Prolog

Ikke til at fange

Aix-en-Provence, Frankrig, juli 1944

Jeg hører først deres støvler. Tramp, tramp, tramp, som maskinpistoler, der bliver affyret i trappeopgangen. Så brølet: “Gestapo! Aufmachen!”

Det er der, jeg kommer i tanke om det – jeg glemte at låse døren.

Jeg er flygtet så mange gange de seneste fire år, at jeg har tiltro til, at jeg kan nå det: Jeg skal bare skyde slåen på plads, så jeg kan flygte ud ad bagindgangen. Og jeg når det. Jeg har hånden på slåen, men døren giver efter for mændenes vægt. Mine fingre er febrilske af adrenalin, og jeg kan ikke få den skudt på plads.

Træet revner. Døren ryster.

Den flyver op.

En flok nazister kommer brasende ind.

Det her er det øjeblik, alle i London advarede mig om. Pågribelse. Tortur. Død – men kun hvis jeg er heldig.

Foran mig er en mur af maskinpistoler og trusler. Jeg burde bakke væk, langt væk, men mine fødder er parate til at storme gennem våbnene, ud ad døren og hjem til mine tre børn, så jeg kan holde deres uskyld og kærlighed tæt ind til kroppen for det, der kunne være allersidste gang.

Det er ikke hans hensigt, men en civilklædt gestapiste forhindrer mig i den vanvittige plan. “Hvor er manden?” spørger han, og jeg samler mig igen.

Manden. De er her altså for at hente en af mine tre tusind agenter. Ikke mig. Ikke endnu.

Det betyder, at jeg må hanke op i mig selv og blive til den, jeg er ifølge mine papirer: Germaine Pezet, en husmor fra provinsen. Hérisson, det lille pindsvin, jeg har mit kodenavn fra, må gemmes af vejen. Hvis jeg ikke spiller min rolle til perfektion, vil de finde den agent, de leder efter. Og så vil jeg aldrig se mine børn igen. Eller Léon.

Hvor er du, Léon? Kære Gud, lad mig finde ham.

Gestapomandens maskinpistol klikker. Jeg tvinger mig selv til at træde hen mod den, mens jeg plaprer løs.

“‘Hvor er manden?’ Åh, vær sød at finde en mand til mig. Med et ansigt som mit er de en mangelvare.” Jeg gør tegn mod min fremstående hage, taknemmelig for, at jeg lod MI6’s tandlæge lave en protese til mig, der ændrer mit ansigt så meget, at de ikke kan se, at jeg er kvinden på Eftersøgt-plakaterne, lederen af Alliance-netværket.

Det er det eneste våben, jeg har, og jeg bruger det, idet jeg blinker til nazisten og peger på et skab, hvor der for kort tid siden lå stakke med dokumenter, som var blevet fragtet gennem Frankrig af mine agenter. “Måske er han i klædeskabet.”

Da soldaterne flår skabslågerne op, finder de ikke noget. Alle de papirer, der lå der, er for længst blevet kodet og sendt til London.

Jeg jager adrenalinen væk med endnu en kaglen. “Sørg for, at han er en god en af slagsen.”

Lederen skuler. Men tvivlen glimter i hans øjne som den tændstik, jeg holder op til en skødesløs cigaret, og jeg begynder at håbe: Måske slipper jeg afsted med det. Måske kommer jeg ikke engang i fængsel denne gang, men bliver bare set som en grim bondekone, der ikke har noget som helst til fælles med den smukke spion Marie-Madeleine.

Nazisterne fordeler sig ud i lejligheden, formentlig i deres søgen efter Lucien, lederen af min Provence-afdeling, der var her tidligere. Vi er begge en del af det netværk, som tyskerne kalder Noahs Ark, fordi vores kodenavne stammer fra dyreverdenen. De leder sikkert også efter den stak efterretningsrapporter, Lucien afleverede, og som ligger frit fremme på bordet.

Jeg inhalerer røg og udånder frygt. Jeg er nødt til at gemme de papirer. Men der er stadig maskinpistoler rettet mod mig. Jeg smiler dumt og siger højt: “Jeg foretrækker brunt hår. Og brune øjne.”

Léons øjne er som grågrøn jaspis. For evigt, sagde jeg til ham, sidste gang jeg så ham for ti måneder siden.

Gudskelov slutter mine vagter sig til eftersøgningen i lejligheden, så kun en enkelt SS-officer er tilbage i rummet. I samme øjeblik han retter opmærksomheden mod de andre officerer, der ikke har været så uheldige at stå tilbage sammen med mig, pudser jeg larmende næse ind i et lommetørklæde. Vagten gyser og vender ryggen til mig, og jeg kaster mig frem, snupper papirerne og smider dem ind under sofaen, lige inden den civilklædte gestapomand kommer tilbage.

“Har De set en høj mand med lyst hår? Han er med i et netværk af terrorister. Vi har fået at vide, at han har været her.” Officeren taler i en høflig tone, men jeg ved, at han er på nippet til at miste besindelsen.

Jeg må forhindre, at det går ud over mig.

Jeg trækker tåbeligt på skuldrene. “De eneste lyshårede mænd her er Deres soldater.”

“Hvorfor prøvede De så at barrikadere døren mod os?” råber han.

Spyt og frustrationer flyver gennem luften.

Mine hænder ryster.

Jeg stikker dem i lommen og kaster et forsigtigt blik på den rasende nazist. “Hvis jeg havde vidst, at I alle sammen var så flotte, ville jeg straks have låst døren op – og også mit kyskhedsbælte.”

Jeg har lyst til at kaste op. Gestapomanden har lyst til at slå mig. Men hans soldater har ikke fundet noget. Han slår i bordet i stedet.

Jeg synker, tager en indånding og synker igen, da nazisterne på mirakuløs vis tager deres maskinpistoler over skuldrene og vender ryggen til lederen af det største netværk af modstandsfolk i Frankrig.

To minutter mere, og jeg kan synke sammen på gulvet.

Men …

En af dem kigger rundt i stuen en sidste gang, og som var hans øjne styret af Djævlen, falder hans blik på mellemrummet mellem sofaen og gulvet, hvor forræderiske stakke med kodede beskeder venter. Nu falder jeg næsten på knæ og udstøder det stumme og nyttesløse ord: Non!

“Lügnerin!” råber nazisten, da han trækker håndfulde af papir ud.

Løgner.

Jeg snubler frem. Jeg er så træt og tror ikke, jeg kan klare det meget længere. Forsvare mig selv og mine agenter, foregive og spille skuespil, redde mig selv hver gang. Hvor er den forbandede D’Artagnan, som romanerne lover – den snarrådige fyr, der redder dagen?

Seks soldater træder frem med maskinpistoler rettet mod mit hoved, mit bryst, min hals. Andre flår sofaen og fodskamlerne i stykker, der alle er fyldt med efterretningsrapporter. Våben slår borde til pindebrænde.

Deres leder griber mig i skuldrene. “Hvem er De?” spørger han rasende og ryster mig så voldsomt, at jeg er rædselsslagen for, at min protese vil falde ud og afsløre mig og dermed give ham svaret: Jeg er den kvinde, I har jagtet siden 1941.

Det er mig, der er D’Artagnan. Og ligegyldigt hvor bange jeg er, eller hvor træt jeg er af at kæmpe og sørge over mine dræbte venner og de børn, jeg aldrig ser, er jeg nødt til at fortsætte. Der er kun tid til fortvivlelse, når jeg ligger alene i min seng klokken tre om natten, og ingen kan se, at jeg er nødt til at klemme hænderne ind mellem knæene for at få dem til at holde op med at ryste.

Jeg smider mit sidste kort på bordet.

“Jeg er spion,” siger jeg. Forklædningen som den tåbelige husmor er skubbet til side, men pindsvinet er stadig skjult. “London har sendt mig.”

Gestapomanden prøver at afbryde, men jeg bliver ved med at tale, sådan som Marie-Madeleine, vovehalsen, der plejede at flyve flyvemaskiner og køre bilrally, ville have talt for fem år siden.

“Jeg er den hjort, De nedlægger, når De er ude for at jage kaniner.

Og jeg vil kun tale med husets herre, ikke hans herregårdsskytte. Find mig den højest rangerende gestapoofficer i Provence i stedet for hans underordnede,” snerrer jeg.

Mit hjerte dunker som en rasende trommerytme. Min fornuft skriger til mig, at jeg skal finde en bedre løsning end at blive arresteret. Men jeg skal væk fra våbnene. Hvis jeg bliver ført til et fængsel for at vente på en gestapokommandant, jeg ikke har tænkt mig at se i øjnene – for en kommandant vil vide, præcis hvem jeg er, og han vil ikke være venlig nok til at skyde mig – kan jeg måske flygte. Maskinpistoler dræber, men fængsler kan man flygte fra. Det er et faktum, jeg personligt kan bevidne.

Officeren rynker bekymret brynene. Tænk, hvis han lader sine mænd dræbe mig og bagefter opdager, at jeg var i besiddelse af værdifuld information, der kunne være blevet tortureret ud af mig?

Han skubber mig hen mod trappen. “Den regionale kommandant kommer til Aix-en-Provence i morgen tidlig.”

Den irrationelle lettelse over at få lov til at leve lidt længere får mig næsten til at snuble igen. Men hvilket helvede vil de føre mig til? Og hvordan skal jeg slippe væk, inden jeg bliver stillet over for en gestapokommandant, eller inden de torturerer mig?

Jeg bliver kørt til Miollis-barakkerne og bliver skubbet ind i en afstraffelsescelle. De mænd, der er derinde, bliver beordret ud og efterlader en stank af urin og sved. Jeg sætter en hånd mod væggen, forsøger at samle styrke, men det er ikke nok til at holde stanken og rædslen væk. Tre sekunder senere kaster jeg så voldsomt op, at min hud bliver dækket af sved, og jeg har lyst til at flå den af mine knogler.

Tom og udmattet synker jeg ind mod væggen, lukker øjnene og genkalder mig Béatrice og Christians ansigter, sidste gang jeg så dem for over et år siden. Jeg ser det lillebitte spædbarn for mig, Léons barn, som jeg kun fik en uge med, før jeg var nødt til at give ham fra mig.

Han må lige være fyldt et år.

Hvor mange fødselsdage vil jeg gå glip af?

Det er den slags spørgsmål, man aldrig skal stille sig selv, når man befinder sig alene i en fængselscelle med en cyanidkapsel skjult i en medaljon om halsen. Ikke når den mand, man elsker, er savnet. Ikke når tre tusind agenters liv såvel som landets frihed står på spil.

I morgen tidlig vil Gestapo have læst tilstrækkeligt af mine papirer til at vide, hvem jeg er, og de vil straffe mig på så grusomme måder, at jeg ikke engang kan gøre mig begreb om dem. Hvis jeg skal sluge den cyanidkapsel, MI6 gav mig, skal det være nu. I London fortalte præsten mig, at Gud ville tilgive mig.

Men kan jeg tilgive mig selv?

Hvis ingen advarer Lucien om, at Gestapo er på sporet af ham, bliver han fanget. Hans afdeling, næsten det eneste, der er tilbage af Alliance-netværket efter de seneste brutale måneder, vil blive flået i stykker. Og Frankrig, der kæmper med næb og kløer for sin frihed, nu hvor de allierede endelig er ankommet, vil mærke løbet fra nazisternes maskinpistoler presset direkte ind i kraniet.

Så jeg tager mig sammen, idet jeg minder mig selv om, at jeg er et lille pindsvin iført et skjold af pigge.

Der er fem timer til daggry.

Jeg undersøger vinduet. Det sidder højt oppe og er en meter bredt og måske dobbelt så højt. Intet glas dækker åbningen, bare en kraftig træplade med et mellemrum øverst, hvorigennem jeg kan se tykke metaltremmer.

Et mellemrum.

En åbning.

Et sted, hvor lyset slipper ind.

Min puls stiger. Jeg balancerer på den hårfine grænse mellem vanvid og håb, da jeg skubber briksen hen under vinduet og tømmer spanden, tæt på at kaste op ved stanken.

Jeg vender spanden på hovedet og stiller den på briksen.

Som barn boede jeg i det franske koncessionsområde i Shanghai, og min far fortalte mig om indbrudstyve, der smurte sig ind i olie for at klemme sig gennem portenes tremmer. Det er sommer. Cellen er som en bageovn. Min krop er glat af sved. De sidste fire år med rationeringer og min evige flugt fra nazisterne betyder, at jeg er tynd som et siv.

Men er jeg glat nok og tynd nok til at klemme mig igennem mellemrummet mellem pladen og tremmerne og derpå gennem tremmerne og ud i friheden?

Jeg tager min kjole af og holder den mellem tænderne. Så klatrer jeg op på spanden, rækker armene op til vinduet, idet jeg forsøger at tro på, at jeg er en månestråle, i stand til at lirke mørket op og komme gennem alt. Ikke til at fange.