Læseprøve på LILLE ANE SIGER FARVEL af Ane Cortzen

Da jeg var barn, blev jeg kaldt ’lille Ane’. Min mormor hed også Ane, og mit kælenavn hang fast hele vejen til voksenlivet.

”Husk lille Ane!” kunne min mor kalde, når min storebror og far løb ud i bølgerne.

Og en nytårsaften, hvor jeg var for afkræftet til at fyre krudt af, fordi jeg gennem længere tid havde været alvorligt syg med lungebetændelse, blev jeg placeret i vindueskarmen iført en spids fe-hat, og min mor råbte ud til de andre i den mørke have:

”Vink til lille Ane.”

Jeg var i høj grad den spinkle lillesøster, som fulgte i hælene på Mads, min opfindsomme bror, der altid fandt på gale streger. Jeg var god til at holde på hemmeligheder og var samtidig pligtopfyldende og loyal. I skolen fik jeg flotte karakterer, var social og velopdragen. Ingen problemer. Der var aldrig et oprør i mig. Set udefra.

For indeni var det ikke så nemt. Især var den spæde pubertet forfærdelig. Jeg følte et ulmende mytteri – en trang til at rejse mig midt i Dollars og råbe ad mine forældre. Samtidig var jeg forfærdet og skræmt over at mærke sådan en grundløs desperation. Fysisk kunne jeg ikke være i mig selv. En aften gik jeg udenfor og løb, alt hvad jeg kunne, ad banestien bag vores hus for at slippe væk fra den mærkelige todelte tilstand indeni.

Jeg kunne ikke lide at bryde regler eller skuffe forventninger. Men samtidig fornemmede jeg, at netop dette blev ventet af mig.

Mine forældre brød med 1950’ernes borgerlige ideal. Som barn af en enlig kunstnermor havde min mor mod alle odds skabt sig en imponerende karriere som toneangivende journalist. Min far havde forladt et kvælende, småborgerligt Randers. Sammen skabte de et frisindet hjem, hvor de gav deres børn frie tøjler til at realisere deres drømme.

Det var med andre ord vigtigt i min familie at bryde grænser. Og da jeg ikke formåede at gøre det, blev resultatet, at jeg aldrig hævede mig over den lille vinkende figur i vinduet. Før nu.

Jeg er fyldt 50, og overgangsalderen banker på døren. Den har nok været på vej i flere år, uden at jeg har tænkt over det. Det føles som dengang, jeg stod på kanten til puberteten og afventede, hvad der skulle ske med min krop og mit sind.

I 2020 holdt jeg op med at drikke alkohol. Beslutningen traf jeg pludseligt, men følelsen – at jeg skulle stoppe med at bedøve mig selv – er kommet snigende. Jeg har brug for at tænke klart. Jeg har brug for, at min hjerne fungerer optimalt.

Hele mit liv, så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været hende, der skabte god stemning, som var sød og pleasende. Som levede op til forventningerne. Mine egne, men også andres. På den måde har lille Ane været et succesfuldt bekendtskab.

Men noget i mig har ændret sig. Et ønske om at ødelægge den gode stemning, at gøre mig synlig som midaldrende kvinde med alt, hvad det indebærer. En mærkelig trang til at bide hårdt i stanniolet, så pærerne springer. Jeg fornemmer, at jeg vil blive forandret for altid.

På trods af at jeg jævnligt optræder på tv, har jeg længe følt, at en usynlig hånd langsomt er i gang med at udviske mine konturer med et stort viskelæder. Det er tid til at få tegnet nye streger op, som ikke følger den velkendte skabelon.

Samtidig med denne forandring i mig er der sket store ændringer for kvinder globalt. Poul Nesgaard sagde engang til mig:

”Jeg kom i puberteten samtidig med hele verden. Det var i 1968.”

Min overgangsalder begyndte samtidig med den store #MeToo-bølge i 2020, der var et seismisk brud af dimensioner. Over hele verden sagde unge kvinder pludselig fra over for årtiers sædvane og opstillede en ny måde at være kvinde på. Hvor kvinder før dem – altså min generation – accepterede, at krænkende adfærd fra magtfulde mænd var en del af aftalen, hvis man ville frem i verden, opsagde de unge kvinder den kontrakt. De rev papiret over og skrev en ny. Alt kan ændres, alt er muligt.

Fra min generation er der ikke kommet meget andet end en dæmpet undren, måske en slap highfive givet i hoftehøjde. Vi har ikke blandet os særlig meget. Vi har i det hele taget været stille. Det har fået mig til at overveje, hvem jeg er som kvinde. Som datter. Som mor. Som ægtefælle. Og det har fået mig til at spekulere over, hvor min generations kvinder har været i debatten.

Denne bog er et forsøg på at indkredse os kvinder, der blev født i halvfjerdserne og voksede op i fattigfirserne. Som var unge i de hedonistiske halvfemsere og blev mødre i det nye årtusinde.

Vi har været unge kvinder i en tid, hvor reklamer, serier og musikvideoer satte normen for, hvordan en kvindekrop skulle se ud. Vi har spejlet os i det mandlige blik og har haft svært ved at vende spejlet om.

I forbindelse med arbejdet på bogen talte jeg med Signe Uldbjerg Mortensen, der er samlingsansvarlig på Køn – Gender Museum Denmark. Jeg var spændt på, hvad der lå af data om vores generation, og ivrig efter at få sat ord på vores særkende, men hun svarede overraskende, at der ikke findes særlig meget. Museet er afhængigt af, at kvinderne selv kommer med deres historier, med deres effekter. De har mange ting fra rødstrømperne – og faktisk også fra de årgange, som kom efter os. Men fra vores generation har der ikke været mange henvendelser. Hvordan kan det være? Er det, fordi vi slet ikke opfatter os som dele af en generation?

Det gjorde mig endnu mere nysgerrig på, hvem vi er.

Maya Albana, Karen Simonsen, Franciska Rosenkilde, Katrine Engberg og Rikke Rønholt har jeg talt med til denne bog. Nogle af kvinderne kendte jeg perifert, og nogle havde jeg ikke mødt før. Hver især er de stærke repræsentanter for deres fag: sport, politik, erhverv, litteratur og medier – og så har de vidt forskellige baggrunde. Jeg var spændt på, hvor meget vi seks kvinder, der er født nogenlunde samtidig, har til fælles. Om jeg gennem min egen historie og deres kan skabe et vellignende portræt af en generation, som altid har vendt ryggen til portrætligheden.

Forfatter Merete Pryds Helle, der var rødstrømpe og anarkist i 80’erne, og som har en voksen datter født i 00’erne, bidrager med indspark i bogen som en slags færgemand imellem generationerne. Jeg ser Merete som ekspert i livet, en viis kvinde, der betragter os med et mildt, men præcist blik.

Desuden har jeg talt med tre kvinder fra den nye generation, for det er jo fra børn og fulde folk, at man skal høre sandheden. Blikket udefra kan være ubønhørligt – og tiltrængt. Alle tre er valgt med nysgerrigheden som vejrhane.

Samira, Asta-Maja og Klara Lilja er forskellige, men afklarede. Tydeligt i stand til at formulere deres behov og indtage deres plads i den ny verden. De er mere end klar på at ødelægge den gode stemning, hvis situationen kræver det. Og så er de solidariske med hinanden.

Selv kan jeg mærke det ulme indeni. De unge kvinder har banet vejen. Det er tid til at sige farvel til lille Ane – tid til at smide fe-hatten og komme i gang med krudtet.