Anna

“Anna, kigger du ikke lige ind til mig, når du er færdig? Der er noget, jeg skal tale med dig om.”

Jeg binder forklædet om livet og tager en sidste tur rundt i lokalet, inden de første gæster kommer. Jeg ved godt, hvad Tony vil sige. Jeg overhørte en samtale i går. Det er på høje tid.

I løbet af de sidste tre måneder er L’Auberge Blanche blevet en af de mest populære restauranter i Toulouse. Vi havde allerede travlt før, nu er der stuvende fuldt. Jeg kan ikke nå at rydde af bordene, før der kommer nye gæster og sætter sig. Jeg er den eneste tjener. Tony hjælper mig, når han ikke har andet at lave.

Sidste mandag, da jeg bragte en créme brûlée til bord 6, fik jeg pludselig en prop i ørerne, mit syn blev sløret, og benene gav efter under mig. Desserten landede på gæstens hoved, og jeg landede inde på chefens kontor.

Han startede med at skælde mig højlydt ud. Det er jeg vant til. Det var tegn på, at han bekymrede sig om mig. Han har betroet mig, at han har situs inversus, altså hjertet til højre og leveren til venstre. Hans kommunikation er tydeligvis også omvendt.

“Hvad fanden sker der, Anna?”

“Der sker det, at jeg fik det skidt.”

“Men hvorfor gjorde du nu det?”

“For at få lidt sjov i gaden, selvfølgelig! Der var lidt dødt her til aften, ikke?”

Han faldt ned med et dybt suk. Så fulgte medfølelsesfasen.

“Nå, og hvordan går det så nu?”

“Det går bedre. Jeg er klar til at arbejde videre.”

“Nej, jeg skal nok passe butikken i aften. Men du kommer i morgen, okay?”

“Du ved, at du altid kan regne med mig.”

Han smilede. Jeg benyttede mig af lejligheden.

“Jeg er træt, Tony. Jeg nærmer mig de fyrre. Jeg kan ikke holde til det her tempo. Det ville være godt, hvis du kunne ansætte en til.”

“Ja ja, jeg ved det godt. Jeg skal nok se, hvad jeg kan gøre.”

Så greb han sin mobil og ringede til sin elskerinde, Estelle, for at fortælle hende, at han gerne ville rive trusserne af hende lige nu og her. Jeg tog det som et tegn på, at vi var færdige med samtalen.

Min nabo Paul siger, at jeg burde finde mig et nyt job. Han har overtaget sin fars tobaksbutik. Han tror åbenbart, at nye jobs kommer med storken, nu da den ikke længere kommer med små børn.

Sandheden er, at jeg ikke er kvalificeret til noget andet, selvom jeg faktisk har en uddannelse i bogføring og regnskabsvæsen. Jeg opdagede, at jeg var gravid, den dag jeg tog min afgangseksamen. Mathias tjente godt, og vi besluttede, at jeg skulle gå hjemme med Chloé. Da hun startede i børnehaven tre år senere, begyndte jeg at søge arbejde. Det lykkedes mig at komme til samtale ét sted, og det var her, jeg forstod, at der var et problem: Jeg havde ingen arbejdserfaring, jeg havde nusset rundt og hyggenygget med den lille i tre år, og jeg havde den frækhed at svare nej til spørgsmålet om, hvorvidt der var nogen, der kunne tage sig af mit barn, hvis det brændte på på jobbet. Jeg havde ikke en chance imod alle de overkvalificerede kandidater, hvis førsteprioritet ikke var blevet til i deres livmoder.

Så jeg tog imod Tonys tilbud. Tony var en af Mathias’ venner, der havde en restaurant. De første syv år arbejdede jeg kun om dagen, så jeg havde tid sammen med pigerne – indtil jeg ikke havde andet valg end også at tage aftenvagterne.

Jeg har netop lukket restauranten, da Tony kalder mig ind på kontoret. Jeg sætter mig over for ham.

“Du ved, at jeg holder af dig, Anna.”

Der var den igen, hans situs inversus. Det tegner skidt.

“Du har arbejdet her … hvor længe? Ti år?”

“Fjorten.”

“Fjorten. Tiden iler. Jeg husker stadig din ansættelsessamtale, du var helt …”

“Kom til sagen, Tony.”

Han masserer tindingerne med fingerspidserne og sukker.

“Estelle har mistet sit arbejde. Jeg vil gerne ansætte hende.”

“Ah! Så er jeg mere rolig. Jeg troede, du havde dårlige nyheder! Jeg ved ikke, om det er verdens lyseste idé i forhold til din kone, men det må du jo selv ligge og rode med. Hvornår starter hun?”

Han ryster på hovedet.

“Jeg vil ansætte hende i stedet for dig, Anna.”

Der går et øjeblik, inden budskabet trænger igennem.

“Hvad skal det sige ‘i stedet for mig’? Det kan du da ikke!”

“Jeg ved godt, at jeg ikke har nogen god fyringsgrund, selvom man jo altid kan finde på noget, hvis man vil. Men det vil jeg ikke. Det har du ikke fortjent. Jeg har et forslag: Vi skilles i al venskabelighed, efter fælles aftale, og jeg giver dig en lille kuvert som tak.”

Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der uden at reagere. Lang nok tid til at tænke på alle de regninger, jeg allerede ikke kan betale. Lang nok tid til at forestille mig køleskabet endnu mere tomt, end det allerede er. Lang nok tid til at indse, at fogeden vil komme på besøg. Lang nok tid til at se mine døtres ansigter for mig, når jeg skal fortælle dem, at deres mor er blevet arbejdsløs.

“Nå, hvad siger du så?”

Jeg skubber stolen tilbage og rejser mig.

“Rend mig i røven, Tony.”