kun ti minutter at gå til den lille deprimerende kælderlejlighed, der var hendes hjem. Hun satte nøglen i låsen, men standsede op, overmandet af en forfærdelig træthed. Det skete hver gang. Ude på gaderne havde hun det godt, hun havde det fint. I arresten, i retten, i cellerne, alle vegne hvor hun vidste, at hun gjorde noget konkret for at forhindre narkoen i at snige sig ind i hendes by, tog hun som kriminalkommissær styringen. Men nu, hvor adrenalinen så småt holdt op med at suse, faldt masken, og hun vidste, at bag den dør var hun bare Nikki Galena, en ensom kvinde der hadede, når det blev fyraften.
Hun greb fastere om nøglen og begyndte at dreje den rundt. Det var, som om hun ikke havde den mindste energi tilbage. Nøglen vejede et ton, og hun var lige så svag som et spædbarn. Med opbydelsen af alle sine kræfter puffede hun døren op, gik ind og tændte lyset.
Ingen elskede ejendele hilste hende velkommen. En ejendomsmægler ville have kaldt indretningen minimalistisk, men lejligheden var reelt spartansk indrettet og totalt blottet for stemning. Når man åbnede hoveddøren, trådte man direkte ind i stuen. Ved siden af stuen lå et soveværelse med noget, udlejeren leende havde kaldt et badeværelse en suite og et køkken med spiseplads og franske døre ud til verdens mindste private gårdhave. Haven var den eneste formildende omstændighed ved den usle bolig.
Hun trak den fugtige jakke af, smed den hen over stuens eneste ryglæn og gik videre ud i køkkenet. Hvor udmattet hun end var, var det aldrig nemt at falde i søvn. Hendes krop lukkede ned, men hendes tanker fortsatte med at køre. Hun havde brug for hjælp til at falde ned, og hjælpen havde i mange år været at finde i en flaske single malt. Den mulighed havde hun ikke engang længere. Hvis der blev ringet, hvis et spor dukkede op, hvad som helst der kunne føre til endnu en opklaring, skulle hun være klar til øjeblikkeligt at rykke ud, og det kunne man under ingen omstændigheder efter et par whiskysjusser.
Nikki åbnede køleskabet og kiggede ind. De to øverste hylder var tæt pakket med små flasker vin. Rød, hvid og rosé. Fransk, italiensk, australsk. Sød, tør, mousserende. Fine små flasker, der indeholdt et stort glas vin. Lige nok til at dysse hovedet til ro, ikke nok til døve sanserne.
Hun valgte en grenache og tømte flasken i det eneste glas i skabet. Normalt ville hun have siddet udenfor og planlagt næste dags jagt, men i aften kom regnen på tværs.
I stuen var der en enkelt siddeplads, en stor futon på metalstel med et tæppe smidt henover og noget, der sandsynligvis oprindeligt havde været et hjørnemøbel til et tv. Nu var det hjemsted for en oplader, en bærbar og en lampe med en billig flerfarvet glasskærm.
Nikki lod sig dumpe ned på futonen og trak benene op under sig. Som altid havde hun mærket det indledende sus af lettelse over at have sendt endnu en pusher ind i retssystemets mølle, men det var aldrig nok. Ikke længere. Der var for mange pushere, for mange stoffer derude.
Hun nippede til glasset og tænkte over, hvor drastisk tingene havde ændret sig de sidste år. Greenborough havde altid været en rar og landlig købstad. Det var den stadig i nogles øjne. Uanset hvilken retning man gik i, skulle man ikke meget længere end en kilometer uden for bygrænsen, så stod man i marsklandet. Yderligere halvanden kilometer østpå, så var man ved strandengene. Af en købstad at være havde byen en pæn størrelse, og tidevandsfloden, der løb midt igennem den, gav den mere aktivitet, end der var i så mange andre småbyer. Men så var der havnen. Den var ikke så stor, den ene ende var forbeholdt muslingefiskerne, og den anden ende var for nylig blevet udvidet til igen at kunne tage imod rigtige skibe. Fragtskibe og lastfartøjer kom ind fra Nordsøen gennem Washbugten og Waylanddeltaet. Ud over alle de nye arbejdspladser og muligheder, som udvidelsen af havnen havde givet, havde den også ført illegale indvandrere og en skræmmende stigning i narkohandlen med sig.
Vinen summede beroligende på hendes tunge, og hun tog en slurk til.
Narko, hendes livs forbandelse.
Nikki stillede glasset på gulvet, trak en af de store puder til sig, lagde sig med hovedet på den og begyndte at overveje, hvordan hun var blevet sådan en hævnens engel, der ene kvinde førte korstog mod byens narkohandlere. Øjeblikke som dette, hvor hun var nede, ønskede hun af hele sit hjerte, at hun kunne opgive kampen, men det kunne hun ikke. Den var stort set det eneste, hun havde tilbage. Hendes mor var død, hendes far var på plejehjem og kunne dårligt genkende hende, hendes mand Robert havde forladt hende, og hendes datter gav hende skylden for alt, der var galt med verden.
Nikki smilede ved tanken om Hannah. Ja, uanset hvor slemt det blev, havde hun stadig sin datter. Okay, pigen boede ikke længere hjemme, men det betød ikke, at hun ikke elskede hende eller bekymrede sig for, hvordan hun havde det. Hun lukkede øjnene. Det var alt for sent nu, men uanset hvad dagen i morgen bød på, ville hun finde tid til at ringe og høre, hvordan det gik. Bag lukkede øjne så hun for sig det næsten sorte hår, de mørkebrune, ofte vrede øjne, og den klare, glatte gyldne hud, som alle hendes veninder misundte.
Billedet svandt. Måske skulle hun opgive dette lejede hummer. For sin datters skyld burde hun måske tage tilbage til familiens hjem i Cloud Fen. Tømme det gamle hus. Renovere det. Gøre det fint. Gøre det til et sted, man igen kunne kalde et hjem.
Nikki gabte. Hun havde været her før. Jongleret med ideer, hvis nu’er og måske’er. Og det endte altid med den samme konklusion, at det ville indebære færre timer på gaden. Færre timer til at afluse byen for tobenede skadedyr. Så længe hun boede her, var hun kun få minutters gang fra deres rottehuller og smutveje. Cloud Fen lå tyve minutter fra politistationen, hvis ellers langsomme traktorer og mejetærskere tillod almindelig kørsel. Og det gik simpelthen ikke.
Hun gabte igen. Det var lige til at grine ad, og så alligevel ikke. Man skulle have troet, at hendes målbevidste ind- sats for at sætte byens afskum bag tremmer ville have gjort hende til lidt af en helt i kollegernes øjne, men det havde haft den stik modsatte effekt. Der var ikke længere nogen, der ønskede at arbejde sammen med hende. De fandt hendes ihærdighed enerverende, nægtede at acceptere hendes lettere uortodokse metoder og kaldte hende urimelig. De kaldte hende faktisk mange ting, ingen af dem særlig pæne. Men de havde jo også deres egne liv, ikke? Familier, venner og aktiviteter uden for politiet. Hun havde kun politiet og sit korstog.
Nikki trak tæppet op over sig og prøvede at huske, hvornår hun sidst havde skiftet sengetøj. Ikke at det betød noget, for hun sov aldrig i sengen. Hun kom kun ind i soveværelset, fordi der var gennemgang til bruseren, og hendes tøj skulle jo også hænge et eller andet sted. Hun hadede det trange og mørke lavloftede værelse med det mudderbrune tæppe. Hun hadede det mest af alt, fordi det var det eneste rum med et billede, et foto hun ikke kunne få sig selv til at gemme væk i en skuffe. Et hun elskede af hele sit hjerte, men næsten ikke kunne bære at se på.
