fbpx
Læseprøve, Nyheder, Oplev

Læseprøve på “Mig, mig, mig” af Kristian von Hornsleth

Årets mest provokerende, kontroversielle og (indrømmet) øretæveindbydende bog. I et nyt værk, der opererer i tågelandskabet mellem selvbiografi, kunstnerportræt og autofiktion, går Danmarks mest kendte nulevende kunstner Kristian von Hornsleth endelig til bekendelse.

Under hofsnogens vinger

Min ellers så stabile barndom eksploderede i 1976, da min far skred med en yngre kvinde. Det var så meningen, at jeg skulle være blevet traumatiseret af det. I mange år gik jeg i hvert fald og troede, at jeg var blevet kunstner, fordi min far svigtede mig.

Vi måtte flytte ind i en trang treværelses lejlighed, og min mor tudede ustandseligt, mens min far fik sig en ny familie. Den borgerlige utopi brød sammen, og vi drattede ned i middelklassen med et ordentligt brag. Jeg kan huske, at jeg fik værelse under loftet, at der var lummert om sommeren, at det trak om vinteren, at naboen var alkoholiker, og at man kunne høre stadionspeakeren fra travbanen i Charlottenlund om lørdagen.

Jeg turde ikke gå på lokum om natten, så jeg lå mange nætter vågen med en presset blære. Engang jeg havde fået madforgiftning, så jeg mig nødsaget til at kaste op i min lillesøsters dukketestel. Det må have set idiotisk ud, som jeg kastede op i staccato, for at mit gylp ikke skulle løbe over i de små kopper. Det var et stort chok for mig at få den slags problemer.

Jeg var 13 år gammel, så jeg havde endnu ikke udviklet en forståelse for, at min far var seksuelt understimuleret og blev forelsket i en ung dame. At det så tilfældigvis var min mors gode veninde, gjorde det ikke nemmere for min stakkels mor.

Med følelser i klemme, et bristet selvværd og en nogenlunde harmonisk verdensforståelse, der pludselig lå i ruiner, blev det nødvendigt for mig at udvikle et sprog, så jeg kunne udbasunere den indre smerte, det forvoldte mig. Jeg måtte blive kunstner. Sådan troede jeg virkelig, det hang sammen, indtil min lillesøster for nogle år siden satte mig på plads.

“Nej, Kristian. Du har altid været underlig,” sagde hun.

Så mindede hun mig om dengang, jeg som 10-årig havde buret hende inde i et værelse fyldt med brændende modelfly. Som barn samlede jeg på små papmodeller af Spitfires, som jeg selv foldede og malede. Jeg havde vel en 10-12 stykker, som jeg hængte op i loftet på mit værelse. Hvordan idéen opstod, husker jeg ikke, men en dag tændte jeg ild til dem alle sammen og startede en lydoptagelse af dykkende Stuka-flyveres hæslige sirener på min båndoptager. Så smed jeg min lillesøster ind på værelset, slukkede lyset og begyndte at fotografere hende. Rationalet var, at jeg ville dokumentere, hvordan hun reagerede i tilfælde af krig. Jeg gik til det med en forskers alvor og iagttog hende køligt, fuldstændig blottet for medlidenhed, selvom hun selvfølgelig gik i panik. Det faldt mig ikke ind at trøste hende, for så ville det jo ikke være realistisk. Det blev selvfølgelig et værre postyr, og jeg blev med rette tildelt nogle dages husarrest, men værre er nok, at hun siden den dag har været rædselsslagen for ild.

Så min søster har ret. Jeg har altid været en smule utilpasset. Hun kunne have nævnt mange historier: mine drengestreger med min fætter. Eller dengang i femte-sjette klasse, hvor jeg blev smidt ud af skolebladet for at lave fake news. Jeg havde fabrikeret to hele sider med løgnehistorier. Jeg ved ikke helt hvorfor. Vel bare for sjov. For at holde folk på dupperne, men der var ikke nogen, der fandt det morsomt, og de to piger, der ledte redaktionen, syntes, at det var useriøst og spild af papir.

Når jeg tænker tilbage på skilsmissen, erindrer jeg heller ikke, at jeg var i stor sorg. Jeg døjede med en stor tomhed og kunne ikke forstå, hvorfor min far hellere ville flytte ind hos en ny familie og spise middag med nogle helt fremmede børn. Jeg følte mig som et andenrangsmenneske, som den fattige Rasmus i Peters Jul, der allernådigst måtte komme til audiens hver anden weekend for at være tilskuer til min fars nyvundne lykke, hvorefter jeg så kunne tage hjem til min tudende mor igen om mandagen. Det var hårdt, men det var ikke sorg. Jeg var snarere bare fornærmet, for han havde i grunden aldrig rigtig været der. Han var aldrig til stede, viste aldrig for alvor lidenskab og gad i virkeligheden ikke børn.

Dengang han skulle fortælle mig om skilsmissen, sad jeg på mit værelse og tegnede. Min far kom ind i sin lange trenchcoat, der fik ham til at ligne Robert Redford. Ingen af os sagde noget. Jeg værdigede ham ikke engang et blik. Måske fordi jeg anede, hvad der skulle til at ske. Han stod i nogle sekunder og trådte skoene af sig selv, forlegen og ude af den. “Jeg tager afsted nu,” sagde han efter nogle uendeligt lange sekunder og gik så. Jeg havde ikke set på ham en eneste gang, og han havde ikke haft rygraden til at fortælle mig, hvad der var sket.

Men jeg blev ikke forkrøblet af det. Der var jo også en masse fordele ved at blive skilsmissebarn: Min far forsøgte at bestikke os, vi fik altid to skiferier og to juleaftener – og på pervers vis var det også lidt moderne at være skilsmissebarn. Dengang blev alle skilt, så jeg følte mig endelig som en del af klubben. Jeg har altid været en utilpasset og forskruet afviger. Jeg er ikke klinisk psykopat, men jeg kan være afstumpet. Måske er jeg bare bipolar type 3, hvem ved? Jeg har egentlig masser af empati. Jeg evner bare at slå den til og fra. Det er det, som har gjort mig i stand til at arbejde i de moralske gråzoner og flirte åbenlyst med den rendyrkede ondskab. Jeg kan på en eller anden måde slå mit etiske kompas fra og dermed styre hensynsløst mod de mål, jeg sætter mig. Måske er det bare en slags ubehandlet autisme. Det mistænker jeg selv, men jeg har også altid gerne villet have mig en diagnose, for det er jo et slags adelsmærke for kunstnere. Der er bare ikke rigtig nogen, der har villet give mig en. Konklusionen er i hvert fald, at når først jeg bliver grebet af noget, bliver jeg næsten manisk ensporet, tilsidesætter ethvert behov og affejer nådesløst enhver modstand, jeg møder.

At det så trods alt ikke er værre, erfarede jeg i min tid på Herlufsholm. Dér lærte jeg, hvad det rigtigt vil sige at være hensynsløs og manipulatorisk.

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik