Prolog

Allerede første gang Troels mødte hende, løj han for hende.

Det var til en fest – en såkaldt ‘kunstsalon’ – i en villa på Strandvejen. Han var inviteret af Kasper fra sin læsegruppe på litteraturvidenskab. Kaspers forældre, der holdt festen, syntes, at det kunne være hyggeligt, hvis der også kom lidt unge mennesker med, og de andre fra læsegruppen havde straks sagt ja. Selv om Troels egentlig havde tænkt, at det lød irriterende prætentiøst, var gratis drinks nu engang gratis drinks, og hvis han skulle være ærlig, så var han nysgerrig efter at se, hvordan rigtig rige mennesker boede. Så han havde også takket ja.

Huset var kæmpestort og lå på en plæne, der skrånede ned mod vandet.

Troels følte sig malplaceret og forkert, fra det øjeblik han trådte ind i haven, der genlød af snak fra velklædte mennesker. Inde fra huset kunne han høre nogen spille violin, og i et hjørne af haven stod der en ældre kvinde og læste højt fra en digtsamling. På spansk.

De pæne bukser, han havde lånt af sin lillebror, var lidt for lange i benene. Opsmøget, som han havde syet på indersiden, føltes klumpet og irriterende mod fødderne. Han havde ikke kunnet passe nogen af brorens jakker, men hvis han sørgede for at holde venstre arm bøjet, så man ikke pletten ved albuebøjningen på hans eneste pæne skjorte.

Han var alt for bevidst om, at alle her var ældre og havde flere penge og mere succes, end han nogensinde ville få, alt for bevidst om, at han ville falde igennem, hvis nogen talte til ham. Hvis ikke Kasper havde fået øje på ham og var kommet over for at hilse, ville han være gået med det samme.

Han fik stukket et glas champagne i hånden af et smilende ungt menneske med en bakke og bundede det i to slurke, mens han overvejede, hvor hurtigt han kunne snige sig væk fra festen igen, da han fik øje på hende. Hun kom gående nede fra den private strand, åbnede en låge til baghaven og trådte smilende ind på plænen, mens hun vinkede til Kasper.

“Min kusine Maria,” sagde Kasper og vinkede tilbage til hende, før han fik øje på nogle nye gæster, han ville hilse på, og lod Troels stå tilbage på plænen og se på Maria, der kom gående gennem græsset.

Langt hår, der skinnede som honning i det bløde aftenlys, en lys kjole, der bølgede i vinden og nåede helt ned til hendes sandalklædte fødder.

Hun lignede en engel, tænkte han og hadede sig selv for at tænke en kliche, for at falde for en kliche. Men det var det, han gjorde: faldt for hende, allerede før han havde talt med hende.

Maria stillede sig i udkanten af kredsen af gæster omkring den interimistiske scene. En af de unge tjenere rakte hende et glas champagne, som hun tog imod, mens hun sagde noget til vedkommende, som Troels ikke kunne høre.

Gæsterne klappede af kvinden med det spanske digt, og en af de andre fra deres læsegruppe hev et krøllet stykke papir op fra inderlommen og overtog scenen. Han læste en alarmerende dårlig novelle højt – om en mand, der ikke kunne finde sine nøgler – men Maria så opmærksomt på ham, mens han læste, og nikkede billigende flere gange. Da han var færdig med at læse, strøg hun en gylden hårlok om bag øret og klappede, mens hun smilede, og Troels mærkede et ukendt strejf af jalousi over, at hendes blik hvilede på andre mennesker, over, at han, Troels, var ubetydelig, usynlig. At han kunne gå fra festen om lidt, og hun ville ikke engang vide, at han havde været her, at han havde set hende.

Han tog en dyb indånding, og før han nåede at stoppe sig selv eller have en klar plan, maste han sig ind foran en fedladen ældre mand, der stod klar med et stykke papir i hånden, og stillede sig midt i kredsen af mennesker.

Han var alt for bevidst om, at hun så på ham, mens han citerede det eneste tekststykke, han kunne i hovedet: en sangtekst, Ronnie engang havde skrevet til deres band. Det lød som poesi, og han så en beundring i hendes ansigt, som han vidste var en åbning.

“Det var smukt,” sagde hun, da han fortumlet overlod scenen til en mand med en tværfløjte og trådte hen mod hende: “Var det noget, du improviserede?”

“Ja,” svarede han.

Det var så den første løgn.