Læseprøve på MAAME af Jessica George

“Maddie, vil du overføre flere penge til mig? Tak.”

“Hej, mor. Hvordan har du det?”

Hendes latter er krystalklar. “Hej, min skat. Velsignet. Nå, men jeg har fundet et sted med en bedre vekselkurs end sidst. Jeg giver dig lige adressen. Har du noget at skrive med?”

“Jeg har ikke nogen penge tilovers i den her måned.”

“Hvorfor? Har du klattet dem væk?”

“Nej.”

Pause.

“Hvad er der galt, Maame? Du lyder helt forkert. Fortæl din mor, hvad der er galt.”

Mor kalder mig tre ting: mit navn (og diverse kortformer af det), skat eller Maame. Maame har mange betydninger på twi, men i mit tilfælde betyder det ‘kvinde’. Jeg er blevet kaldt Maame, så længe jeg kan huske, og elskede at blive kaldt en kvinde, da jeg stadig var en pige. Jeg elskede at blive set som en voksen, selv før jeg overhovedet havde fået min menstruation. Men nu er …

“Maddie?” Og jeg kan høre utålmodigheden i hver stavelse, som en allestedsnærværende skygge.

“Jeg har det ikke så godt.” Solen går senere ned nu, så jeg har trukket gardinerne for på mit værelse. Jeg sidder i et hjørne af min seng med knæene trukket op til brystet og overvejer, hvordan jeg bedst kan beskrive, hvor langt nede jeg har følt mig, selvom jeg ikke kan sætte fingeren på en specifik årsag. Da jeg kan mærke, at jeg snart er nødt til at sige noget, siger jeg: “Jeg er bare virkelig træt, tror jeg, og bekymret.”

“Over hvad?”

“Det er bare alt det, jeg laver herhjemme og på arbejdet. Jeg føler mig tung og håbløs og træt, og det er, som om jeg ikke rigtig lever …”

Mor sukker. “Maddie, stop.” Hun strækker hvert ord for at understrege, hvor lidt hun gider høre på mine undskyldninger. “Du nyder at brokke dig over de her ting. Så meget laver du heller ikke, vel? Du skulle se, hvordan børnene her lever. Slapper du måske ikke af, når du kommer hjem fra arbejde og i weekenden? Du er bare lidt nedtrykt, fordi du aldrig går ud.”

Mine øjne bliver våde.

“Jeg har jo sagt, at du skal gå mere ud. Du finder aldrig en mand, når du bare sidder derhjemme,” fortsætter hun. “Din far har ikke brug for selskab i alle solens timer. Det er derfor, at du er trist hele tiden – fordi du aldrig laver noget sjovt.”

Jeg er tæt på at fortælle hende, at ‘lave noget sjovt’ ikke er det samme som ‘at være lykkelig’. At ‘lave noget sjovt’ giver dig højst et øjebliks lykke, og at jeg vil vide, hvordan jeg kan beholde den. Jeg har googlet Hvordan bliver man lykkelig?, gået lange ture i parken og skrevet lange lister over ting, jeg er taknemmelig for. Jeg spiser mere frugt og grønt og går tidligt i seng. Jeg har givet komplimenter og øvet mig i at trække vejret på en mindful måde. Jeg har prøvet at fikse mig selv.

“Måske burde jeg tage til lægen og …”

“Nej. Vi går ikke til lægen med den slags,” siger mor. “De vil bare fylde dig med stoffer. De får en slags kommission for det.”

“Det tvivler jeg stærkt på.”

“Jeg ved mere om, hvordan verden fungerer, end du gør, Maddie,” siger hun. “De giver dig stoffer for lidelser, der ikke findes, og gør dig endnu sygere. Det er unødvendigt. For Gud er der ingen sygdomme, som Han ikke kan kurere, det er derfor, at vi går til Ham med vores sorger og problemer.”

Jeg spørger lavmælt: “Hvorfor kan Han så ikke give dig pengene?”

“Han velsigner mig igennem dig, min datter,” siger hun resolut.

Jeg omfavner mig selv lidt hårdere.

“Har du bedt og læst i din bibel?” spørger mor. “Jeg ved, at du bliver sådan her, når du ikke gør det, når du giver Djævlen en åbning. Har du lyttet til den bedekanal, jeg fortalte dig om – den, der starter klokken fem om morgenen?”

Da vi har lagt på, går jeg ned for at lave fars mad. Tårerne triller, indtil jeg smager salt. “Der er noget seriøst galt med dig,” hvisker jeg, imens jeg hakker peberfrugterne. “Du er så langt ude. Måske har du en kemisk ubalance – du må hellere google det. Du kan ikke væres så trist uden nogen grund. Det er ikke naturligt. Det er meningen, at man skal være lykkelig eller tilfreds og kun opleve øjeblikke med tristhed, så hvad siger det om dig, hvis din naturlige tilstand er at være trist?” Jeg lægger kniven fra mig og klasker mig i panden. “Stop det, bare fucking stop det.” Måske kan jeg fikse min hjerne, hvis bare jeg slår hårdt nok.

Jeg tørrer mine øjne og fortsætter med at hakke peberfrugter.